The Project Gutenberg EBook of Ludvigsbakke, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Ludvigsbakke

Author: Herman Bang

Release Date: January 25, 2004 [EBook #10829]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK LUDVIGSBAKKE ***




Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders





LUDVIGSBAKKE

AF

Herman Bang




I TAKNEMMELIG ERINDRING

OM

EMIL BJERRING

_"Men jeg synes undertiden, det er, som det var en anden, der lagde
Tallene sammen."_




EN HIDTIL UTRYKT FORTALE

[Det havde oprindelig vret Herman Bangs Hensigt at tilegne Ludvigsbakke
til de Sygeplejersker, der havde vret gode og krlige imod ham under et
srgeligt og pinagtigt Hospitalsophold. Men saa dde netop hans trofaste
Ven, Redaktr Emil Bjerring, og han tilegnede Bogen hans Minde. Men det
oprindelige smukke og for Bang meget ejendommelige Tilegnelses-forord
opbevaredes af Forlagsboghandler Lybecker, der nu har stillet det til
Disposition For denne Minde-udgave].

       *       *       *       *       *




PAVILLON I.

... _"Er ikke det et af Digterens Maal: at give deres Klage Ord, som
aldrig klagede?...."




Til Plejerskerne.

Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fdtes. Dens Fortlling
er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.

Under Hospitalets lange Ntter uden Svn stod Dren aaben til den lille
Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Trbord. Lige overfor
hinanden arbejdede de stille ved det flles Lys. De vekslede ingen Ord.
Men paa n Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og
begge sa de tavse ind i Lyset med et langt Blik--jne, der sgte
fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte
Erindringer....

Saadan sad de en Stund med Panderne lftede mod Lyset.

Og over deres Ansigt flj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stnnen
kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt....

Men hine to Kvindeansigter--aa dagligdags Ansigter med bortstrget

Haar fra lidt kantede Tindinger--var forblevet i en Sygs Erindring og
Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og
fik hundrede Billeder i Flge.

Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Lvet faldt tyst i tyste Gange
og Byens Stj ld dmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om
de mgtige Gaarde, hvor Brernes hastige Trin der hen, og om de lange
hvide Gange, hvor i Skumringen, dkkede af det sidste Lagen, de bringes
bort, som har ophrt at lide.

Og Dampmaskinens Stj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus'
ustandselige, drivende Hjerte.

Og Drene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophrlige Tog, der
kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her....

Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i
Seng ved Seng og Rekonvalescenters mjsomme Trin, og Lgers Skikkelser,
som flger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time--det
blev Rammen, fld sammen som Ramme om er enkelt Liv.

Af alt dette Levende skd n Skbne frem, en Skbne at gre levende.

Nu sendes Fortllingen hjem til det Sted, hvor den blev til.

       *       *       *       *       *

Jeg tnkte saa tit, mens jeg sa de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at
trste, at n Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskene
kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Hnder, de
helbredes og--de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider og
hjlpes og gaar og glemmer....

Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som
lindrede Lidelsen.

Det syntes mig at maatte vre tungt, og derfor sendes denne Bog derhen,
hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Krlighedsgerninger skrives
aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter.

H.B.

Paris, Marts 93.




FRSTE BOG

Portren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde
Klderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med
Maveblterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvggen:

-Vi skal afsted.

-Ja; Patienten Nummer to standsede og sa paa Portren. Ja, sagde han
igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der
vil lgge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv
den allermindste Ting.

Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted.
Man hrte Portrens Ngler rasle gennem Gangen, mens han lukkede--frst
heroppe, saa dernede.

Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille
Kkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde
sov, med dybe Aandedrag.

Og inde paa "A" var der ganske stille....

Frken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa
Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen
til, at hun kunde sidde.

-Brandt er tosset, sagde Frken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op
ligesom Hnsene.

Ida Brandt lnede Hovedet tilbage mod Vggen, og hun sa ud gennem det
store Vindu: saa roligt "Serne" laa, et eneste luende Rdt, nu Solen
gik ned.

Ida tog et Brev frem, men lnge blev hun siddende med det i Haanden,
mens Sens Rdt derude stille gled bort og falmede--fr hun begyndte at
lse:

Horsens, den frste Oktober.

Du kre Pige.

Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har
heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brkkede
Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du,
under Rengringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de
sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lyknskningen: Gud velsigne
Dig, min Pige, det vd Du, nsker alle vi paa "Villaen".

Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden
lber, og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Nrregade, synes jeg tit, det
er ikke lnger siden end igaar, jeg sa Dig sidde derinde bag Vinduet,
krbet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid vret
artigt paa Dig, Ida, jne, Haar, hvor var Du vel kmmet med dine to
Musehaler og det Hele) paa os forfljne Spirer fra Frken Jrgensen,
naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene,
saa der var ikke et helt Lg i vore Nederdele.

Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved
Gelnderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet,
indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive
Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder
lukkede Gadedren.

Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dmpede.

Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var
ved Spejlet: "Saa--er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skv ind ad
Dren) ... "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.

-Olivia, Fingrene af Munden.

-Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant
om Kaaben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af
Kanten, der hang lst og dinglede; jeg vd ikke, hvordan det var, men
jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.

-Ja, saa kan Du gaa.

Jeg lb med Tasken bus paa Drkarmen.

-Om det Barn nogensinde lrer at gaa paa sine Ben--jeg vidste jo, det
vilde komme fra Forhjningen--: Og kun t Haandtag i Tasken ... ja, saa
kan Du gaa....

Jeg var paa Vejen.

-Men om Karen frst--kom det stadig fra Forhjningen--vilde vre saa
venlig at stte en Brste i dit Haar. Det er jo en Skndsel at se paa.

Haaret var det vrste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran
selve Mama med Brsterne. Hun brstede og brstede:

-Nej--og Mama sukkede--der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille
Ida Brandt, hun kan holde sit.

Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen brstede: Du
var jo altid Dydsmnstret....

Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig--de
havde vist egentlig ikke omgaaedes fr--og de sad i Dagligstuen og
talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders
Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre--da jeg paa n Gang
tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved
at dunke Dig, uden at sige et Ord.

Og Du vrgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte
bare at grde sagte, ganske sagte. Vd Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg
fra det jeblik holdt af Dig, fordi Du havde grdt saa sagte....

Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for
at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin
Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne--Du sa altid
ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du lste Lektier--:

-Ida....

-I-da, det er Olivia Franck.

Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til
mig og nikkede:

-St Dig, min Pige.

Og jeg satte mig ved Dren--hos Jer satte man sig altid midt paa
Stolene--til Du havde faaet alt Tjet paa, Vesten og det lille Trklde
og Kaaben og det store Trklde, og vi kniksede foran din Moder:

-Har Ida Lommetrklde? sagde hun--jeg tog altid til min egen Lomme for
at fle--: Kom saa ingenting til....

Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.

Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet--jeg ser din Moder flytte
Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid
selv--lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frknerne
(Herregud, nu er ogsaa Erbelin dd, hun bar sin svre Dobelthage lige
stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under
Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glde over Stikkene--hun lo ligesom om
hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte
Ribsvinen ind, og vi fik de to bler, medens mit Tj blev bragt ind i
Varmen....

Mama sagde:

-Det hjlper et helt Dgn paa Olivia, naar hun har vret hos Ida Brandt.

Men om Sndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres
Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tjet af Dig,
det ene Stykke efter det andet, som om hun lste en Bylt op. Der var
ingen, der forskrkkede Mama som Jeres Sofie:

-Jeg vd ikke, sagde hun; men hun har jne, som sger hun alt Stvet paa
Mblerne.

Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.

Mama sagde med sin allerhfligste Stemme:

-Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?

Og Sofie nd den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte
Bogskab, uden at mle et Ord....

Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg
tnker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge ned
i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Het og Dessaus Loft, hvor Du
maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstvler. Men ja, hvor jeg
regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Vrkstedet,
hnge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med jnene stive i
Hovedet af Skrk og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde hres i
Verber.

Naar vi legede Skib med Drengene, var det vrst. Husker Du Mllers
Sukkertnder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi var
med i "Rver". Men det var vrst, naar de var Kahytter, for det var
altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og Brdrene
rullede dem "under hj Sgang".... Du sad derinde med Kjoleskrtet op
over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl....

Det var ogsaa dr, Du fik revet din blaa Musselins paa et Sm.

Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede
Flngen over dine Kn, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og sa
kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde
vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandels:

-Vi maa sige det til Mama.

Og vi gik, lb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Dren:

-Ida har revet sin Kjole.

Paa "revet" begyndte jeg at grde, men Du stod lige stille:

-Hvor?

Mama greb din Kjole i Smmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:

-Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog tnke om dette
forrykte Hus?

Du stod og rystede uden at grde, og Mama rev Haaret bag rene lst med
sin Hklenaal:

-Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfrdet som
vi: tag Kjolen af.

Karen lb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler
og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde
flnge, det var hun vant til.

-Dr gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhjningen.

Mama slap Kjolen:

-Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi sa begge to ud
efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.

Det er Pastor Hansen, der prker, sagde Mama.

-Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.

Mama slog Hnderne ned i Skdet:

-Saa er de ikke hjemme far halv t, sagde hun overbevist.

Da Jomfru Finsen kom, erklrede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud
og saa maatte Baglggene rkkes.

-Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa--Jomfru
Finsen havde et Par jne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa
en Bredde--:

-Nej, det vil ikke ses.

-Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hrte paa Finsen, som talte hun
Latin: ja, naar det blot ikke ses ...

Det sas ikke.

-Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en
Gang til. Nej, det ses ikke.

-Gud vre lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skdet:

-Nu vi! vi ha'e Crmekopper.

Crmekopper var Moders uomgngelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid
lidt af Butterdejgen siddende paa Finsens Underlbe, i den Revne, som
hun havde faaet af at overbide Traad.

Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt haardt i
Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Klderhalsen,
sagde jeg:

-De spiller; jeg sa Frknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin.

-Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.

Vi kom ind og Du fik Tjet af og vi kniksede rundt, frst jeg og saa Du,
og din Moder sagde over Kortene:

-Har Ida vret artig?

-Ja; det var vist frste Gang, Du lj, min Pige.

-Ja, gaa saa i Seng. Du vd, om Mandagen ver Du Klokken syv. Godnat.

Du fik dit Pandekys og var afsted.

-Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg lb hjem til Mama,
saa jeg var ganske forpustet:

-De sa ingenting.

-Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen:

-Naa, Ida har nu meget godt af at vre med i lidt Uartighed, sagde hun.
Jeg havde henne paa Forhjningen hemmelig fat i Lektien:

-Maa jeg sprge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne?...
Tror Du, Ida Brandt stjler Lys for at lse paa Sengen?

... Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og
hvordan Aarene lb. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen,
hvor vi alle var i hvide Burnusser og rdmossede af at grde og
glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for
ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og
tyve.

Men Herren vd, hvor tit Du havde maattet hre mig i Salmer....

Mama blev ved at sige:

-Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, naar
hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre....

Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker....

Aa, den frste Tid som unge Piger, hvor vi endnu vede os i at gaa i de
lange Kjoler, og Mama maatte sy mig "Rucher" for Hnderne for at skjule
mine rde Haandled; og til den hjeste Stads sad vi mellem de andre unge
Piger, generte og ledelse i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med
en Pibekrave, kre Du, hvor tit min maatte lgges ud i Brystsmmen.

I Julen var vi til det frste Bal. I tre Uger havde jeg sovet med
Handsker paa om Natten:

-Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hnder. Ida gaar i Huset,
og dog har hun nettere Hnder end Du.

Vi krte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsdet, med to Skrter
op over Hovederne, saa vi sad paa det Lrreds, mens Mama trykkede sig
sammen paa Forsdet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko,
indsvbte i Papir....

Det kle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Vggene og det graa
Skrmbrdt. Husker Du Skrmbrdtet, hvor Fru Ferder regelmssigt gik
Ingas Hals efter med et dyppet Lommetrklde.

-Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund....

Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt paa Gulvet
stod vi, rdarmede og forskrkkede og smilende, og Fru Ferder lb rundt:

-Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe. Hun havde et
aabent Brev Knappenaale fstet foran paa sit Bryst for at gaa Ingas
Toilette efter. Det dundrede paa Dren: Luk op, luk op. Det var Nina
Stjernholm i sin Pelskaabe:

-Godaften, Godaften! Barn, Barn, jeg er kommet meget for silde, raabte
hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne flj, og raabte paa
Mama:

-"Sde Fru Franck, hvor er Fllene?" Og hun mnstrede os og skubbede
tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:

-Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?

-Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skvt....

-Men, gr det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama
hjalp:

-Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa lst, Nina.

Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens
Nina lo:

-Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at vre lidt god mod de
ldre Mandfolk ... Har I til frste? vendte hun sig til os.

-Ida ikke....

-Godt, saa hold Dem til mig, Frken Brandt, jeg raader over et Par spde
Ljtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjgermesteren.

Balinspektren dundrede paa Dren og spurgte, om Damerne var frdige, og
Musikken begyndte at spille.

-Saa, sagde Nina og slog Dren op. Jeg sa bare Lysekronen, Du, og den
dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som
jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hrte Mama sige: Ryggen, Olivia, og
jeg sa Dig, der kom bagved med en Ljtnant, der bed i sit Skg....

Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.

Du stod et jeblik henne hos Mama med hende i begge Hnderne:

-Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at
danse.

Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetrklde ned foran paa
Brystet og sagde til Kammerherren:

-Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for
nedringet.

-Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Mllerne", de flj, og
Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens
Nina lod Hofjgermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:

-Nina, raabte Mama.

-Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gre? naar Baandet springer? Og hun
satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.

Men vi dansede. Jeg hrte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:

-Det stille Pigebarn er nydeligt.

"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.

Aa, ja den frste dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen"
flyttede ud i Lunden og vi sad dr i en Rundkreds, bag Pavillonen, under
Trerne, mens en af os lste hjt. Men paa n Gang blev Nina ked af det
og slog til Bogen, saa den rg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre
lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i
Lindene....

Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.

Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom lbende og ude i Gangen
spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord,
uden Farvel, bagefter Sofie, der lb hen ad Gaden. Du mdte Frken
Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og
hurtigere.

Jeg stod ved vort Vindu og vilde flge efter, men jeg vd ikke ... jeg
var bange, saa angst, at maaske var hun dd, og jeg sagde til Mama:

-Gaar Du ikke med?

Og vi tog Tjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Mblerne
var flyttet, fordi de havde lftet din Moder og maatte bre hende; og
Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde
gaa, og Frken Fischer kom lbende med Is i en Skaal og blev ved at
sige, mens hun grd:

-Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget
mod Raad.

Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og
hrte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de
langsommelige Timer.

Og vi hrte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og
hrte Uhrene....

Men Du, Stakkel, vaagede mange Ntter siden.

       *       *       *       *       *

Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glde.
Vi paa Villaen, det vd Du da, nsker Dig det Allesammen.

Og saa et Kys i Anledningen, sknt Du vd, jeg afskyer det
Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.

Din Olivia.

Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet stttet mod Karmen. Ovre
bag Serne tndtes Lygterne, n efter n. Hun hrte Josefine, der bragte
Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i
deres Senge.

Hun blev siddende, endnu et jeblik.

Men pludselig raslede Nglerne i Dren hos Kvinderne, og hun sprang ned
med et St, saa hun vltede Stolen: Det kunde vre Professoren, han kom
til saa mange Tider, og der var ikke tndt Lys.

Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:

-Maa jeg gaa igennem, Frken?

-Vrs'go'.

Hun tndte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrkkelsen.

Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tndte:

-Det er s'gu srt, sagde han med sin lidt snvlende Stemme: saa meget
jeg er kommen til at tnke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud
paa dette forbandede Kontor.

-Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som sa hun det
for sig: saa dejligt der var ud over Brstrup.

-Ja, der var rart, sagde han og smkkede med sine Lber: det var den
Gang.

Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tnde Gasblusset over
Dren til "A" og gik op ad den:

-Nej, sagde han og sa op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle
Konferensraad.

De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A".
Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, lftede kun Hovedet,
flgende hende med sine store, overskyggede jne, mens hun tndte Lysene
paa hans Bord.

-Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.

-Jeg vd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde
hun:

-Han er den eneste, jeg er forskrkket for.

Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at vre meget stilfrdig....

-Ja, men jeg vd ikke ... det er ligesom han lignede et Spgelse....

-Et Spgelse?

-Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spgelse af et Menneske.

Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.

-Naa, Godaften, Frken.

Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krb op ad Stigen for
at tnde Blusset over Dren til "Salen". Inde fra Kvinderne hrte man en
skingrende Mumlen. Det var Frken Benjamin, hun blev altid urolig hen
mod Aften.

Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte
Smrret af til Aftensmaden: hun tnkte paa Olivias Brev.

Og saa paa Ludvigsbakke.

Patienterne, der havde Klderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre
rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lgge Mrke til
hinanden, mens deres Tfler klaprede, blev ved at klapre hen over
Gulvet.

Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebkkenet
i Kkkenet og skyllede Hnder, et Par rdlige, klamme Hnder; hvert
tiende Minut skulde han skylle de Hnder, som skulde han tvtte dem for
tusindfold Synd.

-Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frken Brandt.

-Ja, sagde han og holdt med t op at vaske sig, som om han ikke mere
huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og sa lidt paa hende, saavidt
han kunde, for hans jne var aldrig paa t Sted--:

-Men hvad skal jeg her? sagde han med et Std:

-Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hvede sig paa
Gentagelsen.

-De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frkenen og blev ved at smre
Maden.

-Rask, han lo, som han snrrede, og man sa alle hans ttte Tnder; det
var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:

-Rask--her, hvor man er lukket inde.

-Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.

-Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde
sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tflerne af
Utaalmodighed: nu kommer jeg jo....

Hun lyttede frst ved Dren til Frken Petersen, der sov saa fast endnu,
at man kunde hre hendes Aandedrt helt herud.

-Frken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.

Aandedraget hrte op, og langt om lnge kom der et svnigt "Ja". Frken
Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden
med Blterne drejede rundt endnu.

-De skal spise, Schrder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til
en Dv.

-Hm; han sa kun paa hende.

-De skal spise. Schrder, gentog hun.

-Hm.

-Men det maa vre nu--hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde
Manden svrt for at hre--: for nu kommer Lgerne.

Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.

Man hrte allerede Lgerne paa Trappen, og Nglerne ld i Dren. Det var
Reservelgen og to Kandidater, bagest kom Frken Helgesen, Plejemoderen,
med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.

Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte
Lgerne med deres srt halvbrustne jne:

-Der er jo ikke noget? spurgte Lgen.

-Nej, Hr. Reservelge.

Lgen gik alene ind paa "A" og lukkede Dren.

Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:

-Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og n af dem "pumpet".

-Var det Opium? Frken Helgesen talte til Kandidaterne
forretningsmssigt som til Kolleger.

-Ja, det er en Klejnsmedesvend ... De si'er, det er Krlighed, og nu har
de slbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet--to Mand ... Vorherre
bevar's, at Menneskenes Brn ikke kan lre at tage det med Ro ... Hvad
siger De, Frken Brandt?

Qvam sprang ned, for Reservelgen kom ud:

-De kan gerne lade Patienten trkke lidt frisk Luft, sagde han; han var
allerede ved Dren til Kvinderne.

Qvam gik bagest; han rystede paa Trskelen sine Ben i de hvide
Sportsbukser, som vilde han ryste Stvet af sine Fdder.

Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nnsom Maade at lfte dem
op i Sengen.

Frken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:

-Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frkenen havde ti
sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):

-Mit Uhr er gaaet istaa.

-Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frken Petersen kom
op om Aftenen.

-Ak, ja, De er rar og venter. Jeg lber ind til The....

Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en
Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav
sig til at sy.

Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tnkte paa det,
hjemme fra Ludvigsbakke--ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved
Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.

Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbnke i
Forvaltergangen, hvor hun hvilede--for sig alene.

Hun sagde altid: Dr har vi jo den lille Frken Brandt, som om hun
opdagede hende paany hver Gang.

De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med
Uldbukserne i Aal hjt op om Benene. Men Schrder vilde i Seng. Han sad
i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne lse
paa ham.

-Nu maa De helt i Seng, Schrder, sagde Ida.

-Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.

Ida maatte rejse sig, fr Schrder fik lftet Benene besvrligt, som var
det noget, der krvede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned
paa Tpperne med begge Hnder: Det er jo meget bedre, naar De ligger ...
ikke?

Hun blev ved at hjlpe med Tpperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han
blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa hrte hun Frken Petersens
Ngler og begyndte at pakke sit Sytj sammen: hun skulde endnu kun aabne
paa "A".

Herren paa "A" sad ved Bordet og lftede kun jnene for straks at
begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal,
han skrev, saa langsomt som han prentede dem.

-Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det hje Vindu.

Frken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.

Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.

Uden at rre sig sad han og sa ud i Natten frem mod Stjernerne.

-Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Frken Petersen.

-Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene ...

-Stakkel, sagde Frken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et
Jomfru-kast med sit Hoved, fr hun gik bort fra Kighullet.

Ida aabnede Dren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portrer
holdt en dd Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de
slbte den.

Josefine, der sad paa Bnken under Vinduerne og skulde have to slve
Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod
Portrerne:

-Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.

Portrerne drejede lige ved Dren til "den gode Gang", da Ida skulde
ind, og den ene af dem sagde, seende paa det hngende Hoved:

-Det er forresten et pnt Menneske.

-Ja, sagde Ida og sa ind i hans Ansigt, hvis Lber var aabne som en
Maskes--og Portrerne vendte sig og slbte Kroppen videre.

Inde paa den gode Gang stod Celledrene aabne og Patienterne blundede
stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frken Friis, der havde Friaften
og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og knappede
Handsker:

-Aa, sagde hun: dr har vi "Jomfruen" ...

-Hjlp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid skulde
"hjlpe": jeg kommer meget forsilde.

Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frken Helgesen, der sad bag
Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin
meget tydelige Stemme:

-Hvad har det Liv kostet?

-Tak, Jomfru.

Frken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjrnet;
hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft
ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte
Fald i Tindingerne:

-Jeg har faaet det af en Ftter i Aalborg, sagde hun, om Livet.

Frken Krohn og Frken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende,
sagde:

-Uha, ja, nu skal man til at tnke paa Vintertjet.

Og de begyndte at tale om Hatte.

-Jeg laver mine selv, sagde Frken Helgesen bag Maskinen.

Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Dren:

-Her stinker fint, sagde hun og frte en hvid Haand op til en bred Nse,
mens hun sa til Frken Friis. Det var Frken Koch, Plejemoderen fra
Kvinderne.

-Ja, sagde Frken Friis, der endelig var frdig og havde faaet fat i
Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.

-Godnat.

Frken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Hnderne mod
sine Kn ligesom et Mandfolk:

-Maa man vre her lidt? sagde hun.

Og Frken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:

-Frken Friis holder meget af Klder.

Frken Berg og Frken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frken Koch
sagde, mens hun klede sig i det graa Haar, der var surret op i Nakken,
som man surrer en Tovende:

-Kb Jer et Par Skindhuer, Brn, de varer.

De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa passe
lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Haar, mens de to Plejemdre
spurgte om de Indlagte.

-Der var elve idag, sagde Frken Helgesen.

-Ja, og et svrt Mas, sagde Frken Koch.

Frken Berg kunde ikke tnke sig sig selv uden Pandehaar.

-Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar.... Gud, Brandt, at De ikke
"flammer" det.

-Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida.

Men Frken Berg vilde prve at flamme det og begyndte
at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at
kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud,
som De var vandkmmet....

Frken Krohn, der sad og sa til med begge Armene paa Bordet, sagde:

-Naa, sa De den ny paa Kontoret? Det kan nok vre, Nakkeskilningen
skinnede....

De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Frken Helgesen sagde, henne fra sin
Plads:

-Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske....

Frken Koch gav Brillerne et Tryk over Nsen som for at se bedre:

-Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skrter.

-Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar:
hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt
sagtere end alle andre Sprogets Ord.

Men Frken Krohn sagde og lod Fingrene lbe, som spillede hun en Hopsa
paa Bordet:

-Manden gaar med Stropper i Benklderne.

Frken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den gamle
Konferensraad og Konferensraadinden.

-Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.

-Ja, svarede Ida: Konferensraadinden var dd.

-Det var en dejlig Kone, sagde Frken Koch: hun dyppede selv sine Bede,
da hun var firs ... med Karlestrmperne trukne uden paa Skotjet....

Frken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes
Uldstrmper:

-Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Frken Koch rystede sit
Skrt fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig: den
Vej skal vi jo alle.

-Skal De op, Brandt?

-Ja.

-Saa slaar vi Flge, sagde Frken Koch: Godnat.

De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved
Frken Kochs Dr.

-Ja, sagde Frken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Dren: Det
var et herligt Sted. Hun tnkte paa Ludvigsbakke.

-Godnat, Brandt.

-Godnat.

Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Drene henover Loftet og kom ind
i sit Vrelse. Hun tndte Lampen, der var dkket af en Sommerfugl (der
var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun og Frken Roed sad og
lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden
og sa paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det hje hvide Hus og Plnen
foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad
Trinnene.

Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist
ikke lagt Mrke til ham paa lnge. Men hun huskede godt, Billedet var
fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa
paa Grsplnen saa lang han var....

Og dr stod Konferensraaden ved Flagstangen....

Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder
frem. Dr var det fra Sen. Hun blev staaende med det og smilte: hm,
naar det var trt og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde
vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de
morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Lggen,
saa Dr. Didrichsen maatte hentes.

Det var Fru von Eichbaum, som sad dr paa Bredden, under den hvide
Parasol.

Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders
gamle Ting.

Ida laaste sin Dr, fr hun gik i Seng. Hun tnkte paa Olivia og hendes
Brn og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor,
og paa sin Fader og paa sit Hjem--derhjemme paa Ludvigsbakke.

Hun sa den store hvide Lnge i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor
der var saa "blst" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og
fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte
rre, skinnede rundt om i Hjrnerne.

Og hun sa Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Dren, da hun var
ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin
lange Lrredsfrakke ved det grnne Bord, med den gamle Straahat paa--
for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret--og hun krb op
i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres
store Kasser, under Glas.

Moderen aabnede Dren:

-Brandt, jeg venter med Maden.

-Ja, min Ven ... er Barnet her? ... naa....

Og han tog ned om Ida med et Par krlige, aandsfravrende Hnder:

-Ja, min Ven, ja, min Ven.

-Hatten, Brandt, sagde Moderen.

De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind
mod sit Kn, saa hun snublede over hans Stvler.

-Brandt, sagde Moderen, jeg vd ikke, hvordan Du gaar med Barnet.

Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetrklde over
sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.

Ida listede sig stille rundt og lukkede Drene paa Klem. Saa satte hun
sig paa en Skammel, mens Forldrene sov.

Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa
ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der krte Apotekerens Frue fra
Brstrup.

Hun havde jo nu kbt sig en Symaskine i Kbenhavn.

Ja, Madam Madsen havde vret henne at se den. Men hun troede nu, det var
holdbarere i Haanden.

Moderen nikkede.

-Men De vd jo, de skal prve alt i Apoteket, sagde hun.

Ida sad paa en lille Stol og lrte at strikke og havde sin egen lille
Kop.

Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der brndte
kun, hos Frken Schrder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.

-Godaften, ld det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra
en Bnk.

-Godaften, svarede Moderen.

Og de gik videre, ind i den mrke Godsforvalter-all.

Hjemme hrte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var
kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede
frst for Fruen, en ganske spd lille Dame, der havde givet Livet til
elve Drenge, og hvis jne var blevet strre og strre for hver
Fdsel--og saa for Skovrideren.

-Naa, hvordan gaar'et med Tsen, sagde han og lftede hende op i begge
Arme, med et Sving. Lund var en vldig Mand i Bredden, der lo, saa han
blev rd helt ned i Nakken.

-Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle
med Drenge.

-Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et.
Det stter Blodet i Bevgelse.

De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor
der var saa mange knne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor
maa det vre dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.

I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var
mange.

De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde vret inde at
se, hvordan den lb.

-Man skal jo syne Kunstvrket, sagde han.

-Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.

-Ja; men Fanden vd, om det holder.

-Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel vre
rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.

Lund bare lo:

-Naa, fdt Silfverhjelm--Apotekerfruen anbragte dette sit Frkennavn
under Mogensen paa sine Kort--kunde s'gu nok blive frdig med at sy sin
Smule Skrter i Haanden.

-Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil
vre blandt de frste til at ha'e en Ting.

-Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at tnke paa, saa er
det jo rimeligt.

Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik
over til at tale om Prisen paa Smrret:

-Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned.

Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.

-Ja, sagde Fru Lund og rystede paa Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire
smaa Krller, som var ombunden med et Fljlsbaand: men det kommer vel
af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan ... Gud vd,
hvordan det gaar til.

-Saa ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og sa, saa
paa den ene og saa paa den anden: Har Barnet noget?

Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vnne Brn, sagde Moderen:
de har godt af det.

-Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, naar
Konferensraaden kunde ventes. Det blev nppe fr om et Par Maaneder, i
Slutningen af Juni.

-Naar det knne er af Skoven, sagde Skovrideren.

Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op paa sit Kn, da hun
sagde Godnat, og lod hende ride.

-Du stder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde
Godnat til de andre, en efter en.

Skovriderens gik Klokken ti.

-Har Du Armen, sagde Lund, for mrkt er det.

-Madam Brandt er s'gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s'gu
ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru ... og de Ting.

-Men de er dog hjlpsomme, Lund, sagde hun.

Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en
Bordende, sagde han kun.

-Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren,
naar hun var hos Fremmede.

Lunds gik hjemad.

Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Slvsager.

... Ida havde Barneselskab, som skulde vre nu, fr Konferensraaden kom.

Brnene drak Chokolade paa Hjen, der stdte op til Herskabets Have.

Smaapigerne sad, stivede, paa Rad. Kroens to sad ved Enden af Bordet i
skotsktrnede Vinterkjoler og med renringe, mens de alle drak og
spiste.

Fru Brandt, der gik omkring, i hvidt Sjal, og sknkede, sagde:

-Ingeborg har vist ingenting?

Ingeborg var Herredsfogedens Eneste og havde filerede Halvhandsker med
graa Sljfer.

Man hrte ikke et Kny.

Ida, der var den mindste af dem alle, gik rundt og viste sine Dukker
frem til dem, der var frdige; mens Skovriderens to yngste, Edvard og
Karl Johan, der havde sprukne Hnder, (Gud vd, hvordan det gaar til,
sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Hnder) slog frem mod
Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede, hvad de nd.

-Sofie, sagde Fru Brandt, der sa ned over det stille Bord: der er ikke
noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem.

-Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bd igen: vi spiser til
Middag saa sent.

Kroens to havde vendt Overkopperne.

Brandt kom frem nedenfor Hjen, hans Benklder kom saa let ind i Skoene
bagtil, naar han gik:

-Naa, naa, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I faaet no'et?
sagde han. Naa, naa, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og nvnte
forlegent deres Navne, for han vidste ikke andet at sige, mens
Smaapigerne skubbede sig og sa ned i deres Skrter.

-Men saa skulde I lege, sagde han.

-Saa skulde de lege, gentog han til Konen.

-Men der er maaske nogle af Brnene, der vil ha'e mere, svarede Fru
Brandt.

-Nej, sagde den ldste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgrende det for
alle.

-Men saa skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke,
hvad de skulde lege.

-Vi kunde kaste med Lommetrklde, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden,
mens Smaapigerne blev siddende rdhovedede og stille.

-Ja, ja, men Brn maa stje, sagde Brandt, Brn maa stje, de maa rre
sig. Og paa n Gang sagde han, helt forpint:

-Jeg henter Schrder, min Ven, og gik.

Skovriderens to mumlede no'et om, at det med Lommetrklde forstod de
ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Tr.

-Ja, vil Du begynde, sagde Ida, der hang paa Kanten af en Bnk ved Siden
af Ingeborg og hun rakte hende et Lommetrklde, som var alt for lille
til at kastes.

Brandt lb gennem Haven, ind gennem Herskabets Laage. Oppe i
Hovedbygningen stod alle Dre paa vid Gab og der lugtede af stivede
Gardiner og Renlighed.

Frken Schrder stod midt i Salen paa en Stige, i de bare Strmper: hun
holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene:

-Beva'rs, Godsforvalter, De vil hente mig, raabte hun og lod Armene
falde.

-Ja, lille Schrder, De maa over ... det kommer ikke i Gang, sagde
Brandt, der skd Brillerne op og ned: man vd jo ikke, hvorledes de Brn
skal mores. Han rykkede op i begge sine Benklder:

-Jeg tror, der er halvtreds, sagde han.

-Jsses, ja, og Schrder tog sig til Haaret: men her ligger jeg midt i
det.

Schrder sa sig rundt, der laa Gardiner paa alle Stole: Og imorgen har
vi dem, sagde hun. Hun kom ned af Stigen og fik Skoene paa sig med et
Klask: Det er grueligt med den Varme om Benene, sagde hun.

Schrder havde det med Varme allevegne, og fra den frste Junidag var
hun evig paa Vej gennem Haven med et Lagen; hun badede i Dammen: Der er
ingenting paa Jorden som Vand, sagde hun.

-Naa, i Guds Navn, hun sa til Gardinerne: saa hnger vi op inat.

Nede paa Hjen var de begyndt at trille med Laag.

-Vor Herre bevares, sagde Schrder og sa ud over Gruppen: hvad er dette
for en Altergang? Her maa vi ha' Benene rrt.

Hun fik Brnene op i Rkker og de begyndte at marchere. Ida tog hende i
Haanden og, da de var gaaet et lille Stykke, kom Herredsfogedens
Ingeborg og tog Schrders anden Haand:

-Se, sagde Foged-Barnet til Schrder, jeg har Broncesko.

Men Skovriderens Drenge gik og klaskede Kroens Pigebarn bagi, for de kom
sidst.

Lidt efter legede de Enke nede ved Dammen. Brandt var fulgt med og af
lutter Glde stod han Brnene i Vejen, hvor de saa skulde lbe:

-Nu ka' man da hre dem, sagde han.

-Ja, sagde Schrder og skd til sine rmer: men jeg har tolv Fag at
hnge op.

Fru Brandt og Sofie gik, lige ranke, med Fadene med Smrrebrd, gennem
Haven op paa Hjen for at dkke.

Ida var saa lykkelig. Hun lb to Gange hen og kyssede Schrder paa
Haanden, uden at sige et Ord ...

"Herskabet" skulde i Skoven paa to Vogne og var svunget ud af
Indkrselen, mens Konferensraaden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp.
Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis.

Schrder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.

-Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, paa
den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gstevrelserne.

Hun lb ud gennem Kkkenet, hvor tre tilbundne Husmandskoner passede
Folkenadveren, og over Gangen ind i Gstevrelserne.

-Naa, sagde Schrder, her flyder det.

Alle Drene mellem Kamrene stod aabne og Kufferterne havde ingen lukket.
Kjoler og Skrter laa der og hang der. Schrder snakkede, mens hun hngte
op og flyttede.

Fru Brandt sagde ikke noget, men gik rundt og lftede Nederdelene op,
saa hun kunde dmme om Stofferne:

-Ja, de kan, sagde hun.

-Naa, sagde Schrder og vendte sig; hun var iforvejen: med Undertjet er
det nu ikke altid saa stort hos de Kbenhavnere ... Det kan man se paa
saa tit her maa vaskes.

Fru Brandt svarede ikke og talte ikke, (det var til ingen Tid Fru
Brandts Art at sprge, hun brugte kun sine graa jne), mens Schrder lb
foran og regerede og snakkede:

-Ja, Gud vd, hvad det kan bli'e til med Frken With og Falkenstjerne ...
Men de passer, vd De hvad, lange Mandfolk med smaa Koner--det slaar
altid til....

-Og hun er en nydelig Pige, sagde Schrder.

Hun slog en Kuffert til og sprang i Tankegangen:

-Frken Adlerberg, sagde hun, har et Liv, vd De, det var nydeligt at
ha'e ved en Lejlighed. Naar man kunde la'e Jomfru Jensen komme et lille
Lb herop fra Brstrup en Middagsstund....

Jomfru Jensen var Syjomfruen i Brstrup og hun tog undertiden et Mnster
i Gstekamrene om Sommeren.

-Det er "Garibaldi", forklarede Schrder, der gik ind i det inderste
Vrelse, hvor to strnge Kufferter stod lukkede med Laas og Kjolerne
hang paa Knagerne, indvundne i Tyl.

-Det er Fru v. Eichbaums, sagde hun.

-Frken, Frken, raabte Ida udenfor Vinduet.

-Dr er Barnet, sagde Schrder og strakte sig frem og lftede
"Spirrevippen" ind, fr hun lste et langt og bredt sort Moireslb ud
af et Tyl, helt frem i Stuen.

-Det er hendes Slbkjole, hva'? Den er foret.

Mens Ida stod og stirrede op i det meget Silke, lo Schrder og holdt
Skrtet ud over hende som en Kaabe; men Fru Brandt flte ind paa Foret:

-Foret er af gammelt, sagde hun.

-Ja, sagde Schrder, men vd De hva', det er dog storartet, hvad de faar
ud af 'et.

Det var altid Schrders Undren overfor Kbenhavnerne.

-Og saa gaar vi, sagde hun.

Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud paa
Grsgangen igen:

-For ellers vokser Du ikke, sagde hun og lo: Og saa skal der tlles til
Vask.

-Ja, jeg kan vel ikke vre til nogen Tjeneste, sagde Fru Brandt, der
allerede stod i Gangdren.

-Aa nej, sagde Schrder, man maa selv gaa og stampe i 'et.

Hun blev staaende et jeblik paa Trappetrinnet og sa efter Fru Brandts
Ryg, mens Fruen gik hen over Pladsen:

-Jeg tror, det bli'er Torden, sagde hun saa og pustede: Gud give, det
vilde.

De tre Husmandskoner gik stille inde i Kkkenet. De var paa sorte
Uldsokker, sknt der var Stengulv.

Ovre hos Brandts var Madam Madsen kommen fra Skolen. De omgikkes ellers
aldrig saameget i Sommertiden:

-Man vd jo det, sagde Madam Madsen til Madam Ludvigsen, at man paa
"Gaarden" er god nok om Vinteren.

Godsforvalteren gik urolig ud og ind, han fik altid Mindelser i Knene,
mod Torden. Og det trak ogsaa svrt op med Skyer nede over Brstrup.

Madam Madsen havde saamn ogsaa, sagde hun, allerede sat Tykmlk hen,
for Madsen varede mod Torden det frste, han stod op om Morgenen. Han
flte det jo i Hugget.

Madsen havde faaet et Sabelhug i frste slesvigske Krig og var Formand
for Vaabenbrdreafdelingen.

--Schrder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at se efter Vognene;
for det lynede allerede nede bag Brstrup, og Fru von Eichbaum var altid
saa rd ved at kre og nu endda, der kom Uvejr til....

Godsforvalterens Piger lb hende hujende forbi med Lagener fra Blegen,
og inde i Avlsgaarden hrte hun Forvalteren, der raabte, at Lugerne
skulde lukkes--da begge Vognene kom, alt hvad Tjlerne kunde holde,
nede paa Vejen. Konferensraaden sad i Kalechen hos Fru von Eichbaum.

Pigerne i Hovedbygningen slog Vinduerne i, og Konferensraaden begyndte
at raabe straks nede ved Indkrslen:

-Er der lukket? er der lukket? mens Forvalteren kom lbende ud af
Avlsgaarden i en stor Kappe.

Gsterne, der var angst og stivlemmede, kom af nede ved Trappen. Fru von
Eichbaum var hvid som et Lagen og gik ind i sin Stue og tndte Lys bag
nedrullede Gardiner. Hun var altid angst, "naar Elementerne rasede".

Konferensraaden, der gik gennem Stuerne for at se, om Krogene var paa,
raabte, de skulde blive samlede; og Schrder lb gennem Regnen over til
Godsforvalterens, der kom tilbage med hende. Ida trimlede afsted med
Hovedet stikkende ud af en lang Kaabe, og Madam Madsen var med, for hun
havde ikke turdet gaa hjem.

-I Hus, i Hus, raabte Schrder, som havde Karl Eichbaum paa Skdet.

Men Frken Rosenfeld havde taget en Badehtte paa og stod midt paa
Plnen og fangede Regnen i Hnderne.

-Gaa i Hus, raabte Konferensraaden til hende, og leende, med bjet Ryg,
lb hun ind under Glastaget.

-Her, sagde Frken Adlerberg og fangede hende. De sad eller stod alle
paa Havetrappen nu og sa gennem Regnen ud mod de lydlse Lyn.

-Her, sagde Frken Adlerberg og tvang Frken Rosenfeld ned paa en Plaid.

De talte alle halvsagte, seende frem mod Himlen, der blev mrkere,
fortllende om Uvejr og Lynnedslag.

-Ja, sagde Forvalteren med sin trge Stemme: da Aggersgaard brndte.
Konferensraaden husker, det var en tung Time, fr vi fik Kre'turet ud....

Forvalteren tav lidt, der kom et Lyn, strkere end de andre:

-Men begge Baronens Kreheste, sagde han igen, de sled sig fra os ...
det var skammeligen.

-Ja, sagde Konferensraaden, som stod ved Siden af Brandt, her stod vi
to, da den gamle Flagstang fik sit....

-Ja, Hr. Konferensraad.

Og Konferensraaden sagde igen, med den samme Stemme:

-Det var det Aar, da min salig Kone dde.

Madam Madsen nikkede: hun huskede det.

Lynene blev klarere og fler: i deres Lys sa de Kvget ude over Markerne
og Husene i Brstrup. Alle tav med Undtagelse af Frken Adlerberg, der
hviskede til Hr. Feddersen i Ministeriet:

-Hjemme paa Landstedet ruller vi Gardinerne ned, tnder Kronerne og
danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat.

Regnen blev voldsommere og ld som Trommeslag paa Taget, mens Poplerne
ved Indkrselen svajede ud, bjende sig som skulde de knkkes.

-Dr er det, sagde Forvalteren stille: det frste Drn gd sig op imod
dem.

Frken With greb Ljtnant Falkenstjerne, der havde sat sig paa Trinnet
ved hendes Fdder, i Skuldren:

-Hr. Og hun sagde med en spd og lille Stemme:

-Hjemme gaar Mo'r og jeg altid ned i Klderen.

Der kom igen et Lyn, og Schrder talte halvhjt, til Braget kom.

-Det er over Ringsgaard, sagde Konferensraaden, der kendte hver Plet og
hver Afstand i Egnen.

-Ja, Hr. Konferensraad.

De fik ikke talt ud, fr det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som
brudte, lysende Straaler, og de sa Sletten, hvor Kvget flygtede i
store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom
Stridsvogne rullede op imod dem.

Ingen talte mer; kun Frken Rosenfeld, der sad med opmrksomt fremstrakt
Hoved, hviskede stille:

-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt ...

Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevgede Lberne og Ida havde boret
sit Hoved ind under Moderens Arm, og det lynede igen.

De sa en Rytter stte ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom lbende
over Pladsen. Det var Skovrideren, der kom fra "Fruens Skov" og ikke
turde ride videre for Dyret....

Tordenen tog hans Stemme, og det var saa mrkt, at man knap sa hans
Ansigt, mens han sagde:

-Det brnder Vesten for Brstrup--det var en svr Flamme....

-Var det hos Christen Nielsen? sagde Konferensraaden. Og de sagde
halvhjt nogle Ord om, hvor hjt han havde assureret.

-Det er dog ikke hyggeligt, hviskede Frken Adlerberg til Kandidaten og
havde foldet Hnderne om sin Havehat.

Men Schrder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og lb pludselig ind til
Fru von Eichbaums Dr. Gennem Nglehullet sa hun hende sidde ubevgelig
og bleg foran sine Lys.

Frken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skuldre og han mrkede
hendes Haand iskold ved Siden af sin Kind. Naar Lynene kom, sa han
hendes Ansigt, lighvidt, og hendes jne, der sa ud, som var de grnne.

-Frken With, Frken With, sagde han.

Der kom et nyt Lyn og et nyt Brag, som blev et uhyre Jernlegeme slynget
til Jorden ved deres Fdder:

-Nu gaar der vel igen en Eg, sagde Skovrideren, der uafladelig sad og
tnkte paa sine Skove.

Ingen talte og ingen vilde kunnet hre. Naar Drnet dde hen et Minut,
hrte de Kvget, der brlte paa Marken, og Faarene, der brgede
klagende.

-Det er hos Christen Nielsen, sagde Brandt. Et Nu sa de Brandskret,
bag Laderne, i Mrket.

-Pas Avlsgaarden, sagde Konferensraaden til Forvalteren.

Et Lyn brd frem som et hvidlysende Vridbor foran deres jne, og
Forvalteren lb og slog ud med begge Arme som en Mand, der blndes, og
lb igen, mens Braget ld, et Brag som af tusinde Ting, der sndres og
knuses; mens Ida, der rev sig ls fra sin Moder og sansels styrtede sig
hen mod sin Fader, med en alt gennemskrende Stemme skreg:

-Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben.

Falkenstjerne havde taget Frken Withs Hnder: Frken Emmy, sagde han,
det var frste Gang, han nvnte hende ved Fornavn.

-Frken Emmy.

-Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt
hendes Hnder.

Der var ganske stille nogle jeblikke, og man hrte kun Regnens tunge
Fald.

Saa sagde Frken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers
nsten aldrig talte, med en sagte, ligesom rbdig Stemme, og tog sig
langsomt hen over Panden:

-Hvor det dog var sknt.

De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over
Markerne og Drnene dde hen. Det var som en kvgende Klighed slog op
af al Jorden, og Regnen stilnede. Saa sa de, vest paa Himlen,
Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug
og Konferensraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter
Branden hos Christen Nielsens.

Regnen var mild og lind. De hrte dens Fald mod Taget som en sagte
Rislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Stv.

Saa begyndte Frken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Hnder, at
synge sagte.

Falkenstjerne sad endnu med Frken Withs Hnder i sine:

-Syng med, sagde Frken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og
halvsagte, nsten nynnende, sang de unge Piger:

  Flyv Fugl, flyv over Furesens Vove,
  snart kommer Natten saa sort.
  Alt ligger Sol bag de dmrende Skove,
  Dagen har listet sig bort.
  Flyv Du kun hjem til din elskede Mage,
  til de gulnbbede Smaa;
  og naar imorgen Du kommer tilbage,
  sig mig sa alt, hvad Du sa.

-Se, sagde Brandt. Ida var falden i Svn i hans Arm, med Hovedet ind mod
hans Skulder:

-Se Barnet, hviskede han og bjede sig ned mod Frken With. Han sa saa
lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra
Indkrselen med sin dmpede Bas:

  Flyv Fugl, flyv over Furesens Blge,
  strk dine Vinger nu vel.
  Ser Du to Elskende, dem skal Du flge,
  dybt skal Du spejde deres Sjl.
  Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
  Krligheds jublende Lyst.
  Alt, hvad et Hjerte kan fle og lide,
  burde jo tolke min Rst.

Sangen dde hen.

Ude i Natten var Regnen ophrt, og de gik alle ned ad Trinnene
(Falkenstjerne og Frken With gik ved Siden af hinanden) og stod og
aandede langt ud i den svale Luft.

Saa kom Schrder med en vldig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget,
sagde hun, ovenpaa den Forskrkkelse.

Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der lt og skreget
nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos
Frken Adlerberg.

Lidt efter skiltes de.

Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vkke
Barnet.

Da alle var til Ro, gik Frken Rosenfeld ud ad sin Dr og sagte op ad
Trappen. Hun aabnede et Vindu i Gavlen og satte sig i Karmen med
Hnderne om sine Kn.

Dr sa hun Dagen bryde frem.

--Det var den nittende August, og hele "Ludvigsbakke" var i Bevgelse.
Det var Konferensraadens Fdselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds.

Schrder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i n Damp. Kkkendren,
havde hun laaset af med en vldig rusten gammel Ngle:

-Idag ka' vi ikke ha' Kkkenskrivere, sagde hun.

Nglen hang i Lommen paa den Sirtses og slaskede hende om Benene.

De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og lb forbi
Godsforvalterens Hj med Kldekurve med Grnt. Fru Brandt, der lignede
en Skildvagt med Gevret i Hvil, sad paa Hjen med Ida, indtil Frken
Rosenfeld gik op ad Hjskrnten og lftede Ida ud over Stakittet:

-Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun.

Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man hrte dem langt bort, mens de
surrede Egelv og Asters om Kldesnorene.

Frken Adlerberg bandt med Handsker paa:

"For det frygtelige Stads snrer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert
tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik rde
Mrker.

Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fra
Jorden og lagde dem i Skdet paa Frken Rosenfeld.

-Tak, lille Ven, sagde Frken Rosenfeld.

Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Frken
Adlerberg, sagde:

-Ja, det er frygteligt med Hnderne. Franz (det var Apotekeren) taaler
heller aldrig, at jeg rrer mig for mine Hnder.

-Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Frken Rosenfeld:

-Tak, min Ven.

Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke.

Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af
Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.

-Jo, sidste Aar, sagde han, var de rigtig gode--de gik alle af undtagen
n. Men da Etatsraaden blev Konferensraad, havde Eriksen, min
Fuldmgtig, lavet en Sol ... det var knt.

Brandt stod foran Frken Rosenfeld:

-Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret
med de sorte Fingre.

-Men De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Frken
Rosenfeld.

Brandt gik og hostede slemt paa det sidste.

-Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skrter:

-Hvor mange Alen har vi nu!

Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og
begyndte at synge:

  I Skov, hvor Bssen knalder,
  hvor Jgerhornet gjalder
  og Hundekoblet ger.
  Hvor Fugl med knkket Vinge
  og Dyr med saaret Bringe
  forblder sig og der--

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh, hvor Hundekoblet ger.

Oppe paa Hjen hos Fru Brandt var Skovriderens komne.

Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket.

-Og mine Roser, sagde hun: Gud vd, hvordan det gaar til--jeg synes dog,
de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem ... Og de
paa Kirkegaarden, som staar saa rigt, dem vilde jeg dog ndig bruge i
saadan en Anledning ...

Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke
meget.

-Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensraaden ser nok mest paa
Viljen.

Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:

-Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld.

-Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar Du blot ikke vil holde Taler.

Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbrgangen. Hun vidste ikke, hvad
hun skulde gribe til: Madsens hje Hat maatte stryges, og hun vidste
ikke sine levende Raad for et Jern ...

-Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der reprsenterer
Krigsmagten.

Vaabenbrdrene skulde rykke op Klokken tolv.

De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste
op til Hjen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, fr hun gik
op.

Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stdte op til Lunden,
og Skovriderens slog Flge. De gik ind over Stenten og sa paa Kransene
og Guirlanderne, der laa paa Jorden.

-Det er rigtig knt, det er rigtig knt, sagde Fru Lund, der sad paa en
Bnk, hun vilde altid gerne sidde.

Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde:

-Ved salig Konferensraadindens Begravelse havde vi to hundrede Alen ...

... Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alle
Dre. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa (om Dagen havde han rd
Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Laas.

De unge Piger, der var gemte inde i Frken Adlerbergs Stue, sad og
fniste i Halvmrket, da han gik forbi.

Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude fra Haven, og det blev aabnet:

-Vi har reddet Vinen, hviskede han.

De unge Piger sprang ud, sagte og leende, n efter n, mens de holdt om
deres Skrter.

-Og Lamperne? hviskede En.

-Har dem, blev der hvisket tilbage.

De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig lb ned
over Plnen som en Vind, for Hundene begyndte at g.

-Det er Hektor, hviskede Frken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.

-Hys.

De naaede Trerne. Frken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.

Nede under Bgene brndte der fem Lamper. Dr satte de sig ved Bordet og
bandt. Frken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og sa ud i Natten,
der laa over Engene som et stort Mrke.

-Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne.

-Ja.

Og der var to, som, tt til hinanden, sa ud i Mulmet.

... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa
Facaden og fljtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet Flaget
hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.

Han blev staaende og sa ned mod Brstrup, hvor Flagene kom op foran
Gaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de rde Duge:

-Hvor er 'et knt, sagde han: Og saa Stakkene--ja, her er en dejlig
Plet.

Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlngen; han vilde se at faa
noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:

-Jeg tror, jeg vil lgge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde
nppe staa paa sine Ben.

-Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op
for at overrkke Stagerne.

-Ja, Mariane, sagde Brandt, der dsede hen.

Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkrselen, og
Sofie lb til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var i
Undertj og satte Haaret, hele Sovekamret fld af hendes hvide Skrter.
Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede
og vaagnede og blundede igen.

De hrte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen.

-Dr har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud til
Grdet paa Sokker.

-Og dr ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsrmer og Hovedpynt
paa i Havestuen.

Hornene ld hjt og lystigt, og de hrte mange Stemmer:

-Ja, Brandt, dr har vi Vaabenbrdrene, sagde Fru Brandt, som havde
Brandts Tj paa sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i
ham.

-Hvor er Barnet? sagde Brandt kun.

Ida, der havde grdt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom
ind i hvid Kjole.

-Nu ikke for tt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skrt;
men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine
Hnder:

-Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet,
saa mat.

De blev ved at hre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede:
det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig
langt borte:

-Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Dren op paa vid Gab, med
Bomuldsforkldet i Haanden, som hun havde lst af sig i Forskrkkelsen.

-Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa
rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klderne paa en Stol.

-Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen.

Men Fru Brandt var lbet ud at tage imod: de skulde samles her.

-Ida, Ida, raabte hun.

Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun
vilde vkke ham:

-Fa'r, nu skal Du op.

-Ja, Barn, nu kommer jeg.

Han hrte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa
Sengekanten at sidde. Det brndte saadan i hans Side.

Saa blev Dren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:

-Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan
er 'et, Du ser ud?

-Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt.

-Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det sdvanlige.

Brandt sad lidt:

-Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke
gaa derover.

Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med
Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen,
sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saa Brandt: Lft ham,
sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at hre Brandt paa Bryst
og Ryg.

Udenfor holdt Musikken op, og man hrte Madsens Stemme gennem Stjen:

-Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.

Doktoren blev ved at hre paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved
Fodenden bjet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til
Brstrup, sagde Doktoren blot og gik ud.

Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gsterne,
mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte hjt i Munden paa
hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:

-Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.

Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet
ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:

-Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han tnkte paa Fyrvrkeriet.

De hrte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig
bleven ganske tavse:

-Men nu skal Ingen tnke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu.

-Ja, sagde Skovrideren.

Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol:

-Lad os gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskrkke Konferensraaden.

De gik ud sammen med Doktoren, og man hrte deres Skridt d hen paa
Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og
tilbage hos den Syge, sortkldt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:

-Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens
Puder.

Hun blev staaende et jeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:

-Nu skal Apotekeren overrkke Stagerne.

Den Syge virrede kun med Hovedet--maaske var det en Flue--og han sagde:

-Skal I ikke over med Blomsterne ...

-Det maa vi jo, sagde Fruen.

Men Ida begyndte at grde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde
med:

-Naa, sagde Fru Brandt og trrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at
smaagrde hen gennem Haven.

Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Dren. Man
hrte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa n Gang ld saa sejgt
og haardt.

Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med
Feberen....

Nu hrte han Kammerherrens Stemme--Sofie sprang i Sokker ud til
Grdet--og han lftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte
Kammerherren for Konferensraaden.

Men Brandt kunde ingenting hre, og der var ogsaa saa mange Billeder i
hans Hoved, der kom og drog forbi og gik--Billeder fra al hans Tid og
fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.

Hvor var hun spd og rd og bittelille ... Og hun havde kendt ham, fr
hun kendte sin Mo'r....

Paa n Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de
Hurra for Konferensraaden....

Saa faldt han sammen igen og blundede.

Da han slog jnene op, sad Frken Rosenfeld med Ida paa Skdet ved hans
Seng:

-Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frken Rosenfeld.

-Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frken.

Frken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde
hun.

-Ja.

Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hnder, der brndte, hen,
hvor Ida sad.

-Men krller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede jnene.

De hrte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frken
Rosenfeld lsnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa
Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frkenens Kjole, og de satte sig
i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken.

-Frken, hviskede Ida: dr Fa'r?

-Men Barn, men Barn, sagde Frken Rosenfeld og strg over Haaret paa
Ida, der begyndte at grde, uden Lyd.

De hrte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran
Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde rde Pletter
paa Kinderne.

-Men hvad hrer jeg? sagde han, der talte noget hjt: her er Sygdom. Og
Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vkke
Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):

-Brandt, det er Konferensraaden.

Frken Rosenfeld hrte Konferensraaden sige, i sin Festtone:

-Kre Brandt ... Men saa snkede han pludselig Stemmen; han sad paa en
Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved
Sygdom:

-Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ...

-Ja ... nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og sgte
at tage hans Haand.

Ida var stille listet ud. Frken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og
kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa
en Trbnk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkrben og stille,
ligesom en lille Hund. Og Frken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende,
nsten i samme Stilling.

De hrte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru
Brandt, der gik inde i Sygevrelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af
Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun sprre.

Der ld nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det
var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.

Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne:

-Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.

Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke
hjlpe med noget?

-Tak, sagde Fru Brandt, der stadig tnkte paa Frken Rosenfeld, som hun
havde siddet fr henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.

Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor
Skovrideren stod og ventede.

-Sa Du ham, spurgte han.

-Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund
sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):

-Ja, hun er en Stivnakke. Han flte noget som en Lyst til at slaa med
knyttede Hnder.

Fru Lund havde Lommetrkldet fremme:

-Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Vsen.

Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle
Vinduer og gik atter ind paa sin Vagt.

Det var blevet Aften, og der var mrkt i Sygestuen, hvor der brndte en
lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rdt paa
Gardinerne.

-Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.

-Det er Faklerne, sagde Doktoren.

-Ja, det er knt, sagde Brandt.

Skovrideren sad udenfor paa Bnken. Han var ikke blevet fuld den tyvende
August:

-Hvordan er 'et? sagde han.

-Det er skidt, sagde Doktoren.

Da de kom hen i Allen, mdte de Frken Adlerberg med Hr. Feddersen fra
Udenrigsministeriet.

-Vi spadserer, sagde Frken Adlerberg,--der var noget mrkt i den
All--: hvordan har han det?


Doktoren trak paa Skuldrene.

-Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det
fles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.

Inde i Sygevrelset var det stille, og man hrte kun Lyden af Fru
Brandts Pinde, regelmssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken
derovrefra, hvor de dansede.

Saa kaldte Brandt:

-Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand:

-Det er Synd for Dig....

Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og
han lsnede den, mens han lukkede jnene.

-Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt
laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.

-Men jeg vilde gerne tale med Ljtnanten, sagde han.

-Ja, ja, sagde Fruen, der flte ned om hans Ben, som var kolde op over
Knene. Hun blev lnge staaende og saa ubevgelig paa den gamle Mand,
hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Tpperne, fr hun satte sig igen:

-Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.

... Ljtnanten lb rundt nede paa Haveplnen; han var ifrd med
Raketterne. De skulde brndes af, nu, naar der var danset. Musikken
standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et
Vindu: den frste Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede
sig i to.

Gsterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i
Luften og Herrerne fra Horsens, der rg Cigarer med Hnderne i deres
Bukselommer, udstdte lange "Aah--Aa-h", mens en lille Dame, der var
kortbenet og havde bundet et Lommetrklde om sin bare Hals for Trk,
sagde:

-Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Straale.

Ved det verste Vindu havde Frken Rosenfeld lftet Ida op i Armen. Ida
holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun flgende hende, med
kolde Hnder, som en krank lille Skygge:

-Se dog, se, sagde hun.

Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frken Adlerberg:

-De gaar ikke hjt, sagde han.

Og Frken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slb over Armen,
sagde:

-De er fra Landet.

Frken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun hrte Kammerherren, der
sagde henne ved sit Vindu:

-Det er nydeligt, virkelig nydeligt ... og han tilfjede, seende ud i
Luften:

-Og han var en saa fortrffelig Mand.

Frken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig flte Taarer
paa sin Haand:

-Men hvorfor grder Du? spurgte hun.

Barnet svarede hende ikke.

Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det
nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange,
men smaa var de:

-Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog srgeligt.

Ganske sagte kom Frken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru
Brandt sad bred paa den samme Plads.

-Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.

Og mens Fru Brandt rejste sig, bjede hun Ida ned over hendes Fader (Ida
havde i sine jne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er
sygt). Brandt slog jnene op:

-Er det Barnet? sagde han: Saa hun Fyrvrkeriet?

       *       *       *       *       *

Ida laa hos Frken Rosenfeld om Natten. Frkenen sad ved sit Vindu,
Gsterne var borte, og Natten var mrk. Saa jog en Vogn ud af
Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.

Alle Hunde fo'r halsende op ...

Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og
lukkede det stille, mens han tog Nglen til sig.

Gamle Brandt var dd.

Alle Gsterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Frken Rosenfeld sad
ene med Ida paa sit Skd.

Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af
sine dybe Skabe.

       *       *       *       *       *

Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og mgtig, og ventede paa
Vognen med Fru Reck, den nysudnvnte Godsforvalters Frue, som skulde se
sit fremtidige Hus. De broderede Tpper var fremme paa alle Gulve, og om
Brandts Portrt var der hngt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schrder.

Saa slog Sofie Dren ud til Gangen op:

-Dr er hun, sagde hun; det ld som et "Vagt i Gevr", og hun blev
staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdren:

-Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og
holdt Slbet af sin graa Kjole i sin Haand.

-Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde
altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rrte". Nu var Haanden
iskold.

-Hjlp Fruen, sagde hun til Sofie.

Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Hnder.

De kom ind i Stuerne:

-Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rd i det
samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskrkket foran de
lange, landlige Gulve.

-Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bd Fru Reck til Sde
ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun frte Lommetrkldet
to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at
kre.

-Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen.

Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Brandt og at det
sandelig ikke vilde vre let for Reck (hun var ganske varm og hun tnkte
jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene):

-Nej, det vil sandelig ikke vre let, sagde hun endnu en Gang og hrte
Fru Brandt sige:

-Ja, Brandt og jeg er jo barnefdt paa Stedet.

Fru Reck ventede et jeblik:

-Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.

Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig:

-Hvis Fruen nu vil nyde noget.

Og de gik ind i Spisestuen.

Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at
spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bd og
bd, uden selv at spise--som barrikaderet bag al sin egen Mad.

Hun talte om Byggeglden; vi har jo maattet bre den, sagde hun, mens
hun blev ved at byde, med samme kolde og trre Stemme og jnene
ufravigelig fstede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvle Gsten
i al sin Mad.

-Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget ... vd vi....

Fru Brandt svarede:

-Her var Stengulve, da vi kom.

Fru Reck tnkte, der kunde gerne vre Stengulve endnu.

Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende,
lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.

Fru Reck, der frs i sin tynde Bykjole, sagde:

-Tak, nu har jeg jo set det ... men Tak, nu har jeg jo set det, Fru
Brandt.

Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Klder, Mlkeklder,
Kartoffelklder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde
grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.

Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gstesengene. Fru
Reck sagde:

-Ja, hvad der maa anskaffes.

-Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.

Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhngene;
udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende hjere, med smaa
Trkninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.

Fru Reck tnkte ved sig selv:

-Nej, hun skal aldrig over min Drtrskel; og sagde:

-Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.

-En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og
tog Klodstfler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, mdte de Ida,
der kom med Schrder, som vilde se den nye Kone.

-Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag
med en rd Haand. Fru Reck flte ligesom en Lettelse og sagde meget
venligt bjet ned over Ida, der stod hos Moderen:

-Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.

-Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle rde i Hovederne paa n
Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu vrre ved at sige:

-Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.

-Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.

Der var ingen, der talte mer, fr de igen kom ind i Gangen, hvor de sa
Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og ifrt Slveskindspels.
Hun begyndte at kysse ls paa Fru Reck, uden at se til de andre, under
en Strm af Ord:

-Sde Henriette (de var Skoleveninder), sdeste Henriette, hvor har jeg
dog gldet mig, kre Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, n af
sine egne (de havde nppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan
saamn behves ...

Fruen fra Apoteket blev ved:

-Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kre Du, her er jo
hundrede Ting at tale om.

Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved
at tale om Huset og sin Glde og hvad der maatte anskaffes.

-Vd Du, kre, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De vd, jeg har
sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle
Mbler saadan klistrede op ad Vggene.

-Vi har nu vret tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bd
til Sde. Ida og Schrder holdt sig i en Krog.

Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit
Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk
... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.

Hun stod i Dren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og
raadende, placerende Mbler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig
venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:

-Der stter Du saa det, og der det--sde Henriette ... her kan blive
nydeligt----

Fru Brandt bd Kaffen om i Slvkanden, Brandts Hdersgave, den fra
Jubilet.

Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Mbler og Gardiner og Drene,
mens Fru Mogensen Hyttede Slvkanden for at tegne et Udkast til de
Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.

Hun bad om en Alen. For Du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida
bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol,
passerende over Gulvene, opmuntret og sprgende Fru Brandt om gode Raad.

-Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert
andet Minut, mens hun ophngte usynlige Gardiner, arrangerede de
fremmede Mbler og Stykke for Stykke sndrede det gamle Hus. Fru Brandt
svarede stadig i smaa Stninger, og Schrder stod og pustede over sin
Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.

-Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru
Reck og sprang ned af en Stol.

Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin
Ponyvogn.

Hun stod endnu i Dren--Fru Reck var paa Vognen--og sagde Farvel:

-Ja, kre Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hnder om
hendes: det maa jo vre lidt svrt ...

Hun blev staaende et jeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i
hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og frte sine Hnder hen over
hendes Arm:

-Rigtig svrt.

Saa var Vognen borte.

Schrder skyndte sig at komme bort. Hun brd sig ikke om at vre der
alene:

-Naa, sagde hun: Farvel i Lngen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang
taget Maal af Godsforvaltergaarden.

Schrder gik.

Fru Brandt vaskede selv Porcelnet af og samlede Stykke for Stykke i
brede Stabler. Men saa paa n Gang satte hun sig ned paa Stolen ved
Buffet'en. Fru Brandt grd.

Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan
rigtig grde.

Saa rrte hun sagte ved hendes Kn. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig,
mens hun blev ved at grde.

Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Srgeslr, med en
Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden ... Der var Musik derinde, i Apoteket.

       *       *       *       *       *

Det begyndte at mrknes, mens Schrder blev ved at gaa ude i Haven
spejdende bjet over den sidste Sne; der var altid Vintergkker, her paa
det Sted, de frste.

Men de var jo saa spde og svre at hitte.

Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru
Brandt, fr hun skulde rejse.

Hun kom ind i Stuerne, der var ngne og bare. Ida gik og tullede,
indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at vre. Mrkt var der og
Halm laa der over Gulvene.

-Er det Dig, Tut, sagde Schrder, forsgende at anslaa en glad Tone.

-Ja, sagde Ida.

-Herregud, hvor de er kolde, sagde Schrder, og "krllede" hendes
Hnder.

-Mo'r er inde, sagde Ida.

"Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for
Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod
der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen
og Folkenes gamle Kldeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone,
og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.

Christen Nielsen kom, talte lavmlt og langsomt, med Hnderne paa sin
Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smrret og Skinkerne--det
vild' 'et blive.

Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde
hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler ... For fra Godset fik
hun det dog billigst, naar hun skulde kbe. Det skyldte de hende vel,
idetmindste.

-Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:

-Saa skal 'et vel vr': og hun rejste sig fra Sengen.

-Ja, det maa det vel, sagde Schrder og lagde Vintergkkene paa
Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem
krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og sa hen paa Lyset
i Flasken.

De hrte Vognen rulle op for Dren, og Sofie kom ind, bunden til, saa
man bare sa hendes Nse. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem
Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slr ned for Ansigtet. Men
Ida gik med de tolv Vintergkke i Vanten.

Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Bsterne var de gamle. Men Vognen,
det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet
underhaands".

Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slr.

-Jeg kommer straks, sagde Schrder og lb over mod Hovedbygningen.

Der var mange Skke og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev
ved at kommandere, bag sit Slr. Forvalteren kom til, og de hjalp alle
til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa
Fruen.

Schrder kom lbende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til
Tut; det var Huset, som Frken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut
skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens
hun grd.

Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:

-Har Fruen mon mere?

Der var ikke mer. Ida sad saa srt lillebitte, ved Siden af sin brede
Moder, og Schrder blev ved at grde.

Saa krte de.

De andre blev staaende paa Trappetrinnet og sa efter dem; nu var Vognen
vk.

Uden at sige noget gik de ind, og Schrder tog Lyset, der stod og
flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Dren, ind mod de ngne og de
Stuer. Saa tndte Forvalteren en Lygte, og Schrder slukkede Lyset
mellem sine to Fingre.

-Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.

De traadte ud og laasede Gangdren. De gik bort.

-Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar
Forsrgeren falder fra.

Og saa skiltes de....

--Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det frste, lyse Ungdomsaar og
siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:

Huset var ved at vaagne.

Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida hrte det, halvt
i Svne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud paa det strikkede
Tppe foran sin Seng.

Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Mlken.

Hun tndte ikke Lys, men listede sagte rundt i Mrket og fik Klderne
paa sig. Hun saa blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som
en bred Skygge, der dkkede Daglysningen bag Gardinerne.

Ude i Kkkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik
Mlkepengene, der laa aftalte i Kkkenrkken:

-Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:

-Nu er Kret da bundfrosset hjemme ved vores ...

Han gik et Par Skridt paa Trskostvlerne, saa det ld, som skulde han
afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved
Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og hre, at de stak
Kaffen til Hans Christensen.

-Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han lftede
Klinken ligesaa stille.

Ida havde det frosne Smr henne ved Varmen for at linde: nu var det
svundet igen. Hun tnkte det nok, for hun havde hrt Hosesokker henover
Loftet iaftes.

Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at
trre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Mbel
til Mbel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen,
medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne
Tanker:

-Aa, der var nok at tnke paa ... der var jo altid det med Pengene og
altid maatte det skjules ... Nu var Hans Oles Enke ogsaa dd. Saa fik de
vel heller ikke den Slagtning til givende lnger, der var snart ingen af
de Gamle paa "Bakken" mere--og hvor kunde man forlange, at de Unge
skulde huske dem ...

-Nu var ogsaa Christian fra Mllen ledig igen--saa gik der altid nsten
det dobbelte med ... men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham,
naar hun holdt af ham, den Stakkel.

Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde
saadan en udprget ungpigeagtig Bjning af sit Hoved:

-Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret
... Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde vre Gudmoder....

Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:

-Aa, saa tt Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jrgensen
grangivelig i jnene.

Ida blev ved at smile, hun tnkte altid saa mange glade Ting, naar hun
tnkte paa Teglvrket og Olivia Jrgensen.

Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen.
Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Tr. Hvor
frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun
vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om
hendes Fader.

-Ida, Ida.

Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten:

-Ja, Mo'r.

Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortlle, binde og lse og
fortlle, mens hun kldte hende paa: de kunde vente Lunds idag--for de
kom jo fra Brylluppet ... og Kret var bundfrossent nu, sagde Hans
Christensen....

Ida blev ved at fortlle; Fru Brandt sa bare ned paa hendes forskrmte
Hnder:

-Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de lber rundt.

Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, paa Dynen.
Sofie gik, trg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru
Brandt sad op i Sengen med de store Valke i Haaret, og tog et langt
jemaal af Levningerne.

Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal, mens Ida sa ud som en
Toldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en
Stok.

-Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida.

-Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.

Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r,
sagde hun, naar de er i Byen.

-Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa
Gstgivergaarden.

Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte
sttte hende, n under hver Arm (Fru Brandt var aldrig saa tung, som
naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa
Guldtjet og ventede paa Bordet. Uhrkden hngte Ida om hende.

-Uhret, sagde Fru Brandt.

-Her, Mo'r.

Hun skulde have Idas Uhr foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin
Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Sde. Dren til Kkkenet blev
lukket op paa Klem, saa hun kunde "hre".

Fru Brandt bjede Hovedet til en Hilsen. Kmner Srensen var naaet op
paa sin Genboforhjning og hilste ...: Han faldt af, han faldt meget af
iaar, Kmner Srensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han
vilde lse.

Fru Brandt blev ved at se over paa Kmner Srensen. Hun havde det samme
Blik, naar hun sa paa Idas Hnder ...

Saa vendte hun Hovedet:

-Bruger de Cokes hos Jrgensens paa Teglvrket? sagde hun.

-Cokes og Kul.

-Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Brnde forslaar vel ikke i de Kakkelovne.

Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde:

-Men det er godt, naar det kan vare.

Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde
hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i alting, naar Christian fra
Mllen var ledig.

-Klokken er elve, sagde Fru Brandt.

Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.

Der ld en hj Stemme i Kkkenet. Det var Jomfru Thgersen,
"Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret
"Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne.

-Jsses, Jsses, och, sagde hun, idag bider den ...

Hun var blaa og rd i Ansigtet af Kulde, og rmerne var smgede op til
Albuerne:

-Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wsche, og ingen Hjlp har man....

Hun kom frem i Dren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var
hftede op med Knappenaale og slog om rene som et Par Skyklapper:

-Ja, ja, sagde hun og der kom en Strm Ord om Vasken:

-Och De vd, hvad Thnnichsen bruger for Uldtj.

Jomfru Thgersen satte sig paa Stolen ved Dren, Maven hvilede mellem de
udspilede Underdele:

-Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.

Ida var i Kkkenet, og Fru Brandt sagde:

-At det kunde vel ikke vre saa langt henne med Fru Thomsen.

-Ach nein, ach nein--Jomfru Thgersen flyttede sig til Kurvestolen, hun
flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Lbet af ti Minutter--: men det
er ochsaa den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud
igaar....

Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre
Frugter af Kobbersmede-samlivet med Jomfru Thgersen benvnedes alle som
tilhrende en Sidelinje) og hun regerede trolig Aaret rundt med det hele
Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, nsten
paa Dagen, omkring ved den frste April.

-Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thgersen blev ved; hun berettede de nrmere
Omstndigheder med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Sde i
Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev
siddende, over hende, paa sin Forhjning, ubevgelig, men med et eget
Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Hrerr.

-Ach ja, ach ja, Jomfru Thgersen sluttede og lagde Hnderne ned paa
sine Ben:

-Och ellers er hun jo saa anstndig.

Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa frste Stavelse og blev
siddende stum.

Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra:

-Hvem er det denne Gang?

-Gott, Gott--ja, hvis hun vidste det ...

Jomfru Thgersen rystede paa Hovedet:

-Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende.

Ida kom med Kaffen.

Oppe fra Forhjningen formanede Moderen:

-Ida, Munden....

Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bd Sukker og
gik tilbage: hun sgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru
Thgersen var der.

Men Jomfru Thgersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:

-Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika--og han vilde hjem ...
Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thnnichsen....

Jomfru Thgersen stnnede (Gustav var en af de tre):

-Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da
man har vret for den Altar.

Jomfru Thgersen havde mange Sorger af sin Familie.

Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af
Stolen:

-Jsses, Jsses ... och jeg skal str Sand.

-Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.

-Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thgersen, der fik en hel anden
Stemme: och med fir' Brn.

-Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.

Jomfru Thgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde
hun, mod en Enke ...

Der var noget ved Ordet Enke, som altid rrte Jomfru Thgersen.

-Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.

Jomfru Thgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun
pludselig raabte helt forskrkket:

-Gott, Gott, der kommer den Pastor ...

Jomfru Thgersen levede i en evig Skrk for Prster paa Grund af sin
illegitime Samfundsstilling.

Prsten gik forbi til Srgehuset, og Jomfru Thgersen var afsted, ud
gennem alle Dre. Kobbersmed Thnnichsen lod str Buksbomkviste og Sand
for alle strre Kunder.

Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.

Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Srgehuset.

Ovre i Kmner Srensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede
altid Kmneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.

Drengene, der kom fra Skole, lb forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia
Jrgensens ldste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det
venstre re.

-La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel
fint.

-Olivia si'er, hun tror, det hrder dem, Mo'r.

-Ach, dr er de, raabte Jomfru Thgersen, ude fra Fortovet--hun slog den
sidste Haandfuld Sand over Rendestensbrdtet og hjalp efter med Buksbom.

Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med
Gardinerne.

Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.

-Aa, se Brnene, sagde Ida:

Christoffersens to ldste gik stive og forbavsede, i deres nye Klder,
bag Ligvognen foran Prsten, der holdt sit hvide Lommetrklde op for
Nsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.

Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de
sidste. Det var to skrutryggede gamle Mnd i graa Vanter.

Fru Brandt tog sine jne fra Spejlet:

-Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.

Jomfru Thgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru
Thgersen grd sine salte Taarer, hver Gang hun sa en Ligkiste.

-Klokken er t, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dkke til
Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.

... Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit
Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine
Stvler.

-Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdren til Kkkenet op: her er
berejste Personer ...

-Goddag, Ida-Tut ... Goddag, Sofie.

-Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang.
Saa aabnede hun Dren til Stuen.

-Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste
sig lidt op i Stolen.

-Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tj,
inderst havde hun to rdstribede Modest'er: det har vret en dejlig Tid.
Men man bli'er jo r, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig
ved at kre paa Jernbane ...

Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:

-De skulde da ha'e Hatten af?

-Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa
Haar strittede, saa hun lignede en ukmmet Pudel. Alt imens begyndte hun
at fortlle om Snnens Bryllup:

-Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i
Kolding--og saa propert. Og tres var vi, ka' De tnke Dem ... alle de
glade Mennesker ... ja, dejligt var'et at se saa megen Glde.

-Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.

-Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at
den kan farves ...

Fru Lund blev ved at fortlle, lidt hurtigt i Stningerne, for hun blev
altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om
Middagen og Gsterne og Talen ...

-Den var ja'gu kn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om
Kakkelovnen.

-Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.

-Ja, Folk de har saamn husket os--om det saa er Husmndene, saa har de
telegraferet. Aa, saa st Dig, lille Lund....

-Jeg maa s'gu rre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Dren:

-Ja, sagde han, Folk har vret rigtig stadselige, det ved Gud, de har.

-Ja, indskd Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade
med.

Ida, der gik og dkkede igen, sagde:

-Og saa var der jo Brudepiger.

-Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hnderne mod Laarene.

-Og saa sa man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa
dejligt at se, naar Brnene bli'er store.

Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:

-Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet,
mellem Drene--ligesom var'et hjemme, sknt hun var i Slret.

-Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Manr, sagde Fru Lund: de er jo saa
kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru
Brandt.

-Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Hne
over. For det var nydeligt, tilfjede han, ganske sagte.

Ida lo stille, ligesom mt:

-Hvor det ligner Henriette.

Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som sa hun Henriette for sine
jne gaa dr i Slret og slaas med alle Svogrene af bare Glde.

-Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.

-Tnker Du paa Bordet? spurgte Moderen.

-Jo, Mo'r.

Bordet var frdigt, og Fru Brandt sagde--hun holdt sig ved Stolene for
at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok--:

-Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.

Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og sa glad ud over den megen
Mad.

-Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.

Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:

-Man har jo da endnu Brdet, sagde hun.

-Det minder om "Lngen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var
hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.

-Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.

-Byder Du? Fru Brandts Lber dirrede lidt over Tnderne:

-Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.

Fru Lund tog endnu mer paa sin mgtig fyldte Tallerken.

-Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt,
naar jeg var hos Dem.

Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om
Christoffersens Begravelse.

Fru Lund blev ved at fortlle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte:
det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge.

-Der var nok et vldigt Flge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen
var jo godt lidt.

-Christoffersens har jo altid vret et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det
ikke gik saa nje.

Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hrte kun Uhrene dikke.

-Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige ...
Han lftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.

-Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde lsnet den sidste
Modest.

-Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hrer da, Gud ske Lov, ikke
til dem, der behver at forsrges.

-Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi tnker
jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Brnene.

Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.

-Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.

-Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og
koldt Vand.

-Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.

-Jo, Lund, det vd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa
passes og saa lber de strre ... Men det er alligevel saa underligt,
naar de blot ser, at man gr, hvad man kan, og man saa li'esom altid
har lidt Glde at dele med dem i det daglige.

-Ja, sagde Lund.

Fru Lund blev ved at se hen for sig:

-Og Glden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er,
hvad der saa osse trykker ...

Ida bjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin
Sofa:

-Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Brnene.

-Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt hjt, jeg gad min Salighed osse
vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i
Verden----

Det bankede paa Dren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her
med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Kkkenet:

-Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne
stte det i Vognen--en Smule Skinke og Smr ... Gud vd forresten,
hvordan Smrret har artet sig....

-Aa, Fru Lund, det er altfor meget.

-Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din
Mo'r kan jo ikke vnne sig til saadan at kbe alting. Og det er jo saa
rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Lngen" ...

-Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svrt for Mo'r. Og saa vilde
det gre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer
hende. Tak.

-Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel vre nrmere end de,
der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smrret ikke artet sig,
Ida--de gik ind i Sovekamret og lukkede Dren--saa maa Du bruge det paa
Panden.

Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:

-Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har vret en dejlig Tid....

Hun sad stadig med Idas Hnder i sine, og det begyndte at mrkne i
Stuerne:

-For vd Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har
kendt hinanden fra Brn.

-Ja, sagde Ida--de talte begge to langsomt og halvsagte--det er saa
dejligt at se, naar Folk er lykkelige.

Fru Lund nikkede:

-Ja, saa dejligt, min Pige.

Det bankede paa Stuedren igen, men de blev begge siddende. Det var
Kmner Srensen og Frkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til
"Lunden".

-Skal der ikke tndes? sagde Fru Brandt fra Stuen.

Ida tndte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.

Kmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte
ham med jnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af
Kmnerens Hnder.

-Naa, De har vret til Bryllup, sagde Kmneren.

-Ja, vi har saa, sagde Skovrideren

-Hm ja, det er svrt saa Folk de gifter sig nuomstunder ...

-Det er jo Verdens Gang, Kmner Srensen.

-Ja, og Kmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.

Han sa op paa Lund:

-Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.

Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.

-Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen frer det?
hvor frer det hen?

-Her sidder man....

Kmneren tav lidt og sagde sagtere:

-Det er det Hele.

Frken Srensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran
Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man sa det atlaskkldte Bryst,
der lftede sig som et goldt Bjerg:

-Gud, ja, sagde hun. De har vret til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa
mange Tanker--nu har der vret Bud paa Huset igen ... Det er Mathiesen,
han vil absolut ha'e det til Butik.

Frken Srensen talte hviskende og i en Strm:

-Og det var jo det bedste at slge, for naar Fa'r en Gang gaar bort,
flytter jeg dog til Kbenhavn. Der sidder jo Sstrene. Men saa lnge vi
har Fa'r i Live, Fru Lund, gr man jo ingen Forandring--hverken Sstrene
eller jeg.

-Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.

-Det er jo det--det mener ogsaa baade Sstrene og jeg--en gammel Mand er
han da og ingen vd, hvorlnge han kan ha'e igen.

Kmneren, der hrte som en Ugle, sagde inde i Stuen:

-Saa nu gaar det ls paa Huset igen. Men, og han talte hjere: jeg
sitter her endnu ...

Han slog med Stokken:

-Naar de frst har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gre, hvad de vil.
Det er det Hele.

Inde i Sovekamret blev der bomstille.

-Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frkenen.

Hun sad lidt med Hnderne i sit renlige sorte Skd og sagde saa:

-Men vi Mennesker, Fru Lund, tnker jo dog ogsaa paa Fremtiden....

Kmneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa
Trappen, og Kmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:

-Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse
Fedt om Hjertet.

-Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren.

Kmneren nikkede og sa op paa Lund:

-Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat.

-Godnat.

Lund gik ind i Stuen igen.

-Det begynder s'gu at knibe lidt for Kmneren, sagde han.

-Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.

Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede
af Tanker, og Stemmen sklvede:

-Aa, tnk, hvis de skulde slge alting her.

-Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun
selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden.--

Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, fr de krte hjemad.

-Om Ida maatte flge dem?

-For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjs, sagde Skovrideren.
Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.

-Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjlp mig frst.

Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde sttte
hende:

-Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjlpe sin Mo'r endnu.

Hun kom til Sde.

Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren:

-Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jrgensens og luft Dig lidt. Det
andet faar vi nok besrget. Saa lb Du nu, det var Meningen.

-Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.

Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen
under Armen:

-Fik hun Smrret og Skinken?

-Ja, det lille Skind.

Skovrideren gik lidt, saa sagde han:

-Nej, hun sidder s'gu paa hende.

-Hun er jo syg, Lund....

-Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dr uparret sine
bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun
skrubbede som Mejerske.

-Naa, Lund.

-Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og
til Forvalterens, da hun var Jomfru ...

Lund begyndte pludselig at le og lftede lidt paa Pelshuen:

-Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han.

-Gstfri, det er hun nu, Lund.

Lund blev ved at le.

-Ja, ja, min Pige, hun stter idetmindste Fdevarerne paa Bordet for at
vise, at hun har dem.

... Hjemme havde Fru Brandt raabt paa Sofie:

-Tag saa ud, hvad der er levnet, sagde hun.

Ida lb ind ad Gitterporten ved Teglvrket og ringede paa i Villaen.

Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedren op (hun havde hrt Idas
Stemme, da hun talte til Pigen).

-Nej, det er "Jomfruen", raabte hun. Hvordan er Du sluppen ud af
"Enkekassen"?

-Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmlt, der syntes, jeg kunde gaa herud.

Olivia saa lidt paa hende:

-Naa, saadan ... Men kom nu ind.

-The, Marie, raabte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og
begyndte at vandre op og ned, mens hun begyndte paa en lang Historie:

-Fritz var i Byraadet og Fru Kornerup havde meldt sig til The--hun vilde
absolut danne en Diskussionsklub.

-Men jeg vil ikke ind i alle disse Tale foreninger. Det er, som Fritz
si'er, det er vmmeligt at staa og snakke om alle mulige Ting med alle
de fremmede Mennesker. Hvis de angaar En, kan man alligevel kun snakke
om dem med et Par ...

-Ja, sagde Ida.

-Naa, min Pige, sagde Olivia: Du snakker nok med ingen.

To Tuller kom lbende og raabte "Goddag" allerede inde i Spisestuen, for
der blev altid en Barnejubel, naar Ida kom.

-Aa, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og lb ud i Gangen. Hun kom
tilbage med en Pose med Druer, som hun hldte ud paa Flygelet.

-Du stjler som en Ravn, sagde Olivia.

-Naa, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et Par
Druer i Munden.

Ida blev pludselig rd: Man maa da ha' Lov at gi'e Brnene, sagde hun;
hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til
Proppen, halvsang hun og lb med begge Tullerne op ad Trappen ind i
Barnekamret.

Der blev en Hurlumhej oppe paa frste Sal, Tullerne lo og Proppen skreg.

-Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med
"Proppen" i de lftede Arme.

-Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i
en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" paa sit Skd.

-Naa, sagde Olivia, der sknkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu
osse en Mellem-Temperatur. Vrs'go.

Olivia satte Theen paa Hjrnebordet; Saa, sagde hun og placerede sig
selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e
dem i et Sidevrelse, med Dren aaben.

-Den velsignede Masse Bger, fortsatte hun og flyttede en Mngde Bind
sammen for at faa Plads til Kageskaalen: jeg vd ikke, hvordan det er.
Men hvad jeg ikke slber ind i Huset, det kommer Fritz med.

-Ja, her er altid saa meget Nyt at lse, sagde Ida.

Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og sa op i den hje Lampe.

-Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Bger".
Det er dog ligesom de lrer En bedre at indrette sig.

-Hvordan?

-Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen.

De tav lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbjet i Stolen, og sa ind i
Vggen:

-Men er Livet egentlig ikke saa ligefremt?

-Ja-a....

-For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tvede, naar hun
skulde sige en Slags Mening: vi gr vel, hvad vi maa....

Hun blev ved at stirre ind mod Vggen, og Olivia sagde:

-Og saa er der jo osse Ungerne ... om man kunde lre noget for dem.
Naa--hun smilte pludselig over hele Ansigtet--jeg er nu forresten vist
aldrig blevet opdraget.

Hun sa uvilkaarligt over mod Fru Francks Portrt over Flygelet og
sagde:

-Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.

Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en
eller anden Ting var kommen til at tnke paa det derhjemme, pludselig
sagde:

-Aa, nu gaar Christian fra Mllen ledig igen.

-Naa, Gud velsigne dine Smrkrukker. Olivia lo: saa logerer han vel osse
"ovenpaa"?

-Ja, sagde Ida halv forknyt og sa paa hende: men hvad skal jeg gre?
Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen.

Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:

-Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r.

Olivia sukkede lidt:

-Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man lrer at lyve saa stift.

Saa sprang hun op:

-Skal vi spille firhndigt?

Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang:

-Aa, Du, nu maa Proppen dbes ... Og det er som Fritz si'er, det gr
heller ikke noget med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i
Dbefonten.

De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog
Entrdren op:

-Kreste De, sikken Kulde, sagde hun.

Lidt efter gik Ida.

Da hun lb op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Mllen ind
gennem Mellemdren.

Fru Brandt sad i Sofaen, rkesls og bred:

-Det tog Tid, sagde hun: hvor var I?

Ida nvnte, med lidt slbende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt
spurgte:

-Fulgte Lund Dig?

-Ja, Mo'r.

-Hvem var det da, Du talte med her paa Fortovet?

-Frknerne Staal.

-Hm, gaar de to unge Piger alene.

-Skal jeg saa lse, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte
at lse med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Kb og
Salg". Det hrte Fru Brandt frst, med Hnderne i sit Skd og et Par
jne, som sa hun, skrapt, gennem Vggene ind i alle de Huse, hvor der
sgtes og skiftedes.

Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at lse med samme Stemme
og uden Ophold:

"Ejendomssalg i Brstrup".

"Voldtgt i Hatting"....

-Hvem er dd? spurgte Fru Brandt og afbrd.

Ida lste de tre Ddsfald, og Fru Brandt sagde:

-Tag saa Historien.

Hendes Trk blev mere slappe, og hendes jne begyndte at svmme ud.

Da Ida var frdig med at lse, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og
gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:

-Sofie. Tag mig Avisen.

Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun lste om Voldtgten i
Hatting.

... Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Der, i Stuen, hvor hun
hrte Moderens Aandedrag. Hun tnkte paa "Proppen"s Daab. Jo, hun maatte
liste Pengene ud af den store Sparekassebog.

-Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne?

-Hvilke Pakker?

-Skovriderens Niels kom med Pakker.

Ida sagde:

-De var til Fru Lund.

Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe
paa Loftet knirkede og puslede det.

Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den
eneste Tid, hvor hun turde lse lidt i Olivias Bger.

Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Lnge hrte
Ida hende sukke og snfte. Saa sa hun op fra Bogen og lagde
Strikkepinden ned paa Bladet som Mrke:

-Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun.

Sofie begyndte at snfte strkere, da der blev talt til hende.

-Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinom, sagde hun.

Sofie blev ved at grde--hun grd som en Karl--:

-Men jeg vild' saa gern be' Frkenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til
Alters ... nu paa Synda'.

Hun snftede hjt.

-Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie.

Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Vrste og Christian gik
ledig.

Sofie blev ved at grde, hun tnkte paa sit:

-Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt
til Sengen som en anden.

Ida sad og sa ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed.
Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:

-Frkenen maa ta'e Penge iaften--vi har ikke en Skilling i Huset.

-Igen, sagde Ida.

-Naar En aldrig tr si', hva' En kber ... Og En ska' indbild' Fruen, at
man faar alt til givendes....

Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen:

-Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker.

Ida laaste Dren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide
Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden ... det var dem, der
kom fra Theatret.

-Hm, hvor han havde vret smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun
var der med Olivia, saa slank og mrk.

Hun saa altid saa lnge Skuespillernes Ansigt og deres Smil og hvordan
de gik.

Saa dejlige Tnder han havde, naar han smilte.

... Ida listede sig ind. Stille kldte hun sig af, mens hun lyttede
efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast.

Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tppet, sin
Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnen laa. I Mrket fik
hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.

Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker.

Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stnnen. Ida gemte
de to Pengestykker i sin Strmpe.

       *       *       *       *       *

Ida sad midt i rtebedet paa "Ludvigsbakke"; hun og Schrder plukkede
rter i et stort Trug.

-Saa, sagde Schrder, nu er Klokken slaaet ni.

Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, bje ind i rtegangen. Fru
v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun
overholdt den paa Minuttet.

Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi
rtebedet:

-Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom
opdagede paa det venligste bestandig Ida paany--hver Gang hun sa hende.

-Hm, sagde Schrder og sa efter hende: hun skulde se at faa Snneken op
fra Fjermadrassen. Gud vd, hvad hun nu skal gre af ham.

Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang
ved Polyteknikum i Zrich, og nu hvilede han ud.

-Men kn er han i Figuren, sagde Schrder.

Der var ganske stille i Haven, og man hrte hver rteblgs Fald i
Truget, mens de hvide Sommerfugle flj ud og ind mellem Rankerne.

-Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.

-Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal rre Kdfars.

Schrder rrte stadig Kdfars; gamle Konferensraad, der var nr de
halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand
i Huset, sagde Schrder. Hun havde selv faaet sig seks nye Fortnder i
Foraaret. Ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom
de seks forresten ikke lnger end i deres Vandglas.

-Men jeg skal ikke ha'e ham gaaende, hvor jeg har Smaapiger, sagde
Schrder, der blev ved Eichbaum: saadan som han flytter jnene rundt paa
et Pigebarn ... Schrder sa nok, hvordan Pigerne svajede sig, naar
Eichbaum satte sine Ben i Kkkenet.

-Jeg synes, han ser saa god ud af jnene, sagde Ida.

Der ld et Skrig og Skraal nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor:

-Saa, sagde Schrder, nu skal vi til at trre Kadetbukser igen.

Det var alle Falkenbergs Brn, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg,
fdt With, kom ned ad Gangen, hun maatte "se efter Brnene".

-Aa, sidder De her? sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemt
Ungpigestemme): saa dejligt her er i Solen....

Hun satte sig paa Schrders Kkkenskammel med Hnderne i sit Skd.

-Falkenberg kommer da ikke iaar, sagde hun.

-Ikke?

-Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger--hun lftede de spidse
Skuldre i Slaabrok'en: Fru Falkenberg havde ligefrem faaet en Barnefigur
igen ved at fde Kaptajn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Brn--:

-Jeg forstaar mig jo ikke paa det, sagde hun. Det er Tjenesten.

-Ja, sagde Schrder, der er jo saa meget for en Mand.

-Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede--der var et Udtryk i hendes jne,
som sad hun og sa undrende efter noget, der var blevet borte--:

-De har ogsaa deres.

Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at grde.

-Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op.

-Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig.

-Aa, ja, lille Ida ... vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.

Schrder satte sig paa Idas Kkkenskammel og blev ved at pille rterne,
mens Fru Falkenberg sa til med sine knne jne:

-Aa, saa De har meget at tnke paa, sagde hun og fulgte Schrders Hnder
med jnene. Ja, det maa vre dejligt at ha'e Krfter ...

Ida kom tilbage; det var ingenting; de skndtes kun om Prammen.

-Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg.

-Nej, Fru Falkenberg, jeg saa ham ikke.

-Hm, Fru Falkenberg rystede paa Hovedet: Gud vd, hvad den Dreng ta'er
sig til ...

Erik var en oplben syttenaarig, som tilbragte sin Ferie paa et eller
andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Litteratur, og som, naar han
forlod sine ophedede Skjulesteder, altid sa ud, som om Lyset skar ham i
jnene.

Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.

-Ak ja, sagde hun: det er underligt med Brn. Det er dejligt, naar de er
smaa, men man maa jo sende dem i Skole....

Saa lnge Brnene var smaa, smaasyslede og sang Fru Falkenberg med dem
Dagen lang, men skulde de frst i Skole, var det, som den store Dr
lukkede sig bag dem--

-Det er ikke saadan at flge dem, sagde hun.

-Nej, hvert Kr har sit Ho'ede, sagde Schrder: Tag saa i.

Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de.

Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted,
hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle
store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.

Frken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og lste.

Hun lftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrder, fr hun lste
videre.

Da Schrder og Ida kom ind i Kkkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet
ind ad den anden Dr: Man vilde gerne ha'e The, Schrder, sagde han; og
Schrder, der satte rtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel
vre The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud
til von Eichbaum, der laa paa Grsplnen saa lang han var.

-Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jvn og
skikkelig Maade at tale til Ida paa. Og han vendte sig om paa Maven, med
Hovedet over sin The:

-Tak, sagde han.

Ida bad ham Kiksene.

-Er det Onsdag idag? spurgte han saa.

-Ja.

-Uh, sagde Eichbaum og rrte i sin The: saa har man tre Uger endnu. Og
Herren vd, hvad det saa skal blive til.

Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen:

-Nej, det er utroligt, sagde han.

Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det
"saa skulde blive til".

Ida gik inde i Kkkenet og hjalp til. Hun gik og tnkte paa Karl von
Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til--saadan.
Fr havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig,
i Aalborg, og var ikke hjemme mer.

Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra
"Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved
at banke med sin Stok:

-Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?

-Ja, Hr. Konferensraad.

Alle Gster paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.

-Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan fle Blodet
rulle--Ungdommen skal ha'e store Lunger og strke Hjerter.

Han nikkede:

-Luk saa Drene op.

Ida lukkede Drene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde
Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og
se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde
levet.

Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i
Godsforvalterens Have:

-De er spraglede, sagde han og nikkede.

Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplne mellem tre
Ungersvende med opsmgede Benklder.

-Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.

-Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa
mange Ting at se, naar man bli'r gammel.

-Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver
staaende alligevel.

Ogsaa Ida var bleven staaende og saa over "Lngen"s Have. Hun kom der
saa sjldent nu: hvor de dog huggede hvert Aar ... der var saa faa
tilbage af de gamle Trer.

-Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden.

-Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.

-Naa, ja, ja....

Konferensraaden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet
lnge.

Ida gik tilbage til Kkkenet, men Schrder jog hende ud.

-Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa Du ud og luft Dig. Her er jo saa
varmt, at man maa kaste Klderne.

Schrder stod over Kdfarsen og havde kastet dem.

Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe
standsede hun: en Hstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle
Brnene, som krte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i
Solen.

Saa dde Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plne og Marker med
de hvilende Ker som dovne Pletter og Brstrups Huse--alt syntes at
blunde i Lyset.

-Her er smukt idag, sagde Frken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin
Bog under Armen.

De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden:

-Saa lige Rgen gaar, sagde Frken Rosenfeld.

Rgen steg op fra Husene i Brstrup, stille og lige som lyseblaa Fakler
i den lyseblaa Luft.

Ida og Frken Rosenfeld talte sjlden meget sammen. Men de blev tit
staaende saadan lidt ved Siden af hinanden, og de saa ofte paa de samme
Ting. Frken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, isr naar
det havde regnet og det endnu dryppede fra Trerne--saa gik de sammen
halvtavse, ad de fugtige Veje, lnge.

Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke
mer, og hun hrte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.

Inde i Skovridergaarden sad den gamle Lucie foran Bryggersdren og
skrllede Kartofler, og Lnkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende
foran sit Hus.

-Er der nogen hjemme, Lucie?

Lucie lftede det rokkende Hoved:

-De er derinde, sagde hun og blev siddende tavs.

Alle Husets Dre stod aabne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte
Mbler. I Salen sad Fru Lund paa en Rrstol, omflydt af Linned og med de
store Briller i det lille Ansigt.

-Aa, er det Dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige ... Vi
vasker og vi lapper. Du--med alle de Gster. Men de er jo velkomne--det
er vist og sandt. Aa, kan Du hjlpe mig....

Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og tnkte: Hvor Fru Lund
dog ryster paa sin Haand.

-Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul paa
Lagenerne: dette er da vist osse de ldste ... Men det er jo i Ferierne,
de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille Du ... og hvem vd,
hvorlnge det varer....

-Brnene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.

Man hrte det; et Kor af lyse Stemmer klang derude. Inde i Stuen summede
mange Fluer; man sa nok paa det hvidtede Loft, hvor de havde siddet.

-Nej, nej, blev Fru Lund ved: Konferensraaden falder af, og hvem vd,
hvor saa vi skal hen.

Ida vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde tnkt det samme. Men hun
sagde:

-Men Skovene bli'er da staaende, Fru Lund.

-Aa ja. Barn, men det bli'er nok andre, der skal flde Trerne.

Fru Lund sa hen for sig bag de store Briller, der sad saa mrkelig
ubekvemt paa hendes Nse:

-Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive Aar og levet i Fred.

Gamle Lucie kom op igennem Gangen, skndende og mumlende.

-Saa, sagde Fru Lund: nu sknder Lucie igen. Aa, Du, det er ikke let.
Naar hun blot vilde blive siddende. Men hun vil jo ta'e med i alt, og
hun er ikke renlig. Snart staar hun over Maden, og snart reder hun
Senge....

Fru Lund rystede paa sit Hoved og Ida smilede, mod sin Vilje: Der var
nok dem paa Egnen, hvem det faldt lidt svrt at spise i
Skovridergaarden, fordi Lucie stod over Maden....

-Men, sagde Fru Lund, det er som jeg siger til Lund: hun maa jo dog ha'e
Lov at d her.

"Studenten", den yngste af "Drengene", stak Hovedet ind ad Havedren:

-Er det Ida, sagde han: kom ud, kom ud. Vi plukker Kirsebr.

Nede omkring Kirsebrtrerne lo og skreg den hele Ungdom. To af
"Drengene" hang i Grenene og plukkede og kastede ned.

-Er det Ida, raabte den ene.

-Hallj. Ida fik to Kirsebr i det opadvendte Ansigt.

De unge Piger greb Brrene og lo:

-Aa, aa ... Kirsebrrene flj.

-Aa, aa ... Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.

-Saa, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.

-Fler til Dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebr til Ida.
Men da laa allerede alle Mand under Trerne paa Grsset.

-Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fdderne langt fra sig.

-Ja, sagde Ida og fik nsten Taarer i jnene; hun vidste ikke, hvordan
hun var kommen i den Stemning, bedrvet eller ligesom urolig--lige fra
da hun sad derinde hos Fru Lund.

Emilie laa og sa ned ad sin Nederdel, der bar Mrker af tre knuste
Kirsebr:

-Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skrtet.

... Ida rejste sig, hun vilde hellere gaa hjem ... saadan en sr
Stemning der var over hende ...

-Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdren og
blev ved at staa og nikke: hils, naar Du skriver.

Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char--banc krende imod hende.
Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.

Frken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slank
Elfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste.

Ida svarede noget, og Frken Constance sagde:

-Det er jo rigtig dejligt for Frken Schrder at have faaet Dem herud.

Frken Constance bjede Pisken og Parasollerne bevgede sig lidt, idet
Vognen krte.

Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bjede ned forbi Lngen uden at vide
det ...

Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer
paa Trappen, lnet hver mod sin Drstolpe, med Benklderne trukne op til
midt paa Lggen af deres brogede Sokker og rg Cigaretter. Den ene
hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida hrte ham
sige, da hun var forbi:

-Var den der Frken Brandt?

Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom maatte vre sket
noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:

-Hvordan staar det?

Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:

-Jo, vi skal straks spise.

Og Ida blev helt rolig igen, mens hun kldte sig om. Ude i Havegangen
hrte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der "gik" fr
Middag.

Ida stod foran sit Spejl, da Gonggongen ld.

Det var da vist, tnkte hun, Karl Eichbaums vrste Tid, Bordet.

Schrder stod ved det aabne Kkkenvindu og ste Suppen i Terrinerne, da
hun saa en barbenet Dreng komme op om Plnen:

-Hvem er 'et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som
ventede.

Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.

Den var til Frken Brandt, sagde han.

-Til hvem?

-Den var til Frken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.

-Aa, Herregud, Schrder slap Gryden: aa, Herregud, saa er 'et slemt.

-Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme fjede hun til:
Naa, la' mig frst faa st op.

En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.

-Er De gal, sagde Schrder og rev det fra hende.

-Tag saa Suppen.

Schrder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han
holdt sig frdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad
og ventede paa sin Kaffe.

-Saa faar hun ogsaa spist frst, tnkte Schrder, og pludselig begyndte
hun at grde:

-Den lille Stakkel, sagde hun.

Da hun grdende kom tilbage, stod Ida i Kkkenet.

-Hvad er der dog, Schrder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer
uroligt. Og da Schrder, forstyrret, uden at ville det, rakte
Telegrammet ud imod hende, sagde hun:

-Det er Mo'r ... og havde revet Telegrammet op og lst det.

-Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schrder kun og tog om hendes Liv.

Ida havde ikke talt. Det var, som hendes jne ikke kunde se nogen Ting,
mens hun gik ind i Schrders Kammer.

-Lille Tut, blev Schrder ved, lille Tut ... hvordan er 'et?

Men Ida svarede ikke, og forskrkket foran det blege og stive Ansigt
blev Schrder kun ved at nvne det gamle Klenavn: Lille Tut, lille Tut;
og frte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun,
angst, ryste Taarerne ud af hende:

-Jeg har sagt til om Vognen.

-Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:

-Naar jeg blot faar hende at se.

Ved at tale begyndte hun at grde, og Schrder sagde, helt lettet--hun
havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu--:

--Aa vist, aa vist ... det er naturligvis ikke saa slemt ... hun kommer
saamn nok over det, skal Du se, lille Tut.

Ida lagde kun Armene trt ned mod Stolen:

-De maa ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa Dem.

-Naa, sagde Schrder nsten vredt: De ka' vel bie.

Dren gik; det var Frken Rosenfeld.

-Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et
Sygevrelse.

-Ja.

Hun nikkede til Schrder, som gik.

-Nu krer vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog
Idas kolde Hnder.

I Kkkenet havde Anne Marie, Kkkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for
at hre ad, hvad der gik paa.

-Saa er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.

-Det er vel det, svarte Johan.

Anne Marie stod og sa ud i Luften, ret op og ned, paa sine sorte Hoser:

-Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.

-Der bli'er meget, sagde Johan.

-Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Faar jeg saa Kaffen? Han
drak den og gjorde sig frdig.

-Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning.

Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.

Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden
ud og ind til Konferensraaden og lod Drene staa paa Klem:

-Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden.

-Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.

-Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers hres, sagde den Gamle.

Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig lst hvad Mynster skrev "i sine
Betragtninger", om at da pludselig--"der var Ord, man huskede".

-Men, tilfjede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.

Da Vognen krte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk.
Rosenfeld, der havde taget Tjet paa, satte sig ind ved Siden af hende.

-De skal da ikke kre alene, sagde hun.

Karl v. Eichbaum var staaet op fra Bordet og gaaet ned. Han stod, ved
Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Saa rakte han Haanden ind
over Vogndren uden at sige noget.

Da Schrder vendte sig og vilde gaa ind--Vognen var helt nede paa
Brstrup-Vejen nu--saa hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Bnken
foran Kkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.

Middagen oppe var endt, og alle Fade fld paa Kkkenbordene. Schrder
maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad.
Solen rbede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod
bjet over den store Brdmaskine.

Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover
Sporet af den bortkrte Vogn....

... De hvide Vejsten flj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte.
Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede.

Ida sa intet, hrte ikke. Alt hendes Liv syntes samlet i de
sammenknyttede Hnder.

Kun n Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun
bortvlte en Skyld:

-Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse....

Hun frte de sammenfoldede Hnder op og ned:

-Nu faar jeg hende ikke at se....

-Men, Ida.

-Nej, nu faar jeg hende ikke at se....

... Saa var de der.

Hestene vilde ikke staa, to Hunde fo'r imod dem.

Ida sa kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen.

-Doktoren er her, sagde Sofie hviskende.

Ida stttede sig til Gelnderet:

-Hun var altsaa ikke dd.

-Jeg henter Fru Jrgensen, sagde Frken Rosenfeld.

Ida nikkede uden at have hrt og hun aabnede Stuens Dr; der var mrkt
og hun blev staaende; inde i Sovekammeret hrte hun Doktorens Trin.

-Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie.

Men Ida blot stnnede.

-Og sa telegraferede vi, hviskede Sofie igen.

-Ida sa som et Par Skygger Frken Srensen, der kom med to Slvstager,
og Jomfru Thgersen, der bragte en Dug.

-Aa, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Maaltid.
Og hun satte sig paa en Stol.

-Vi venter Pastoren, hviskede Frken Srensen, og de to blev ved at
liste omkring--med saa mange Ting.

Ida hrte kun efter Doktorens Trin.

Saa ld Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det ... som hun kendte
det ... Og paa n Gang begyndte Ida at hulke, stille og fortvivlet--af
Taknemmelighed....

Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig:

-Jeg hrte Vognen, sagde han, mens hun sa op i hans Ansigt.

-Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han. Deres Moder
har jo vret en Del irriteret....

Ida blev ved at se paa ham:

-I hendes Tilstand ... over at De var borte....

Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine jne og hun flte ikke den
Haand, han rakte hende:

-Vi venter til iaften. Farvel.

Ida havde bjet Hovedet. Hun forstod det: at hun skulde ikke derind.

Hun sa Frken Srensen slbe over Gulvet med Myrten og hun hrte
Doktorens Stemme igen: Lad det vre, sagde han, og han formelig slog til
Myrten.

Ida tnkte kun, hun skulde ikke derind.

Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over
Gulvet, ind ad Dren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag
det store Chatol.

Dre blev aabnede og Dre blev lukkede, Trin ld. Jomfru Thgersen kom
hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre.

-Pastoren, sagde hun aandels, og de hrte Sofie grde:

-Jesus Kristus, Jesus Kristus.

Men Ida rrte sig ikke.

Der var ikke anden Lyd end Prstens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida
hrte kun den.

-Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thgersen pludselig i sit
Modersmaal og kom ikke lnger.

"Jesus Kristus, i den Nat, da han blev forraadt, tog han Brdet, takkede
og brd det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen og der det ...
Dette er mit Legeme, som gives for Eder. Dette gres til min
Ihukommelse."

Ida bad ikke, hun havde ikke Rum for Bnner. Hun flte kun sit Hjerte
standset og tungt som en Sten i sit Bryst.

-"Vater unser, Vater unser ..."

Men Prsten blev ved:

-"Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og
sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod,
som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette grer saa ofte som
I det drikker til min Ihukommelse ..."

Sofie sa gennem Dren, foran Lysene, Prsten bje sig over den Dende
og lfte hendes Pude:

-Gud den Helligaand, Gud den Helligaand, hviskede hun og faldt tilbage
mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; saa rejste Sofie sig igen:

-Nglerne, sagde hun paa n Gang, og nsten skreg.

Hun havde set Knippet glide frem under den Dendes Pude; over Lagenet
faldt det ned mod Gulvet.

-Dette er Jesu sande Legeme....

De hrte ikke mer, men ogsaa Vaagekonen begyndte at grde.

Ida havde foldet Hnderne i sit Skd:

Hvis hun faldt i Svn, kunde hun gaa derind; naar hun sov, kunde hun gaa
derind....

-"Herren vre med Eder, Herren velsigne Dig og bevare Dig. Herren lfte
sit Aasyn paa Dig og give Dig Fred."

Der blev ganske stille. Jomfru Thgersen havde holdt op at grde og sad
med rokkende Hoved:

-Hun der doch som en agtet Person, sagde hun, og hendes Taarer begyndte
at flyde igen.

Ida hrte som gennem Taage sit Navn og hun stod op. Det var Prsten, som
rakte hende en Haand.

-De har vret borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme.

-Ja, Hr. Pastor.

Pastoren blev staaende et jeblik foran det taarelse Ansigt. Han sgte
om et Skriftsted, men fandt det ikke.

-Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem.

... Der var blevet stille. Man hrte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen,
naar hun sagte flyttede sig.

Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra.

-Sover hun? hviskede Ida.

-Endnu er hun vaagen.

De hrte igen Uhrenes Gang, mens Sofie tndte et eneste Lys, hvor
Stearinen krllede sig som lange Traade op mod Flammen og faldt.

-Sover hun? spurgte Ida igen.

-Hun er vaagen.

De hrte den hivende Aande og en Stemme, der mumlede.

-Taler hun? spurgte Ida.

Hun havde rejst sig. Hun flte Haabet nsten som et Stik i sit Bryst, da
Vaagekonen skd Dren op.

-Har hun spurgt efter mig? Ida kunde nppe tale.

Vaagekonen rystede paa Hovedet:

-Hun sp'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun:

-Nu sover hun.

De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov.

-Saa gaar jeg derind, hviskede Ida.

Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et jeblik saa hun paa
Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng,
paa Gulvet--uden at drage Aande.

Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen.

       *       *       *       *       *

Nu var der koldt og tomt. Fra Dr til Dr kun de hvide og dde Gulve.
Paa Vggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Sm.

Ida var gaaet fra Stue til Stue, en sidste Gang.

-Ja, saa lukker Du, sagde hun til Sofie.

Sofie blev staaende med Haanden paa Drlaasen.

-Ja, sagde hun, og hun grd, saa det strmmede, mens hun talte:

-Jeg har vist ikke faaet Frkenen sagt 'et ... at saa bli'er 'et til, at
vi gifter os....

-Gifter Jer? Men--han har jo ingenting, Sofie. (Christian fra Mllen
blev vrre og vrre og nu gik han ledig altid.)

-Nej, sagde Sofie, der blev ved at grde: men Hansen har jo lnge vil't
'et ... og saa har En jo hans tre Brn a' pass'....

-Ja, sagde Ida, der frst nu forstod, at det slet ikke var Christian fra
Mllen; Enkemanden Hansen var ved Gasvrket og han drak.

Sofie, der blev ved at snfte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida
tnkte:

-Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene....

Ida saa paa hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Taarer i
jnene.

-Gid det maa bringe Dig Lykke da, sagde hun.

Sofie sa ud for sig med sine forgrdte jne; hendes Stemme ld helt
anderledes:

-En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'.

Graaden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle
Pige og grd, hun ogsaa--hun vidste knap selv, hvorfor.

Saa lukkede Sofie langsomt alle Dre, n efter n, og gik....

Hun laa hos Jomfru Thgersen om Natten.

... Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften.

Nu sad Olivia og hun paa Verandatrappen og sat i Halvmrket ud paa
"Sundet" og Boller Skov, hvis Linje laa derovre mrk og tung. De havde
ikke talt. Olivia havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de
stttede Skulder mod Skulder.

Inde paa Verandaen hrte man Jrgensens Gyngestol, der gik op og ned.
Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinnene og lagde sig ved Olivias
Fdder.

-Saa bli'er jeg vel Sygeplejerske, sagde Ida.

-Men hvorfor, Ida? Du behver det jo ikke.

Ida sa ud over det mrknende Sund og hendes Stemme ld meget sagte:

-Det er vel--det eneste, jeg kan.

Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt.

-Og saa gr jeg da Nytte for no'en....

Ida tnkte pludselig paa Sofie og hun sagde, stadig med den samme
Stemme:

-Nu gifter Sofie sig.

-Med Christian? spurgte Olivia pludselig hjt.

-Nej, med Hansen fra Gasvrket.

-Aa, Herre Jesus, sagde Olivia: skal hun nu ha'e ham at strides med.

-Ja, sagde Ida og smilede halvt: hun kan vist ikke leve foruden.

De tav igen og de hrte kun Hundens dybe Aande, mens den laa ved deres
Fdder:

-Hvor Rolf er stille.

-Ja.

De hviskede begge. I den skumrende Have bevgede der sig ikke et Blad.

-Det er, som alting vidste, at Du skulde rejse.

De rrte sig ikke. Men Olivia flte et Par Taarer, som i Mrket faldt
ned paa hendes Haand.

-Lad os gaa op til Brnene, sagde Ida.

De stod endnu et jeblik og sa ud over den hvilende Have. Saa gik de
ind.

Ida lb i Forvejen ind i sit eget Vrelse; saa listede de sig ind til de
sovende Brn. Lampen brndte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede
i en Krog.

-Hvor de er kre, sagde Olivia.

Ida talte ikke, men hun standsede lnge foran hver af de hvide Senge.

-Hvad er nu det? hviskede Olivia.

Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude.

-Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia.

Ida stod foran "Proppens" Seng:

-Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun.

De kom ned i Stuen, og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne.

-Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften.

-Naa, ja, sagde Olivia og lo. Men bli'er Du en Gang forliebt, min Pige,
saa gi'er Du ham lige til Srken....

Olivia havde fulgt Ida op i Gstevrelset og vendte tilbage til den
stille Stue. Tavse sad Fritz og hun, hver i sin Stol, foran den hvide
Ovn.

-Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.

Fritz sad lidt, sa efter Rgen fra sin Cigar og sagde:

-Det bli'er hun vist ikke.

-Men, hvorfor? spurgte hun.

-For hun lrer vel aldrig at "sge sit eget", sagde Fritz.

-Nej.

Der blev stille igen, fr Olivia sagde, og hendes Stemme var meget
bevget:

-Vd Du, hvor de Lykkelige egentlig burde vre taknemmelige.

Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra:

-Og saa kommer alligevel Dden.

       *       *       *       *       *

Nste Eftermiddag rejste Ida med Dampskibet. ... Det begyndte at
mrkne--den frste Dag i Kbenhavn. Ida var gaaet omkring mellem
fremmede Ting og havde siddet til Bords mellem fremmede Mennesker. Nu
gik hun ud, over Torve og gennem Gader. Hun vilde se Skibet "Brage", som
skulde derhjem igen.

Hun gik langsad Broen, hvor Skib laa ved Skib. Der yderst laa det. Hun
blev staaende og hun sa paa alting, det store Skrog og Masterne og
Kahytsdrene, som var lukkede.

Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme.

Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbi
Stranden og Skoven og alle de dejlige Marker....

Og Karen Badekone vilde staa og se efter Skibet og hejse Dameflaget paa
det hvide Badehus.

Ida blev staaende. Hun gemte sig, ind under Tagskgget af det store
Pakhus. Der var det mrkt.

       *       *       *       *       *

Ida kastede sig i sin Seng. Saa drmte hun, og saa var hun vaagen.

Det var, som hun i denne Nat, saa i Blund og saa med aabne jne,
genoplevede sit hele Liv indtil nu....

... Hospitalsporten slog op og drnede. Portrerne bragte Patienter.

To lange Skrig slog fra "de Uroliges Gang" op gennem Huset--saa faldt
Drene til....

I sit Halvblund hrte Ida Portrernes Skridt og de Uroliges Skrig, som
kom de saa langt, langt nedefra, fra under Jorden....

       *       *       *       *       *




ANDEN BOG

Naa, Holm, faa nu Fingrene dyppet.

De fire Patienter paa "Salen" var kommen ud af Sengen og stod i
Forstuen, hver foran sit Vandfad. Josefine satte Morgenmaden fra sig og
gav Holm et muntert Tjat over begge Haandled, saa hans runkne Hnder
flj ned i Vandfadet.

-Saadan, sagde hun: ned med Poterne.

Josefine tjattede til ham igen og blev staaende frisk og hjbarmet, med
Hnderne paa sine Hofter, mens Bertelsen, slv og tavs, skyllede Vand op
om sin strke Hals:

-Se glad ud, Bertelsen, sagde hun: Solen skinner.

Der var om Morgenen noget friskt og fuldt i Josefines Stemme, der
ligesom fortalte, at hun kom udefra og tilbragte Ntterne udenfor Huset.

-Godmorgen, Frken.

Josefine nikkede ind mod "Salen", hvor Ida sad hos en af de to Gamle paa
den solbelyste Seng, og hun drejede rundt paa Hlen--Josefine frte lidt
ureglementerede hje Hle ind paa Afdelingen.

-Godmorgen, Josefine.

-Se saa, sagde Ida og trrede den Gamles Hnder: nu ligger De godt,
Srensen.

Den Gamle smilede og nikkede.

Nglerne klang saa raskt i Drene: Godmorgen, Godmorgen--for et dejligt
Vejr. Det var Frken Kjr, der rap og rdmosset stak Hovedet ind ad
Dren fra Kvinderne.

-Dejligt, sagde Ida, der skyllede et Panel, som var varmt af Solen, mens
Frken Kjr flj ud gennem Kkkenet.

-Er Petersen oppe? raabte hun og dundrede paa Petersens Dr.

-Ach, hvor schnt der er over Serne, sagde Frken Petersen bag den
laasede Dr. Frken Petersen satte ikke Pris paa at have Fremmede ind om
Morgenen, mens hun omstndelig syslede med sit fem og trediveaarige
Legeme og ifrte sig meget hvidt og ungdommeligt Undertj.

-Tal Dansk, din tyske Kvind', raabte Frken Kjr og dundrede igen.

Nglerne klang paany, og borte var hun.

Ida fik Vandfadene bort, hastig og travl, og fik Maden smurt til dem
alle: Ja, idag vilde der vre dejligt langs Serne. Det var det bedste,
det Morgenlb efter Vagten.

Hun gik og nynnede og smaasnakkede med hver, mens hun bragte Maden
rundt, til hun, stille, aabnede Dren til "A", hvor der var mrkt endnu.

-Godmorgen. Hr. Doktor, sagde hun.

Ida aabnede Skodderne, saa Lyset fyldte Stuen som en Strm, men den Syge
blev liggende tavs, med de lange og blege Hnder ubevgelige paa sit
Tppe. Ida syslede om ham, og han sagde sit uforanderlige Tak med den
samme Stemme (han sagde det bestandig og altid i en Tone, som flte han
en dyb Medlidenhed med den, hvem han takkede), mens han lftede de
vagtsomme jne, der fulgte ikke Solens Skin, men hende.

Ida blev ved at tale, muntert:

-Nu skal jeg Tur, sagde hun.

Den Syge nikkede kun:

-Ja, sagde han, Solen frister.

Ida lo:

-Ja, efter Vagten. Godmorgen.

Frken Petersen var kommen ud og gik, renset og stivet, i Gang med
Vagten.

-Saa gaar jeg da, sagde Ida og aabnede Dren til Gangen, hvor
Morgenluften strk og ny slog ind ad det aabnede Vindu.

Ida lb op ad Trappen til sit Gavlkammer. Ngleknippets Raslen ld som
Lyden af et St glade Smaaklokker, mens hun lb.

Oppe i Vrelset slog hun Vinduet op: saa friskt det var, og alle
Havernes Buske skinnede.

Hun blev staaende ved Vinduet og paa n Gang smilte hun. Hun tnkte paa
Karl v. Eichbaum. der havde sagt igaarmorges, da de mdtes:

-Ja, nu tror jeg virkelig, vi faar Foraar.

Og de havde let begge to, og hun fortalte om Fru Franck, der, i gamle
Dage, omkring ved Hellig Tre-Konger, i Middagsstunden lukkede sit Vindu
op paa Klem, naar Solen skinnede, og sad med Nsen ud af Sprkken og
sagde:

-Nu lugter jeg Foraaret, Brnlille.

Ida blev ved at smile: hun tnkte i den sidste Tid saa tit paa alle de
gamle Dage og paa det Aar, det dejlige Aar, fr Mo'r blev syg; og alle
de andre Aar, det var nsten som de slet ikke var--men kun den Tid, den
lyse Tid....

Det kom vel ogsaa af, at hun havde truffet dem igen, nsten dem alle,
dem hjemme fra Ludvigsbakke, Frken Rosenfeld, der havde sgt hende op,
og Karl v. Eichbaum, som hun mdte hver Dag i Bygningen.

Ida sa op paa sit Uhr og maatte skynde sig: saa sent det var blevet.
Hun kldte sig paa og hun lb ned ad Trappen, gennem Haven, laaste og
lukkede. I Vaskeriet gik tre Vaskerpiger og sang. Da Ida kom ud i den
store Gaard, sad Dr. Qvam paa en af Stentrapperne og solede sine hvide
Benklder.

-Ej, hvorhen saa hastig?

-Jeg skal Tur.

Dr. Qvam rakte, uden at rejse sig, en Rose frem til hende.

-Tag den med, i Solen, sagde han, og Ida fstede den i sin Kaabe.

Dr. Qvam blev ved at sidde at se efter hende: Hun gaar pnt paa Benene,
tnkte han, mens Porten til Gaden blev lukket op for Ida, og hun gik ud
i Lyset.

Sporvognsklokkerne ld, og i botanisk Have svajede de vldige Majstoppe
med de nikkende Hoveder. Over hende, i alle de aabnede Vinduer, bankede
Pigerne Stv ud i den nye Luft, mens Ida gik. Hvor de slog ls; og de to
talte med hinanden over Gaden. Ida syntes det var, som om hun saa alle
Ting, Ansigter og Mennesker og hvert enkelt Tr, saa lysende klart
saadan om Morgenen--ligesom jnene blev ny....

Ved Shjrnet stod Blomstermadammen paa sin Trappe og nikkede.

-Tak, sagde Ida og nikkede igen, mens hun bjede sig lidt hen til hende
og slog med Haanden ind mod Qvams Rose: idag har jeg.

Ellers plejede hun at kbe en Blomst, for de duftede saa frisk, nu saa
tidlig om Morgenen, naar Gartneren lige havde bragt dem.

-Naa ja ja, svarede Blomstermadammen. Det er ellers et svrt heldigt
Vejr.

-Ja, sagde Ida, der sa ud over den blanke S, hvor de hvide Baade laa
ved Broerne saa stille, som var de ikke vaagnede endnu:

-Iaar er der godt for Blomster, Fru Hansen.

-Ja, om det saa er Roser, Frken, sagde Madammen, der var lidt dv og
havde noget i jnene af de Dves Undren, der ser ud, som om de altid
hrte en mrkelig Hemmelighed, naar de overhovedet hrer noget--: om det
saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland.

-Godmorgen.

Ida bjede over paa Svejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den
samme Side af Serne. Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant
til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og nsten
ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom
hjemme i Horsens.

Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandlse Opvarter paa "Rrholm". Det var
fra forleden Morgen, da de drak Kaffe dr, fordi Karl v. Eichbaum var
lben fra sin hjemme, da han var kommen for sent op. De var de frste
Gster og sad bag et Stakit med Efeu, der lige var vandet, og spiste
Rundstykker til Kaffen: Det er ligesom vi var taget paa Landet, sagde
Ida. Ja, sagde Karl v. Eichbaum: her er pnt.

De havde ikke siddet til Bords sammen siden hjemme.

Men op om Morgenen havde han nu aldrig kunnet komme. Hjemme paa
Ludvigsbakke havde han altid villet have Kamret over det store Loft, for
der gad Schrder ikke lbe op og purre ham ud. Og saa laa han til over
Middag og dampede paa Forvalterens Piber.

Ida gik forbi Kafen, da en Stemme raabte til hende. Det var Karl von
Eichbaum, som kom frem bag Efeuen.

-Morgen, raabte han.

Ida vendte sig rask:

-Godmorgen, sagde hun.

-Jeg ta'er min Kaffe her.

-Igen, sagde Ida, der var standset paa Spadserevejen.

Eichbaum kom slentrende ud paa Krevejen med begge Hnder i Lommen.

-Sikket Vejr, sagde han og stod lidt og saa paa Vandet.

-Vi skulde ta' i Skoven, Frken Ida, sagde han saa og havde stadig
Hnderne i Lommen.

-Ja, det skulde man.

De gik lidt ved Siden af hinanden, han stadig paa Krevejen.

-Men forresten har de jo ingen Skove paa Sjlland, sagde han.

-Nej, vel? sagde Ida med et pludseligt Smil.

-Derovre er der da Trer, fortsatte Eichbaum, som blev ved at tnke paa
Jylland.

De var standsede igen, og der gik et Par Ungherrer af Kontorfaget forbi.

Karl lo og sagde: Mandfolkene vender sig efter Dem, Frken Ida.

-Hvorfor?

Eichbaum lo igen: Ja, hvorfor! sagde han og smilte:

-Fordi De staar saa knt paa Deres Ben. Godmorgen.

Ida nikkede og han slentrede tilbage, men midt paa Krevejen blev han
staaende lidt igen.

Ida gik videre. Hun gik og tnkte paa Skovene. Hun havde ogsaa altid
syntes, at de var dog ganske anderledes, Skovene hjemme i Jylland.

Lidt henne paa Vejen kom Frken Kaas og Frken Boserup imod hende. De
gik ogsaa Tur, men var allerede paa Hjemfarten.

-De er sent ude, raabte Frken Kaas.

-Ja, svarte Ida. De blev staaende lidt og snakkede, Ida talte med saadan
en lys Stemme:

-Men jeg skal videre, sagde hun. Sidst! hun slog Frken Boserup paa
Skulderen og lb et lille Stykke.

Frken Boserup rystede Skuldren efter Slaget.

-Hvor gammel er De, Brandt? raabte hun efter hende.

Men Ida blev staaende og sagde tilbage, mens hun lo:

-Jeg havde saadan en Lyst til at gaa i Vandet.

Frken Kaas og Frken Boserup gik videre, og Frken Kaas sagde:

-Den Hat klder Brandt pnt.

Men Frken Boserup satte Hlen afgjort i Jorden og sagde:

-Det er jo ingen Sag, naar man har Penge.

De talte lidt om Idas Formue, og Frken Boserup sagde:

-Ja, det kan jo vre meget godt--men egentlig ta'er hun bare Pladsen op
for en anden, der kun er Aspirant.

Ida var naaet ud paa sterbro, og den muntre Vind fra alle Serne slog
ind imod hende. Hun gik over Gaden til en Blomsterbutik og kbte en
Potteplante til Frken Helgesen. For hun havde saadan en Lyst til at
kbe noget--kbe alting.

Da hun hjemme i Pavillonen kom ind til Frken Helgesen med Planten, sad
Frkenen ved Midtbordet med et stort Broderi. Frken Helgesen havde
altid et uendeligt Broderi i Arbejde, med et regelmssigt og nsten
geometrisk Mnster.

-Men det er urimeligt alt, hvad De kber i disse Dage.

-Ja, sagde Ida, det maa komme af, at det er saadant et dejligt Vejr.

Hun stod lidt med et af Plantens Blade mellem sine Fingre.

-Men er den da ikke kn, sagde hun saa og smilte.

Hun gik op ad Trappen og ind paa frste Sal. Frken Petersen sad og
hklede under det store Vindu, hvor Solen lyste paa Blomsterne. De fire
var paa Klderarbejde, og inde paa "Salen" laa de to Gamle, hvide og
stille, ved Siden af hinanden i deres Senge.

-Hvor her er hyggeligt, sagde Ida.

-Ja, sagde Frken Petersen, i Formiddag er her roligt.

Man hrte ingen anden Lyd end Doktorens Skridt paa A, der kom og gik,
kom og gik, paa sin evige Vandring.

-Naa, Godnat, sagde Ida.

-Godnat.

Ida gik op. Hun trak det grnne Gardin for Vinduet og lukkede Lyset ude.
Men hun kunde ikke sove. Hun var saa lys og saa let i sit Hoved.

Hun laa og tnkte paa, hvad Tj hun vilde kbe sig nu til Vinter. En lys
drap Kjole, havde hun tnkt sig....

Til Frken Helgesens Fdselsdag var de altid allesammen saa fine, om
Aftenen. Saa kunde hun tage den paa for frste Gang ...

Hun rystede paa Hovedet. Hun kom til at tnke paa Karl von Eichbaum,
hvordan han havde skudt Skuldrene op i sin sorte Sommerfrakke forleden
Morgen da det blste: U-uh, havde han sagt: nu skal man osse ha'e
Vintertj.

-Hm, han havde vel ingen Penge.

-Nej, og Ida smilte, det havde han naturligvis ikke.

Ida hrte dem gaa paa Trapperne og Dren dernede aabnes og lukkes. Det
var dem, som kom fra Klderarbejde; saa var Klokken tolv ...

-Nej, for Penge havde han da aldrig kunnet ha'e....

Ida sov ind.

       *       *       *       *       *

Det var samme Dag, paa Toldbodvejen, i "Familiehuset"s Mellembygning.

Fru von Eichbaum var, vbnet med Handsker med afklippede Fingre, blevet
frdig med Lamperne, og Julius, i Brunelsstvler, gled ud og ind og
stillede dem paa Plads. Lamperne var Fru von Eichbaums eneste huslige
Syssel--som hos hendes Sster Generalinden. Det var saadan i Slgten:
Lamperne behandlede de selv, som var de et Stykke af Familien.

-Julius, der dkkes til to, sagde Fru von Eichbaum, der gik ind i
Dagligstuen. Fru von Eichbaum ventede til Frokost Generalinden ind fra
Landstedet. Generalinden blev altid paa Landstedet til langt ind i
November. Efteraarsluften gjorde hende godt, for baade hun og Ssteren
led af Trhed i Huden.

-Og, sagde hun til sin Sster, saa er man desuden selv med, Du, at faa
alle Havesager i Hus.

Paa Slaget tolv ringede det, og Julius lukkede op.

-Gud, Emilie--det var Generalinden, som kom ind i Kabinettet; for et
velsignet Vejr, Du ... Godmorgen.

-Godmorgen, Charlotte, hvor det dog var rart at kunne ha'e Dig lidt i
Ro.

-Julius, De kan stte Maskinen ind....

Generalinden kom til Sde i Sofaen, mens Fru von Eichbaum gik ind og sa
til Bordet, og Sstrene talte med hinanden fra Stue til Stue.
Generalinden talte om Landstedet: Hun kunde ikke tro, hvor det var
friskt og saadanne om Morgenen....

-Og Druerne, Du, bli'er saa store som saa. Generalinden viste med
Fingrene, hvor store Druerne blev. Saa havde hun virkelig tnkt at prve
Admiralinde Schleppegrells Opskrift:

-Med Melis, Du vd.

Og saa kunde hun overlade hende Halvdelen.

-Ja, sagde Fru von Eichbaum fra Maskinen, de er virkelig nydelige til en
lille Dessert.

Sstrene blev ved at tale. De talte ganske ens med samme Stemmer,
Generalinden lidt hurtigere, begge med meget aabne og soignerede "A'er",
der ligesom bredgjorde alle Stninger i deres Mund:

-Men, Emilie--der kom en hjere Tone paa Emilie, og Generalinden lod
Hnderne falde ned i sit Skd-: hvad mener Du om Aline?

-Gud, sagde Fru von Eichbaum, der kom hen i Dren og blev staaende et
jeblik med lukkede jne: jeg taaler jo endnu knap saameget som at tale
om det. Det er jo utroligt, at det har kunnet ske.

Generalinden gentog "utroligt" og sagde:

-Og vi, som alle har kendt hende i Familien.

-Vi kan spise, Charlotte, sagde Fru von Eichbaum.

De blev ved at tale om Fru Feddersen. Det var en Barndomsveninde, Fru
von Eichbaums bedste, gift med en Godsejer Feddersen til Korsgaard, som
pludseligt, uden noget Varsel, var rejst fra Mand og Brn med en
Landindspektr, der selv havde voksne Snner.

-Og Feddersen, sagde Generalinden: den rolige og agtvrdige Mand.

Fru von Eichbaum rakte Ssteren en Asiet og sagde langsomt:

-Men, Charlotte, det maa jo vre en momentan Forstyrrelse.

-Tak, Julius-vendte hun sig til Tjeneren, der aabnede Dren-der er ikke
no'et....

Fru von Eichbaum blev ved at spise, mens hendes Tone antog noget vist
forklarende eller grundende:

-Der har jo altid vret en underlig Talesyge i den Familie, Du ... de
skulde tale og tale.

-Det har de nu osse fra den grundtvigske Mo'r, indskd Generalinden.

-Ja, Fru von Eichbaum nikkede: alt dette med Hjerteliv, Du--og saa taler
de sig op til en Alteration ... Det havde Aline jo noget af allerede som
ung.

Generalinden samstemte, og Fru von Eichbaum rejste sig og sknkede
Kaffen.

-Gud, Du, sagde hun: at Menneskene ikke kan lre at tie stille og bre
det for sig selv og komme over det.

Generalinden fik Kaffekoppen og nikkede paany.

-Hvis man skulde tale om al Ting, blev Fru von Eichbaum ved: saa var der
vel nok ... Det vd man vel i enhver Familie.

-Jo, sagde Generalinden.

-Og hver brer sit, sluttede Fru von Eichbaum og saa ud for sig.

De sad lidt. Saa sagde Fru von Eichbaum med en lidt anden Stemme, der
ld nsten bevget:

-Men vi holder naturligvis ved hende ... Og si'er det samme.

-Gud, Mille--naar de var ene, brugte Sstrene undertiden
Navneforkortelser--det er da rimeligt. Jeg sagde igaar til Anna
Schleppegrell, at Aline var taget til Vichy for hovne Ben....

De forlod Fru Feddersen, og Generalinden spurgte:

-Karl spiser ikke Frokost hjemme?

De havde endnu ikke nvnet hans Navn.

-Aa nej, Du, sagde Fru von Eichbaum: den lange Vej ... Han spiser paa
Kontoret. Ane smr' den, og han ta'er Maden med. Du vd, disse
Voksdugsruller, man nu har ... Det ser ud, som gik han i Departementet.

Og i samme Tone som den, hvori hun fr havde talt om Aline Feddersens
"Forstyrrelse", sagde Fru von Eichbaum:

-Han gaar sine Ture om Morgenen, langs Serne

-Jeg hrer ham ikke en Gang.

Hvorpaa Generalinden sagde:

-Ja, Morgnerne iaar, de er velsignede.

Det bankede spdt paa Dren. Det var Ane, som i hvidt Forklde gerne
vilde hilse paa Generalinden. Ane var en lille halvhundredaarig rund
Ting med glatkmmet Haar og straalende indsatte Tnder.

Hun vilde da saa gerne hre, hvordan det stod til med Generalinden og
paa Landstedet.

-Tak Ane, sagde Generalinden, og de rejste sig fra Bordet:

-Det har vret lidt slemt med Skorstenen.

Ane nikkede:

-Ja, sagde hun: men det er osse tit, at de ikke forstaar at stege.

Der var altid Jalousi mellem Pigerne i Familien.

-Og lgger for meget til Varmen, sagde Ane, der havde faaet de samme
brede A'er som Herskabet.

Generalinden afbrd lidt kort:

-Og nu skal Anes Julie vel snart ha'e Bryllup?

-Ja, sagde Ane, der er lyst to Gange, og han vilde jo gerne ha'e det
snart....

-Det skal jo vre en rigtig net og druelig Mand, sagde Generalinden.

-Ja, Godmorgen, Ane.

Sstrene gik ind i Dagligstuen, og Generalinden talte om, at de maatte
vel tnke paa en Brudegave.

Anes Julie var en illegitim Frugt af Anes tredivte Aar, da en ung,
skgls Adonis af en Tjener havde drevet sit Spil i Etagerne. Da
Historien paa Fdselsstiftelsen var ovre, var Ane vendt tilbage til sin
Plads, og da Julie voksede til, var hun bleven sat i en
Velgrenhedsskole og kom hveranden Sndag, naar Fru von Eichbaum spiste
hos Generalinden, i Besg hos Ane, hvem hun naturligvis kaldte for
"Moster".

-Ja, Fru von Eichbaum havde tnkt Sukkerskaal og Fldekande til
Brudegave.

-Han var her jo forleden, sagde hun: Gud, Du, et rigtig net Menneske-som
Du vd, af den Slags Folk--og sad der--meget pnt paa en Stol. De faar
jo altid no'en Opdragelse paa Holmen....

"Han" var Julies Forlovede og en fortrffelig ung Mand, der var
Maskinist i Flaaden.

Generalinden, som sad og sa paa Ssterens Arbejde, der var et
Sengeomhng med filerede Mellemstykker, hvis frdige Dele var indsvbt i
meget, renligt Silkepapir, sagde og tnkte paa Julies ulovlige
Oprindelse:

-Ja, jeg finder det uhyre hderligt af ham.

Som om de havde lst hinandens Tanker, og som om Afstanden kunde tnkes
at have afsvkket det Illegitime, sagde Fru von Eichbaum:

-Han er jo fra Ringkjbing.

Provinsbynavnet vakte en Tankeforbindelse hos Generalinden, der
pludselig sagde:

-Men Du, jeg har jo haft Brev fra Vilhelmine. Hun skriver mig til, at de
vil vre her i Vinter.

-Alle? spurgte Fru von Eichbaum.

-Nej, Mourier bli'er hjemme, kun Mine med Kate. Men de har tnkt at leje
en Lejlighed--kre, de har jo Raad til det ...

Fru Vilhelmine Mourier var en Grossererfrue fra Aarhus, en af Kredsen,
hvis Mand havde tjent en stor Formue paa Eksport af Smr til England.

-Og Kate, sagde Generalinden, er jo nu omkring de tyve.

Fru von Eichbaum, der ikke havde set Frken Kate Mourier i to, tre Aar,
spurgte:

-Hvordanne er hun vokset?

-Riglig net og blond ... lidt matadoragtig, Du, saadan som de jo let
bli'er i Provinsen, hvor de er de frste ...

-Kre, sagde Fru von Eichbaum, det forta'er sig ... med en Mo'r som
Vilhelmine.

-En god Figur, sagde Generalinden, der stadig tnkte paa Kate Mouriers
Eksterir.

Fru von Eichbaum tnkte paa, at hun dog vilde skrive til Mine Mourier,
hvor rart hun fandt det, at de kunde have hinanden hele Vinteren.

-De rejser nok frst lidt rundt i Jylland, blev Generalinden ved:
Mourier vil gerne se paa Gaard til at ha'e om Sommeren ... Det er jo
rimeligt, vant som Vilhelmine er til Landet fra Barndommen.

Fru von Eichbaum svarede ikke, men ved en ny Idassociation sagde hun:

-Vd Du, den lille Brandt, Godsforvalterens, husker Du, er ansat paa
Hospitalet.

-Ja saa, sagde Generalinden: er hun kommen der?

Og hun tilfjede ret ligegyldig:

-Behver hun det, Du?

-Gud, Lotte, hun arvede jo sine rigelige firsindstyve Tusind, svarede
Fru von Eichbaum. Ved Nvnelsen af Summen syntes hun pludselig let
distrt, og hun tilfjede efter en lille Stilhed, ligesom eftertnksomt:
Faderen var en fortrffelig Mand.

Generalinden beredte sig til Opbrud og bad hilse Karl; men da hun i
Entren havde faaet Tjet paa, sagde hun:

-Det er sandt, Emilie, Du kunde laane mig Petris Prdikener. Vejene til
Kapellet er ganske opbldte, og der er jo ikke et Menneske mere, man
kender.

Fru von Eichbaum hentede Prdikenerne, og Generalinden sagde:

-Tak Du ... ja, man lnges efter Petri om Sommeren. Der er ikke den
klare Tankegang hos de andre.

Fru von Eichbaum nikkede:

-Kre, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.

Da hun aabnede Entrdren, kom der en ung Person i Liberi op ad Trappen:

-Er det til mig, spurgte Fru von Eichbaum.

-Ja, det var en Regning til Fruen.

Fru von Eichbaum tog den, mens hun sklvede en umrkelig Smule i
Mundvigene og Generalinden hastigt sa hen paa Ssteren i Spejlet.

-Aa, sagde Fru von Eichbaum, der havde aabnet Regningen. Det er fra
Cohn. Jeg har ladet min graa Silke rense. Med noget Sort op ad
Forbredden kan den blive rigtig pn endnu....

-Farvel, Charlotte.

-Farvel Emilie. Ja, vi ses paa Sndag. Jeg laaner jo Julius.

Julius gik paa Omgang ved Middagene i Slgten.

-Farvel.

Generalinden var nede ad Trappen, og Fru von Eichbaum gik ind i
Dagligstuen til sit Skrivebord, mens Budet ventede i Entren.

Fru von Eichbaums Penge laa i Skrivebordsskuffen i forskellige
Konvolutter, hvor hun havde dem rede, hver til sin Tine. Hun tog femten
Kroner frem og Budet gik. Fru von Eichbaum blev atter siddende foran
Skrivebordet og regnede.

Efter at hun for tre Aar siden havde kbt Livrenten for Resterne af de
Penge, som Karl havde levnet, maatte Fru von Eichbaum tage alting meget
nje ud.

Men saa stod da ogsaa Hjemmet.

Fru von Eichbaum blev ved at sidde foran Skrivebordet:

-Det var godt, det havde vret Regningen fra Cohn--at Charlotte sa, det
var den.

-Men Karl faldt nu virkelig til Ro--maatte man haabe, ude paa sit
Kontor.

Fru von Eichbaum rejste sig og satte sig hen til sit Sengeomhng. Hun
havde et andet Udtryk, et mer fortnkt og ldre, naar hun saadan sad,
arbejdende og alene.

Julius kom ind i Spisestuen med de pudsede Knive paa en Bakke og lagde
dem ned.

Klokken halvfem kom Julius ind for tnde i Ovnen, og Fru von Eichbaum
spurgte:

-Har De lagt i hos Herren?

-Ja.

-Tak.

Fru von Eichbaum kom selv kun sjldent i sin Sns Vrelse. Der var kun
Indgang fra Trappen. Da Karl for fire Aar siden kom hjem fra Sveits,
havde hun, medens hun selv var i Aix, ladet Dren fra Karls Stue til
Kabinettet mure til.

Naar der var nogen, rg Herrerne jo derinde.

-Og, havde Fru von Eichbaum forklaret for Hr. Petersen, Familiens
Murmester: murer man til, er man fri for den Rg paa sine gode Mbler.

Hr. Petersen havde muret til, og da Karl von Eichbaum kom hjem, havde
han kun Indgangen fra Trappen....

Fru von Eichbaum hrte Karl i Kabinettet, og hun nikkede til ham i Dren
til "Goddag".

-Tante Charlotte har vret her, sagde hun. Der skal vre saa dejligt
derude. Jeg skal hilse.

Hendes Stemme ld neppe saa bred, naar hun talte med Snnen, og Ordene
blev ligesom smallere i hendes Mund.

-Tak, sagde Karl og satte sig paa en Stol ved Skrivebordet. Han stod
aldrig lnge ad Gangen: og lidt efter spurgte han:

-Naar flytter de ind?

Fru von Eichbaum talte om det, mens Julius aabnede Dren til Spisestuen
med et stilfrdigt: Der er rettet an, og de gik ind til Bordet, hvor
Rdvinsflasken, der var uden Etikette, stod foran Karls Kuvert.

-Skal jeg sknke for Mo'r? sagde Karl og bjede sig frem.

-Tak, Du, saa det bli'er rdt....

Der var de Dage, hvor Karl spiste ude, da Fru von Eichbaum kun drak
Vand.

Hun ste op, mens hun blev ved at tale om Landstedet og de dejlige
Morgener.

-Ja, sagde Karl i en lidt anden Tone, og han blev siddende et jeblik
med Vinglasset i sin Haand:

-Det er skam knt om Morgenen.

Og de spiste lidt, til Fru von Eichbaum fandt et Emne i Mouriers--det
var det, at de eller hun maatte altid finde et Emne.

-De kommer ind iaar, fortalte Sster Charlotte--Du vd jo, de Mouriers
fra Aarhus.

-Aa, sagde Karl, han Smrhandleren....

-Kre Karl--Fru von Eichbaum lod et jeblik Skeen hvile i sin
Suppe--Handel er da nutildags umaadelig respektabelt.

-Ja, mumlede Karl, de tjener jo Penge....

Han bar et dovent-forbavset Nag til de Folk, der gik rundt og tjente
Penge.

-Og Vilhelmine, der er hjemme fra Unsgaard, det gode Hjem....

Fru v. Eichbaum spiste igen: Men frst rejser de i Jylland og ser paa
Gaarde.

Der var stille lidt igen, til Karl sagde ligegyldigt, for at sige noget,
og mens Julius bd ham af anden Ret:

-De kunde jo kbe "Ludvigsbakke".

Konferensraadens Arvinger sad stadig inde med Godset, som de ikke kunde
faa solgt til en rimelig Pris i de nedadgaaende Tider.

-Det blev dem vel for stort, sagde Fru von Eichbaum.

-De har jo Pengene, sagde Karl: og det meste bli'er jo staaende i
Ejendommen.

Og Karl blev pludselig ivrig, mens han sknkede sig et nyt Glas, og han
blev ved at tale om "Bakken".

-De faar ikke lkrere Ejendom, sagde han, og han tnkte paa den brede
Krevej hen over Markerne og de store Popler ved Indkrslen og Plnerne,
hvor Solen stak ham lige ind i Ansigtet, og Stalden, hvor de to
Ridehopper gik lse i deres store Baase.

-Nej, der er ikke lkrere Ejendom, sagde han igen. Og alting vel
vedligeholdt, baade Bygninger og det Hele.

-Ja, Huset prsenterer sig smukt, sagde Fru von Eichbaum.

Karl tnkte paa den hvide Hovedbygning og Trappen og Vejen ned forbi
Godsforvalterens Lnge, og med t lo han:

-Og nu kunde Recks jo gerne rejse, sagde han: nu da Fru Reck har faaet
Constance gift.

-Karl, sagde Fru Eichbaum og holdt igen: Fru Reck er vist ikke af de
Mdre....

Men Karl blev ved at tale om "Bakken", mens han knkkede Valndder og
skrllede bler, og Fru von Eichbaum sad livlig, med en lille Smule
Rdme paa Kinderne. Hun var altid saa glad, naar de sad lidt lnge til
Bords.

-Og der er en fin Jagt, sagde Karl, da de rejste sig.

-Velbekomme, min Dreng, sagde Fru Eichbaum og beholdt hans Haand et
lille jeblik i sin.

Karl blev ved at vre i godt Humr og at snakke, og inde i Dagligstuen
sagde han:

-Vil Mo'r la' mig drikke Kaffe herinde?

Fru von Eichbaum lukkede hurtigt Dren til Spisestuen op igen:

-Julius, Herren drikker Kaffe herinde, sagde hun med en klar Stemme.

-Du ryger da? sagde hun.

Og mens de satte sig, hver paa sin Side i Hjrnesofaen og Karl tndte
sin Cigaret, fortalte hun:

-Men med Schrder skal det vre slet ... Hun har vist Vattersot.

Karl sad og rg, mens han sagde:

-Mo'r kunde en Gang invitere Ida Brandt. Hun kender naturligvis ingen.

-Det kunde jeg virkelig, sagde Fru von Eichbaum livligere: ved en
Lejlighed. Hun er jo rigtig net.

Karl betragtede Rgen:

-Hun er sd, sagde han.

Og lidt efter:

-Hun er rigtig sd.

Julius bragte Kaffen, og Karl sad og sa efter ham, til han igen var
ude.

-Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordentlige
Stvler?

Den Brunelsfodbekldning paa Julius var ham en stadig Irritation: at man
ikke kunde hre, at Manden gik.

-Gud Karl, sagde Fru von Eichbaum, der sknkede: jeg finder, det er
velsignet, at man ikke hrer en Person, der varter op.

Tingen var, at Julius led af daarlige Fdder, der i de sidste Aar
hindrede ham i at ta'e strre Plads.

-Kre Emilie, sagde Generalinden til Ssteren: ellers beholdt vi jo
aldrig det flinke Menneske.

Karls Cigaret gik ud, og han sad og sa, halvsmilende, over paa sit eget
Ansigt i Etagre-Spejlet:

-Hm, hvor han kendte den Etagre. Lige fra hans Barndom havde den staaet
der, med de samme Meissener-Fade, paa den samme Plads.

Og han sagde, smilende:

-Mo'rs Ting holder godt.

-Naar man kun holder Hvd over det, Du, sagde Fru von Eichbaum.

Karl svarede ikke; men, pludselig greben af en Slags Fornemmelse af al
den mhed, der skjulte sig bag dette Hjem, der, trods ham og trods alt,
var forblevet det samme, tog han over efter Moderens Haand og trykkede
den ganske lidt.

Saa stod han op.

-Jeg bli'er hjemme iaften, sagde han: jeg kan lse noget.

Da han var gaaet, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun
plejede, naar Karl var hjemme, Dren til Kabinettet. Hendes Hnder
rystede lidt, mens hun skd Slaaen ned i Drtrinnet. Det var mrkeligt
med Fru von Eichbaum, der ellers var saa rolig, at hendes Hnder sitrede
lidt, naar hun blev glad. Men det var ogsaa det eneste Tegn til, at hun
blev ldre.

Karl gik ind til sig selv og tndte Lampen, fr han tog en Hjemme-Joppe
paa, henne bag Forhnget, der gemte Sengen. Det var en stor fransk Seng.
Fru von Eichbaum havde kbt den, da Karl skulde komme hjem.

-For Du, sagde hun til Generalinden: Folk, der har vret i Frankrig....

-Kre Du, svarte Generalinden: det er da rimeligt. Hvad er et Menneske
uden sin Nattesvn?

Sengen blev kbt.

... Karl satte sig i Hvilestolen med udslaaet Fodstykke og tog en af de
franske Bger. Der sa ikke netop beboet ud i hans Stue undtagen om
Morgenen, fr der var istand, for da var der Roderi nok: med Riflerne,
nogle Hestebilleder og et Par gamle Eichbaumske Sabler paa Vggene og de
gule Bger paa Bordet, som Ane hver Dag lagde sammen i to lige hje
Stabler.

Karl fik ikke lst meget. Han sad ved Piben og blev ved at tnke paa
"Godset".

-Nu kunde disse Mouriers naturligvis kbe "Bakken", fordi de tyve Aar
havde flaaet Brahe'rne og Vedel'erne for deres Smr....

Karl rynkede Nsen som altid, naar han flte enten Mishag eller
Forbavselse.

-Det er utroligt, sagde han.

Det var hans Yndlingsudtryk. At Menneskene overhovedet foretog sig
nogetsomhelst, syntes Karl von Eichbaum saa besynderligt, at en stor Del
af Livets Fnomener og Resultater naturligt maatte forekomme ham
"utrolige".

-Men Gudbevares, sagde han.

Han blev ved at tnke paa "Bakken":

-Hvis han var blevet Landmand i Stedet for at dumpe til alle de
Eksaminer, saa kunde han dog maaske vre blevet "Forpagter" ... hos
Smrhandleren.

Karl skd Lben frem:

-Hm, den sidste Sommer, de var paa "Bakken", var det Aar, da Idas Moder
dde.

Det bankede paa Dren, og Julius kom ind med en Flaske paa en Bakke.

-Fruen bad mig stte Madeira'en her ind, sagde han.

Karl nikkede, mens han sknkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom
s'gu fra Stedet.

Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Sofficererne i Familien.

-Det er s'gu noget Svineri at hale rundt paa alle de Bevrtninger, sagde
Karl.

Med Glasset foran sig begyndte han at lse igen. Men lidt efter lagde
han den gule Bog ned paa sit Kn og smilte. Han tnkte paa, det vilde i
Grunden vre grinagtigt at gaa med Ida Brandt saadan et Sted, for hun
havde naturligvis aldrig set det, Gud la'er skabe.

... Fru von Eichbaum sad ved sit Skrivebord. Hun havde ligesaa gerne
straks villet skrive til Vilhelmine. For Dagen gik og hun fik det ikke
gjort. Og idag havde hun nu netop tnkt saa meget paa hende og Tiden
oppe paa Unsgaard.

"Kre Vilhelmine", skrev hun, "hvor det er dejligt at tnke paa at vre
sammen igen, og ikke dette med et Par Uger paa et Hotel, som kun giver
Uro. Men at have Dig her i Fred og din gode Ro. Jeg haaber, Du finder
noget her i Nrheden. Jeg tnker paa Lindholms, som skal til Nizza med
den syge Mary--de rejser jo altid med de Tringsyge, naar det er for
sent. Du kunde maaske leje der, naar vi luftede godt ud og ellers
rensede. Du vd, det er lige herved, og godt vil det vre for Kate lige
ved Grnningen og "Linjen". I maa jo ogsaa tnke paa Helbreden. Jeg
glder mig rigtig til Vinteren, ogsaa til Kate; det er saa friskt at faa
lidt Ungdom i Kredsen--"

Fru von Eichbaum havde sluttet Brevet og sad og stirrede ind i Lysene.
Hun tnkte paa Karl:

Der sa man, naar man kun var beskftiget sin bestemte Tid med noget,
der holdt fast som et Kontor, saa kom Roen. Men Skylden havde vel altid
vret hendes--hun skulde aldrig ha'e sendt ham fra Hjemmet.

-Ham--med sit bjelige Sind.

Fru von Eichbaum hrte Julius inde i Spisestuen. Hun syntes rigtig det
var lnge siden, hun havde gldet sig saadan til sin Kop The.

       *       *       *       *       *

Om Sndagen var det varmt nok til, at Generalinden og Fru von Eichbaum
kunde drikke Kaffen paa Verandaen. Generalinden sagde: Du maa kun ta'e
et Sjal over Skuldrene, Mille, Du, der er vant til Byluften.

Julius bragte Sjalet, og Sstrene sad sammen og sa ud over Sundet.

-Der skal ikke Kaffe til Herren, sagde Generalinden. Karl von Eichbaum
var gaaet ned paa Bellevue at spille Billard.

Fru von Eichbaum talte om Vilhelmine Mourier.

-Jeg skrev da til hende, sagde hun, og jeg tnker paa, om de ikke kunde
leje af Lindholms.

-Gud, Emilie, sagde Generalinden, tror Du osse det--i det tringsyge
Hus?

-Kre, sagde Fru von Eichbaum, hvor kunde man vel bo, naar man skulde
vre saa ngstelig? Jeg, som rejser, jeg sp'r Dig, hvor kunde man ikke
bli'e smittet? De ligger naturligvis ikke i de samme Sengkl'er, og naar
vi saa paa Forhaand srger for, at der luftes....

-Ja, sagde Generalinden.

-Og det var hyggeligt nr ved os, saa vi kunde gaa ud og ind.

Fru von Eichbaum sa lidt ud paa Vandet.

-Og dejligt for Kate med Grnningen--hun, som ri'er.

Generalinden nikkede:

-Hun ri'er superbt, sagde hun. (I Slgten sljfedes d'et i Verbet at
ride).

Og lidt efter sagde hun, seende ud paa Vandet:

-Ganske Vilhelmines Figur fra Ungdommen.

Sstrene talte om andre Ting.

       *       *       *       *       *

Den Sndag blev den sidste varme Dag i Aaret.

Om Mandagen var det Sjask og Sle, og Ida stred sig paa sin sidste
Morgentur--for idag var hendes Nattevagt omme--op mod Vinden langs
Serne.

Da hun kom hjem igen, mdte hun Karl von Eichbaum, der lige var staaet
af Sporvognen.

Han kom drivende ovre paa Fortovet med begge Hnder i sine Lommer og
Voksdugsrullen presset ind under den hjre Arm.

-Uh, sagde han misfornjet, men pludselig smilte han:

-Vi fik ikke Foraar den Gang.

-Nej, vi kommer nok ikke i Skoven.

-Men, sagde Karl og skd afgrende Hnderne ned til Bunden af sine
Lommer: Saa vil vi ud at more os.

Ida lo:

-Hvordan? sagde hun.

-Ud et Sted en Aften at spise. Vi kan jo ta'e en anden med.

-Det var da vrre, sagde Ida hastigt.

Og lagde til, mens hun blev gloende rd:

-Med en Fremmed.

-Ja, ja da, sagde Karl, og hans Stemme blev med t forandret ligesom saa
god:

-Saa ta'er vi ene.

De gik ind ad Porten og snakkede lidt igen.

Saa sagde Karl, der allerede stod paa den store Trappe op til Kontoret,
stadig med Hnderne i Lommen, men med den samme "gode" Stemme som fr:

-Hvor gammel er De, Frken Ida?

-Det vd De jo.

Men Karl sagde:

-Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar.

Ida lo kun--det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille
halvhje Latter--og de skiltes.

Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brd Solen frem bag de mrkegrnne
Fortrksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skret
af en mat og grn Lampe. Ida laa med halvt lukkede jne.

Men paa n Gang tnkte hun paa, at Karl Eichbaum havde haft Sommerfrakke
paa ogsaa idag....

... Da Ida to Dage efter skulde bringe en Meldeseddel over paa Kontoret,
mdte hun Karl von Eichbaum, der kom ind ad Porten i en fin ny Frakke.
Han havde vret til Frokost. Naar Karl von Eichbaum raadede over Mnt,
overlod han "Anes Husflid" til en Portr og nd sin Frokost hos
"Svendsen".

De talte lidt og Ida stod og sa paa ham.

-Ja, sagde Karl og skd Brystet frem: man er fin.

-Forfrdelig, sagde hun, paa en Gang talende helt Jysk: Hun var blevet
saa glad ved at se det flunkende Stykke.

Men Karl sagde:

-De skulde "spytte" paa den, Frken Ida.

-Ja, sagde Ida: det gjorde vi altid, vi unge Piger, hjemme i Horsens.

De stod endnu og lo, da der kom en Dame ind ad Porten.

-Goddag, Mo'r, sagde Karl og traadte et Par Skridt bort fra Ida:

-Det er Frken Brandt, sagde han saa.

Fru von Eichbaum rakte Haanden frem.

-Det var rart at se Dem, Ida. Karl har jo fortalt mig, at De havde taget
en Virksomhed herinde.

-Ja, sagde Ida, og ganske rd skyndte hun sig at tilfje:

-Jeg skal bringe en Meldeseddel....

-Men, sagde Fru von Eichbaum, De maa besge mig en Dag--nu (og hun
smilte lidt) hvor De er i Hus sammen med min Sn. Han kan altid sige mig
en Dag, hvor De er fri.

Moder og Sn blev staaende nede i Porten, mens Fru von Eichbaum sagde
Karl en Besked. Fru von Eichbaum gik hellere selv end hun sendte Julius:
Man skal ikke, sagde hun til Ssteren, sende Julius og saadanne op paa
et Kontor, hvor de andre, Du, maaske sidder i mindre Stillinger.

Da Karl fulgte Fru von Eichbaum tilbage til Portaabningen, sagde hun:

-Jeg synes virkelig, det er rart, at Du har den lille Brandt her ... saa
kan I da altid veksle et Ord. Farvel, Karl.

Idet Karl gik op ad Trappen, kom Ida ud ad Kontordren:

-Har De saa tnkt paa'et, Frken Ida, sagde Karl.

-Paa hvad?

-Paa at vi skal ud at spise, sagde Karl: For Vintertjet--og han slog
paa Frakken--maa s'gu indvies.

       *       *       *       *       *

Ida slukkede Lysene foran sit Spejl og sgte i Mrket efter Dren. Hun
vidste ikke selv, at hun listede saa varsomt paa Taaspidserne. Men hun
vilde ikke mde nogen nu--netop nu, hun skulde gaa.

Hun lb videre, ned ad Trappen, og pludselig fo'r hun sammen: det var
Dren, som blev aabnet og lukket til den urolige Gang.

-Uh, sagde Qvam, der kom ud: aldrig har man Fred.

-Ja, jeg har fri, sagde Ida og lb fra ham.

Hun gik ud gennem Gaarden og Porten, hvor hun nikkede til alle, to
Portrer, der stod ved den ene Indgang, og Portneren midt i Rummet og
Josefine, som kom paa Trappen.

-Naa, Frken, sagde Josefine, der maalte hendes nye Kaabe: nu skal De ud
paa Livet. Og hun nikkede, som de andre.

-Ja, sagde Ida smilende.

Hun gik ud paa Gaden. Ved Lygten sa hun ham: der stod han allerede, ved
Hjrnet af Botanisk Have.

-Her er jeg, sagde hun og lftede sit Ansigt. Hun var nsten stakaandet.

-Ja, sagde Karl, det er god Tid. Godaften.

Og de gav hinanden Haanden.

De gik, mens Sporvognsklokkerne klang og Droskehestene travede.

-Hva' sagde De saa, spurgte Karl med sin lidt slbende Stemme, som han
holdt af at bruge den, naar han var tilfreds: hvor sa'e De, De skulde
hen?

-Aa, jeg sagde no'et....

-Ja, mente Karl: man kan s'gu sagtens lyve no'et. For det lrer man, Gud
straffe mig, fra Barnsben.

Ida blev pludselig alvorlig i jnene:

-Aa, ja.

Men hendes Stemning slog om igen, og hun sagde straalende:

-Det var li'som de alle nskede mig god Fornjelse.

Hun tnkte paa dem, der havde nikket i Porten.

Og Karl, der gik med Cigaren mellem de yderste Lbespidser, sagde:

-Ja, nu maa vi s'gu tnke over, hva' vi skal spise.

De lo begge to.

De havde naaet Porten til rsteds Park.

-Vi kan gaa gennem Anlgget, sagde Ida: naar der er Tid.

-Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende.

De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der
Blomster endnu.

-Hvor her er smukt, sagde Ida.

Der var vist ingen i den hele Have, ikke n i alle Gange; og mens de gik
ved Siden af hinanden, hrte de deres egne Skridt.

-Nu falder de i Svn, sagde Karl og pegede op paa en af de stille
Statuer.

De gik ind til en lille Terrasse under et mgtigt Tr. Under dem laa
Skrnterne og det mrkt blanke Vand.

Ida talte sagtere:

-Her er det dejligste Sted, sagde hun.

Karl skad Rgen fra sin Cigar ud i lange Ringe, og ingen af dem talte.
Det var som om Klokkers og Vognes Lyd blev ganske fjern og Lygternes Lys
hang over Gitrene som en straalende Krans.

-Er der saadan i de store Byer, sagde Ida sagte.

Hendes jne fulgte Skrnterne og Broen og det tyste Vand.

-Ja, sagde Karl, og Cigarens Ringe lstes op.

-Ikke knnere?

-Nej, sagde han.

En Svane skd lydlst frem fra det mrke Vand.

-Det har jeg ogsaa altid tnkt, sagde Ida.

De stod endnu et jeblik.

-Men det bli'r sent, sagde Ida, med en helt anden Stemme og de vendte
sig for at gaa.

-Naa, Godaften, Gamle! Karl nikkede op til rsteds Statue, idet de gik
forbi, og de lo igen.

Ida var stadig et Skridt foran Karl nu, mens de gik gennem Gaden.

-Der er god Tid, sagde Karl, der elskede "Mrkningen" i Gaderne.

-Ja, men saa kan vi se dem komme, sagde Ida og hun blev ved at skynde
sig.

Men da de kom ned i Theatret og op i Pladslogen, var der ikke et
Menneske i det hele Parket.

-Saa, sagde Karl, kom vi saa tidsnok?

Lidt efter lidt begyndte Folk at komme, og de hrte Stolesdernes
lystige Smk og Kontrollerens Ngler i Logernes Dre og fra Gangen al
den glade Skubben og Summen.

Ida skd Skuldrene velbehageligt op, mens hun rystede Armene ganske
lidt:

-Aa, sagde hun, det er frste Gang, de spiller Stykket.

-Ja, sagde Karl, det er det morsomme ved'et.

Herrer i hvide Skjortebryster stod op i Parkettet, og friserede Damer
trngte sig hastigt frem mellem Bnkene. Karl sad og nvnede deres
Navne, Kritikeres og Forfatteres og Menneskers, Ida kendte fra Bladene.

Ida sad og smaasnakkede af Glde og fulgte hvert Navn, som han nvnede.
Men pludselig rejste hun sig halvt og sa ud op mod frste Etage, med et
lille Kast med sit Hoved:

-Det er dr, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen.

-Hvem?

-Vi, sagde hun.

Nogle Sygeplejersker havde abonneret dr ifjor.

Ida sad igen, mens Stjen steg, og smilte, med Ryggen helt lnet tilbage
mod sin Stol. Men paa n Gang sagde hun, helt forskrkket, og blev
purpurrd:

-Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her.

-Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundtheatrene uden paa
Brandvsenets Billetter, og dem har hun ikke iaften.

De sa igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls
Arm:

-Se, det er Fru Lind. Hun har vret paa Afdelingen.

Det var den eneste, hun kendte.

Rampen blev tndt og gd sit Lys over Tppet. I Parkettet var alle
Hoveder i Bevgelse og over Balkonens Rand vuggede lyse Ansigter.

Ida blev ved at smile:

-Det er ligesom man skulde paa Bal, sagde hun ganske sagte.

Karl sad med udspilede Ben og bed i sit Overskg med et Udtryk, som var
en Knebelsbart noget, der smagte godt.

Orkestret havde spillet en lille Tid.

-Hvad er det, de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida
svarede ikke, hun sad med halvlukkede jne og lyttede efter Musikken.
Karl sa fra Siden ned paa hendes Pande. Den var saa lille og saa smal.
Man kunde faa Lyst til at spnde over den med Fingrene, saadan, fra
Tinding til Tinding.

Ida flte hans Blik og aabnede jnene helt.

-Her er saa dejligt, sagde hun. Ikke?

Tppet gik op.

... Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von
Eichbaum gik bag Ida Brandt og vrnede hende lidt med Armene, men Ida lo
over hele Ansigtet, mens hun vendte sig:

-Vi maa sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og jnene straalede.

-Der er bestilt Plads, sagde Karl.

Det var i et af de smaa Kabinetter mellem Skillerummene, og endelig
naaede de derhen. Men Ida blev siddende inde i Sofaen, med Hatten og alt
Tjet paa: hun sa paa Herrer og Damer, der blev ved at strmme ind.

-Aa, vi har Plads, sagde hun og skubbede Skuldrene op ligesom i
Theatret.

Karl fik Overtjet af hende og satte sig.

-Saa, sagde han og strakte Benene fra sig, mens han slog Rynker paa sin
Nse:

-Nu skal vi spise paa Fransk.

-Ja, sagde Ida og slog Hovedet rask tilbage. Hun vidste vist ikke, hvad
hun sagde "ja" til.

Karl bestilte og Tjeneren bragte Fade og Karl rettede an. Ida sad kun og
fulgte dem med jnene, alt, hvad de gjorde, og smilte; og hun tog saa
besynderlig varsomt paa alting, sit Glas og Fadet og sit Brd, som om
hun undrede sig over det alt, over hver Ting. Dugen og Lyset og den
grnne Flaske i Kleren.

Saa sagde hun og spilede begge sine Hnder ud paa Sofaen, mens hun lo
ganske sagte:

-At jeg sidder her.

Karl smilte glad til hende og sa saa ud paa Folk i Salen, der knap fik
Plads ved Bordene:

-Ja, vi sidder s'gu bedst.

Ida blev siddende som fr:

-Hm, sagde hun saa med den samme Stemme: det er li'som vi var paa
Skovtur.

Karl, der spiste langsomt men vldigt, lo og sagde:

-Naa, det synes jeg nu ikke, for man spiser altid forbandet paa
Skovture.

Men Ida blev ved at tnke paa Skovturene: Turene derovre, naar de var
krte til Stensballe en hel Char-a-banc og de havde danset foran
Hjulmagerens Hus og trillet omkap ned ad de hje Banker.

-Jo, sagde hun: for her er li'esom derhjemme.

Men Karl, der begyndte at blive mt, sagde, at hun maatte virkelig spise
og lagde en Kramsfugl over paa hendes Tallerken.

-Maden er s'gu god, sagde han; og idet han tnkte paa Skovturene, sagde
han med Albuerne paa Bordet (og tnkte, at hun var Gud straffe mig
nydelig):

-Det var De vel mange Gange--paa Skovtur?

Ida sad lidt og sa ud for sig:

-Nej, ikke saa mange Gange, sagde hun sagtere.

Karl blev ved at se paa hende:

-Saa drikker vi to Jyder ... Han lftede glad sit Glas.

Ida lo og tog sit:

-Men De er jo egentlig slet ikke Jyde.

Karl rynkede Nsen:

-Vist saa, alle vi Eichbaum'er er Jyder. Det er da der, vi har haft
no'et.

Og de drak.

Karl blev ved at sidde og rette an for hende stadig med Albuerne paa
Bordet: Ost og Sellerier, som han to Gange stak over og dyppede i hendes
Saltkar.

-Hvor de var dejlige paa "Ludvigsbakke", sagde Ida.

-Ja.

Han gnavede stadig sin Selleri, mens han sa paa hende og sagde:

-Ida, De skulde altid vre i gult.

-Hvorfor?

-Jo, sagde han slvt.

Karl blev ved at gnave paa sin Selleri-stngel, og pludselig tnkte han
paa Mouriers. Han fortalte om dem og at de maaske vilde kbe "Bakken".
Det er en Smrgrosserer fra Aarhus, sagde han. Han trak "Aa"et i den
jyske "Hovedstad" langt og foragteligt ud og sagde saa tilfredsstillet:

-Men saa kan man da faa Recks ud....

-Hvorfor?

-Jo, erklrede Karl med sin trre Stemme: for det er no'et Pak.

-Ja, sagde Ida uvilkaarligt. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev saa
glad og at hendes Ansigt straalede.

-Og saa kan vi igen komme derover om Sommeren, sagde Karl. Skaal, Ida.

-Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk.

Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Hnderne i sine Lommer, sagde
glad:

-Der kan dog vre rart i Kongens Kbenhavn, hva'?

De talte gladere og ligesom hinanden nrmere. Ida talte om Olivia og
Villaen og Jrgensens--det gjorde hun altid, naar hun var glad--men
pludselig sagde hun:

-Uh ha, hvor han talte hjt....

-Hvem?

-Han, Elskeren, sagde hun.

Karl lo:

-Ja, man maa jo hre ham.

Ida sad og sa ud for sig:

-Men alligevel, sagde hun sagtere.

Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede
sammen over deres Regnskaber.

Karl sad og smilte og sa paa en Flaskehals.

-Har De nogensinde vret forelsket, Ida, sagde han.

Ida sa op og rystede paa Hovedet, halvt trist.

-Nej, sagde hun saa i en Tone, som var det noget, der var gaaet hende
forbi.

-Men--og hendes Stemme sitrede en lille Smule og hun vidste ikke selv,
hvorfor hun sagde det eller hvad hun egentlig tnkte paa, hvis det ikke
var paa det lille Hus i Horsens og de tre halvmrke Stuer--:

-Men, sagde hun og saa ud over Bordet og sgte at smile: Jeg har nu tit
vret bedrvet.

Karl havde faaet saadan et godt Glimt i jnene:

-Det er s'gu utroligt, sagde han kun.

Og de sad lidt tavse.

Ida sa ud i Salen, hvor der var halvmrkt og de fleste Blus var
slukkede:

-Men de er alle gaaede, sagde hun forskrkket.

-Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e
Kaffe.

De fik den og Likr ogsaa, som Karl sknkede. Han blev ved at have
saadant et mildt Vsen og en bld Stemme, mens de sad endnu en lille
Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de
sidste Gasblus, saa Mrket trngte ind til dem. Der var ikke andet Lys
end Lyset fra Kandelabrene.

Ida sa ud mod det skridende Mrke:

-Nu er det forbi, sagde hun.

-Nste Gang bli'er det Dem, sagde Karl.

-Ja, sagde Ida hastigt og glad.

-Det maa vre hjemme, sagde Karl, som begyndte at hjlpe hende Tjet
paa: Paa Deres Vrelse....

-Nej dog, sagde Ida, og hun lo.

-Hvorfor?

-For det er forbudt.

Ida blev ved at le, men Karl rakle hende blot Hatten og sagde:

-Aa pyt.

De gik ud gennem Hotelgangen og Portier'en vilde lukke Dren efter dem,
da Ida sagde, gldestraalende:

-Nu, maa jeg; og stak ham en Krone i Haanden.

Karl lo, som han var betalt for det:

-Men, Gud straffe mig, Ida, tror De, det er passende....

Da de var kommen et lille Stykke hen ad Gaden, bd han Armen frem:

-Man byder vel Damen Armen, sagde han.

-Ja, sagde Ida og tog den, mens hun trykkede sine Skuldre lidt sammen:
nu er det jo Nat.

... Karl gik hjemme i sin Stue og smilede lnge, fr han kom op i sin
store Seng. Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han lste
ikke.

Han laa bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker paa sin Nse.

-Nej, sagde han, dybt betnksomt eller undrende: Man kender s'gu
alligevel ikke Fruentimmerne....

Og han blev ved at ligge og smile til Rgen af sin Cigaret.

... Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen. Da hun
kom op paa Gangen paa frste Sal, stod Frken Roed foran det aabnede
Skab.

-Gudbevar'es, er det Dem, saa silde, sagde hun: Hvor har De vret paa
Skovtur?

Ida smilte pludselig ved Ordet "Skovtur": Jeg har vret ude, sagde hun
og vilde liste sig videre--hun gik ligesom hun bar noget usynligt
Dejligt i Hnderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed--:

-Godnat.

Men Frken Petersen, der var ifrt gracise Tjsko for Natten, havde
hrt hende bag Dren og aabnede den paa Klem. Der var intet, der
interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft
"Udgang".

-Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendes
Stemme, naar hun vejrede Nyheder.

Pludselig drejede Ida Frken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har
vret i Theatret, sagde hun, saa hjt, saa det pludselig klang i
Gangene, og hun lb.

-Hys, Patienterne, sagde Frken Roed. Men de to Frkner hrte bare, Ida
lo deroppe: og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under
Gasflammen.

De hrte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte
Ord fra Bertelsen, der talte i Svne, ligesom i en vred Opstsighed.
Inde fra "A" ld Skridtene frem og tilbage.

Frken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at
tale i Svne. Frken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa
kun og kastede sig, med knyttede Hnder, som han plejede.

Ida var oppe paa sit Kammer. Hun stillede Vkkeuhret og kldte sig af.
Hun havde egentlig ingen Tanker; hun bare smaanynnede hele Tiden, til
hun kom i Seng.

-Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe--naar han kunde liste sig
herop....

Idas Ansigt lyste af Fornjelse i Mrket:

-Men det maatte vre en Tirsdag, naar Frken Roed havde Udgang ... en
Tirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.

Ida blev ved at tnke paa det, mens hun smilte: Saa skulde de bruge alle
de gamle Ting fra "Bakken" og se, om han kendte dem igen ... og dkke
rigtig Bord....

Ida sov ind.

... Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Klderen og
de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Vggene, mens de ventede paa
Maden (Bertelsen havde faaet en uafladelig Bevgelse med Haanden hen
over jnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da
Nglerne ld og Josefine kom med Madspandene.

-Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.

Hun gik ind i Kkkenet for at hjlpe Ida med Karrene, mens Bertelsen
skyllede og skyllede sine Hnder under Vandhanen.

-Det er en stor Skam for Fuldmgtigen, sagde saa Josefine.

-Hvilket?

Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmgtigen.

-Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker
om 'et i Porten.

-Her? Paa Kontoret? Det ld, som Ida havde noget i Halsen.

-Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham for
Inspektren, hvis det skal vare ved....

Ida nikkede mekanisk.

-Men det er naturligvis de Fruentimmer, som hnger paa, det kender man
jo nok, sagde Josefine og blev ved at lgge Kartofler rundt paa de seks
Tallerkener.

Ida svarede ikke, hun rettede kun i Tavshed Maden an, mens Josefine, der
var frdig, stod med Hnderne i Siden.

-Og saa nydelig han er skabt, sagde hun og saa betnksomt ud for sig.

Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers
forblev hun sin Konduktr fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en "Ven" og
naar han gik og hun havde fldet mange Taarer, saa blev hun alligevel
ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktr ved Sporvognene. Det blev
bare en anden.

-Ja, sagde hun: man vd nok om 'et--for Andersen har vret slem
(Andersen var den nuvrende Konduktr) ... Men nu har vi klaret det....

Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen
til de skiftende Konduktrer.

Man kunde ikke se, om Ida hrte, for hun stod kun og flyttede paa de
seks Tallerkener.

-Naa, saa lb vi videre, sagde Josefine.

Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som
en Fanfare, naar Josefine satte afsted.

Ida satte Tallerkener paa Bordet foran hver af de fire: Nu maa De spise,
Holm, sagde hun. Saa Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun
hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var frdig
og fik ryddet til Side--mens hun kun havde tnkt en eneste Ting:

-Den Stakkel, den Stakkel.

En Begribelse kom aldrig paa n Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt
og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun
den ene Ting.

-Hvad var der dog at gre! hvad var der dog at gre ... Hvis han nu
mistede sin Plads....

-Hvad var der at gre....

Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bjet over de evige Papirer,
og hun hrte hans "Tak" og "Tak", mens han lftede Hovedet og fulgte
hende med jnene.

Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet:

-Og hun havde vret med til at bruge hans Penge.

Hendes Tanker kom ikke lnger: hun havde vret med til at bruge hans
Penge. Hun hrte alle Josefines Ord i sine ren igen og igen og
pludselig blev hun rd som et Blod. Der var noget, som hun frst nu
havde forstaaet. Hun vidste ikke selv, at hun ikke tnkte paa Pengene
mere, men kun paa det, blot paa det ... mens hun alligevel hver Gang lb
det forbi:

-Hvem der havde brugt hans Penge.

Portren hentede de fire til Klderarbejdet og de Gamle blundede inde i
deres Senge. Inde paa "A" maalte Herren Gulvet med sine Fdder. En Gang
imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang".

Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin
Stol, indtil det skumrede.

Frken Kjr stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dr:

-Godaften, Jomfru.

Og pludselig sagde Ida:

-Aa, Frken Kjr, kan De sidde her et Minut ... jeg skulde saa gerne
op....

-Ja, sagde Frken Kjr og hun lukkede Dren: et Minut.

Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til
Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene
trukket op paa Kontorstolen og Hagen ned mod sine Hnder, og fljtede.

Da han sa hende, lftede han Hovedet og smilte imod hende:

-Godaften.

Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig
selv, mens han blev ved at snakke og paa n Gang strakte sig i Stolen
med Armene op i Vejret:

-Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han.

Og Ida lo.

Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun
blev ved at gaa og smile. Hun tnkte kun:

-Det er da saa rimeligt, jeg hjlper ham.

Og hun tnkte ikke mer paa noget andet, kun, fordi hun havde set ham.

Da Ida kom op, ventede Frken Kjr lige indenfor Dren:

-Profossen er her, hviskede hun.

Det gav et forskrkket Ryk i Ida.

-Hvor? hviskede hun.

-Paa "A".

Der ld et Par forsigtige Ngler, og Frken Kjr var inde hos Kvinderne.
Ida gik rundt og tndte, mens hun hrte Professorens Stemme gennem Dren
til "A", der stod paa Klem. Hun begyndte at gre alt i Stand til
Stuegangen, medens hun hrte Portren og de fire paa Trappen og
Nglerne, der blev drejede om i Laasen.

-Overlgen er her, sagde hun sagte til Portren, og de fire Patienter,
der havde hrt det, gik sky ind og satte sig paa Taburetterne foran
Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog paa at jamre.

Ida stod foran Kakkelovnen, da Dren til "A" gik op. Professoren blev
staaende paa Trskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke:

-Ja, fortst saa De, Doktor, sagde han og lukkede Dren til ... Lad
Patienten kun gre som han vil ... Og De kan skrue Gassen ned om Natten.

Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede nppe Lberne, naar
han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om
de hvide Tnder og om mange Hemmeligheder.

-Vel, Hr. Professor.

Han stod et Nu paa Trskelen til "Salen", mens Bertelsens jne med et
Glimt flakkede hen over hans Ansigt.

-Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Dren til Kvinderne.
Men den ene Gamle i Sengen blev ved at klynke, som han altid gjorde
under Stuegang.

Ida gik hen og bankede paa Frken Petersens Dr for at faa hende vkket.
Hun havde ikke hrt Dr. Qvam, der var kommet ind.

-Hvor er Overlgen, sagde han hurtigt.

-Han gik ind til Kvinderne, svarede Ida, der var ved at gaa ind i Salen.

Qvam stod paa Springet, men han blev alligevel staaende et jeblik og
sa paa Ida.

-Er det Deres Fdselsdag idag igen? spurgte han.

Ida lo:

-Ne-ej, hvorfor?

-Jo, for jeg synes, De lyser saadan i Ansigtet, sagde han. Han var
allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra fr slog gennem den
aabne Dr.

-Frken Petersen, Frken Petersen! raabte Ida.

Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine
Hnder.

-Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem
som i et Haandtryk: De er jo renvasket.

Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og rde Haandled,
tnkte hun og smilte:

-Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrvet.

Der blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig paa Skrig, som om Skrigene
kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dr.

Frken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra
Kkkenet:

-Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret.

Frken Petersens Fdder var som et Barometer lige overfor
Vejrforandringer.

Men efter The lb Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von
Eichbaum.

       *       *       *       *       *

Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.

Frken Helgesen gik gennem Afdelingen og sa efter, hun havde bestandig
noget i jnene, som indfrte hun et eller andet paa en Liste.

-Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.

-Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt.

-Jeg skal blive her, sagde Frken Helgesen og satte sig.

Saa maatte Ida gaa ... over paa Kontoret. Det var, som hendes Ngler kom
saa langsomt ind i alle Laase, og hun sa ikke Oldfruen, der nikkede fra
sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, hun havde sendt
Pengene igaar. Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun
havde vret saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og frte
det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev
vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens
Tanken blev strre og strre i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun
skulde vel ogsaa have skrevet, have sagt ham noget og forklaret. Men hun
havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gre det....

Og nu var han maaske vred.

Hun gik gennem Gaarden og ind i Porten og op ad Trappen. Hun saa hans
Ansigt straks ved Dren; det var ligesom saa lyst i Huden. Men da han
sa hende, blev han bldende rd.

-Det var en Meldeseddel, sagde hun.

Han bjede sig ned imod hende:

-Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt
grdet.

-Tak.

Ida tog Vejret og vilde gaa, men da de kom udenfor Dren, for han var
fulgt efter, sagde hun (for at hjlpe ham over det eller for at trste
ham; et Sekund fr havde hun aldrig tnkt paa at sige det):

-Nu skal vi drikke Kaffe paa Tirsdag.

Der gik ligesom en Trkning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skd
Lberne frem:

-Jeg vil hellere ha'e The.

Ida lo:

-Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal vre
Kaffe, for vi skal sknke af den gamle Kande....

Saa lb hun:

-Nej, nej, han var ikke vred.

Aa nej, han havde forstaaet hende....

... Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han
gik nok og fljtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om
han ikke kunde faa sig selv til rigtig at tnke paa de Penge eller paa
at han nu kunde fordele dem rundt, i de vrste Huller. Og han flte
ogsaa noget ubehageligt i Fingrene blot han tnkte paa Konvolutten, hvor
de laa.

Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud
for at faa den vekslet.

Kelner Jensen blev staaende, halvtbukkende foran Konvolutten.

-nsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned
imod Sofaen.

Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han havde, ligesom sky, taget et Kort
frem mellem Sedlerne. "Ida" stod der kun med saadan smaabitte danske
Bogstaver--og saa var der et lille Billede af "Ludvigsbakke" i Hjrnet.

Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Haand.

Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Hjrehnder, d'Hrr
Jensen og Srensen, ud, lnede hver mod sin Drstolpe:

-Der kan De se, Srensen (Hr. Jensen snvlede, hvad han ansa for
distingueret i Faget), at jeg fik Belbet. Den Slags Folk finder altid
en Udvej ... Det vd vi fra d'Angleterre....

Hr. Jensen havde i en smkrere Periode fungeret som -la-carte-Sals
Kelner i Hotel d'Angleterre.

-Ja, til den revner, Jensen, sagde Srensen.

Hr. Jensen svarede ikke. Han stangede Tnder.

       *       *       *       *       *

Ida lod som hun sov, mens hun sa, fra Frken Roed foran Spejlet, hen
til Vkkeuhret foran sin Seng gennem de kvart aabnede jenlaag. Fdderne
skubbede hun sagte op og ned under Tpperne, hun kunde ikke ligge
stille.

Men endelig var Frken Roed i Overtjet, og Ida lod, som hun vaagnede:

-Skal De til Deres Sster, sagde hun.

-Ja, Frken Roed skulde det--Hun skulde altid til sin Sster, der var
gift med en Assistent Hansen ved Jernbanen. Det var de eneste, hun
kendte i Byen, og der var desuden nok at hjlpe med, om de tre Brn.

Ida sa dem pludselig for sig, Frken Roed og Fru Hansen, som de sad og
syede derhjemme paa fjerde Sal i Rmersgade under Lampen i Dagligstuen,
hvor Lnestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dkkede med
saa mange smaa broderede Stykker--og paa n Gang lo hun.

-Men hvad ler De af? spurgte Frken Roed.

-Aa, det var noget jeg tnkte paa.

Men pludselig slog Ida Tpperne til Side og satte de bare Fdder ud paa
Gulvet.

-Aa, sagde hun, vent lidt: og hun lb i Natkjolen hen til Chiffonniren:

-Jeg har noget til Brnene; og, mens hun dkkede for den aabne
Chiffonire, for at Frken Roed ikke skulde se Pakkerne og Blomsterne
derinde, hldte hun nogle franske Kager ud af en Pose.

-De er saa dejlige, sagde hun glad og hun puttede en i Munden paa Frken
Roed, fr hun sprang op i sin Seng.

-De tnker ogsaa altid paa andre, sagde Frken Roed.

Ida bare lo:

-Nej, jeg tnker paa mig selv, sagde hun og laa og sa op i Loftet.

Hun hrte Frken Roed gaa ned ad Trappen, og hun stod op igen og drejede
Nglen to Gange om saa sagte, som var hun angst, nogen kunde hre hende.
Hun begyndte at klde sig paa saa hurtig hun kunde, mens der var noget
over hendes Bevgelser som over en Skolepige, der er ifrd med at gre
en gal Streg: Aa, der var nok at gre ... der var meget at gre....

Hun trak Chiffonire-Skufferne ud og hun tog Damaskes-Dugen frem og de
gamle Kopper, og Slvkaffekanden, der var omviklet med Papir, tog hun ud
af Midterrummet. Der var ogsaa de gamle Asietter og Armstagen, som hun
satte Lys i: her skulde han sidde med Cigaretterne ved sin Kuvert.

-Hm, sidst hun lagde Blomster paa Bordet, var det for Olivia og Drengene
... Ja, det var i Maj--aa, at det ikke var lngere siden ... end den to
og tyvende Maj.

Hun tndte Lysene og sa efter, om Vandet kogte ... der skulde da en
Rose i hans Glas....

Hun gik til og fra, og hun blev staaende foran Bordet:

Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen.

Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Tpper over
Sengene. Hun sa paa Vkkeuhret. Det var heller ikke Tiden endnu. Og hun
satte sig hen ved Bordet, paa hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen,
for Dren dernede gik: men det var kun en Portr.

Maaske var han forhindret, maaske kom han ikke. Det blev saa sikkert for
hende, at han kom vel ikke, mens hun sad og saa fra Ting til Ting, som
vilde hun idetmindste prente sig ind, hvor pnt det var:

Og Lysene, dem vilde hun alligevel lade brnde, brnde helt ned, til de
slukkedes.

Men Rosen, den tog hun stille bort fra hans Glas.

Hun havde ingen hrt paa Trappen, da det bankede sagte paa Dren, to
Slag, som de unge Mnd banker, der har vret i Tjenesten, og hun fik
lukket op.

-Aa, det er Dem, sagde hun.

Karl Eichbaum havde listet sig ind: Der var ikke en Mo'rs Sjl der saa
mig, sagde han.

-Men Frken Helgesen sidder altid lige ved Dren, sagde Ida.

-Hun fik laaset--de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to--og Karl tog
Tjet af.

-Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand.

-Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol.

-Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens
han sa paa det hvide Bord.

-Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde flt just det samme.

-Og her er s'gu ogsaa Drikkevarer, sagde Karl.

Ida hldte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se
tilfreds paa Sagerne og de talte om de gamle Ting, Kagekurven og
Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han.

-Ja, de stod paa Fljen, sagde Ida. Hun sa igen for sine jne det gamle
Marmorbord paa "Bakken" med Konkylierne og Frugtskaalen fra Auktionen
efter Hoffet i Horsens og de to Slvbgre, der var Prmier fra et Par
Landbrugsforeninger.

-Men vi har nu alligevel ingen hjemmebagte Kager, sagde hun.

Karl tog godt til sig af de Kager, der var, og ogsaa af Likren. Ja,
sagde han, vi holede no'en fra Schrder--han tnkte paa den bulede
Kagekasse paa "Bakken": det er s'gu grinagtigt at stjle....

-Ja, det er spndende, sagde Ida og virrede med Hovedet, for Karl sad og
sa paa hende, han syntes altid det sa saa morsomt ud, naar hun gjorde
det.

-Har De ogsaa stjaalet hjemme, spurgte Karl.

-Ja, tit, sagde Ida hastigt, men pludselig blev hun bleg.

-Hvordan det? spurgte Karl.

Ida sa ud i Luften og sagde langsomt og sagte:

-For det maatte jeg.

Der var stille lidt.

Saa tog hun sig sammen og lftede sit Glas, og de klinkede.

-Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.

Men paa en Gang blev Ida genert eller hvad det var, og hun fandt ikke
noget at sige, mens Karl, der maaske ogsaa var en Smule benovet, sad
tavs og rg og lste Indskriften paa Kaffekanden, Hdersgaven, til han
pludselig sagde, det kom saadan plumpende:

-Ja, gamle Brandt holdt s'gu meget af Kaffe.

De lo begge to, og Ida hentede de gamle Billeder. Karl tog dem og Isen
var pludselig brudt. Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de
pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de frte
hen, og paa Menneskene--der var den og der var den.

-Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet.

-Ja.

-Og dr staar Forvalteren, sagde Karl.

-Ja, han er dd.

Ida sad og sa paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.

-Saa pludselig han dde, sagde hun langsomt.

-Han skd sig, sagde Karl.

-Nej.

-Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt:
vd De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som
ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skd sig--det var
lige efter han havde sat Folkene i Arbejde....

-Men hvor er hun da?

-Hun er gift i Nstved, sagde Karl og slap Billedet.

Han lnede sig tilbage og rynkede sin Nse.

-Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe
mig ikke stort ved at leve....

Ida sa op i Lysene:

-Jo, sagde hun langt og stille.

Karl, der sad med Hnderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind mod
Armstagen:

-Ja, hvis man endda var Landmand.

-Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med

Hovedet.

-Jo Tak--Karl snftede paa Ordene--og hvordan....

Men pludselig slog han om, og mens han fik Hnderne op af Lommen og gned
dem, sagde han:

-Her er nu ligegodt meget hyggeligt.

Ida sad stadig med jnene ind i Lysene:

-Han var dog saadan et stille Menneske.

-Hvem?

-Forvalter Krog.

-Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det
bider.

Han rejste sig fra Sofaen for at strkke Benene og han sa sig rundt fra
Mbel til Mbel.

-Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt.

Ida fik Taarer i jnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i
hans Ord.

-Ja se, sagde hun.

Og hun aabnede Midtrummet og hun trak de gamle Skuffer ud, mens han
holdt Stagen og hun viste ham alting: hun viste ham Olivias Brn og
Lyngblomster fra Ferien og Faders gamle Regnskabsbger med en bleg
Skrift og saa mange Ting, mens de blev ved at huske og ved at tale.

-Nej, nej, sagde hun og tog hurtig en Bog fra ham; han havde stillet
Armstagen paa Klappen. Nej, nej, det er min Poesibog.

-Vor Herre hjlp os, sagde Karl.

Men Bogen vilde han se.

-Nej, sagde Ida og holdt paa den: det maa De ikke. Man skriver saa meget
dumt ind.

-Men De kan da sige mig, hvad for et Vers De holder mest af, sagde han.
Det var mest det, at hun blev saa knt rd i Kinderne, der morede ham.

-Ja ... jeg holder mest af det.

Og hun viste ham en Side, mens hun holdt med Hnderne om de andre Blade:
det var Solvejgs Sang. Karl stod ved Armstagen og lste det.

-Det er saadan et Damedigt, sagde han, men saa kom det lidt bldt i
Tonen:

-Hvorfor holder De mest af det?

-Jo ... for det er det knneste. Men, tilfjede hun, nu er det lnge
siden ... jeg skrev det af efter et Nodehefte.

Hun lagde Poesibogen ned og der faldt et lille Fotografi ud af den. Det
var Konferensraadens gamle "Hvide". Og de stod og lo ad den Gang, den
dansede midt paa Gaden i Horsens, fordi en Lirekasse spillede en Melodi,
som den gamle Cirkushest kendte; og Konferensraaden kunde ikke sidde
fast, og Lirekassen, den blev ved at spille, og Hesten, den blev ved at
danse, midt paa Gaden.

-Men det havde nu vret et dejligt Dyr, sagde Karl.

-Nu har "Smrstikkeren" set paa Stadsen, sagde han lidt efter og lagde
den Hvide vk.

-Vil de da kbe det? spurgte Ida.

-Det gr de s'gu nok, sagde Karl, der sa ind i Lysene.

-Naar de saa blot vilde holde det knt, sagde Ida og nikkede.

-Ja men nej, ja men nej ...

Hun greb om Karls Hnder. Han rodede i alt ... Det var Mo'rs Ringe og
Brocherne og Guldkden og Fa'rs Signet, og han rodede rundt i det
altsammen.

-Lysene, Lysene, sagde hun.

Stagen raslede paa Klappen, mens hun vilde holde paa hans Hnder.

-Det er s'gu Vrdigenstande, lo Karl.

-Og det er min Sparekassebog, sagde Ida glad; hun holdt den graagule Bog
i den venstre Haand og gav den et Slag med den hjre. Men pludselig blev
hun ganske bleg, og stille lagde hun Bogen ned--

Karl stod ogsaa lidt tavs.

-Maa jeg da aldrig takke Dem, Ida? sagde han saa ganske stille.

-Nej, sagde hun blot; det hrtes knap.

Et Nu havde Karl lagt begge sine Hnder ned om hendes Liv. Saa tog han
dem bort. Ida rrte sig ikke.

-Hys, hys....

De hrte Nogen paa Trappen.

-Det er Frken Petersen....

-Sluk, sluk....

Karl fik slukket Lysene.

-Brandt, Brandt, kaldte Frken Petersen og slog paa Dren.

Og Ida svarede henne ved sin Seng, fra Mrket:

-Ja, ja, jeg er vaagen.

De hrte hende gaa igen, fr Karl hviskede, i saadan en halvt
drengeagtig Tone:

-Men jeg kan da blive lidt endnu ... vi kan sidde foran Kakkelovnen.

Ida svarede ham ikke; men hun satte sig foran Kakkelovnsdren, som Karl
havde aabnet. De hrte ingen Lyd uden Lyden af Kullene, naar de sagte
smuldrede, mens Skret kom og veg hen over deres Ansigter.

-Saa stille her er, sagde Karl.

-Ja, sagde Ida: de er saa rolige idag.

De talte kun halvhjt og sad tyste igen. Karl betragtede Ilden.

-Men De er altfor taalmodig, Ida, sagde han og sa paa Glderne.

-Hvordan....

-Jo, De kunde godt forlange meget mer.

-Hvordan forlange mer....

De holdt Hovederne halvt fremstrakte, just paa samme Maade, og de
langsomme Ord kom i samme Tone.

-Jo, jeg mener, saadan af Livet, sagde Karl.

De tav paany og hrte kun Kullenes Fald.

-Eichbaum--nu maa De gaa.

-Ja, sagde Karl: om to Minutter. Egentlig elskede han jo aldrig at rejse
sig fra et Sted, hvor han sad.

-Vd De hva', Ida, sagde han og blev ved at se paa Kullene:

-Jeg er egentlig en Hjemmemand.

-Ja. Ordet kom saa ganske sagte.

Karl strakte sin Haand ud i Mrket og tog hendes.

-Tak for idag.

-Tak, hviskede hun.

Hun stod op og tndte Lysene. Hun var saa bleg, mens hun gjorde det, en
Bleghed, der ligesom lyste.

Karl fik Tjet paa og ganske lydlst aabnede hun Dren.

-Godnat, hviskede Karl og han sneg sig ud.

Bag Dren lyttede Ida efter hans Trin: nej, der kom ingen ... og nu var
han nede.

Hun laasede Dren igen. Det samme Smil blev ved at ligge over hendes
Ansigt, mens hun aabnede og lukkede og gemte alting. Men Lysene vilde
hun ikke slukke. De kunde brnde, de skulde brnde endnu--til efter The.

Saa gik hun ned.

... Karl var nede paa Gaden. Hans jne var ligesom underligt strre,
mens han gik og tyggede paa sin Cigar.

-Ja, hun er s'gu honnet, sagde han og nikkede hen for sig.

Han vidste knap selv, at han blev ved at gaa i den Stump Gade, hvor det
lyse Gavlvindu vendte hen.

... Fru Von Eichbaum, der sad over Sengeomhnget, rejste sig rask og
kaldte:

-Julius, Herren kom hjem.

Karl blev inde hos sig selv indtil Thetid. Efter The spurgte han, om de
ikke skulde spille et Parti Besique. De sad og spillede endnu--og der
var ikke saa lidt Cigarrg i Stuen--da Generalinden kom over for at sige
"Godnat".

-Gud, Du, sagde Fru von Eichbaum: Du stter Dig da og faar et Glas
Madeira.

-Tak, Du, sagde Generalinden og tog Plads: mon det er godt mod
Natten....

Julius kom ind med Madeira og franske Biskuits, og de nd det sammen
under Hjrnelampen.

Efter at Karl og Generalinden var gaaede, gik Fru von Eichbaum rundt og
aabnede Vinduerne: for natgammel Rg var ubehagelig.

... Da Ida nste Morgen kom hjem fra Tur, stod Karl paa Trappen op til
Kontoret. Ida havde nsten tnkt det. Hun gik de Par Trin op og tog en
Rose ud af sit Kaabeknaphul:

-De skulde have haft den igaar, sagde hun.

       *       *       *       *       *

Fru von Eichbaum og Generalinden kastede et sidste Blik paa den
Lindholmske Lejlighed. Familien Mourier skulde ankomme med
Formiddagstoget.

Sstrene gik gennem Vrelserne og var tilfredse.

-Og, kre, sagde Fru von Eichbaum, godt er det, at vi har gemt lidt hen
af det Overfldige.

Det "Overfldige" var visse ret tvivlsomme Silketpper af den Slags, som
"draperede" hos Lindholms og som Fru von Eichbaum afskyede: Gud, Du, man
anvender det kun for at skjule en Plet, sagde hun til Ssteren: Og saa
bare hnger det og samler gammelt Stv.

Generalinden nikkede:

-Desuden, sagde hun: at ha'e alt det i et Hus med den syge Mary.

Fru von Eichbaum gik ind i den nste Stue, fr hun sagde:

-Dampet er her.

-Og, tilfjede hun: saa taler vi forresten naturligvis ikke om det. Fru
von Eichbaum tnkte stadig paa det med Mary.

-Gud, Mille, sagde Generalinden: man vd dog, hvad en Indbildning gr.
Og i vore Dage, hvor Folk vil vre sy'e....

Bag Kabinettet laa Kates Vrelse. Det var tomt. Frken Kate vilde have
sine egne Mbler med. Fru von Eichbaum stod paa Drtrskelen og
betragtede de ngne Vgge.

-Ja, sagde hun: det maa jo Kate selv vide at indrette.

Julius kom og meldte, at Drosken var der.

-Tak, Julius. Og saa dkker Ane vel Thebordet, med bldkogte g.

Sstrene gik ned i Porten og steg op i Drosken, hvor Julius sad paa
Bukken i Silkehat med Roset og privat Vinterfrakke.

Da Toget kom ind foran Perronen, stak der et ret fyldigt og blondt
Ansigt ud af en frste Klasses Kup. Det var Frken Kate.

-Der er de, sagde hun. Hun havde set de to Sstre, der viftede med
Lommetrklder, akkurat i Hjde med deres Ansigter.

Fru Mourier og Frken Kate kom ud af Kupen og der blev trykket Hnder
og de tre Ungdomsveninder kyssedes, mens de alle tre havde Taarer i
jnene.

-Kre Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: at vi nu har Dig her.

Hendes Stemme rent sklvede. Fru von Eichbaum blev altid saa let
bevget, naar hun igen mdte "dem fra hendes Ungdom".

-Og roligt Vejr har I haft over Blterne, sagde hun.

-Dejligt, Du, dejligt ... Jeg sad paa Dkket med min Kaffe, mens Kate
fodrede Maagerne.

Fru Mourier, der gjorde Indtryk af at vre ligesaa bred som begge
Sstrene tilsammen, havde en lidt kraftigere Diktion, paavirket af jyske
Herregaarde.

Julius tmte Rejsetjet ud paa Perronen, tilsidst en stor Flettekurv med
en vldig Hank.

-Sde Brn, sagde Fru Mourier: det er til Jer fra Mourier. Han fulgte os
til Frederits ... hans Orchider er hans Stolthed.

-Saa ta'er De det, Julius, sagde Fru von Eichbaum.

Men hvor er Kate?

-Aa, hun henter Hundene, sagde Fru Mourier.

-Hundene, sagde Fru von Eichbaum: Gud, Mine, har I de Dyr med? Fru von
Eichbaum havde en nervs Forskrkkelse for alle Hunde.

-Kre, ellers havde jeg aldrig faaet Kate til at rejse.

Generalinden sa nu Kate, der kom dragende med to jublende Mynder i en
Dobbeltlnke.

-Naa, sagde Kate, der var i en sort Rejsedragt, som lignede en
Ridekjole, og med en Mngde Slvringe op ad Armen: hils saa paa
Tanterne.

De to Mynder begyndte paa Opfordringen at springe op og ned ad
Generalinden og Fru von Eichbaum, der vrgede for sig med Hnderne:

-Kre Kate, de er jo lidt voldsomme.

De kom alle ud paa Banegaardspladsen og Fru Mourier og Sstrene gik op i
Drosken, mens Frkenen blev staaende udenfor.

-Saa krer jeg med Viktoria og Hundene, sagde hun.

Viktoria, en Dame i graa Spadseredragt, som stod ved Siden af Vognen,
var "Jomfruen".

Generalinden nikkede med et "Goddag, Jomfru", og Fru von Eichbaum sagde:

-Dyrene bringer da Julius.

Men Frken Kate var allerede henne ved en anden Vogn, hvor hun kom op
med Viktoria ved sin Side og begge Hundene paa Bagsdet.

Fru von Eichbaum sa lidt nervs paa Installeringen og sagde:

-Gud, Vilhelmine, hvad Besvr I vil ha' af de Dyr her i en Bylejlighed.

-Men, sagde Generalinden, det er et Par dejlige Dyr.

De to Drosker rullede afsted, Kates bagest. Hun sad og sa frem imod det
forreste Kretj med Julius' lige Ryg paa Bukken.

-Saa, sagde hun, nu er vi i 'et.

Da de var komne op i Lejligheden, gik de om i Vrelserne, mens Sstrene
forklarede og viste. Fru Mourier sagde: Her er jo rigtig rart, og satte
sig straks ned i Sofaen med Generalinden; medens Kate, der frst fra
Spisestuetrskelen havde taget et Overblik, blev ved at gaa omkring med
Fru von Eichbaum.

-Her er akkurat Plads til min Servante, sagde hun, da de stod i hendes
egen Stue. Og hvor skal Viktoria ligge?

-Til Jomfruen, sagde Fru von Eichbaum, er der et Kvistvrelse.

Kate trak Armene og Skuldrene op, saa alle Slvringene raslede: Naa, ja
ja, det kan vi jo altid ordne.

Fru von Eichbaum, der holdt sig lidt rankt, vendte sig til Jomfruen og
sagde:

-Vil Jomfru Thora saa forelbig lgge Tjet herind.

Fru von Eichbaum havde, uvist af hvilken Grund, under Kreturen
besluttet at benvne Jomfru Viktoria Thora.

Inde i Dagligstuesofaen var Generalinden og Fru Mourier allerede dybt
inde i alle Vinterplaner, og man hrte Generalinden, ligesom
afsluttende, sige:

-Og Vilhelmine, saa har vi om Sndagene Petri.

Julius meldte, at Theen var paa Bordet, og de rejste sig for at gaa ind,
men Kate maatte virkelig frst vaskes. Hvor er der et Badevrelse? sagde
hun. Hun havde en vis selvflgelig Maade at sprge paa. Men der var ikke
noget Badevrelse.

-I det hele taget, Kate, sagde Fru von Eichbaum: det er jo et Lejehus,
men man har da sine Gummibadekar....

Kate forsvandt med Viktoria ind i Moderens Sovekammer, mens de andre gik
til Bords og Hundene lidt efter begyndte at hyle og skrabe paa
Sovekammerdren, til Kate lukkede dem ind. Ja, sagde Fru v. Eichbaum
inde ved Bordet: det vil jo i Lngden, Vilhelmine, blive lidt generende
for Lindholms ferniserede Dre....

De tre Damer talte om Aline Feddersen. Generalinden troede nok, at hun
havde vret i Gnve....

-Og hun var der vist endnu....

-Ja, Du, sagde Fru von Eichbaum: det er jo no'et, vi med den bedste
Villie ikke forstaar.

Fru Mourier, der var frdig med det andet g, sagde:

-Ja--men Feddersen har nu heller aldrig vret andet end en
Familieforsrger....

-Andet? kre Mine....

-Ja, og Mourier har Ret: det er nu en Gang ikke nok bare med disse
daglige gtemands-Rationer.

Der blev en ganske lille Pause, til Fru von Eichbaum sagde--der var
ingen, der kunde sige, om Sstrene egentlig havde forstaaet--:

-Jo, Du, men hvor tror Du, man trffer mange som Mourier?

Da Kate kom ind og satte sig, talte Fru Mourier om "Ludvigsbakke". De
havde jo set paa den og Mourier mente, at Prisen var passelig.

-Og hvad si'er Du, Kate, sagde Generalinden.

Kate, der puttede Franskbrd i Munden paa Mynderne, mente, der kunde jo
blive ganske udholdeligt, naar der blev bygget om, og Fru Mourier
spurgte efter Karl.

-Gud Du, sagde Fru von Eichbaum: han passer sit Kontor.

Og Generalinden tillagde:

-Han gaar til og fra som et Uhr.

Men Kate, der var frdig med at fodre Hundene, spurgte og var for frste
Gang interesseret:

-Hvor rider man her i Byen?

... Efter Frokosten gik Sstrene de Par Huse hjem. De talte ikke meget,
fr de kom op i Fru von Eichbaums Entr og tog Tjet af.

-Kre Lotte, sagde Fru von Eichbaum: lad dem nu frst komme i Orden.

-Det er da saa rimeligt, Generalinden glattede ligesom noget ud med
Haanden: Den frste Dag--det bli'er jo altid let lidt stjende.

Sstrene gik ind og satte sig, og Fru von Eichbaum, der alligevel
ligesom pustede ud her i sin egen gode Sofa, sagde:

-Og Klderne, Du, det er jo kun, at man gaar lidt med dem, naar de skal
i Butikker....

Generalinden nikkede, og Fru von Eichbaum sa et jeblik frem for sig,
fr hun sagde:

-Nu er hun jo kldt som en ung Kone.

-Hundene, Du, sagde Generalinden, var jo nsten som et helt lille
Optog....

Og som om det havde synderligt at gre med de to Mynder, sagde
Generalinden efter en lille Pause:

-Men Du, det bli'er ikke let for en Mand....

Fru von Eichbaum, der overtnkte Detaillerne, sagde, inde i sin
Tankerkke:

-Og Jomfruen, der var lidt Nervsitet i Fru von Eichbaums Rst: hende
skal Ane jo nok vise tilrette ... Og saa er det vel bedst at la'e dem
ha'e deres Ro idag.

-Kre, sagde Generalinden, der rejste sig: at de kan sunde sig og
saadanne....

I Dren spurgte hun: Drikker Du iaften Theen ovre?

-Tak, Du, sagde Fru von Eichbaum: jeg har iaften den lille Brandt, Du
vd ... hun har nok kun fri om Tirsdagen.

-Aa, henner ... Ja, saa Farvel, Mille.

Generalinden skulde lige til at gaa, da det ringede. Det var Portneren i
Lindholms Sted, der bragte Kurven med Orchiderne. I Bunden var der blaa
Druer.

-Mille, sagde Generalinden: vd Du, det er, som man ser dem i
Vinbjergene. Jeg tror, de kan holde sig til Sndag, Du--og jeg havde
alligevel tnkt at ta'e Schleppegrells osse, nu, hvor vi havde faaet de
fire nder fra Vall.

Fru von Eichbaum ordnede Orchiderne i to Glasskaale. Da hun var frdig,
stod hun og betragtede dem.

-Ja, sagde hun: smukt er det ... men jeg finder jo, at de Blomster er
ngstende.

-De har dem jo nu, sagde Generalinden, rundt om paa Herregaardene.

Hun gik med sin Halvpart af baade Blomster og Druer.

... Karl stod om Aftenen og ventede paa Ida udenfor Hospitalets Port,
mens den blde Sne faldt ned over hans knne Frakke.

-Hvor De er kold om Hnderne, sagde han, da hun kom.

De gik ved Siden af hinanden, mens han snakkede paa sin halvdrvende
Manr og Ida kun svarede lidt, ligesom hun var aandsfravrende.

-Jeg tror s'gu, De er bange, sagde Karl og lo. Men jeg kan forresten
godt forstaa'et ... Og han stak sin Arm ind under Idas, ligesom de
skulde staa Last og Brast.

Da de kom ind oppe i Mellembygningen, rejste Fru von Eichbaum sig fra
Sofaen og tog imod Ida paa Drtrskelen i Kabinettet:

-Det var da pnt, De vilde komme.

De satte sig alle tre og Fru von Eichbaum konverserede; hun talte om
Hospitalet, med meget udprgede A'er, og sagde: den hele Virksomhed er
jo en Velsignelse, medens Karl sad med en Rv i jnene og skottede til
Ida, der efterhaanden blev ligesom mindre og mindre i sit Sofahjrne.

-Og det er jo saa betryggende at vide, at det er unge Piger fra gode
Hjem. Nu, Karl, har jo osse Adelaide begyndt at lre paa Frederiks.

Adelaide var en Oberstdatter af Bekendtskabet.

-Naa, sagde Karl: det var vist ogsaa det klogeste, hun kunde gre.

-Gud, Karl, sagde Fru von Eichbaum: jeg finder det jo kun umaadelig
respektabelt.

Der blev en lille Pause. Men saa tnkte Karl, at nu maatte der lgges
ud, og han begyndte at fortlle en Historie fra Kontoret (det er s'gu et
utroligt Menageri, sagde han) om en gal Fader, der vilde indlgge en
klog Sn. Faderen kom krende med Sokker udenpaa Stvlerne og vilde ha'
Snnen i Pavillonen.

-Snnen var i Laksko, forklarede Karl, der blev ved med sin Historie,
mens Fru von Eichbaum lo og Ida sad og smilede: aa, hun var ham saa
taknemmelig, saa taknemmelig, at han talte. Og Karl blev ved at fortlle
Historier (han kunde formelig se, hvordan Ida blev strre i Sdet) til
de tilsidst lo alle tre hjt og muntert. Fru von Eichbaum var altid saa
glad, naar Karl talte: "Og han har saa megen Humor", sagde hun altid til
Ssteren. Nu sagde hun:

-Men egentlig, Karl, er det ikke no'et at le af--

Ida spurgte om Filrarbejdet til Sengeomhnget:

-Om det var vanskeligt at lre.

Fru von Eichbaum viste hende det og forklarede:

-De kan jo prve, sagde hun.

Og hun blev ved at undervise Ida, der frte de smaa Pinde, medens Karl
spurgte:

-Tillader Mo'r, jeg ryger? og med Cigaretten mellem Fingrene sad han og
saa paa Idas bjede Hoved ved Siden af Moderens.

Ida blev ved at filere, og man hrte de smaa Pinde falde rask og
raslende mod hverandre, mens Fru von Eichbaum saa til og Karl sagde:

-Det gaar jo som Kp i et Hjul. Og Fru von Eichbaum lagde til i et
venligt Tonefald:

-Ja, Ungdommen har adrtte Fingre.

Julius kom allerede og meldte Thetid, da Karl sagde, for han kunde ja
gu' heller ikke blive ved at snakke hele Tiden:

-Tante Charlotte kunde komme herover til Whist, Mo'r.

-Ja, det har Du Ret i, vi er jo et helt Parti. Jeg kan sprge hende fr
The.

Da Fru von Eichbaum var gaaet, rejste Karl sig fra sin Stol og gik hen
til Idas Sofahjrne:

-Naa, hvad saa, sagde han og smilte ned imod hende.

-Naa--

Ida sa op i hans Ansigt og smilte, hun ogsaa:

-De er saa god, sagde hun. De havde halvhvisket begge to som Brn bag en
Lrers Ryg.

-Ja, det vil jeg nok si'e, sagde Karl og lo.

Inde i Spisestuen fik han Klaveret op og begyndte at spille paa en Vals,
saa Strengene fg.--

Fru von Eichbaum var ovre hos Ssteren. Hun indbd til Whisten og sagde:

-Kre Du, det er virkelig en nydelig Pige--velopdragen og nydelig....

Det gldede jo kun Generalinden.

-Og egentlig har hun jo osse altid hrt til Kredsen.

Fru von Eichbaum gik over, og da hun sa Karl ved Klaveret, sagde hun:

-Karl, det var da ret. Det er saamn lnge siden, Du har spillet.

-Ja, sagde Karl: det er saamn godt for Naboerne.

Men spille blev han ved med.

Det var ligesom Valsen blev i Luften, mens de spiste, og Ida rejste sig
og bad, om hun maatte sknke Fru von Eichbaums anden Kop The, og Julius
maatte lade Brdbakken fylde igen, fordi Karl havde saa vldig en
Appetit.

-Tak, sagde Fru von Eichbaum, der fik sin The: ja, for mig er der jo
intet Maaltid som min go'e The.

De blev ved at tale, til Fru von Eichbaum sagde:

-De vd vel, at Grosserer Mouriers tnker strkt paa at kbe gamle
"Ludvigsbakke"--rigtig vore gode Venner....

-Jo. Hr. von Eichbaum havde fortalt det.

-Men, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate synes jo ikke om
Hovedbygningen.

-Aa, sagde Ida, jeg synes nu, der var saa dejligt.

-Hm, mumlede Karl, der stadig spiste: hun vil vel ha'e et Par
Smrstikkere til Vaaben over Dren.

Fru von Eichbaum vidste ikke selv, hvorfor hun ikke viste Karl tilrette;
men hun sagde kun:

-Ja, Fordringerne er jo forskellige.

Generalinden kom, mens de sad ved Thebordet endnu.

-Men lad Jer ikke forstyrre....

-Ja, sagde hun til Ida, man har allerede hrt saa meget godt om Dem.

Da de havde rejst sig, hjalp Ida Karl med at slaa Spillebordet ud.

-Nej, nej, ikke saadan, sagde Karl og slog hende over Hnderne.

-Vil Julius bringe Stagerne, sagde Fru von Eichbaum.

-Men jeg spiller saa daarligt, sagde Ida, da de satte sig. Hun fik Karl
til Makker.

-Karl, sagde Generalinden, der var i Forhaanden og gav Kort: naar man
spiller, saa tales der ikke.

Sstrene spillede langsomt og med kloge Blik over Kortene. Man fik det
Indtryk, at de spillede Skak. Ida, der sad og bed sig i Lben, blev rd
i Hovedet for hver Gang, hun lagde et Kort paa Bordet, mens Karl
uafladelig pludrede med Tanten.

-Karl, sagde Fru von Eichbaum: naar man spiller, saa spiller man.

Karl blev tavs og sad og sa over paa Ida, der blev sikrere og sad og
tog sine gode Kort frem til Stik med smaa ivrige Ryk ligesom et Barn.

-Det er Dig, Emilie, sagde Generalinden.

Fru von Eichbaum svarede kun ved at nikke; det var som begge Sstrene
fik Antydning af Dobbelthager, mens de spillede.

-Det blev vores, sagde Ida og pustede uvilkaarligt ud, men hendes jne
lyste.

-Frken Ida ser ud, som slap hun ud af et Dampbad, sagde Karl.

-Frken Brandt spiller bedre end Du, sagde Fru von Eichbaum.

-Ja-a. Naa, til Lykke, sagde han og stak, mens han plirrede med jnene,
sin Haand med en oprakt Tommelfinger over mod Ida, som stdte sin Tommel
imod hans: Til Lykke, sagde hun, og de lo begge to.

Fru von Eichbaum og Generalinden talte om Spillet og bredte Stikkene ud
over Bordet.

-Men jeg, Du, sagde Fru von Eichbaum: som sidder dr med min eneste
_-tout_.

De spillede videre, og ogsaa Karl blev ivrig, mens Ida og han blev ved
at vinde.

-Men Ida spiller skam en fin Whist, sagde han og glemte at sige Frken.

-Ja, sagde Generalinden: dette er rigtig et hyggeligt Parti.

Julius kom ind med Druerne og Madeiraen, som de nd mellem to Rubberter,
mens de talte om gamle Dage, om "Ludvigsbakke" og om gamle Brandt: Han
var en fortrffelig Mand, sagde Fru von Eichbaum.

Karl lftede sit Glas.

-Ja, sagde han: byder vi saa Frken Brandt Velkommen....

-Det maa vi, sagde Fru von Eichbaum: det var rigtig rart at se Dem.

De drak alle fire og saa skulde de skifte Plads, da Karl, der var saa
kaad og glad, begyndte at snuse op og ned ad Ryggen paa Tanten.

-Naar er Tante begyndt at bruge Patchouli?

-Ja, sagde Generalinden, der ogsaa begyndte at lugte urolig til sine
egne rmer: jeg begriber ikke, Du, men der hnger no'et ved mig den hele
Dag....

-Kre, sagde Fru von Eichbaum, ogsaa ved mig. Det maa vre fra Kate. Jeg
mrkede det jo straks, Du, paa Perronen i den frie Luft--og jeg, som har
en Rdsel for alt, hvad der er gennemtrngende:

Karl, der satte sig sagde:

-Det er Ess-Bouquet. Det er en Herre-Parfume, men det er forresten meget
behageligt.

-Gud, Karl, sagde Generalinden: det mener Du vel aldrig ... en Herre i
det mindste lugter da kun af sit rene Linned.

-Ida giver, sagde Fru von Eichbaum. Det var frste Gang, hun kaldte
hende ved Fornavn.

De spillede igen. Karl blev helt ivrig og tavs med Fru von Eichbaum til
Makker.

-Det er Dem, Frken Brandt, sagde han.

Ida sad og tnkte paa, hvor Karl alligevel lignede sin Moder. Det var
dog det samme Ansigt.

Da de to Rubberter var ude, rejste de sig fra Spillebordet og Karl og
Ida sad henne i Hjrnesofaen, hvor Ida sa i et Stereoskop.

-Naa, sagde Karl og tog et Nu hendes Haand, der laa paa Sofaen: De er jo
en fin Spiller.

-Her har vret saa dejligt, sagde Ida sagte.

-Ja, sagde Karl trevent: iaften har vi haft'et rart.

De blev siddende ved Siden af hinanden, uden at tale meget, mens Lampen
over dem kogte sagte, og Ida, i Stereoskopet, sa paa Schweiz' sknne og
skummende Vandfald.

Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Sofaen.

-Aa, Du, sagde Generalinden: det gr godt at sidde. Det har vret en
bevget Dag.

Fru von Eichbaum nikkede, og, mens de to Sstre tnkte paa de samme
Ting, sagde hun efter en lille Stilhed:

-Gud, Du, da jeg sa Hundene, blev jeg jo ungtelig forfrdet....

De to Sstre sad lidt tavse, mens Fru von Eichbaum sa venligt over mod
de to Unge:

-Rigtig et Par Kammerater, sagde hun og nikkede smilende derover.

Ida flyttede hen til Bordet, hvor Sstrene sad.

Lidt efter, mens Karl hjalp Ida Tjet paa ude i Gangen, lukkede han
Dren op til sin egen Stue.

-Her bor jeg, sagde han og gik et Par Skridt derind; Lampen stod og
brndte.

-Her er ogsaa et Par af Hestene, sagde han og gik endnu nogle Skridt,
mens Ida fulgte.

-Ja, sagde hun.

Og begge tav, mens de blev staaende, kun et lille Nu, foran de to
Billeder, som vist ingen af dem sa, indtil Karl sagde:

-Ja, saa kom vi afsted.

Og han lukkede Dren bag dem.

Sstrene var blevet staaende i den halvmrke Spisestue. Fru von Eichbaum
havde usdvanlig mange Ord for at rose Ida og hele den Brandtske
Familie.

-Ja, sagde Generalinden: hun er rigtig sd og taknemmelig.

-Kre Charlotte, sagde Fru von Eichbaum, der havde vret noget i
Generalindens Tone, som Fru von Eichbaum ved sit Tonefald nsten
irettesatte: Hun kommer jo fra et udmrket Hjem. Hendes Fader var
Konferensraadens hjre Haand og saa godt som en Ligestillet.

Generalinden stod lidt og sagde saa:

-Ja, rigtig sd og fordringsls er hun trods det, at hun er saa
velhavende.

Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt,
efter at Karl og Ida var gaaet; og pludselig sagde Ssteren:

-Tror Du, Emilie, jeg skulde lgge mine Druer i Savspaaner?

Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon
det ikke ta'r noget af Smagen?

Generalinden tnkte ogsaa det. Hun vilde kun, forsigtigt, lgge hver
Klase i lidt Silkepapir.

       *       *       *       *       *

Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida.

-Aa, jeg var saa bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme
som en Fugl med Vingerne.

-Ja, det kunde man se ... Karl stak sin Arm ind under hendes, men Ida
sagde rask, som vilde hun undskylde sig:

-Ja, for jeg kendte hende jo kun fra Ludvigsbakke, naar hun sad verst
ved Bordet og naar hun gik Tur--forbi Fadebursvinduet.

-Jo, sagde Karl og lo, jeg kender Moderen, naar hun er i Overtjet.

-Og i den store Kniplingshat, sagde Ida.

-Den har hun endnu.

Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le--nu,
herude, under Himlen.

-Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida.

De kom ind i Grnningen, og Sneen, der var ophrt at falde, laa mellem
de stille Trer som et bldt Tppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede
de igennem en Skov.

-Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme ld saa
bldt.

-Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, fr han sagde
langsomt og ligesom grundende:

-Men det er nu skidt alligevel.

-Hvordan?

-Det Hele.

-Nej, sagde Ida hjere og dog ikke hjt, og hun rystede paa sit Hoved.

De gik igen, mens der var lige stille.

-Se, sagde Ida og smilede: Vi er de frste, der gaar paa Sneen.

-Ja, svarede Karl.

Og de sa begge ned paa det blde Hvide, hvor deres Fdder satte Mrker
ved Siden af hinanden.

-Det er saa knt, sagde Ida og blev ved at smile. Men da de kom til det
smalle Hjrne ved Sporvejen, lsnede hun sin Arm fra hans og gik i
Forvejen--hun nsten lb. Karl gik bagved og sa efter hendes fine,
slanke Ryg. Saa suste der en Snebold lige mod hendes Nakke:

-Tag den.

-Karl, raabte hun. Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved
ret og en til ved Kinden, indtil hun vgrede sig: Vrsgo', sagde hun og
hun dngede ham med Sne, ls Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra,
foran, bagfra og ned ad hans Frakke over Skuldrene.

-Nej, vi gr Kvalm i Gaden.

Hun rystede sig lige med t og holdt op: der stod en Betjent midt i den
hvide All, rank og ret op og ned. Men Karl han blev ved, overstadig, og
omme bag Hjrnet galede han som en Hane:

-Saa tror de deroppe, den er fem, sagde han og lo op til de borgerlige
Huses Ruder. Pludseligt satte han i Trav, stampende med Fdderne, med
Ida ved Siden, der trampede som han, som maatte de rre sig, mens Karl
fljtede.

-Paa Mandag er det Frken Helgesens Fdselsdag, sagde Ida.

-Skal der vre Gilde? spurgte Karl; de blev ved at trampe.

-Ja, vi laver Budding i Kkkenet.

-Hva' for en Budding?

Ida lo; det skulde vre Rombudding, sagde hun og hun stampede.

-Kan Mandfolk sneje sig med?

-Hvis De gik med Qvam, sagde Ida.

Karl nikkede, mens de stadig stampede videre, der ved Siden af hinanden,
og Karl sagde:

-Han gaar med Jgersk Undertj.

Ida lo: Hvor vd De det?

-Det har jeg set.

-Nu er vi hjemme, sagde Ida. De var ved Porten.

-Men jeg flger Dem til Plankevrket, sagde Karl.

Og de gik, adstadigt, ind forbi Vagten, frem i den store og tavse Gaard,
hvor Gangene halvt oplyste laa som i et halvvaagent Blund.

-Hr vore Skridt, sagde Ida sagte: her er Ekko i Gaarden.

-Ja, sagde Karl.

De gik forbi Lgernes Gang.

-Hys, hvad er det? hun greb Karl om hans Arm; men saa lo hun, stille,
mens hun blev ved at lytte. Oppe i Lgegangen ld der Latter og Trin:
Det er Kandidaterne, hviskede hun. Der ld et Rabalder, mens alle
derinde raabte og lo, og Karl sprang op ad den lille Trappe og smkkede
Dren op:

-Hvad er dette? raabte han med en skarp Stemme.

-Overlgen, var der En, som skreg. Det var Qvam; og Drene slog op og
slog i, medens Karl begyndte at le, saa det klang i Gaarden. Ida lo med
og Lgerne inde i Mrket, alle lo de--til de pludselig alle blev stille.

-Vagten, sagde Ida og gav sig til at gaa.

Natvagten kom frem imod dem, langsomt med sin store Lygte.

-Godaften, sagde han.

-Godaften.

-Det var gamle Jensen, hviskede Ida halvt forskrkket, og Karl havde
taget hendes Arm.

De bjede ind i Mellemporten, hvor der var ganske mrkt.

-Her spger det, hviskede Ida.

-Hvad vil det sige?

-Jo, her gaar de igennem, som skal d....

-Hvem har set det?

-Vagterne, sagde Ida.

Og lidt efter:

-For her er jo Vejen til Kapellet.

-Er De bange for det? sagde Karl.

-Nej, ikke nu, hviskede Ida og nikkede.

De kom forbi Vaskelngen hen til Lygten over Pavillonens Laage. Derinde
laa Huset, lukket og tavst. Rundtom dkkede Sneen alle Havernes Trer.
Ida blev staaende med sin Arm i Karls:

-Hvor er her knt, sagde hun.

Hun sa rundt paa det altsammen:

-Hvis det nu blev stjerneklar!, sagde hun....

-Godnat.

Karl hrte Dren aabnes og lukkes.

       *       *       *       *       *

Det var et Par Dage efter. Ida kom om Aftenen ind paa Kontoret med en
Meldeseddel. Det var sent, og Karl havde allerede Tjet paa og vilde,
ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken.

-Hvor det er lnge siden, jeg har set Dem, sagde Karl.

-Ja.

-Hvorfor?

-Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun
nsten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bjede Hovedet frem
under Lampen.

Karl tog den og berrte hendes Haand.

-Ida, sagde han blot; han havde bjet sig ned og kysset hendes lysende
Hals.

-Ida.

Uden Ord havde hun lsnet sine Hnder fra ham. Langsomt og forsigtigt,
nsten som turde hun ikke trde, gik hun frem over den halvdunkle Gaard.
Der var saa stille i hendes Hjerte....

Frken Kjr stod i Dren til Spisestuen, hvor Damernes Stemmer ld hjt
og imellem hinanden, og hun lagde sin Arm ned om Idas Liv, da hun kom.
Men Ida skd den langsomt bort med Haanden.

-Naada, sagde Frken Kjr, mens Ida satte sig ved Dren: Maa man ikke
lnger rre ved Jomfruen?

Langs Bordet var alle Damer i snakkende Bevgelse. Frken Kaas, Frken
Boserup og Frken Roed havde flyttet deres Stole ud paa Gulvet og talte
ivrigt og hjt om den nye Forening, Frken Boserup vilde danne, en
Forening af Plejerskerne baade paa Frederiks og paa Kommunen: En Liste
var der sendt ud og et Mde skulde der sammenkaldes.

-Forelsningsstuen vil han vel ikke ngte os, sagde Frken Kaas. "Han"
var Professoren og Ordet kom som med en hidsig Streg under, mens Frken
Boserup begyndte at slaa ud med Hnderne mod Frken Krohn fra den gode
Gang og sagde, at der maatte vel endelig, selv om vi ogsaa er Kvinder
(det var en Talemaade hos Frken Boserup), kunne opdrives saa megen
Standsinteresse, at man en Gang kunde faa Rettigheder....

De tre blev ved at tale meget hjt, medens Frken Helgesen sagde fra sin
befstede Plads bag Maskinen:

-Det maatte vel i hvert Fald ske efter Samraad med Lgerne.

Frken Kaas, der forarget skd Brystet frem i sit Bluseliv, men lod som
hun ikke hrte det, sagde:

-Jeg er gerne Sekretr, hvis det da er Meningen, at vi skal vre
uafhngige. Frken Kaas var saa at sige ustandselig Sekretr, saa for
Indsamlinger og saa for Adresser.

Frken Roed talte om, at hvad der maatte virkes for--men jeg mener
rigtignok, som Frken Helgesen, i Samraad med Lgerne--var Forkortelse
af Vagten og dernst Understttelse til Ferieophold....

-Frst skulde vi faa forbedret Kosten, sagde Frken verud paa sit
Fyenske.

Men Frken Friis, der sad med opskudte Skuldre, tilbagelnet i sin Stol,
sagde til Frken Roed:

-Nej, Tak for mig. Saa skulde man ovenikbet vre sammen med sine
Kolleger--ogsaa udenfor Tjenesten.

Ida havde ikke talt. Det var, som sad hun, i Skret af Flammerne, ene,
midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed.

Saa sagde Frken Kaas pludselig:

-Men hvad siger Brandt?

-Jeg hrer, sagde Ida, bestandig med det samme Udtryk i sit Ansigt.

Men Frken Boserup sagde:

-Frken Brandt interesserer det vel ikke. Hun har jo "Bogen" ... Og hun
slog den hjre Haand ned mod sin flade Venstre....

-Ja, den kender Boserup, sagde Frken Friis til Krohn.

Frken Kjr, der fandt, at Boserup havde vret uforskammet, gik igen
over til Ida og frte Haanden hen over hendes Haar:

-Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet.

Ida havde vist slet intet hrt. Hun sa kun et jeblik, smilende, op i
Kjrs Ansigt.

-Har De set deres Skygger, hviskede hun, mens hendes jne lo: hvor de
ser sre ud.

Paa Vggen bag de ophidsede Damer fld deres hidsige og store Skygger
sprllemandsmssigt ud og ind.

Og de lo begge to, med en forskellig Latter; Ida saa ganske stille, saa
langt borte fra som fra en fjern Verden....

Indtil Frken Kaas kom derover og talte til hende om Foreningen igen:
det gjaldt dog virkelig for Standen om at virke for en vis Uafhngighed.

Men Ida blev ved at le, saa ganske sagte.

Frken Friis var ogsaa kommen derhen og spurgte i Forbigaaende Frken
Kjr, hvad hun skulde vre i til Frken Helgesens Fdselsdag.

Ida sa pludselig op, og et stort Smil gik hen over hendes Ansigt:

-Jeg skal vre i Gult, sagde hun.

Det kom paa n Gang saa lyst og saa hjt, at Frken Kaas holdt inde.

Hun havde netop gentaget, at det var som Stand, man maatte gre sig
gldende.

Ida gik op.

Patienterne var komne til Ro, kun Doktoren paa "A" sad oppe i sin Karm
foran det aabnede Vindu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og sa
derind, da Nglerne ld. Det var Qvam, og han satte sig hen paa sin
vanlige Plads paa Bordet.

-Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevgelse hen imod "A".

Ida rystede paa sit Hoved:

-Nej, jeg tror det ikke, sagde hun.

-Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham
til Skt. Hans....

-Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme,
der ligesom var fra andre Sjlens Egne end Ordene, som hun sagde:
hvorfor er han her da egentlig?

-Ja, sagde Qvam, og han frte det ene Ben dovent mod det andet: han er
jo Statistiker....

-Ja?....

-Og saa har han forset sig paa det Uundgaaelige--paa det Uundgaaeliges
Lov, som "de store Nordmnd" vilde sige (Qvam talte i en Tone, som
gjorde han let Nar af sine egne Ord). Han vil, ser De, udregne det Hele
... at naar, for Eksempel, faktisk hvert Aar omtrentlig det samme Antal
korresponderende Vsener stter et Syvtal for et Nital i Adresserne paa
Konvolutterne, ganske ligesom i hvert Femaar det samme Antal drukner ved
at trave ud paa for tynd Is ... saa er det fordi de maa gre det,
ligesom de, der hnger sig, maa hnge sig og ikke en Gang kan faa Lov at
skyde sig, naar de vil tage Livet af sig....

Qvam tav lidt:

-Og det vilde jo vre lige drjt nok, sagde han, om man ikke en Gang
havde Lov til at vlge Vaabenet.

-Men er det ikke sandt? sagde Ida.

-Ja, det er Sprgsmaalet, sagde Qvam.

Og lidt efter tilfjede han, idet han forandrede Stilling:

-Det var jo ogsaa rart nok, om man vidste, hvilken Rubrik man var kommen
til Verden for at hjlpe at udfylde.

-Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme ld nsten, som flte hun en
eller anden hemmelig Glde.

Qvam sa paa hende.

-Nej, saagu, sagde han saa og satte Benene ned paa Gulvet; det kan jo
egentlig ogsaa vre det samme.

-Naa, brd han op; jeg skal ind med Sprjten. Han purrede op i
Nakkehaaret med venstre Haand. Det er s'gu alligevel det, jeg helst
giver de Patienter.

-Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida.

Og lidt efter lagde hun til, for Tankerne kom og gik saa lysende og saa
hastigt i hendes Hjerne, som ellers var saa langsom:

-Doktor, egentlig burde alle Mennesker vre lykkelige.

Qvam aabnede Dren til Kvinderne, og et Par Skrig slog ud imod dem:

-Saa, nu aabner vi Buret, sagde han.

Men Ida hrte ham ikke.

Herren paa "A" havde skudt sin Dr op, og, rank, stod han paa Trskelen:

-Nu kommer jeg, Hr. Doktor, sagde Ida. Hun skulde lukke Skodderne.

-Tak.

Dr. Qvam gik hen ad Kvindernes Gang.

-Hun ser s'gu ud som Frithjof, naar han hrer Musik, sagde han til sig
selv. Han tnkte paa Ida. Frithjof var en Wagner-elsker blandt hans
Venner.

       *       *       *       *       *

Det var Lrdag Eftermiddag.

Frken Krohn fra Kvinderne, der var fritagen fra Tjeneste paa Grund af
Forklelse, sad ovenpaa paa Mandssiden, for Ida var i Kkkenet: hun var
den bedste til Madlavning.

I Klderkkkenet var der Ild og Varme. Josefine var ifrd med
Wienerkransene og smurte ggehvide over dem med en Fjer, mens Ida
piskede Blommerne til Buddingen, saa hun pustede.

Josefine talte om sin Bedstemoder i Holbk: der havde de hver Sndag
bagt Franskbrd.

Henne fra Kldergangen, hvor de fire var til Arbejde, hrte man
Bertelsens Sav, der gik i Brndet.

-Det blev forresten dejligt, sagde Josefine om det fine Brd i Holbk.

Ida blev ved at piske, mens Jernet klang i Skaalen.

-De brndes, de brndes, sagde hun, og Josefine fik Ovndren op og
flyttede og skubbede til Kransene.

Ida stod og sa paa dem; der stod saadan en dejlig Damp op fra de
brunede Kager.

-Paa "Bakken" lagde vi al Dejgen. Alting, sagde hun og lo: bare Schrder
og jeg....

Det var Sommermorgenerne, de bagte, Schrder og hun alene; de andre sov,
og Vinduerne stod aabne ud til de duggede Marker. Saa kom Folkene ud af
Avlsporten i en lang Rad, og Forvalteren kom over og sagde "Godmorgen"
og fik Kaffen rakt ud paa Bnken, med det friske Brd.

-Men der var no'et at ta'e af, sagde Ida. Hun kunde ikke faa Poserne
store nok og langt nok til Bunden.

-Naa, sagde Josefine: her bli'r de vel ogsaa fodret.

Dren gik. Frknerne listede fra Vagten og kom for at se til: Fingrene
af Fadet, sagde Ida og slog Frken Kjr over Haanden. Boserup stod ved
Kkkenbordet og tog et Overblik over Produkterne. Hun fik en lille
Haandfuld skoldede Mandler stukket i sin Baglomme, fr hun gik.

-Pas paa Dren, sagde Ida: pas paa Dren for Lgerne.

Den varme Damp stod helt op i Gangene.

I Kkkenet blev der stille, mens man paany hrte Bertelsens Sav gennem
det store Brnde.

-Josefine, sagde Ida: jeg gi'er dem alligevel nogle Kager derinde. Hun
lagde hastig nogle Kranse paa en Tallerken og svippede gennem Gangen,
ind i Klderrummet, hvor de tre Gamle sad over Maatterne og flettede
mekanisk, som vidste de ikke selv, hvad de tog sig til, mens Portr
Srensen sad, svnig, lnet til en Vg, og Bertelsen frte Saven,
hidsigt og uens, gennem sit Brnde.

-Vrs'go, sagde Ida og lagde tre Kager paa hver af Maatterne, saa rask
som havde hun stjaalet dem.

-Vrs'go, Bertelsen.

-Det er til Dem, Srensen, og hun rakte ham Tallerkenen.

Der ld en Stemme bag hende:

-Hvad er det?

Det var Qvam, der stod i Dren.

-Det er Kager, sagde Ida med et St og lb forbi ham.

Men Qvam fulgte med ind i Kkkenet: Naa, her er rigtig Sndag, sagde han
og satte sig ved Skorstenen.

-Nej, her er Lrdag, sagde Ida og lo.

Qvam fik sig ogsaa en Krans og sad og sa til.

-Vd De hvad, Frken Brandt, sagde han: Dem kan jeg s'gu godt li'e....

Ida var frdig i Kkkenet. Men Frken Krohn maatte alligevel blive hele
Vagten: for Ida skulde to rinder--ud at kbe. Det skumrede allerede,
da hun kom over den store Gaard i glad Fart. Midt paa Fortovet mdte hun
Eichbaum, men smilte kun og lb ham forbi:

-Jeg har saa travlt, sagde hun og lb videre.

Karl blev staaende og sa efter hende. Han havde slet ikke talt med
hende siden den Aften, og han vidste ikke rigtig, hvordan det stod....

Men nede ved Porten vendte ogsaa Ida sig igen og smilede, mens hun viste
ham sin Pengepung, som hun rystede.

Qvam var lige kommen ud af Mellemporten og sa efter Ida med Hnderne i
Bukselommerne.

-Vd De hva', sagde han til Karl: det var s'gu alligevel en rar Kone at
ha'e siddende i en Landlgebolig.

-De kunde jo fri, sagde Karl, der paa n Gang havde givet sig til at
lege Jonglr med sit Ngleknippe.

-Ja, sagde Qvam betnkelig: men jeg vilde nu alligevel aldrig ha'e en
Kone med Penge.

Karl bare lo og lod Nagleknippet flyve gennem Luften:

-Det maa s'gu vi andre, sagde han og gik ind i Porten.

Han vidste ikke selv, hvordan han var falden ned i Klderkkkenet til
Josefine, der gik og ryddede op.

-Her er dejlig varmt, sagde han og sad og strakte Benene, mens han sa
rundt paa alle Karrene, hvor Ida havde braset.

Ida havde taget en Droske. Der blev mere og mere, som maatte kbes til
Frken Helgesens Fdselsdag: Hun vilde give hende seks Flasker rigtig
god Vin--foruden den Visitkortskaal....

Det kunde hun da godt, naar hun pyntede Kurven med Blomster. Og
Blomsterne, dem kunde de saa bruge paa Bordet, for der skulde vre
rigtig med Blomster og rigtig lyst....

       *       *       *       *       *

Det var Sndagaften, efter Middag, hos Generalinden.

Da Karl kom tilbage efter sin Tur, bragte Julius netop Maskinen ind.

I Dagligstuen gik en stille Whist ved to Borde, mens Frken Kate sa til
med lidt tunge jenlaag, siddende i en Hjrnesofa ved Siden af Frken
Fanny Schleppegrell, en Dame med Underbid, der forberedte sig til
Hofdame.

Karl satte sig ved Siden af dem, og Frken Schleppegrell spurgte, om det
sneede endnu. Det var afskyeligt for Ens Fodtj med det evige Sjap.

Kate sagde pludselig til Karl: Vd De hvad? jeg havde tnkt mig Dem
ganske anderledes.

-Saa-aa? sagde Karl ret uberrt.

-Ja, sagde Kate, jeg havde oprigtig talt tnkt mig Dem adskilligt
morsommere.

Hun sad lidt og sa ud mod de to arbejdende Whistborde, og saa sagde
hun:

-Foregaar dette hver Sndag?

Karl brast i Latter, saa de lo sammen.

Julius meldte, at Theen var inde; men Generalinden sagde:

-Vi venter Admiralen.

Admiral Schleppegrell gik efter Kaffen i "Athenum", mens han lagde
Vejen baade frem og tilbage gennem stergade et Par Gange, og han kom
ikke tilbage indenbords fr paa Slaget.

Men Julius sagde:

-Admiralen er i Gangen.

De brd op fra Whistbordene, og midt mellem Diskussionen om Spillene
hrte man Fru Schleppegrell, der altid talte lidt i Diskanten, sige til
Fru Mourier:

-Gud, Vilhelmine, kalder Du det en Ulejlighed?

Man skriver kort og godt sine Ordrer bag paa et Brevkort....

Admiralinden talte om "Printemps".

Der hrtes et Godaften henne fra Kabinetsdren, og Admiralen, der stod
og gned sig i Hnderne efter Vandringen, sagde:

-Nu skal det vre rent galt med Fru Aline....

-Gud, Schleppegrell, hvordanne? Generalinden gik et Par Skridt imod ham.

-Ja, Vedel sagde det, at Fyren er nok rejst fra hende--og der skal hun
sidde....

Fru von Eichbaum havde--der var et jeblik stille--frt Hnderne op til
sine jne:

-Aa, den Stakkel, sagde hun sagte.

-Ja, sagde Admiralen, der bd Armen til Fru Mourier: Vedel sagde s'gu
det.

De begyndte at gaa ind til Bordet, mens man, midt under Stjen fra
Stolene, hrte Fru Schleppegrell sige med sin lidt skingrende Stemme:

-Ja, dr har vi Mandfolkene.

Og Karl, der skd Stole frem til Frken Fanny og Kate, mumlede:

-Saa, skal det nu gaa ud over Mandfolkene.

Kate, der hrte det, gav sig til at le, og Karl sagde:

-Hvad ler De af?

-Hm, sagde Kate og slog ganske lidt med Hovedet: jeg tnkte kun, de har
vel vret to om Fornjelsen.

Oppe ved den anden Bordende blev Fru Schleppegrell ved at tale hidsigt
og halvsagte, ud over Bordet, indtil Fru Mourier, der drak The af en
Kontorkop, sagde:

-Ja, det nytter ikke, Anna, Mourier har Ret: de fleste, de ta'er nu en
Gang, hvad de kan faa....

Admiralen, der lo, sagde: Der er s'gu no'et i det; og Generalinden, der
sa hen over Kate og Frken Fanny, ved hvis Plads der stod en Flaske
Barnemlk, sagde:

-Ja, jeg finder jo, at....

Men Fru von Eichbaum, der stadig var meget bevget og havde Taarer i
jnene, hrte ikke Ssteren, men sagde med en Stemme, som traf hun en
Afgrelse:

-Dernede kan Aline jo ikke blive.

Fru Schleppegrell, i hvem det gav et St, saa hun drejede Hovedet som en
Vipstjert, sagde:

-Men, maa jeg sprge, hvor skulde hun da ta'e hen? ... Herhjem kunde Du
vel ikke tnke Dig?

Fru von Eichbaum sagde langsomt:

-Det bliver vel vor Sag, Anna. Vi kender dog alle Aline--naar hun er sig
selv.

Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde:

-Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede
bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von
Eichbaum som en Tilstaaelse:

-Jeg holder nu af hende.

Og man hrte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang
Ordstrm: Gud, Du vd da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten--

Karl sad og ludede lidt med Hovedet og sa over paa sin Moder; der var
ligesom et Glimt i hans jne.

Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von
Eichbaum:

-Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge
Hnder.

-Kre Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om
sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.

Karl stod bagved sin Moder og lod sit Overskg svagt rre ved hendes
Skulder, nsten som han krtegnede den.

-Tak for The, sagde han, halvsagte.

Ogsaa Fru Schleppegrell kom derhen: Emilie, sagde hun, Du misforstaar
dog ikke--Du vd jo, at kom hun....

-Anna, al den Slags Ting, sagde Fru von Eichbaum, der jo ogsaa ud, naar
der blot ikke tales om det.

Karl var inde i Spisestuen. Han var paa n Gang blevet saa straalende
lystig, at han gjorde Kortkunster for Kate og Frken Fanny. Saa lod han
Kortene som en Dobbeltstraale falde ned paa Bordet.

-Ka' De det? sagde han.

Kate, der tog Kortene, sagde:

-Nu er De lystig nok.

-Ja, sagde Karl og sa hende lige ind i Ansigtet, mens han slog den ene
Haand imod den anden: for imorgen skal jeg i Dameselskab.

... Familien Schleppegrell gik hjemad efter at have sat Fru Mourier og
Kate af ved deres Port. Admiralinden gik foran med Fanny. De talte om
Kate:

-Ja, Fanny, sagde Admiralinden: men jeg vilde jo i dit Sted alligevel
nytte Lejligheden til at tale Fransk. Pigebarnet har dog vret hele to
Aar i Lausanne.

-Schleppegrell, sagde hun og tog sammen i sine Skrter, mens hun
standsede: nderne var fra Malle Bardenfleth paa Vall.

... Fru von Eichbaum og Karl var kommen over hos sig selv, og Karl stod
i Dren til Dagligstuen.

-Vd Du, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate er jo sd, men, synes jeg,
nok lidt urolig.

-Hun er vist meget grinagtig, sagde Karl, der trak i Overskgget.

-Ja, men hun maa dog poleres.

Fru von Eichbaum gjorde en ganske lille afvrgende Bevgelse med
Haanden:

-Hun har en ganske egen Maade at stte sig paa i en Stol og saadanne.
Men paa det kender jeg jo Mourier--med sine dristige Ider.

Fru von Eichbaum dkkede sit Kniplebrdt til, mens hun sagde:

-Lille Ida Brandt har vel ikke fri paa Tirsdag?

-Nej, de slipper kun af Buret hver tredje Uge.

-Det var Skade, sagde Fru von Eichbaum.

Karl gik.

Fru von Eichbaum syslede lnge endnu, fr hun slukkede og gik ind. Dren
mellem Dagligstuen og Kabinettet havde hun vist glemt at lukke. Det
hndte oftere i den sidste Tid.

... Hjemme havde Fru Mourier og Kate nydt et Eftermaaltid i deres
Spisestue.

-Vorherre bevare mig vel, der skal vi vel kun en Gang om Maaneden.

Fru Mourier svarede ikke, men Kate sagde:

-Naa, han er da den bedste ... Ham kan man da faa no'et at vide af.

Hun mente Karl.

Kate gav Moderen Godnatkys og trak sig tilbage til Viktoria.

Nste Morgen kom der Telegram fra Mourier, at han havde kbt
"Ludvigsbakke". Fru von Eichbaum, der skulde i Butikker med Vilhelmine,
kom, da Fru Mourier og Kate skulde til Frokostbordet. Hun spiste ellers
ikke saa gerne deroppe paa Grund af Hundene.

-Du, sagde hun til Generalinden: de Dyr, man faar ikke sin rette Madro.

Men idag blev hun i Anledning af Nyheden.

-Naa, sagde Kate, saa er det jo gjort. Men Engelholm vilde rigtignok
have vret stadseligere.

Alligevel syntes Kate, de burde drikke paa Begivenheden, og hun lod
Viktoria hente en Flaske Bourgogne af den, der havde ligget i Klderen
hjemme i Aarhus fra hendes Daab.

De tre Damer klinkede.

-Ja, sagde Fru von Eichbaum: til Lykke, Vilhelmine, til Lykke.

Kate skd sit Glas frem:

-Det er vel mig, der skal ha'e Gaarden. Hun tmte Bgret og fortsatte:

-Men saa kan man idetmindste faa et Par Ridehopper herover, for
Bestningen flger da med.

-Et Par, Kate?....

-Ja, no'en maa der jo ride med mig, sagde Kate: Karl kan vel gre det.
naar vi har Hestene....

-Ja, hvis han bare havde Tid fra Kontoret, sagde Fru von Eichbaum.

Kate drak et Glas Bourgogne til, paa Ankomsten af Hopperne.

       *       *       *       *       *

Det blev Mandag Aften.

Frknerne, der havde haft Dagvagt, havde Festkjolerne liggende udbredte
paa Sengene. Men Ida, der havde sat Lys i Stagerne hos Frken Helgesen,
havde travlt og lb op og lb ned. Der var stadig mer, der kunde pynte
paa Frken Helgesens Bord: Asietter og Blomsterglas og tre
Glasskaale--og alt kom det ud af Chatollet som af en Tryllekunstners
Hat. Der var ogsaa de fem smaa Lamper, dem kunde man tnde mellem
Blomsterne. Ida bragte dem ned og stillede dem op.

Frken Helgesen, der var i graa Kjole med matte Silkelg, sagde:

-Tak, Brandt, Tak, ja, vi gr det jo paa en Maade sammen.

-Det er kun saa dejligt, det kan bruges, sagde Ida, der smilte og
ordnede. Blomster maatte der nu, i en Krans, om hvert Buddingefad.

-Men det bli'r knt. sagde Ida, der selv gik et Skridt tilbage for at
se: Hvor alt det gamle Slvtj dog skinnede, og hvor lnge det var,
siden det var blevet brugt.

Frken Helgesen, der ligesom vilde fste jnene ved noget, der var
hendes eget, sagde og trak lidt op i det Krone-forsynede Kort, der var
stukket ned i Mosset:

-Hr. von Eichbaums Tr er sjldent.

Karl von Eichbaums "Gloire de Dijon" rankede sig stoltelig midt paa
Gulvet. Frken Helgesen havde allerede vrnet hver af de gule Kalke med
smaa hvide Papirsgarneringer.

-Ja, sagde Ida og sa ind i en af de gule Knopper: den er saa smuk.

-Men hvad er Klokken, fo'r hun sammen. Alle Frknernes Blomstergaver
skulde flyttes fra Fdselsdagsbordet over paa den ene Ende af
Spisebordet. Frken Helgesen bar og Ida stillede sammen. Det blev til en
hel Krans, om Frken Helgesens Plads, af Urtepotter og Blomsterkoste.

-Hvor Kjrs er nydelig, sagde Ida.

-Alle har vret saa venlige, sagde Frken Helgesen, der begyndte at faa
Vrtindefeber og ikke rigtig sa noget mere, men sagde:

-Mon der ogsaa bliver Stole nok.

-Dem flytter vi ned fra os, sagde Ida, der blev ved at ordne. Frken
Boserup havde sknket en Hjerteblomst, der lugtede en Smule stygt og som
sa ud, som var den om Morgenen kommen i Potte fra et strre Bed.

-Den stiller vi paa Sybordet, sagde Ida.

Det bankede, men det var kun Frken Kjr.

-Nej-ej, saa her er sjov, sagde hun og blev staaende midt for Bordenden:
Det var dog storartet.

Alle Lys var tndte og tre Lamper skinnede over Blomsterne.

-Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se saa nu, sagde hun,
og hun tndte de smaa Lamper, gule og rde, rundt paa Bordet.

-Nej, det var storartet, sagde Kjr igen og sa ud over Slvtj og
Blomster og Buddinger: det var brillant.

-Ja, sagde Frken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo
heller ikke saa lille.

Ida vilde lbe, da det bankede igen. Det var en Portr, der skulde hilse
fra Dr. Qvam. Dr. Qvam havde i sidste Nu ogsaa maattet give noget og
havde paa Hjrnet af Frederiksborggade kbt en Kasse Konfektblommer med
en koloreret Spanierinde paa Laaget.

-Det er Prinsesseblommer, sagde Frken Kjr, der kendte Emballagen.
Frken Helgesen stillede Frugterne hen:

-Det er saa knt af Lgerne, at de viser En en Opmrksomhed.

Ida var oppe paa Vrelset, hvor den gule Kjole endnu laa i et stort
Musselin. Hun havde lige faaet Spritlampen tndt foran Spejlet, da det
bankede. Det var Frken Boserup, der virkelig maatte "laane no'et til om
Halsen".

-Flammer De Haaret? sagde hun pludselig til Ida henne midt fra Gulvet.

-Ja, jeg vilde kun forsge, sagde Ida og blev blodrd.

Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tylssjal med lange Ender.

-Bruger De de to Naale, sagde hun pludselig og pegede paa en Solitaire,
som hun tog og fstede i Sjalet, mens hun ivrigt formente, at "Flammer"
bare gjorde Ansigtet gammelt.

-Nej, det er da egentlig knt i Lyset, sagde Ida.

-Naa, naar man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke vre mig. Men
Lysten er jo forskellig her i Verden. Farvel saalnge.

Ida laasede Dren; nu vilde hun vre alene, nu hun skulde ha'e Kjolen
paa.

Nede var Frknerne komne, n efter n, mens hver Nyankommen hilstes med
Udbrud over hendes Klder: Nej, se Friis, nej, se Friis, raabte de, og
der blev igen mer stille; ingen vidste rigtig, hvad de skulde sige,
fordi hver syntes, de maatte sige noget andet end almindeligt; og de
begyndte for sjette Gang at tale om Bordet, der stod midt i Stuen nsten
ligesom for fint--medens Frken Helgesen blev ved at gentage, at de
maatte dog stte sig; og Frknerne sad langs Vggene, med Skoene frem
under Kjolen, som om de aldrig havde vret her fr.

Kun Frken Friis tog, fra en Lnestol lidt ude paa Gulvet, med Hnderne
over Kors i sit Skd, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved
Frilandsplanten paa Sybordet.

-Det er da Boserups, sagde hun til Kjr: Gud, hvor det ligner hende i
Prisen. Men Bordet er pnt.

-Det er Ida, der har dkket det, sagde Frken Kjr, der gik omkring til
alle Mennesker og sagde: Det er Ida. Hun kaldte hende altid ved Fornavn,
naar hun ikke selv var tilstede.

Ida syntes nsten hun blev helt rd, mens hun stod udenfor Dren og
aabnede den og kom ind og Kjr raabte:

-"Jomfruen" har flammet Haaret.

Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Frken Kjr og Frken Friis
klappede i Hnderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod helt rd i
Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole.

-Hun er knusende, sagde Frken Kjr, der brd ud af Kredsen, og tog om
Ida, som vilde hun mase hende.

Der var blevet lidt livligere, og man hrte Frken Helgesen sige: Ja,
saa kunde vi vel snart begynde, da det bankede igen. Det var Eichbaum og
Qvam. der rystede Frken Helgesens Haand og sagde: Ja, der er s'gu
ingen, der har bedt os, men vi gaar ind paa vort Ansigt. Imens gik Karl
rundt og bukkede med hngende Skuldre, i en parisisk Redingote, hvis
Foer knitrede lidt, naar han rrte sig.

Frken Helgesen, der var ganske smigret ved hans formelle Vsen, sagde:

-Hr. von Eichbaum, det var en saa smuk Opmrksomhed; og hun tog om hans
lange og klige Haand, fr Karl bukkede videre, mens Josefine, hjbarmet
og med Husarsnore paa Kjolen, bad Saucen om og Damerne begyndte, lidt
langsomt og halvt hjtideligt, at tage for sig af Buddingen. Men Qvam,
der stod og sa rundt paa de mange stramme Frken-Korsetter, sagde til
Frken Kaas:

-Dette er s'gu for alvorligt.

Og han tog Madeira'en og begyndte at sknke i Glassene for at hve
Stemningen. Frken Brandt, sagde han, De maa hjlpe mig....

Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Frken Friis lige til nu
havde undersgt den gule Kjole som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med
Glassene.

-Er det Dem, der byder, sagde Karl saa underligt sagte og tog et Glas.

Han blev staaende med sit Glas:

-De er saa kn, sagde han med den samme Rst, og hun syntes, hun slet
ikke kendte hans Stemme.

Hun sa ikke op, mens hun sagde noget--det var vel noget om hans Blomst.

-Man maatte jo gre noget for at vre velkommen, sagde Karl, men det
var, som om han sagde hende en hemmelig Ting.

Saa kom Kjr bagfra og tog om Idas Liv:

-Ja, er hun ikke nydelig, sagde hun og ligesom vuggede hende ind til
sig.

-Jo, man kender slet ikke Damerne igen, sagde Karl.

-Nej, sagde Frken Kjr: vi kommer ogsaa saa sjldent i Klderne.

Ida gik videre. Det var, som om hun var saa myg i Linjerne og ligesom
saa klen i Figuren, mens hun bjede sig frem over Frknerne og bed dem.

-Hvad har Kjolen kostet? sagde Boserup, da Ida kom forbi, og hendes
Sidemand lo. Qvam fortalte Historier nede ved Bordenden, og Damerne
flyttede Stolene sammen og rejste sig og tog selv. Ida hrte, at nu lo
ogsaa Karl, deroppe hos Kjr.

-Det er Frkenen, der har lavet Buddingen, blev Josefine ved at sige,
mens hun bd om.

Der blev en stor Jubel, da Dren gik op for Frken Koch, og Qvam raabte:
Skaal, Frken Koch; mens de alle klinkede.

-Naa, der er ogsaa Mandfolk, sagde Frken Koch, der ikke var i andet
Festskrud end en ren Krave.

-Ja, to, sagde Karl og bukkede.

-Det ser jeg, sagde Frken Koch, og de lo igen.

De begyndte at le af ingenting og talte hjt, forbi hinanden, mens
Frken Boserup diskuterede om Foreningen og Frken Kjr og Frken Krohn
lavede sig Brystbuketter af Blomsterne fra Bordet.

-Kjr stjler, Kjr stjler, raabte de oppe fra.

-Nu bli'er her livligt, sagde Ida, hun gik Karl forbi med straalende
Ansigt.

Frken Boserup blev ved med Foreningen: der var naturligvis ingen
Tilslutning paa Frederiks.

Men Qvam raabte nede fra Bordenden:

-Det vil vi ikke hre, det vil vi ikke hre; og slog med sin Ske i
Tallerkenen.

-Det vil vi ikke hre, det vil vi ikke hre, raabte de alle i Kor.

Alle Skeerne gik pludselig mod Tallerkenerne--undtagen Frken Helgesens
og Frken Boserups--og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede
tilbage paa sin Stol: Jeg vidste ikke, her var Brne-Fremmede.

-Det er her, sagde Qvam, og Skeerne klaprede.

-Hys, sagde Frken Helgesen.

Der ld to Slag paa Dren.

-Hys, Patienterne kan hre os. Det var Nattevagten.

Pludselig blev de stille allesammen, med samme Udtryk i deres Ansigter;
og de hrte Dren gaa, igen, ind til "den urolige Gang".

-Pyt, sagde Qvam: de larmer s'gu saa tit.

Men Frken Kaas, der benyttede sig af Stilheden, rejste sig, mens Frken
Helgesen ligesom af sig selv kom op ved Hderspladsen med Blomsterne, og
Frken Kaas slog paa sit Glas.

Karl gled hen forbi Ida. De havde kun talt lidt, men han var ligesom
altid, hvor hun var.

-Skal De ikke sidde, sagde han.

Hun satte sig paa Stolen, hvor han stod.

-Er her ikke varmt? sagde hun kun og tog sig op til sin Pande.

Frken Kaas talte, men ligesom med halv Stemme, som om Nattevagtens Slag
paa Dren ld i deres ren endnu, for Frken Helgesen, der "hrte til
dem, der hvede Standens Anseelse".

-Saa bryder vi ud i en stille Jubel, sagde Qvam.

Han slog Takt med Haanden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i,
hviskende ligesom han, med fremskudte Lber, mens de lo sagte.

-Det var det, sagde Qvam: saa hjt skriger man Hurra paa sjette
Afdeling.

-Nu klinkes der, sagde han, og listende paa Terne, med Glasset i
Haanden, gik han forrest, mens de andre listede efter, trdende fint i
Gulvet, i Gaasegang op til Helgesen:

-Hurra-ra-a, sagde Qvam.

-Og Tak for Madeira'en.

Frken Koch sagde: Naa, jeg maa vel med, og hun skred bag efter Ida, med
et tomt Glas. Men Frken Boserup sagde nede fra Bordet:

-Undskyld, at jeg klinker fra min Plads.

-Ja, jeg takker frst og fremmest Dem, sagde Frken Helgesen og klinkede
med Ida.

-Ja, sagde Ida og hun blev staaende og sa ud over Blomster og Lys og
dem alle: her er blevet saa dejligt iaften.

Josefine, der havde hentet Vinforstrkning oppe hos Ida, stod nede ved
Dren med Frken Kjr:

-Hvor er hun kn i Ansigtet, sagde hun.

Frken Koch vendte sig med sit tomme Glas: Er her no'et til Bgeret?
Josefine lb til og fyldte Plejemoderens Glas: Ja, Tak for godt
Naboskab, sagde Frken Koch til Frken Helgesen.

-Her var Deres Plads, hviskede Karl til Ida.

Og Ida satte sig som fr.

Men Frken Koch mente nok, at nu var det Kaffetid, hvis de skulde have
Kaffe. Qvam bd hende en Cigar, og Karl lod Cigaretter gaa omkring, mens
de alle, hemmeligt, sa paa hans fine Cigaretetui af Slv: Maa vi? sagde
Frken Kjr op mod Frken Helgesen. Men Frken Friis var umaadelig
dygtig i Rygekunsten og kunde blse blaa Rgringe ned omkring de hvide
Lys, fr de lstes op.

-Se, sagde Ida. Hun fulgte den fine Rg.

-Nu skal vi synge, sagde Frken Krohn.

Frken Helgesen vilde gre Indvendinger, men Frken Krohn sagde: Vi
nynner naturligvis bare--det gr vi tit paa Vrelserne.

-Ida, sagde hun, syng for. Vi ta'er "Flyv, Fugl, flyv"....

De flyttede Stolene lidt ud, og halvt nynnende, mens de sa ind i
Lysene, sang de sagte:

  Flyv, Fugl, flyv over Furesens Vove,
  Snart kommer Natten saa sort.
  Alt ligger Sol bag de dmrende Skove,
  Dagen har listet sig bort.
  Flyv du kun hjem til din elskede Mage,
  Til de gulnbbede Smaa;
  Og naar imorgen du kommer Tilbage,
  Sig mig saa alt, hvad du sa.

De blev ved at synge, halv hjt, som sang de langt borte, bag en lukket
Dr. Frken Kjr vuggede sig sagte frem og tilbage, og Frken Helgesen
sang med, med sin Alt. Josefine, der stod ved Dren som paa Vagt,
nynnede ogsaa, med Hnderne paa sine Hofter:

  Flyv, Fugl, flyv over Furesens Blge,
  Strk dine Vinger nu vel.
  Ser Du to Elskende, dem skal Du flge,
  Dybt skal Du spejde deres Fjed.
  Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide
  Krligheds jublende Lyst.
  Alt, hvad et Hjerte kan fle og lide,
  Burde jo tolke min Rst.

De holdt op at synge, men ingen rrte sig.

-Nu har de kbt "Bakken", sagde Karl.

-Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i jnene.

-Ja.

De begyndte at synge igen.

-Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte.

-Ja, sagde Karl.

De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida hrte knapt Ordene:

-Vi skulde haft den.

Ida rrte sig ikke.

Men pludselig afbrd Qvam Sangen:

-Skal her synges, skal her ogsaa vre Mrkning. Og han gav sig til at
puste Lysene ud i Armstagerne, mens Frken Friis lo og hjalp ham.

-Saa, sagde Qvam: nu ogsaa de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne.
Og Idas smaa Lamper lod han brnde.

-Men saa maa vi ogsaa aabne Kakkelovnsdren, sagde Frken Kjr. Hun
kunde ikke faa Dren lukket op og hun sagde: Ida, hjlp mig. Ida rejste
sig og lukkede Dren op. Sid her, sagde Frken Kjr og trak hende ned
paa den lille Puf.

-Saa, sagde Qvam, nu er Belysningen gunstig.

De begyndte at synge igen, maaske lidt langsommere--med Ansigterne
vendte mod de gldende Kul. Ida havde lukket sine jne:

  Flyv, Fugl, flyv over Furesens Brusen,
  Dybt drager Natten sit Suk,
  Trerne hviske med ngstelig Susen,
  Hilse: God Nat--med et Buk.
  Har Du ej lyttet til mangefold Smerte,
  Selv hos den vingede Flok?
  Sig et: God Nat, til mit bvende Hjerte,
  Sig det, Du vd det jo nok.

Sangen hrte op. Rundtom i Mrket sa man Cigaretternes smaa Lys og
Frken Kochs store Cigar ligesom et Fyr.

-Kan De ingen Sang om Jylland? sagde Karl halvhjt, henne fra Mrket.

-Jo, det kan Ida, sagde Frken Krohn.

-Aa, ja, syng en, sagde Frken Berg. Ida havde ikke svaret.

-Syng, hviskede Frken Kjr.

Med jnene op i Mrket, klart men meget sagte, mens det sa ud, som
aabnede hun blot Lberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland:

  Jylland mellem tvende Have
  Som en Runesten er lagt.
  Runerne er Kmpegrave,
  Inde midt i Skovens Pragt,
  Og paa Heden alvorstor,
  Her, hvor rkenens Luftsyn bor.

Hun standsede nppe efter det frste Vers, men blev kun ved at synge.
Frken Kjr havde stttet sit Hoved til hendes Skulder:

  Jylland! Du er Hovedlandet,
  Hjland med Skov-Ensomhed!
  Vildt i Vest med Klittag Sandet
  Lfter sig i Bjerges Sted.
  sters og Nordhavs Vand
  Favnes over Skagens Strand.

-Den er s'gu kn, sagde Qvam, da Ida holdt op; men Karl talte ikke, han
stirrede bare paa hendes Ansigt.

-Kom nu, Eichbaum, sagde Qvam: nu skal der, Herren hjlpe mig, danses.

De raabte og lo halvhjt, i Mrket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagde
Frken Helgesen, der elskede at danse.

Men Qvam havde tndt en Vokstndstik. Pas paa alle Tingene, pas paa
Tingene, raabte Frken Kjr, der havde rejst sig, som vilde hun selv
holde paa dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene
vk.

Frken Kjr og Frken Krohn sang, stadig halvhjt, henne fra
Kakkelovnen, mens Qvam svang Frken Helgesen, saa Trinnene ld i Mrket:

  Smukke Pige med det sorte Haar
  Se lidt paa mig!
  Fl, hvor stormende mit Hjerte slaar;
  Jeg elsker Dig.
  Nej, Hr. Jger, nej, lad mig gaa min Vej,
  Hvis Mama det sa, vil jeg Utak faa ...
  Paperla, paperla, paperla, paperla, perlapap.
  Det tror jeg knap.

-Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Frken Friis.

Ida sang med. Det var som hendes Stemme frte de andres, i en strre
Glde, og hun vidste det ikke selv.

-Det er godt, sagde Qvam. Han og Frken Helgesen svang sig forbi i
Halvmrket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, saa rank, med
Frken Friis.

-Lad os, sagde Frken Kaas til Frken Boserup, og de begyndte at danse,
mens Frken Boserup var Herre.

  Pige med den skre Liljehud,
  Skmt ikke nu.
  Rk mig din Haand og bliv min hulde Brud!
  Hvad svarer Du?

  Naar De lover mig, fast ubrdelig
  At til sidste Stund mig De elsker kun--
  Paperla, paperla, paperla, perlapap.
  Det sker vel knap.

Qvam skubbede til Josefine, der var kommen lidt frem for at se
Plejemoderen svinge sig.

-Det er nu dejligt, sagde Frken Helgesen, da de havde standset.

Der var ingen, der sang, uden Frken Kjr og nu Frken Friis, da
Eichbaum havde sluppet hende.

-Kom, sagde Karl, og Ida fulgte ham.

De talte ikke, mens de dansede langsomt, inde i Mrket. Frken Kjr, der
stadig sad paa Puffen, sang sagtere. I de smaa Lamper blussede Vgerne
som hastigt flammende Blus, indtil de slukkedes.

-De har holdt op at synge, hviskede Ida.

Der var stille lidt, som var de alle trtte, og rundt om var
Cigaretternes Smaalys gaaet ud.

-Saa var det vel bedst, vi fik illumineret Ansigterne, sagde Frken Koch
og hun begyndte at tnde Lysene igen. Rundt om sa Frknerne, der
missede med jnene i Skret, ud som de vaagnede.

-Naa, sagde Qvam: skal vi saa klinke med Frken Brandt. Det er s'gu dog
hende, der har lavet Buddingen.

Han klinkede med Ida, og Frken Kjr lb til, mens de alle fik Glas i
Hnderne.

-Ja, det har hun fortjent, sagde Frken Kjr.

Josefine, der stod ved Bordet og satte Tallerkener sammen, prikkede
bagfra Ida paa Ryggen og vilde ogsaa klinke, i Smug:

-Det er nu det frste Glas, jeg drikker, sagde hun og hun havde Taarer i
jnene.

Karl kom hen til Ida og stdte sit Glas mod hendes:

-Tak, sagde han.

Lidt efter brd de op, men Ida vilde blive og hjlpe

Frken Helgesen til Natten. Hun sagde Farvel til Qvam, der allerede stod
i Dren, og til Karl.

-Godnat, sagde hun og tog hans Haand.

-Godaften, sagde Karl og bestandig med den samme Stemme.

Ida blev hos Frken Helgesen. De satte Blomsterne i Vand og de dkkede
af Bordet. Ida slog Sofaen ned og redte Frken Helgesens Seng. Saa gik
hun.

Der var stille paa de Uroliges Gang og lyst i Frken Petersens Vagt. Ida
gik langsomt op med sit Lys.

-Det er mig, sagde Karl pludselig oppe fra Trappens Mrke.

Ida fo'r ikke sammen og svarede ikke; hendes Ansigt var kun blegt bag
det lftede Lys, mens hun aabnede sin Dr og lukkede den bag dem.

-Turde jeg komme? hviskede Karl.

Ida smilte op i hans Ansigt:

-Ja, sagde hun.

       *       *       *       *       *

Det var ud paa Morgenen.

Karl sad paa Kanten af Idas Seng.

-Ida, sagde han, er Du vred paa mig?

Ida laa med lukkede jne.

-Hvorfor? sagde hun kun.

Og lidt efter sagde hun og slog jnene op:

-Jeg vidste det jo.

Karl blev siddende paa Sengen--og maaske troede han virkelig, at han
elskede, at det var frste Gang i sit Liv, han elskede.

-Godnat Pus, hviskede han.

Ida frte langsomt Haanden hen over sin Pande:

-Kys mig der, sagde hun.

Hun laa igen med lukkede jne:

-Tak. Og vil Du love mig n Ting--hun aabnede jnene, men lukkede dem
igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte--: at sige mig,
naar Du en Gang gaar fra mig.

Karl svarede ikke. Men alligevel tog Ida hans Haand og frte den op mod
sin Kind som til tusind Krtegn.

-Tak, sagde hun igen.

       *       *       *       *       *

Sneen knirkede under Karls Fdder.

-Og hvorfor Fanden skulde vi ikke kunne gifte os? blev han ved at sige
til sig selv.

       *       *       *       *       *




TREDIE BOG

Den rigtige Frost var kommen.

Det var klare og hje Morgener med Sne over Vejen og Sne vidt ud over
den frosne S. Ida traadte saa rank i Gangstien, medens Rytterne kom to
og tre, i hastigt Trav, fra sterbro, paa dampende Heste.

-Hallj, sagde Ida til en Dreng, der faldt paa en Glidebane.

-Hallj, raabte han igen og var oppe og flj videre.

To gamle Herrer havde ogsaa set til.

-Op igen, sagde den ene, og han lo til Ida: det er Ungdommen.

Alle de gamle Morgenherrer skulde snakke med Ida, naar der var blot et
Ord at lgge ind; og Ida nikkede:

-Ja, Hr. Herredsfoged, sagde hun; hun kendte dem alle, de gamle Herrer.

De to Gamle gik videre, og den ene sagde--han havde reklapper--langsomt
og tydeligt:

-Det er dejligt, De, at se paa et sundt Ansigt.

Den anden blev staaende lidt og sa efter Ida--der var ogsaa noget
ligesom en egen Rejsning over hende, over Hofterne--:

-Ja, Ungdommen bli'er kn i Solen.

Henne ved Arbejderboligerne kom Boserup og Kaas skridtende frem mod Ida
i store Galocher.

-Det er noget sent, De gaar hjemmefra, sagde Frken Kaas, idet hun gik
forbi.

-Ja, sagde Ida og blev ved at gaa: jeg vil helst gaa i Solens Skin.

-Men sikken dejlig Morgen, sagde hun; hun var allerede nogle Skridt fra
dem.

-Ja, det fryser otte Grader, halvraabte Kaas, der var i sorte Vanter.

-Aa, Kulden varmer, raabte Ida tilbage.

-Ikke at tale om Skindkaaben, sagde Boserup, der slet ikke var standset
og allerede var en halv Snes Trer fremme. Hun talte om, at man vel
ogsaa burde klde sig en Smule efter Stillingen.

-Ja, sagde Kaas, der gik og tnkte paa Ida (det var, ligesom Ida aldrig
havde nogenting at sige sine Kolleger mer, hvad der krnkede dem):

-Hun er nu blevet svrt hjhlet i den sidste Tid.

Ida vendte, nsten helt henne ved sterbro, og lftede sit Slr: Jo, nu
var Farvandet frit; og hun gik tilbage, med Solen i sin Ryg, og smuttede
ind om Hjrnet ved Rrholm. Den gamle Tandlse lukkede Dren op til et
Kabinet, som havde han ventet hende.

-Der er varmt, sagde han.

-Ja, Tak....

-De gi'er os nok som sdvanlig. Ida fik Kaaben af og Bordet rykket frem
i Stuen og Magasinovnsdren op, hvor alle Kullene brasede.

Den Tandlse nikkede og havde lukket Dren, hvor han stille slog Klappen
ned (der var noget over Kelner Ellingsen, naar han opfyldte sine
Pligter, der mindede lidt om en underordnet Kirkebetjent, som aabner
Stolestaderne for Lejere under en Hjmesse) fr han gik for at bestille
Frokosten.

Ida dkkede selv og hun lagde Violer hen til Karl og hun fik Smrkagen
ud af sit Papir: saa dejlig frisk den var. Det slog et Slag paa Dren
med en Stok:

-Godmorgen, sagde Karl: Du har s'gu ogsaa altid noget at pakke ud....

-Godmorgen.

Han kyssede hende paa Kinden og fik sin Overfrakke hngt hen.

-Her er da varmt, sagde Ida og strg sin Kind mod hans, mens hun sa op
paa ham, ufravendt. Hun vilde saa gerne blive staaende saadan, et
jeblik, og se ham lige ind i hans jne.

-Her er s'gu dejligt, sagde Karl, der kom til Sde og huggede i
Frokosten, mens Ilden bagte hans Ben.

Ida sad og lo:

-Nu har Du det godt, sagde hun.

-Ja, sagde Karl, der dyppede ristet Brd i sit g og sa ud over Bordet
og over mod hende:

-Dette er det bedste Maaltid paa Dagen.

Ida skar Smrkagen for--hun havde lidt mange Smaabevgelser, naar hun
var saa glad--:

-Den er fra Vimmelskaftet, sagde hun og gjorde et Kast med sit Hoved med
en Bevgelse, der egentlig var Olivias.

-Gud bevar's; Karl tog et Stykke: Ja, Du stryger s'gu rundt, sagde han
med lidt bld Stemme.

-Ja, lo Ida og nikkede. Hun havde faaet den Vane at gre saadan mrkelig
runde jne, naar hun var glad.

Karl blev ved at spise, med sine Jockeyben strakt frem foran Ilden,
langsomt, det ene Stykke efter det andet. Men Ida skubbede til sin Kop
og til sin Tallerken for at faa Plads og fortlle:

-Nej, for nu maa Du hre--det er utroligt....

Det var en Historie, en lang Historie om en Flaske "Drikke"....

-Naa, saaledes, sagde Karl: Ja, I tmmer s'gu Smaabgrene derovre.

-Jeg da ikke, sagde Ida og tog hans Haand over Bordet.

-Nej--Du behver det vel ikke ... Man skal vel ikke have baade i Pose og
i Sk.

-Karl....

Men "Drikken" var en Flaske Dm, og Frken Friis havde sat Flasken lige
ind i Gangskabet, midt for--det er osse utroligt--og saa kom Profossen,
da Petersen stod der ... med det aabne Skab--og han sa
den--ligestraks--naa, aa, som han blev, Du vd det ikke....

Karl var frdig med at spise og sad og skd store Ringe ud i Luften fra
sin Cigaret.

-Og nu tror jeg ikke, at Friis bli'r Assistent, sluttede Ida, med
forskrkkede jne.

-Det var da Skade, sagde Karl. Men Friis hrer vistnok til dem, der
hytter sig.

-Men, og Ida gjorde to Nik: hun har kun fem og tyve Kroner om Maaneden.

Hun havde rejst sig og stod bag Karl og gned sin Hage hen over hans
Haar, mens Karl sad og ligesom sagte brummede:

-Men Profossen skulde s'gu vre ansat i Rom, sagde han.

Ida lagde begge sine Hnder om hans Kinder:

-Hvorfor?

-Jo, for de, der lber rundt om Paven, ser s'gu saadan ud i Ansigtet.

Ida blev ved at le, mens hun lagde sig ned paa Gulvet og stttede Albuen
mod hans Kn. Saadan tav de lidt, til Karl sagde:

-Vd Du, nu rejser Moderen--sikkert.

-Rejser? hvorhen? det gav et lille St i Ida.

-Til Genve. Han slog et Smld med Lberne.

-Bedstemoder Aline skal s'gu drives hjem....

-Fru Feddersen? Og din Moder henter hende--Ida sa op og igen ned--:
Hvor det er knt af hende.

Det var, ligesom Ida pludselig havde rystet lidt i Mlet, og Karl
nikkede eftertnksomt, mens han blev ved at se ind i Ilden:

-Ja, saadan er hun.

Kullene i Ovnen faldt sammen:

-Du, saa dmmer (det kom sagte og der var en srlig ligesom udenadlrt
Klang paa "dmmer") saa dmmer hun hende da ikke ... saa haardt.

Karl blev ved at se paa Kullene:

-Det vd jeg s'gu ikke ... hun dmmer hende vel som de andre--men hun
henter hende.

Ida rrte sig ikke, man kunde nsten tro, hun pludselig havde faaet Vand
i jnene.

Karl nikkede igen til Ilden:

-Og hun skal s'gu nok faa hende genindsat i sine Vrdigheder, sagde han.

Ida svarede ikke, og hun havde taget Hnderne bort fra hans Kn.

-Hvad tnker Du paa? spurgte han.

-Paa din Mo'r.

Det kom dybt, og hun lagde Hovedet ind mod hans Side, mens Karl frte
Haanden over hendes Haar, og Kullene blev ved at falde sammen, lidt
efter lidt.

-Du er saa behagelig, naar Du tier stille, sagde han og blev ved at fre
Haanden over hendes Haar--helt bldt, men der var alligevel altid noget
ved det, naar han krtegnede hende, ligesom han krtegnede en Jagthund.

-Og jeg vilde netop en Gang gerne sige saa meget.

-Hvad vilde Du saa sige? sagde han og tog ikke Haanden fra hendes Haar.

Der gik et jeblik:

-Tak, hviskede hun ganske sagte.

Der kom en Trkning ved hans Mundvige, og Haanden sgte ind mod hendes
Nakkehaar:

-Og jeg faar aldrig Lov til at takke Dig.

-Jo, sagde hun og sa ikke Ilden mere--hvis Du--en Gang vilde takke ...
for Dig selv.

Karl bjede sig ned over hende; der var det i hans jne, som fik dem til
at ligne Fljl.

-Du, Pus, sagde han.

Ida besvarede ikke hans Krtegn, og hun sa ikke op, mens hun sagde--han
hrte det knap--:

-For jeg tnker jo altid paa din Mo'r, hvad hun vilde tnke.

Der forlb et Sekund.

-Det er s'gu ikke Umagen vrd, sagde saa Karl og slog over i Tonen.

Men Ida havde rejst sig og hentet hans Frakke (hun fik jnene trrede
lidt derhenne imens) og bredte den ud for Varmen med Foeret ind mod
Ilden. Hun sad og glattede med Hnderne paa den blde Silke. Hun holdt
saa meget af den Overfrakke:

-Foeret holder da endnu.

-Ja.

-Hm, og Ida smilte: hvor Du var glad, da Du fik den.

Karl rejste sig og rystede sine lange Ben.

-Det var da osse blevet paa Tiden, sagde han og trak Frakken paa sig,
mens Ida hjalp ham: at faa no'et paa sig, der kunde gi'e Varme, paa de
Morgenture.

Ogsaa Ida fik Tjet paa: Farvel saa, sagde hun og lagde Armene om hans
Hals, fr hun ringede, og Ellingsen kom ind. Hr. Ellingsen havde en
Maade at komme ind ad Dre paa, som kom han ind gennem en Sprkke.
Portemonnen laa allerede fremme henne bag Karls Tallerken (det var en
Ruslders Herre-Portemonn, Ida havde faaet sig) og Karl betalte, mens
Ida slog sin Skindkrave op, og Hr. Ellingsen gik for at bytte den store
Seddel, medens Ida snappede Portemonnen til sig.

-Farvel, Pus, sagde Karl igen og gyngede hende lidt frem og tilbage, med
Hnderne om hendes Liv, medens Ida smilte:

-Farvel.

Hun blev staaende lidt:

-Vd Du, jeg er altid saa glad, naar jeg gaar.

-Saa-aa, lo Karl og slap hende.

-Jo, sagde Ida, og hun blev staaende tt ved hans Skulder: for saa vd
jeg igen--alting.

-Farvel.

Gangdren slog i. Ida gik altid frst, og Karl ventede, til hun var
kommen et Stykke. Hr. Ellingsen gav Karl Pengene tilbage, som Eichbaum
stak i sin Lomme, og den Tandlse begyndte at servere af, med Hovedet
bjet paa Skraa: der var bestilt to Kuverter til ti tre Kvart.

-Her er s'gu Sgning, sagde Karl, der ventede endnu.

-Ja--her er virkelig blevet--Hr. Ellingsen udtalte V'et i "blevet"--ikke
saa lidt om Formiddagen ... i Forretningstiden.

-Godmorgen.

Ida gik Damer og Herrer forbi og de lysende Trer; hun vidste, at nu var
Karl drejet om Hjrnet og gik bagved hende paa Gangstien--slngende
behageligt, med Stokken i sin Arm og Idas Ryg foran sig, saadan i kn
Afstand: dette var s'gu den bedste Cigar, han fik hele Dagen, sagde han
hver Morgen til sig selv.

Der kom Ryttere forbi, og der kom Damer forbi: Havannarg var skam
nydelig i saadan stille Luft.

Et Par Ljtnanter red op paa Siden af Karl og holdt Hestene an med et
"Morgen".

-Morgen, mumlede Karl.

-De gaar s'gu og ser ud som en Grundejer, sagde den ene, en Knuth.

-Ja, man gr sine Overslag, sagde Karl.

Ljtnanterne lo og blev holdende. De talte om Krydset paa Dyrene, mens
de to blev ved at holde, til der ld nye Hovslag bag dem, og de to
Uniformerede hilste. Det var Kate med Tjeneren, som ogsaa halvt holdt
Hesten an:

-Godmorgen ... ta'er Deres Mo'r saa Billetten imorgen? spurgte hun ned
til Karl.

-Det var Bestemmelsen, sagde Karl, der maalte Dyret.

-_Bon voyage_, sagde Kate og svippede med sin Pisk.

De to Ljtnanter halvsnrrede noget, om Frkenen tillod, og Kate sagde:

-Gudbevar's (Knuth havde ligget i Garnison i Aarhus); og de red videre
alle tre, langsomt, Kate imellem Officererne:

-Naa, det var den, I ventede paa, sagde Karl, der fulgte dem med jnene;
nu hilste Kate med Hovedet ned til Ida.

-Men hun ri'er s'gu godt, tnkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem
Tnderne; han havde en mrkelig Signalhvislen, som kunde hres saadan
noget som en halv Fjerdingvej--og Ida, der skred foran, gik langsommere,
til han naaede op til hende: det var ligesom han trngte til at tale
lidt med hende. Men han sagde ikke andet end:

-Hun ri'er s'gu godt. Og han blev ved at se efter hendes tyveaarige
Taille, der paa Hesteryggen.

-Hun er saa kn, sagde Ida, og hendes jne straalede mod Karls.

Nu bjede de om derhenne, mens Karl stadig sa efter dem; Ljtnanterne
var blevet saa bjelige i Overkroppen:

-Nu skal vel den Smr-Avance ogsaa til Husarerne, sagde Karl.

De var kommet til Glidebanen, hvor Drengen dumpede fr, og
pludselig--det var maaske af Glde, fordi Karl havde kaldt--gav Ida sig
til at glide. Hun satte Benene lidt for ungdommelig skrvende, mens hun
lo:

-Du vilde s'gu ikke blive gracis paa Skjter, sagde Karl, og Ida smilte
igen.

Saa skiltes de paa Hjrnet.

Karl gik videre og tnkte paa, at han kunde egentlig ligesaa godt ride
med Kate om Morgenen, for han kom s'gu ikke paa Kontoret fr alligevel...

-Og det er et dejligt Dyr, sagde han.

Da han kom op paa Kontoret, var Frken Koch derinde. Hun havde Brillerne
af--hun havde lige mdt Ida i Mellemporten--og stod og saa hen efter von
Eichbaum.

Karl fik sine Bger frem og Kontorstolen drejet op.

--Naa, saa Kavalleriet skeler til Smrret, tnkte han. Han begyndte paa
Bgerne.

... Ida sov ikke ind, hun laa i det grnlige Skr og tnkte paa Fru von
Eichbaum, der vilde rejse ... Saa knt, det var af hende. Hun rejste for
at hente hende og dmte hende ikke.

Ida laa stille og stirrede ind i det lysegrnne Skr.

Tankerne frte hende saa langt.

Nede slog Portene op og i.

Ida vilde sende Blomster til Fru von Eichbaum, naar hun rejste. Ja, hun
vilde sende en Buket ud paa Jernbanen.

       *       *       *       *       *

Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Spisestuen foran den lukkede
Kuffert, da Fru Mourier arriverede med Kate.

-Men, Emilie, sagde Fru Mourier, rejser Du i Silke?

-Gud, Vilhelmine, altid. Det er da det eneste praktiske. Silke ryster
man jo Stvet af.

Generalinden tog Replikken op, mens Fru von Eichbaum kaldte paa Julius,
og sagde:

-Nej, rejse i Uld, vi, Du, som hader Smuds.

Kate, der havde en stor Mappe under Armen og stod i Spisestuen, med
Lberne skudte frem, som vilde hun fljte, men beholdt Lyden for sig
selv, spurgte, om de vilde se Tegningen til Hovedbygningen paa
Ludvigsbakke.

-Lille Kate, at se Tegninger nu; det var Fru von Eichbaum, der talte:
Minuttet fr man skal rejse....

-Der er da en Time til, sagde Kate.

Men Fru von Eichbaum tog altid hjemme fra bestemt en halv Time fr, "som
om man vidste, hvad der i det sidste Nu kunde hnde".

De kom alle ned i Drosken og krte af sted, med Julius paa Bukken. Fru
Mourier talte om, at hun kom vist ogsaa til at rejse, om nogle Dage--til
Aarhus.

Mourier skrev jo, at de maatte gi'e de to Middage.

-Med Gaardene selv kunde det jo vre det samme. Men det var de
Forpagtere og Godsforvaltere, som Mourier mente maatte be'es som de
plejede ... Og man er jo dog altid afhngig, sagde Fru Mourier, i Tider
med den Konkurrence.

-Deri gi'er jeg virkelig Mourier Ret, sagde Fru von Eichbaum: at stde
den Slags Folk er altid urimeligt.

-Ja, det mener netop Mourier, sagde Fru Mourier.

Da de kom ind i Salen paa Banegaarden, ventede Fru Schleppegrell og
Fanny, som var i Kapothat med vinrde Baand under Spidshagen. Fru
Schleppegrell gik hen og omfavnede Fru von Eichbaum og sagde: Aa ja, Gud
ske Lov, det blev, Du, og, hvor maa Line vre Dig taknemmelig....

-Kre Anna, sagde Fru von Eichbaum: det er dog virkelig ikke vrd at
tale om de to Dgn og paa en moderne Jernbane.

De satte sig alle ved et af de runde Borde om Pillerne, mens Fru von
Eichbaum ifrte sig vaskede Randers-handsker til Rejsen og Fanny bragte
en Hilsen fra Hofdame Frken Juul.

-Ja, sagde Fru Schleppegrell: Emma (Hofdame Frken Juul bar Navnet Emma)
sagde saamn igaar til mig: "Bedste Ven, det vil jo vre en Lettelse for
hele Kredsen".

Men Fru Mourier fik Taarer i jnene og sagde:

-Hvor Gensynet med Dig, Emilie, alligevel bliver svrt for Aline.

Ventesalen begyndte at fyldes, mens Kate skrllede sig en Appelsin og
Generalinden og Fru Schleppegrell talte om Genve-Chocolade. Ja, Emilie,
sagde Admiralinden: naar det blot ikke var formegen Ulejlighed, at Du
bestilte mig tyve Pund--direkte. Genve-Chocolade er jo den bedste for
Fanny.

Karl dukkede frem mellem de Rejsende, med Stokken under Armen og
hngende Skuldre. Naa, sagde han: I har naturligvis vret her en Time.

Han kyssede Fru von Eichbaum paa Kinden og gav hende en lille
Rejseflakon med Eau de Cologne, udstyret med Ruslder: Vrs'go, sagde
han. Karls Penge slog i den sidste Tid saa mrkelig godt til og egentlig
var han jo opmrksom af Naturen. Han hilste rundt paa de andre, og Fru
Mourier sagde smilende:

-Det var en opmrksom Sn. Han bli'er en god gtemand.

-Er De vis paa det? sagde Karl, der var kommen hen mellem Fru Mourier og
Kate, og han rynkede Nsen.

-Hm, hvad hrer der til en god gtemand? sagde Kate.

-At han skal vre et rigtigt Mandfolk, sagde Karl.

Kate sa op, og der kom noget i hendes jne, et kort Nu, som gjorde, at
Karl ligesom rykkede hendes Stoleryg lidt nrmere.

-Ja, det har Karl saamn Ret i, sagde Fru Mourier.

Ventesalsdrene blev aabnede, og Julius samlede Smaabagagen sammen.

-Men i Genve, hrte man Fru von Eichbaum sige til Fru Schleppegrell:
kan man jo altid gaa i reformrt Kirke.

Fanny, der sa paa Karl og Kate gennem Lorgnon, sagde til Generalinden:
Ja, de har skiftet Prst, han skal ha'e et henrivende Sprog.

Fru Mourier, der sidst kom af Sdet, sagde: Naa, jeg bryder mig nu
aldrig om at hre fremmede Udlggelser.

De kom alle ud paa Perronen, og Fru von Eichbaum fik en Kup. Der var
noget ved Fru von Eichbaum, som straks lod Konduktrer og alle den Slags
Folk springe, og det uagtet hun ikke netop gjorde Indtryk af at ville
give Drikkepenge. Hun stod ind, medens alle de andre, undtagen Karl og
Kate, klumpede sig sammen foran Dren, saa Frken Kjr, der kom lbende,
helt forpustet, med Idas Buket, knap kunde naa hen til Trinnet.

-Det var lidt Blomster fra Frk. Brandt ... hun kunde desvrre ikke komme
selv.

Fru von Eichbaum tog Blomsterne og takkede: det var saa knt af Frken
Brandt. Og Frken Kjr forsvandt igen ligesaa pludselig og
forlegent-hjrd i Hovedet som hun var kommen, medens Fru von Eichbaum,
der sad paa Sdet med Buketten, sagde:

-Kre Brn, det er jo rigtig saa venligt af hende ... men Blomster paa
en Rejse er jo noget af det mindst praktiske, jeg vd. Tag Du dem hjem
med, Vilhelmine, hvor de kan komme i Vand.

Hun rakte Fru Mourier Roserne:

-Her lgger man dem i et Nt og finder dem bare visne om Morgenen ...

Buketten gik videre til Kate, der blev staaende med den i Haanden:

-De er smukke, sagde hun og saa srdeles ligegyldig ned paa de lange "La
France"-Grene.

-Ja, sagde Karl og smilede paa n Gang saa knt ned mod de lyserde
Kalke: Det er s'gu godt ment.

Saa genoptog han Traaden--de havde talt om Knuths Dygtighed som
Rytter--og han sagde med rynket Nse om Greven:

-Nej, det er s'gu en Jumber. Hvor kender De ham fra?

-Han har jo ligget i Aarhus. Og De vil jo ikke ride med mig.

-Det er et dejligt Dyr, sagde Karl blot og nikkede ud i Luften.

Konduktrerne lukkede Drene, og Efternlerne halsede ud af Ventesalene,
fulgt af Hotelkarle, der pustede. Dre kom op igen og i igen, og paa n
Gang var det, et Nu, som alle skndtes, Karle, Konduktrer og Rejsende.

-Kre Du, sagde Fru v. Eichbaum, der stod bag sin Kupdr saa rank som
et Lys: at Folk, der skal rejse, dog aldrig indretter deres Tid.

... Toget var gledet bort, og de sa kun endnu en Gang Fru von Eichbaums
hvide Lommetrklde, fr de alle vendte sig og gik.

Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl:

-Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen.

-Men nu kommer Knuth, svarede Kate.

-Men saa kan han jo ri'e med, sagde Karl.

Det blev en Aftale; og Karl gik.

Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen, og de andre
karte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde:

-Vi dmmer hende jo ikke. Men Du, der er dog Ting, som man ikke fatter.

-Naa, sagde Fru Mourier og sa frem for sig: det sidder vel i os alle,
og naar man saa ikke vokser fast til den, man har....

-Ja, kre, svarede Generalinden, men der er jo dog Ting, man tjler....

Kate sad og sa ud efter Schleppegrells. Nu kom de op i Sporvognen. Fru
Schleppegrell lod altid Konduktren tage saadan rigtig et fast Tag om
sit Liv.

-Fanny, sagde hun, da de begge var vel inde: det er jo slet ikke vrd,
der tales videre om, at vi var paa Banen.

Fru Mourier var kommen hjem og var falden til Sde med alt Overtjet
paa. Hendes Tanker var ved Aline.

-Ja, ja, sagde hun: hun har det Vrste igen. Hun tnkte paa Hjemkomsten.

-Kate, st saa de Blomster i Vand ...

Kate sa sig rundt i Stuen:

-Jeg har glemt dem i Vognen, sagde hun og gik ind til Viktoria.

Fru Mourier blev siddende med Tjet paa. Hun sad og smilte: hun var
kommen til at tnke paa Karl. Hun kunde saa godt lide ham. Der er ikke
noget skabagtigt ved ham, sagde hun altid til Generalinden.

       *       *       *       *       *

Ida sad paa Kafen, foran Ilden, ved Siden af det dkkede Bord, da det
tog i Dren og hun rejste sig--Rdmen flj helt ned over hendes
Hals--men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev.

Ida fik det aabnet og lst, straks, mens hun stod oprejst, midt paa
Gulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst.

Jeg maa for Skams Skyld ride med Smrret nu til Morgen. Vi ses. Karl.

-Er Herren syg? sagde Ellingsen, saa stilfrdigt. Han havde bare en Gang
slaaet jnene op, mod hendes Ansigt.

-Ja, sagde Ida saa godt som uden at vide det.

Hun saa kun et jeblik ud over Bordet:

-Saa skulde jeg betale, sagde hun og smilte paa n Gang (det Hele var da
saa rimeligt; det var naturligvis Fru von Eichbaum, der havde bestemt
det, iaftes, paa Banegaarden); men pludselig tnkte hun paa, at
Ellingsen vilde kende Portemonnen, og hun sagde:

-Aa nej, det kan ogsaa vente; og hun blev ved at tale med Ellingsen,
mens han hjalp hende Tjet paa og til hun fik sagt "Farver", uden at se
sig om.

Ellingsen slog Drklappen for og serverede af og glattede Servietterne
lidt. Der var, over Ellingsens Haandbevgelser, mens han gjorde det,
noget vist bekymret, som henlagde han srgerandede Salmer paa et
Pulpitur.

Ida gik paa Vejen rankt og hurtigt, medens hun smilede igen: Det var jo
saa rimeligt, og Karl (mens hun tnkte hans Navn, naaede Smilet ogsaa
til jnene, de havde vret ligesom saa runde og stive, sknt der var
Glans nok over dem) holdt saa meget af at ride ... Hun blev ved at
smile: Ja saa knt han red ...

Men--jo--hun vilde gaa hurtigt ... for hvis de red og kom denne Vej ...
Hun vilde alligevel, hun vilde ndig mde dem ...

Hvordan det nu var, gik hun dog hvert jeblik langsomt, og det var
ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder frst stak op saa pludseligt og
lige ved hende, saa hun knap fik nikket. Men den gamle Herredsfoged
standsede hende og holdt begge hendes Hnder fast mellem sine strikkede
Vanter. Det var et velsignet Vejr med den hje, klare Luft, sagde han:

-Ja, det er en stolt Luft for os, der har det ringe med Hrelsen, sagde
han. Men i det samme hrte Ida Trav bag sig, og hun maatte gaa fra ham:
det var vist dem, men det ld, som var der tre Heste ...

... Ida vidste ikke selv, hvorfor hun tog Vejret saa langt, da hun havde
vendt sig halvt og sa Knuth, der kom travende der, paa den anden Side
af Kate.

Hestene kom stadig nrmere, og Ida vilde lige til at hilse, da Kate
Mourier holdt sin Hest an.

-Godmorgen, Frken Brandt, sagde hun, oppe fra Dyret, og de andre
standsede som hun.

Ida blev rd og saa bleg:

-Godmorgen, sagde hun, og der var med t det forrige stive Udtryk i
jnene.

-De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige ved
Ida og ikke havde kunnet faa fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfldigt,
den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, rre ved Idas
Kind, saa Ida sa op, lynsnart, et Sekund----

-Uh, sagde Kate, der havde set ud over Sen (Knuth tog ikke sine jne
fra Ida): I saadant et Vejr maa der vre flt paa Galehuset.

Hun nikkede igen og satte Hesten i Vej:

-Hun er egentlig sd, sagde hun, mens de travede.

-Ja, sagde Karl langsomt: hun er saa kn, naar hun er bedrvet.

Kate lo: Gud, hvor det ligner Dem. Er hun ikke kn, naar hun er glad?

-N, sagde Karl.

-Og hvorfor?

Karl red lidt: Hun er vel ikke vant til det, sagde han saa og nikkede.

Knuth var kommen en halv Hestelngde bag de andre: han sad og vendte sig
to Gange i Saddelen for at se sig tilbage.

-Naa, Knuth, kaldte Kate, og Knuth red til. Lidt efter spurgte han:

-Er hun paa Kommunen?

-Ja, sagde Karl.

-Allez-y.

De slog over i skarpt Trav.

Under hvert Hvil i Kasernegaarden den Formiddag gik Knuth saa underlig
og tyggede paa sin Piskeknap.

Den skrvende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen,
naar Knuth aad Pisk og naar han fik det ligesom lidt mrkere i jnene.

-Vrvl, sagde Knuth. Men paa Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu
haft et nydeligt Smil, da hun stod og sa op til den Landlber.

Ida var hjemme. Hun havde nikket til Portneren og paa Trappen talt med
Josefine--der stod ligesom Storm af Josefines Skrter i disse Dage--og
oppe i Kamret havde hun lukket sit Vindu: hun flte kun n Ting,
bestandig igen: den fine Strejfen af Karls Pisk over sin Kind....

       *       *       *       *       *

-For Satan--naa, han sa mig vel ikke. Karl sprang ved Femtiden om
Trappehjrnet op til Idas Kammer, ligesom Dr. Qvam lukkede Dren op paa
frste Sal. Oppe ved Dren blev han staaende lidt, indtil han hrte Dr.
Qvams Skridt d bort nede i Gangen.

Saa slog han to Slag paa Dren, som han plejede.

-Du var saa kn imorges, blev han ved at sige til Ida; og han blev hos
hende lige til sidste Minut.

Men da han kom ned, stod Qvam udenfor den urolige Gang og talte med
Frken Koch.

-Godaften, sagde han noget lavmlt, og han kom forbi.

Frken Koch havde ikke svaret, men hun sa hvast efter ham; og hendes
Samtale med Qvam gik i Staa.

-Maa man sprge, sagde hun saa pludselig, midt inde i noget andet: hvad
saadanne Mennesker tnker paa--

Dr. Qvam stod lidt:

-Der er vel dem, som aldrig tnker ret langt, sagde han: Og for dem er
det jo lettere ikke at tnke lnger end de vil.

Frken Koch lukkede Munden sammen, saa den ikke var mer end en Streg.

Lidt efter sagde hun:

-Sig mig, Doktor, hvad burde der egentlig gres ved Verden?

Qvam fljtede:

-Jeg vd s'gu ikke; medmindre man skulde behandle et vist Antal Mandfolk
ligesom man behandler Hingstene og gre dem til Arbejdsheste, der gik
roligt foran den store Vogn.

Han tav lidt:

-Paa den Maade, sagde han saa, vilde man jo tillige naa det
anerkendelsesvrdige Resultat: efter Evne at affolke Jorden.

-De er en fornuftig Mand, Doktor, sagde Frken Koch.

-Naa, sagde Qvam: Herren vd det. Man bliver vel bitter ved at gaa paa
et Galehus og mest ved at tnke paa dem, der ikke sprres inde....

       *       *       *       *       *

Drosken holdt udenfor Porten paa Toldbodvejen, og Karl kom ud:

-Saa, nu Sjalet ned om rene----

Ida skulde agere Generalinden ind forbi Portner Svendsen, og hun gik paa
Terne for at faa Hjden, leende, med Kniplingstrkldet ned over
Ansigtet.

-Han er der s'gu, sagde Karl, der skvede hen til Portner-Hullet, mens
Ida blev ved at gaa paa strakte Fdder:

-Saa. De var frelste inde i Gaarden og de lo paa n Gang, sagte, begge
to. Men Karl sagde og nikkede:

-Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralen flyttede.

-Hvorfor?

Karl smkkede med Lberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot.

De listede op ad Trapperne, og Ida traadte fejl og lo igen, fr de
naaede Dren.

-Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tjet af.

-Ja, sagde Ida og lo, men sklvede alligevel. Men Karl, der aabnede
Dren til Spisestuen, sagde bare: De er s'gu i Seng, som om det var
derfor, hun rystede; men Ida ventede lidt inde i Karls Vrelse, til han
kom tilbage.

-De sover, sagde han, og han frte Ida, der gik saa varsomt endnu, ind
hvor i Dagligstuen Lampetterne var tndte og Vinen stod paa Bordet.

-Hvor her er fint, sagde Ida og trykkede sit Hoved mod hans Skulder.

-Ja, sagde Karl: iaften er Du Svigerdatteren.

Ida slog et Nu et Par pludseligt straalende jne op paa ham, mens hun
paa n Gang rdmede, og Karl, der havde mdt hendes jne, trak (han
vidste det maaske slet ikke selv) Skulderen bort, en Anelse bort, hvad
hun dog fornam.

-Det er Marinens Madeira, sagde Karl.

De drak lidt, til Karl strakte sig, med Benene frem, i den store Stol og
Ida bragte ham en Skammel, og de hrte ikke andet end Gassen, der kogte:

-Her er rart, sagde Karl.

-Ja.

Ida laa nede paa Gulvet, med Hovedet mod hans Ben, og hun sklvede lidt
i Stemmen endnu, men paa n Gang blev hun munter, kun ved at fornemme
den mme Drift i hans Fingre mod hendes Nakke--og hun sa sig om,
nedefra, og pegede paa Kniplebrdtet, mens hun lo, uden at vide hvorfor:
-Det har hun ikke med, sagde hun.

-Nej, sagde Karl og lftede hende op, men Ida rev sig ls og tog Kldet
fra Brdtet og begyndte at haandtere Pindene: Pas Du paa, sagde Karl,
der havde bjet sig og sad og pustede i hendes Haar, mens hun holdt op
at kniple, og hun sagde, med lukkede jne, saa sagte, at det lige kunde
hres og ikke mer:

-Iaften gifter vi os.

Karl sa op i hendes jne, der havde aabnet sig, med et andet Blik end
det, der var i hendes--og det havde givet det samme lille, umrkelige
Ryk i ham som fr--:

-Det har vi vel gjort fr, Pus, sagde han lidt hjere end hun--og hendes
Hage lftedes fra hans Haar.

-Men vi drikker jo ikke, sagde Karl. De havde tiet et Nu og han rakte
hende Glasset op over sit Hoved--som hun tog og ikke rrte.

-Der har vi s'gu Tegningerne ... Karl fik pludselig je paa Pakken paa
Marmorbordet i Hjrnet.

-Hvad for Tegninger? spurgte Ida og vidste knap selv, hvad hun havde
sagt.

-Dem til Ludvigsbakke, sagde Karl, der havde rejst sig: Nu vil vi s'gu
se dem.

-Nej, hvor kommer de fra?

Ida var lige saa hurtigt derhenne.

-Det er Kate, der la'er dem ligge og drive her, sagde Karl, der havde
taget Pakken og skudt Kniplebrdtet bort.

-Sikken Mngde, sagde Ida. Der var Blad indeni Blad.

De rullede Planerne op og holdt paa dem med Albuerne, mens de sad i
Sofaen ved Siden af hinanden:

-Det er Hovedbygningen, sagde Karl: naa, stort ska'et vre.

-Aa, der er Taarne, sagde Ida.

-Ja, sagde Karl og tjattede til hende: naar Du bare ser et Taarn. Det
var italiensk Stil med Taarne og flade Tage. Ida rejste Planen op og
stttede den mod Lampen: Men det bli'er dejligt, sagde hun.

Karl sad og snuste: Ja, det vil passe knt til Omgivelserne, sagde han
og rynkede paa sin Nse. Han sad og viftede med den ene Haand hen foran
Planen, medens Ida blev ved at se paa Bygningen.

-Du, sagde hun: fra det Taarn kan man se hele Brstrup.

-De skulde s'gu se lige til Horsens, sagde Karl. Han sad og nikkede
foran Planen: Og Terrasser er der ingen af, men det er det, de Folk
bygger altid saadan, at man ser, de alligevel ikke har Penge nok.

De gik til det nste Rids. Det var Planen over frste Sal. Ida frte
Fingeren fra Stue til Stue, og Karl kontrollerede Bogstaverne paa
Planens Fod: Det var Dagligstuen--to Dagligstuer--og det var
Thevrelset....

-Og alt det er Spisestuen, sagde Ida.

-Atten Alen i Lngden, sagde Karl og nikkede ligesom bifaldende.

Og dr var Billardet--i Taarnet.

-Jeg tnkte det s'gu nok, sagde Karl: der bliver en storartet Udsigt
efter Middagen.

Det begyndte at interessere ham; han fulgte Bogstaverne og udmaalte
Vrelserne, spndte med Fingrene og nikkede: Der var gennembrudte
Vgge--Spejlglas gennem det Hele....

-Jo, hun har luret sig no'en Dessiner til i Udlandet, sagde han.

Ida havde sluppet Planen; hun havde aldrig set saadant et Hus.

-Hvor de faar megen Plads, sagde hun og sa hen over de mange Rum: Men
vi vil ikke kende det igen.

Karl blev ved at maale og studere:

-Ja, indvendig er det godt (han smkkede med Tungen) det er s'gu godt.
-Ja, og ligesom en lille Smule sky lagde hun sit Hoved ned paa hans
Skulder: de har jo Pengene ...

Karl nikkede og sa fra Planen op i Lampen:

-Ja, sagde han.

Han blev ved at se en Stund ind i Lampeskinnet:

-Det var os, der skulde haft det, sagde han saa.

Pludselig smilede Ida:

-Ja; og ogsaa hun sa ind i Lampelyset.

-For det var da det, man var fdt til, sagde Karl.

-Ja, Du....

-Du ogsaa, sagde Karl og sank ligesom lidt i Stemmen.

Han tog den nste Plan. Det var alle Sovevrelserne med Toiletvrelser,
og med Bade og med Garderober. Fra A til  stod det hele Alfabet paa
Ridsets Fod. Karl snftede og han gned sine Hnder.

-Satans, sagde han: hun er s'gu indrettet paa at gifte sig....

-Og seks Gstevrelser....

Han talte dem op:

-Med Bad til hvert.

Det morede ham, nsten som Kate havde vret en Elev i Komfort, der var
gaaet i Skole hos ham:

-Det er engelsk, sagde han: det er godt; og han klede sig i Haaret: Hun
er en Satan, hun har s'gu luret sig Dessinerne til....

Ida blev ved at sidde med Hovedet mod hans Skulder, flgende hans Hnder
og seende op i hans Ansigt: det var ligesom hun ikke rigtig kunde flge
med i alle de mange Rum.

-Ja, de faar det dejligt, sagde hun.

-Gu' faar de det dejligt, og han flyttede sig lidt i sin Iver: det var
den nste Plan, Staldbygningen. Flot, flot, sagde han: Hun er en Satan.

Stalden var ogsaa engelsk (og han forklarede) med Rum til Dyrene som i
England til de store Vddelbere.

Ida beundrede i Stilhed--hun forstod sig nu ikke paa Stalde--og mens hun
sa hen over Planen, sagde hun pludselig:

-Det er dog godt, at Far er dd.

Karl gav sig til at le, bjet over Ridset.

-Ja, sagde han: det vilde ikke vre no'et for den Gamle....

Og han blev ved at le ved Tanken om at se gamle Brandt i Kates engelske
Staldbygninger.

Ida havde rejst sig, og paa n Gang sagde hun--og vidste slet ikke,
hvordan det faldt hende ind, for et Minut fr havde hun aldrig tnkt
derpaa--:

-Vd Du, nu vil jeg leje mig en Lejlighed.

-Hvad vil Du?

-Ja, jeg vil leje en Lejlighed--

Hun havde lnge tnkt, hun vilde hellere ha'e en Lejlighed....

-Hvor? sagde Karl bare.

Og paa n Gang vidste Ida, hvor det skulde vre: i Ole Suhrsgade, for
det var saa nemt; og hun vidste, hvordan hun vilde ha' det: fire
Vrelser; hun havde altid tnkt det, saadan en Lejlighed som
Kristensens.

Hun stod paa den anden Side af Bordet og bjede sig frem under Lampen,
saa Skyggen af hendes Hoved faldt over Ridset til Staldene.

-Og Mblerne staar jo til ingen Nytte i Horsens, sagde hun.

Hun var saa ivrig, at hun blev rd i Kinderne.

-Ja, det er udmrket, sagde Karl: han sad endnu med Ridset i Haanden.
Ida gik over til ham og tog ham ned om Hovedet.

-Og saa kan Du altid spise Frokost hjemme, sagde hun.

Der var den Klang i Stemmen, som han elskede.

-Du, Pus, sagde han, og han sa op i hendes Ansigt: Hvorlnge kan Du
blive?

Ida smilede kun og lukkede sine jne.

Karl rullede Planerne sammen, mens Ida gik over til Hjrnesofaen, der,
hvor Stereoskopet stod, som da hun var her frste Gang.

-Og saa vil vi ha'e Herrembler i det store Vrelse, sagde hun.

Karl sad i Sofaen, med Nakken ind mod Vggen.

-Nej, sagde han: i det store Vrelse vil vi sove.

De sad lidt tavse, mens Gassen kogte og Karl sa over paa Ida, der sad
lige under Blusset, til han pludselig sagde, saadan halvhjt:

-Det maa vre flt at sidde saadan og vaage....

Og Ida rystede paa sit Hoved og sagde i samme Tone:

-Nej, ikke nu....

Hun tav et jeblik:

-For saa kan man sidde og huske alting, sagde hun.

Der var stille igen, saa meget som et Nu, fr Karl gik over til hende.
Han fandt ingen Klenavne, sad bare og strg hende over Hnderne, ganske
mt (og helt inde i sig tnkte han: Det bli'er slemt en Gang) til hun
kyssede hans Kind.

-Gaar Du saa? hviskede han.

Hun rejste sig og han hrte Dren til sit Vrelse sagte aabnes og
lukkes.

-Har Du slukket? sagde han, da han selv kom ind i sin Stue.

-Ja, hviskede hun.

Og Hnderne, hun rakte ham, var blevet sklvende og kolde.

-Er Du bange, Pus?

-Jeg vil snart gaa, sagde hun, og hun blev ved at vre angst og kold.

Sent hen paa Morgenen skulde hun gaa.

Karl var utidig.

-Du behver kun at flge mig til en Droske, sagde Ida.

Det gjorde han saa kun, og da Ida var inde i Vognen, bjede hun Hovedet
ned og kyssede hans Haand, der laa paa Vogndren.

-Jeg blev nu alligevel bange, hviskede hun.

-Naa, Pus, sagde Karl ligesom trstende. For det var, som om Graaden
vilde op.

Karl drev tilbage.

Lidt efter strakte han sig langt i sin franske Seng.

Han rg sig et sidste Par Drag, mens han sa betnksomt op i Loftet:

-Men man skal nu ikke bilde hende no'et ind, sagde han og nikkede med
Hovedet paa sin Pude.--

Ida var hjemme og kom gennem Porten. Der gik mange Drikkepenge til baade
Portner og Portrer. Oppe paa Vrelset lagde hun sig paa sin Seng.

-Jo--nu vilde hun ha'e Lejligheden ... og saa vilde hun aldrig mere
derhjem--Nej, hun vilde aldrig mere derhjem.

... Dagen var brudt frem med Regn og Slud. Lgerne havde vret der,
forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde vret
blege og dde til Knoerne, mens han gned Hnderne over Sygesengene.

Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke.

Portren purrede de Arbejdende ud og drev paa dem med smaa Udraab
henimod Dren som en Hjord. Og Nglerne ld og Drene lukkedes.

-Hvorfor skal jeg ikke med? sagde Bertelsen vist for tiende Gang, og
lftede de lurende jne, mens Vandet fra Hanen lb ned over hans Hnder.

-Fordi Deres Moder kommer, Bertelsen, sagde Ida:

-Saa, De er jo ren, Bertelsen, De er jo ren.

Bertelsen betragtede sine Hnder og hver bidt Negl, fr han, med
dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, slv og med
halvlukkede jne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi:

-Hvorfor skulde jeg ikke med?

Og Ida gentog:

-Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer....

Og mens Ida syslede, ld atter kun to Syges Stnnen fra Salen og Herren
fra "A"'s Skridt over Gulvet.

Nglerne ld i Dren til Kvinderne. Det var Qvam, der vendte tilbage.

-Her er mat, sagde han.

-Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde
vaagne.

Og de maa egentlig hellere larme, sagde Qvam: for slver de, minder her
li'egodt forbandet om Underverdenen.

Han satte sig op paa Bordet under Vinduet, mens Frken Petersen kaldte
paa Ida fra Kkkenet, om hun vilde hjlpe hende med hendes Kjolerem.

-Gaar De ud i dette Vejr? sagde Qvam.

-Ach, Frken Petersen skulde i "Udsalg".

-Aa, sagde Ida, der bag Kkkendren laa ned paa Kn for at hjlpe,
pludselig med en hj, lys Stemme: saa kunde De maaske se, om der var
Mbelstoffer.

Qvam lftede rask Hovedet:

-Skal De giftes? sagde han.

-Nej, men jeg vil leje Lejlighed; hun stod op.

Qvam satte ned fra Bordet.

-Ja, sagde han: det er vist ogsaa meget fornuftigere.

Han gik hen forbi Kkkendren og slog Hovedet en Kende tilbage mod
Bertelsen.

-Skal han ha'e Tjet? spurgte han sagte.

-Ja.

-Godmorgen.

Qvam gik; men Frken Petersen satte sig. Hun maatte vide Besked: hvor
det skulde vre og naar hun havde bestemt det.

-Aa, jeg har villet det lnge, sagde Ida, og hun begyndte at fortlle om
Lejligheden og Mblerne, hun vilde have, og Betrkket, hun vilde vlge,
fantaserende om alle de Ting, hun aldrig havde tnkt paa--og hun troede
selv, hun havde tnkt det lnge.

-Men i den store Stue vil jeg ha'e Lderbetrk paa Mblerne, sagde hun.

Bertelsen lftede pludselig Hovedet:

-Naar kommer hun? spurgte han.

-Klokken elve, Bertelsen.

Frken Petersen var blevet ganske flsom ved Tanken om Lejligheden.

-Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun.

Ida smilte ved Ordet og blev tavs et jeblik, mens hun blev ved at
smile.

-Ja, sagde hun og, stille, sa hun frem for sig.

Frken Petersen var borte--Nyheden havde hun med sig til Spredning--og
Ida bragte Vand til de Syge paa "Salen" og rettede paa deres Puder. Saa
sad hun, hklende, ved Bordet under Vinduet. Fra den urolige Gang steg
en dmpet Stnnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille
Klynken.

-Naar kommer hun? spurgte Bertelsen igen.

-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med
nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa
Tankerne om sit "Hjem".

Det slog to dvende Slag paa Gangdren og Ida lukkede op. Det var Fru
Bertelsen, der allerede paa Trskelen fik Trkninger af Graad i sit
Ansigt. Vrsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem. Og Fru Bertelsen
gik hen mod sin Sn, der ikke rejste sig. Goddag, Jakob, sagde hun
underlig ydmyg-frygtsomt, men han svarede kun med Knurren. Saa flyttede
han sig over til Bordet og Moderen med. Hendes Ansigt, hvor alt Huld var
fortret, og Hatten--en Sommerkapothat, overtrukket med gammelt
Klde--tegnede sig mod den graa Vg.

Ida gik ud; fra Kkkenet hrte hun Bertelsens ustandselige Tale som en
vredagtig og undertrykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja,
men Jakob ...

Dren til Kvinderne rg op. Det var Kjr, der frst sa sig rundt i
Stuen og saa lb ud i Kkkenet.

-Gud, men Jomfru, naar skal det vre? sagde hun: De vil jo leje
Lejlighed.

I en flyvende Fart maatte hun have Rede paa det Hele, og Ida fortalte
alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende,
efterhaanden som hun talte; ogsaa Bertelsen blev ved at snakke, hjere
og hidsigere, purpurrd, medens han frte begge de knyttede Hnder op
foran sig, altid i samme Hjde, som var de bundne i en Lnke.

-Men, lille Jakob, lille Jakob.

-Sikken et Dukkehjem, De faar, sagde Kjr ude i Kkkenet: Gud, Gud, hvor
jeg glder mig.

Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone:

-Er hun her for at sige Farvel?

-Ja, den Stakkel.

Bertelsen skd Stolen bort og stod op; gennem Dren sa de Moderen gribe
om hans Arm, men han sled sig ls.

-Forbandede Mr, som Du er, skreg han. Fra Dren til "Salen" vltede han
endnu en Strm af Skldsord imod hende, mens den knoklede Moder blev
staaende ubevgelig, midt i Stuen, sitrende lidt, som en Skive, naar den
rammes af Kuglerne.

Saa vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Hnder.

-Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude.

Fru Bertelsen svarede ikke. Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang
hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortlle for hundrede
Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet--for denne Sn ligesom for
hans to ldre Brdre:

-Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brdre. Og alting var godt,
til han gik en Dag fra sit Kontor, og kom hjem, han ligesom hans Brdre:
han var gaaet; var staaet op fra sin Stol; Pennene havde han lagt
njagtig i Rad (jeg sa det jo selv) og Linealen paa sin Plads og hans
Bger var frte (jeg sa det jo selv) til han gik og kom hjem og det var
forbi for ham ligesom for hans Brdre.

Hun kunde ikke grde, men det ld, som hun grd:

-Ligesom for hans Brdre.

-Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.

Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine jne,
som var de blinde, sagde hun:

-Og saa er det Ens egen Skyld--

De Ord var Fru Bertelsens frste Tanke og hendes sidste lige fra den
Dag, Hr. Overlgen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man
ogsaa Brn med et drukkent Mandfolk?

-Og saa er det Ens egen Skyld....

Ida havde ikke hrt Dren gaa, men pludselig vendte hun sig, og Herren
fra "A" stod paa Trskelen: smilende stod han og sa paa dem begge.

Fru Bertelsen lsnede sine Hnder fra Ida's, og gik hen mod Dren til
Gangen.

-Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida, og Fru Bertelsen sa ind paa
"Salen", hvor Snnen sad, sammenkrben i en Krog, paa en Sengekant.

-Nej, lad ham sidde, sagde hun. Og Ida lukkede Gangdren, mens Fru
Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med jnene fstede paa Dren til
"Salen" og gik.

-nsker Doktoren noget? spurgte Ida.

Men Herren paa "A" blev kun staaende med det samme Smil. (Jo, han er
vist alligevel gal, tnkte Ida.)

-Nej Tak, sagde han kun og rrte sig ikke.

Det blev Skumring.

Hele Dagen havde Damerne raslet med Nglerne og var rget ud og ind for
at sprge om Lejligheden, og Ida havde svaret nsten lidt febrisk,
udmalende alting, saa det og saa det.

Nu sad Frken Kjr et jeblik med Ida ved Bordet, og de talte, lidt
afbrudt, om det samme.

-Hm, sagde Kjr: saa faar man da et Sted, hvor man kan sove.

Ida nikkede. Hun greb sig idag hele Tiden i at sidde med lukkede jne.
Nu aabnede hun dem. Inde forbi Dren paa "Salen" drev og drev Bertelsen
som en Skygge, og pludselig hrte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der,
helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen.

-Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun.

De sad tavse en Stund. Fra de Uroliges Gang ld den samme dumpe Stnnen
som den hele Dag op imod dem, som en ubestemt og fjern Klagen, mens
Bertelsen blev ved at glide forbi Dren som en Skygge, der viskedes
ud--i Mrket.

-Ja, hvad mon et Menneske som hun stiller op med Livet? sagde Frken
Kjr, der tnkte paa Fru Bertelsen.

Hun tav lidt igen.

-Ja, hun dr jo en Gang, svarede hun sin egen Tanke.

Herren paa "A" gik, som han plejede. Det var, som den dmpede Stnnen
dernedefra slog blgende sammen om hans Skridt.

-Her er alligevel trist idag, sagde Kjr og stod op.

Ida gs uvilkaarligt.

-Ja, sagde hun: nu skal vi tnde.

Kjr gik og Patienterne fra Klderen kom tilbage, og en Tid efter suste
Josefine ind med Maden, mens Ida slog de vkkende Slag paa Frken
Petersens Dr.

Josefine var i disse Dage i rent ud ondt Humr. Der ld ikke saa meget
som en Visestump paa Trapperne, og nu stod hun og faldt i Tanker, mens
hun tog Maden op.

-Nej, Frken, sagde hun: Man sku' aldrig gre no'et for et Mandfolk.

-For de er no'en Hunde, erklrede hun, og hun tog igen fat paa
Udpakningen. Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag for
Lyset at udrede af Konduktr Andersen.

Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Frken Friis der alene. Hun lagde af
gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskrt. Frken Friis lagde
mere og mere Vgt paa en moderne og tidssvarende Underbekldning.

Mens Ida drak sin The, sagde Frken Friis:

-Naa, De vil bo privat, hrer jeg; naar skal der lyses?

Hun begyndte at le, mens hun trak i Rucherne:

-Ja, det skal vel ikke vre fra Prdikestolen.

Frken Friis nynnede, mens hun blev ved at arbejde med Rucherne:

-Jeg havde forresten ikke troet, De var saa fornuftig, formente hun saa
pludselig og nikkede over til Ida. Derpaa sagde hun ikke mer. Men Koppen
rystede i Idas Haand.

Da Ida vilde gaa op, mdte hun Frken Boserup paa Trappen.

-Saa ta'er De vel Deres Afsked, sagde Boserup.

Det havde Ida slet ikke tnkt paa.

-Aa, mente Boserup: Gudskelov, der bli'er nok Vakance. Jrgensen
begyndte ogsaa at indrette Lejlighed et helt Aar fr hun blev gift.

Der skd en hastig Flammen op i Idas Ansigt. Hun blev ganske bleg.

-Man tr vel indrette sig et Sted at vre, sagde hun. Hun havde aldrig
talt saa haardt og hun vidste ikke selv, hvorfor hun gjorde det nu.

Men da Boserup kom ned i Spisestuen, sagde hun:

-Gudbevar'es, tal ikke til Brandt om Lejligheden. Den Due har ogsaa
Kler.

-Men naar man lejer Lejlighed og mblerer med Lderbetrk, skulde man
helst ikke ta'e Brdet ud af Munden paa andre.

verud sagde paa sit Fynsk:

-Lderbetrk, det var der ogsaa i Rygevrelset paa Broholm ... det var
saa knt og saa rart kligt at sidde paa--efter en Middag.

... Ida havde tndt Lampen oppe paa Vrelset. Hun vidste ikke selv,
hvorfor al den urolige Angst var kommen op i hende igen. Men pludselig
gav hun sig til at skrive til Karl:

"... Men Du maa ikke vre vred, hrer Du, det maa Du ikke--for det, Du
vd. Jeg blev jo kun saa bange og kan Du ikke forstaa det? Men jeg vil
jo kun, som Du vil altid; vd Du da ikke det? Og det var jo kun, fordi
det syntes mig ligesom din Moder var der hele Tiden--men Du maa ikke
vre vred, min egen, egen Ven--vil Du vel?"....

Karl var ved at trkke i Ridebukserne, da Julius nste Morgen bragte
Brevet.

Han stod lidt og sa paa Brevskabet, med halvrynket Nse, far han
aabnede det og lste det, stadig med samme Udtryk i sit Ansigt. Saa
kldte han sig paa. Men da han var frdig og kom ned paa Gaden, slog han
sig med Pisken over Laarene:

-Fruentimmerne tnker s'gu ogsaa altid saa urimelig lnge over hver
Ting.

Kate var allerede i Sadlen, da han kom.

-Nom d'un chien, sagde hun: vous n'tes pas matinal.

Karl skd Lberne frem:

-Jeg har lst Forretningsbreve, sagde han og steg op i Stigbjlen.

Kate hilste med Pisken op til sin Moder. Fru Mourier kom altid, i
Frisrkaabe, hen til Vinduet for at se "de to Unge" ride ud.

       *       *       *       *       *

Det var Onsdag efter Frokost, og Generalinden skrev til sin Sster, Fru
v. Eichbaum:

Kre Emilie!

Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale
at jeg skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet hndet med
Undtagelse naturligvis af, at vi hjrtelig savner Dig, Mille. Dit Hus
staar nu som blst og venter kun paa Dig og Hjemkomsten (Hyacinterne
mellem Vinduerne er sprungen ud; de to blev rde, sknt Asmussen saa
bestemt havde lovet dem alle blaa, men i og for sig knne i Farven, hvad
jeg ogsaa sagde ham, da jeg bestilte Blomster til Geburtsdagen hos
Schleppegrells). Der var rigtig net og hyggeligt (vi fik
Maraschino-Fromage, Du vd, men den var ikke lykket; Anna har det jo med
altid at forsge nye Opskrifter), sknt vi var to flere end vi kunde
sidde.

Ved Desserten brd de Unge op--Karl havde Kate--og nd den sde Fromage
i Kabinettet. Desvrre tror jeg, der er kun daarlige Udsigter for Fanny.
Frken Juel sagde mig forleden ved Pastor Jrgensens Forelsninger (han
er nu frdig med Baggesen; han talte, Du, tre Kvartr om Sofie rsted,
hvad der jo var ret overfldigt for os i Familien, da vi kender det
bedre), at Prinsessen efter al Rimelighed slet ikke skal have Hofdame.
Sagen er vel den, at de venter, den saksiske Prins meget snart vil gifte
hende og saa var det jo ogsaa overfldigt. Desuden er det jo naturligt,
at de vil spare. Nu taler Anna om, at Fanny kunde lre Massage. Dr
kommer det jo kun an paa Armkrfter, og dem siger de, hun har, trods
Maven, der er vedblivende slet. Det bedste var naturligvis, om Skeel
endelig en Gang vilde gifte hende. Karl har vel skrevet Dig til. Jeg ser
ikke meget til ham, men hrer ham i Huset til hans gode, faste Tider.
Kre Mille, det er, som jeg altid har sagt, at kom han i noget fast,
vilde Familieroen nok falde over ham. Vi er jo, Gud vre lovet, ikke af
noget springsk Naturel. Kate og han rider nu hver Morgen deres lange Tur
ad Broen (jeg synes, hun bliver mer og mere stilfrdig og faar mer og
mer af Vilhelmine) og taler meget Fransk: de har jo alle de flles
Minder fra Lausanne. I de franske Forelsninger er vi naaet til
Chateaubriand. Det er meget interessant, men han har jo vret et uroligt
Hoved. Vilhelmine lser nu hans Vrker; Du kender hendes Grundighed.
Saasnart Foraaret gryer, tager de fat paa Hovedbygningen paa
Ludvigsbakke. Karl og Kate laver stadig i Forening om paa Planerne, men
Huset bliver dejligt (Etatsraad Schmidt fra Aarhus, Du vd, som var til
Geburtsdagen, sagde mig jo ogsaa, at Mourier nu tjente sine Par Tnder
Guld om Aaret) med Badevrelser som i Aix-les-Bains. Den lille Brandt
skal have vret her forleden og spurgt, om hun skulde se til dine
Blomster. Det var jo meget betnksomt, men ret overfldigt, finder jeg,
for det har man jo dog Ane til. Ane sagde, at hun sa daarlig ud og
underlig gammel. Men hun er vel ogsaa snart i de Aar, hvor unge Piger
bliver gamle Jomfruer. Rg har der vret i Kkkenet, saa jeg tilsidst
lod Petersen komme (han havde faaet en Snnesn, saa jeg havde ham inde
til et Glas Madeira), men han sagde, det var Vejret, saa det er der jo
ikke noget at gre ved. Hils Aline, det er jo srgeligt med hendes Ben.
Bruun siger (han ser foraset ud, Stakkel, overhngt som han er med
Praksis) at det maa vel vre en Slags Lammelse--og det er da intet
Under. Gud, Du, at Folk i den Alder vil udstte sig for alle de
Sindsbevgelser. Her hilser alle.

Din trofaste Sster Lotte.

P.S. Vilhelmine bragte forleden Dag sit og Kates Billede i Ramme,
nydeligt og med deres Navnetrk. Jeg stillede det forelbig foran paa
den store Etagre. Kate er nydelig, med den slanke Figur. Det er taget
hos Hansen, hvad jeg raadede. For Fanny var taget forleden hos en anden
i et Vindu, og det var afskyeligt. Jeg tror jo nok, at Anna venter
Chocoladen.

Fru von Eichbaum svarede om Lrdagen:

Kre Charlotte.

Tak for dit Brev og alle de rare Efterretninger. Vi har det nogenlunde
(jeg ngter jo ikke, at jeg lnges efter Hjemmet og den gode Ro) men for
Alines Skyld bliver vi endnu sagtens til Slutningen af Maaneden, for jeg
mener som saa, det er bedst, at hun frst kommer hjem, naar hun er i den
fulde og klare Ligevgt. Med Benene er det noget bedre (Dr. Brouardel,
en rigtig dygtig Lge, som ogsaa har givet mig en Slags Salve eller
saadanne mod vore trre Hnder, at smre Morgen og Aften, siger, at det
er en Svkkelse i Knene) sknt ikke godt; det er som de ikke rigtig vil
bre hende, sknt hun er blevet meget mager. Naar Solen skinner, sidder
vi dog om Formiddagene jvnligt paa Terrassen for at nyde den frie Luft.
Om Personen taler vi naturligvis ikke, og, vil Du forstaa, i det Hele
ikke om, hvad der er sket. Den Slags fgter man kun ud med sig selv.
Stuepigen siger, at Madame ofte grder om Morgenen, hvad jeg lader som
jeg ikke mrker. Har hun Taarer, maa hun helst grde dem ud. Du vd, jeg
mener, at naar blot ingen ser det, bliver Folk ogsaa nok trtte af at
grde. Men om fjorten Dage, tnker jeg, vi rejser, og Aline tager saa
efter et Par Dages Forlb hjem paa Gaarden. Og naar hun har vret hjemme
en Maanedstid, kommer hun til Byen, i al Ro, ganske som hun plejer om
Foraaret. Men alt det behver der naturligvis ikke at tales om, hvad der
er bedst. Her paa Hotellet tror de vedblivende, at hun er paa Efterkur
fra Vichy, som jeg sagde straks. Vilhelmine skrev til mig (jeg havde
ogsaa Brev fra Anna, hun er paa Rejser tit lidt generende med sine mange
Kommissioner; at Fanny ikke blev Hofdame, har jeg altid tnkt, de tager
dem ikke saa unge af Hensyn til Indtrykket) og var fuld af Lovtaler over
Karl. Det glder mig jo inderligt, at han kan vre noget for Mine og
Kate, som hun skrev, naar han blot ikke forsmmer sit Kontor. Om en Ting
maa jeg bede Dig, at Du for Guds Skyld srger for, at der stadig luftes
i Lejligheden. Jeg vilde jo aldrig tilgive mig, om de fik saa meget som
en Bronchit. Du vd; at, er man borte, kan man faa Ider, som nsten
forstyrrer Ens Ro (at vre daglig sammen med Aline, gaar jo heller ikke
sporlst hen over Ens Nerver), og jeg kan vaagne om Natten i Sved ved
Tanken om at der skulde kunne vre nogen Smitte efter Mary. Man aabner
jo nutildags heller ikke en Avis uden at lse om disse Baciller
allevegne. Karl skriver, at den lille Brandt har lejet sig en Lejlighed
udenfor Hospitalet. Jeg finder jo, hun kunde haft nok i et Vrelse, hun,
som dog har Bolig, og ikke er anderledes vant. Men det maa jo blive
hendes Sag, naar hun vil (hun har lejet i Ole Suhrsgade, Du kender
Lejlighederne fra Plejeforeningsbesgene, tre Vrelser, med broget
Tapetpapir paa Vggene) for man skal aldrig blande sig i fremmede Folks
Ting. Jeg tnkte paa, Lotte, at hvis Du sa hende, kunde Du maaske
sprge hende om en virksom Desinficering. Hun maa jo vide det, da hun er
fra Hospitalet. Og Tanken om Smitten lader mig ingen Ro, om der nu kom
nogen Slags Sygdom ind i den sunde Familie. Jeg beder Dig en Dag, naar
Du kan, paa min Bikubebog (den ligger i Skrivebordsskuffen over mod
Vinduet) at hve halvthundrede Kroner at give til Karl. Det koster ham
naturligvis at vre Kavaler for Vilhelmine, som ikke tnker paa Penge,
og hernede er ikke dyrt, naar man lever med en fornuftig konomi. Bed
Ane dkke Mblerne i Kabinettet med et Par Lagener, at hun ikke glemmer
det. Det pressede Fljl taber sig saa let i Solen nu, hvor den begynder
at staa lngere paa (her er nsten Foraar og Violer paa Gaden) mod Syd
som det er. Tak Vilhelmine for Billedet--ja, Kate har jo ganske hendes
Ungdomsfigur. Aline hilser mange Gange og ligesaa jeg alle.

Din hengivne Sster

Mille.

P.S. Maaske kunde Du sprge Bruun, hvis Du trffer ham, om der kunde
vre Tale om Smitte, da der jo dog er oliemalede Vgge. Jeg har her
vret i reformert Kirke. Sproget var smukt, men Talen led, fandt jeg, af
Svulst og var uden den faste, religise Tankegang og solide Petriske
Bygning. Alligevel var det en Nydelse, som sagt, for Sproget. Bed Karl,
at han vogter sig for Forklelse efter Ridtet, hvad der saa let sker.
Til Anna bliver der sendt den Chocolade, vi drikker her om Morgenen. Den
er jo drjere end den fra Cloetta.

       *       *       *       *       *

Ida gled gennem Rrholms Gang; hastig, saa underlig smalskuldret gled
hun ind i Kabinettet.

-Nej, han var der ikke--ikke endnu.

Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme
i Gangen:

-Hm, nu kan De komme til at servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun.

Hr. Ellingsen svarede hende ikke. Han blandede sig aldrig i
Personale-snak, men han havde idag og fremtidig besluttet frst at
servere, naar "den Herre" var kommen.

-Det gr jo forresten ikke noget, om han kommer eller ej; paa Pengene er
man da vis, sagde Buffetjomfruen skingert, mens Ellingsen gik med en
Dug. I Gangen stdte han paa et ungdommeligt Par, der gantedes og lo.
Damen, en buttet, lille rdmosset En, slog Klappen paa Dren lige
overfor Idas Kabinet ned med et Smld:

-Optaget, raabte hun.

-Optaget, sagde Herren og slog paa Klappen med sin Stok; og den yngre
Opvarter, som allerede havde set dem, raabte ved Buffet'en:

-The, Smr, ristet Brd, fire blde g....

-Seks, brlte Herren, og Dren blev smkket i.

-Seks, ld det videre som en Fanfare fra Buffet'en til Kkkenet; mens
Ellingsen, med Dugen paa sin Arm, aabnede Dren til Kabinettet, hvor
Ida, i Hast, gemte et Par Smaapakker under sin Kaabe.

-Her er nok travlt, sagde hun.

-Ja, sagde Ellingsen, der lagde Dugen paa og glattede den med de
skrumpne Hnder, saa Celloloid-Manchetterne stod langt frem: Gudskelov,
vi maa ikke klage....

Ida havde sat sig (det var, som hun fik et Slags Sting i den sidste Tid,
naar hun bjede op ved Rrholm), og Ellingsen sagde:

-Men saadan mod Foraar er jo osse altid den bedste Tid her i
Forretningen.

-Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hrt hvad han havde sagt, men
hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med
Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; nsten som paa Hoteller
uvilkaarligt de Folk plejer, der gaar i en Skrk for en Dag ikke at
kunne betale.

-Vejret er saa smukt, sagde hun.

-Det er Ssonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der ld
en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade.

Ellingsen holdt sit Hoved paa skraa og smilte: Ja, det er de unge
Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Dren og
tilfjede, fr han gled ud:

-Saa venter vi en lille Stund.

Ida blev siddende. Der var kommet saadan en underlig Stirren i hendes
Blik og hun tnkte, havde kun tnkt det ene, siden hun kom: Hvis han
blot vilde sige mig, naar han ikke kommer. Men pludselig smilte hun ved
Tanken om Karls altid sorglse Ansigt:

-Men han tnker ikke paa det, sagde hun og blev ved at smile.

Der ld to Slag paa Dren, og hun flj op.

-Er det Dig? sagde hun. Stemmen slog over, og Karl stod midt i Dren.

-Er Du her, sagde han.

-Jeg har En med; og han traadte til Side for Knuth. Ida var standset og
blevet blussende rd, og Karl sagde--det kom maaske lidt pludseligt og
lidt for muntert--:

-Knuth var s'gu ogsaa sulten.

Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg trnger mig
ind her, Frken. Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at
Taarerne stod hende i jnene:

-Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun.

Og efter et nyt jeblik sagde hun, som mtte hun slippe bort:

-Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik.

Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, fr Dren lukkede sig
og de blev ene.

-Naa, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig:
det gaar nok over ... Ta' Tjet af.

Ida var ude. Et jeblik, kun et Nu og kun med Albuen, stttede hun sig
til Vggen. Men da hun kom hen til Buffet'en og sa Buffetdamens
Rottejne paa sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme:

-Frken, vi bli'er tre ... og hun blev staaende der og talte og lo,
muntert, uden Tanker--til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind, og hun
fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede paa
Stolene. Knuth begyndte at tale, i en rbdig og halvhj Tone, mens han
slog jnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo
ogsaa i en Art Kaserne, Frken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth
blev ved at tale, med samme rbdighed, lidt mere stammende: om
Theatret, som snart var forbi, og Foraaret, der snart kom.

Ida svarede med Ja og Nej. Og man hrte igen ikke anden Lyd end Klirren
af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Slvlnke, som
Knuth drejede rundt om sit Haandled.

-Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu fr Ellingsen var ude.

Og de begyndte at spise, mens Ida holdt ggebgeret op fra Bordet, som
var hun bange, hendes Ske ikke skulde naa hendes Mund, og Knuth blev
siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme rbdige Stilling. Men
Karl sgte efter Idas kolde Haand under Bordet og trykkede den.

-Er der ikke Bagvrk, sagde han--han talte i en Tone, som vilde han kle
for hende, og han undgik at bruge Du, uden at vide det--: For Frken
Brandt har s'gu altid Kager i Lommen.

Ida rejste sig og tog Pakkerne frem under Kaaben.

-Jo, gu' er der Kager, sagde Karl, og mens Ida skar for, lagde han,
stadig for at vre god imod hende, sin Haand ned over hendes Haandled,
men Ida tog Haanden bort.

-Vrsaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et
pludseligt Ryk.

-Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det
renser Halsen.

Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde
han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida:

-Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bjede sig over hende.

Ida svarede ikke. Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Hnder.

-Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se paa hende,
til han pludselig kyssede hende, bag hendes re.

Ida havde ikke rrt sig, men paa n Gang rejste hun sig, og, sklvende
over hele Kroppen, som om hun frs, klyngede hun sig ind til ham:

-Men jeg har jo givet Dig alting, sagde hun. Der var noget i Tonen som
et Skrig, der ikke blev skreget.

-Pus, Pus, Pus.

Hans Stemmes mhed var gte, og der ld noget i den, som man nsten
kunde tro var Smerte:

-Pus, Pus.

Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og
trrede sine jne: Nu er det forbi.

Og pludselig lb hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnen frem og stak
den ned i hans Lomme.

-Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig.

Men Ida strg Hnderne over sit Haar:

-Han er saa elskvrdig, sagde hun.

Karl lo:

-Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er
forliebte.

Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han.

Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde:

-Vi ler af Dem, Knuth.

-Og af hvad? sagde Knuth.

-"Skaal", sagde Karl bare og tmte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde:
Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom fr. Tak,
Frken, sagde han. Karl lo igen, plirende med jnene til Ida, strkkende
Benene fra sig:

-Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen.

Ida sknkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne. Solen faldt ind over
Dugen og over hendes Haar, naar hun bjede sig, mens hun begyndte at
tale om Jylland. Om Aarhus, hvor jo "Grev Knuth havde boet"....

Hun havde vret der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien
... Aa, hvor var der smukt i Riis Skov.

Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun ved at tale om Aarhusturen og
om Francks og om Strandpromenaden. Hun vidste sikkert ikke selv, at hun
maaske sgte de Erindringer ligesom til et socialt Rygstd.

-Ja, sagde hun: hvor var der dejligt paa Strandpromenaden ... vi var der
om Aftenen ... Olivia og jeg.

-Saa, sagde Karl, nu er vi ved Olivia.

Men Knuth, der vist ikke hrte stort andet end Lyden af hendes Stemme,
og som ved Stavelserne Aarhus kun for sig sa de trre og solbagte
Brosten foran Domkirken, sagde ganske aandsfravrende:

-Ja, paa det Hotel sad man jo et Par Aar.

Karl sad og gyngede overskrvs paa sin Stol, foran de to, med Cigaretten
mellem Lberne, skottende til Knuth og plirende til Ida.

Saa sagde han:

-De er s'gu en kvindekr Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvre.

Ida blev rd og smilede dog, mens hun sagde hastigt:

-Men vi kom ikke til Marselisborg.

Og Knuth, der maaske blussede strkere end hun, sagde:

-Jo, vi kom der jo ofte--fra Garnisonen.

Karl blev ved at sidde og gynge paa sin Stol, mens han sa veltilfreds,
med jnene ud over Bordet, frem mod Ida, der skyggede let med sin Haand
mod Solen; hun blev som altid saa ungpigeagtig kn, naar hun talte om
Francks.

Og Karl sagde pludselig med et Nik og skd Lberne frem, mens jnene
smilede:

-_Mais il n'a pas tort, monsieur le comte; madame est bien jolie._

Der gik, uden at hun vidste det, en pludselig Sky hen over Idas Ansigt
ved Lyden af de franske Ord (der kom saa mange franske Smaastninger i
Karls Tale paa det sidste), men saa smilede hun igen, lykkelig foran
Karls jne, der "tog" hende, og hun lftede sit Glas og nippede til det,
med sine jne i hans.

Til hun sagde (de havde tiet et Nu alle tre), og de sidste Stavelser kom
pludseligt, nsten srgmodigt:

-Hvor det dog er lnge siden.

Karl, der sad og funderede inde i en anden Tankegang, sagde, mens han
skd Rgen ud gennem Nsen:

-Men de Aarhus Grosserertampe er s'gu dygtige.

Uden at have hrt det sagde Ida og slog et Par lysende jne op mod Karl:

-Hvor mon man er i den nste Ferie?

Og Karl svarede, idet Smilet kom igen i hans jne:

-Ja, Fanden vd....

Men Ida maatte gaa. Klokken var altfor mange. Knuth rejste sig: Tak for
idag, Frken, sagde han og stdte sit Glas mod Idas. Der var noget
underligt, ligesom af en Sprllemand over Knuths Bevgelser, naar han
pludselig kaldtes ud af sin Aandsfravrelse.

Ogsaa Karl stod op.

-Naa--_allez-y_, sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han
til Knuth--maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller
muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham--:

-Satan, saa hun lod Beaut springe igaar i Dyrehaven.

Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Lberne:

-Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu.

Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa. Et jeblik holdt han
Ida foran sig: Naa, Pus, sagde han, og hans Stemme blev pludselig m, da
han saa Udtrykket i hendes jne: det var jo en dejlig Dag.

-Ja.

Hun stttede sig til ham.

-Naar Du blot kommer, sagde hun, og med et Smil hviskede hun, men det
bvede lidt i hendes Mundvige:

-For det er saa svrt at gaa ud af den Dr, naar man har ventet her
alene.

Man kunde nsten tro, at Karl pludselig var blevet rd. Men han sagde
kun, saa meget bldt:

-Tak for idag, Pus.

Og hastigt, med det samme Udtryk af Angst i sine jne som fr (men det
var maaske kun, fordi de nu skulde skilles) slog Ida sine Arme om hans
Hals:

-Du, Du....

Saa gik de ud. Paa Gaden gik de ved Siden af hinanden alle tre. Ida var
bleg, det sa man nu, hun kom ud i Luften. Men Karl, der gik og fljtede
sagte, sagde glad:

-Nu ku' vi se Lejligheden.

Ida blev blodrd og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone:

-For Frken Brandt har lejet Lejlighed ... nu ka' vi gaa derop.

-Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa
Karl sa, helt forbavset, hen paa hende:

-Naa, ja, saa la'er vi vr'.

Lidt efter skiltes de.

-Tak, Frken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.

Karl og han gik ved Siden, af hinanden hen ad Fortovet. Karl rg og
Knuth gik og tyggede paa sin Stok.

-De er en lykkelig Mand, Eichbaum, sagde Ljtnanten saa.

Karl skd Cigaretrgen fra sig, men Knuth sagde i samme drmmende Tone:

-Ser De, det er de mme Piger, man ska' ha'e.

Karl gik lidt, fr han sagde:

-Ja, det er nok de bedste at ha'e. Han lagde et tvende Eftertryk paa
"ha'e", som om han standsede foran et eller andet fortiet "Men"; og de
gik lidt igen, fr han sagde, i sin slbende Tone:

-Men De er s'gu en Drmmer, Knuth ... Og en kvindetilbedende Person.

Pisken rg nervst bort fra Knuths Lber.

-Ja, hvad er der andet? sagde han.

-Der er s'gu ogsaa Tilvrelsen, sagde Karl og rynkede sin Nse: Og
derfor maa man regne den ud--desvrre.

Knuth gik og sa ud for sig.

-Ja, sagde han: man regner jo nok--men jeg vd ikke, undertiden synes
jeg, det er, ligesom det var en anden, der lagde Tallene sammen.

-Er De ogsaa Filosof? sagde Karl slvt.

Men Knuth, der blev ved at gaa og se ud for sig, sagde stadig i samme
Tone:

-Men man skulde vre gaaet ind i Marinen.

Og lidt efter:

-For saa kunde man idetmindste vre taget til Siam.

Og der slaas de.

-De er s'gu beruset, Knuth, sagde Karl og smed sin Cigaret. Og idet han
standsede paa Hjrnet, fortsatte han inde i sin Tankegang:

-Ser De, man ta'er jo ikke en Pige for Evigheden.

-Det er hele Historien, afgjorde han og hilste med sin Pisk.

Karl kom ind paa Kontoret, meget for sent, og Bogholderen sagde ham
nogle ubehagelige Ord. Det gjorde han ret ofte i den sidste Tid. Men
Karl svarede ikke og satte sig blot foran Pulten, hvor han slog
Protokollen op. Der var fuldt af Tegninger til Staldene paa Ludvigsbakke
paa alt Klatpapiret:

-Saa til Helvede, iaften skulde han danse igen.

Paa n Gang kom han til at smile. Han tnkte paa Knuth:

-Han ser s'gu i Nrheden af et Skrt ud som han, der svmmede over til
Kresten.

Og pludselig flte han en Lngsel, en rent legemlig Lngsel efter Ida,
saa strk, som ikke paa lnge.

... Ida var gaaet op i sin Lejlighed og havde taget Overtjet af.
Rundtom stod de nye Mbler og de gamle, pakkede i Lrred: hun maatte
tage fat. Men paa n Gang kastede hun sig, midt mellem de gamle Mbler,
hvis Kanter tittede frem bag Drejl og Bast, ned over den nye Seng, og
med Ansigtet ned i Puderne og med fremstrakte Arme, som var de naglede
til det nye og brede Leje--grd hun og grd hun.

... Karl havde vret hos hende samme Dag, om Eftermiddagen, oppe paa
Vrelset; og nu skulde han gaa og han var forelsket og hed--ogsaa nu.

Ida stod med Armene om hans Hals.

-Hvor skal Du vre iaften? sagde hun.

-Hjemme.

Han vidste knap, han lj, fr han havde gjort det.

-Farvel, Pus, sagde han og kyssede hendes Haar.

Saa gik han.

Ida blev siddende lnge foran sin uryddelige Seng.

Men da hun kom ned i Thestuen, sagde Kjr:

-Men hva' er det? Jomfruen har rde jne.

Frken Helgesen talte bag Maskinen om Herren paa "A". Nu maatte
Professoren dog vist snart bestemme sig:

-Nu regner Patienten ud, sagde Frken Helgesen: at der hvert Aar er lige
mange, der skriver et T for et F.

Og Frken Friis, der ostentativt stoppede sorte Silkestrmper, hvoraf
hun havde trukket den ene som en Handske langt op ad sin Arm, sagde:

-Uh, den kle Person, han er det rene Gespenst.

Frken Kjr sagde, mens hun sa ind i Gasflammen over Bordet:

-Nej, ikke det ... men der er noget over ham, som gik han og vidste, at
vi alligevel allesammen maatte lbe lige i Gabet paa ham.

Men Frken verud, der smurte Mad, sagde i Sammenhng med de rde jne:

-Det kommer af den megen Nattevaagen. Jeg er ogsaa plaget af 'et. Men
jeg bruger Svand i en Flaske.

Ida gik til sin Nattevagt.

       *       *       *       *       *

Julius aabnede Droskens Dr uden for Ankomststationen, og Generalinden
steg ud.

Hun gik igennem Forhallen ind i Ventesalen, hvor hun fandt Fru Mourier i
en Sofa.

-Gud, Du, Godmorgen, sagde hun: hva' det er for et raakoldt Vejr.

Men Fru Mourier, der hvert jeblik fik Taarer i jnene, sagde, at hun
havde ikke lukket et je om Natten: For som hun har ligget der i Kjen,
Lotte, og lyttet efter hvert Slag af den Dampmaskine.

Hun tnkte stadig paa Aline, som de var komne for at hente.

-Og det er det, Du, sagde han: altfor god imod hende tr man heller ikke
vre.

-Kre Vilhelmine, sagde Generalinden og satte sig ved Siden af Fru
Mourier: her siger jeg jo som Emilie: det kommer man over ved Ro og saa
frst og sidst lade som der intet er passeret.

Men Generalinden glattede alligevel uden at vide det sine Randers
Handsker opefter Haandledet, saa man sa hele Formen af Neglene.

-Ja, Du, sagde Fru Mourier og bevgede sit Hoved: men man tnker jo dog
paa hende.

Generalinden sagde i et lidt haardere og ret afgrende Tonefald:

-Men kre Mine, er hun rejst, maa hun jo ogsaa komme hjem.

Hun begyndte at tale om den Forandring af Klimaet, det alligevel vilde
blive for Emilie, da hun hrte Fru Schleppegrell, der arriverede
letstnnende med Fanny i sit Klvand: Kre Brn, hva' det er for et
Vejr--man mrker Fugtigheden gennem Marv og Ben trods min franske
Undertrje....

Ordene kom fra Admiralinden i en Strm: Men som jeg sagde til Vilhelm
(og hun satte sig) idag mder vi....

Fanny havde stillet sig ved Perrondren. Hun havde et Ansigt, som naar
hun paa Admiralindens Vegne aflagde Ugebesg i Plejeforeningen og holdt
sig Stuens Bredde fra dens Beboere.

Admiralinden gav sig til at tale om Chocoladen, hun havde faaet, og
Emilie, der altid var lige betnksom, indtil hun pludselig sa rundt paa
Vggene og sagde:

-Kre Venner, hvor her er uhyggeligt ... det er, som ventede man i et
Kriminalkammer.

-Ja, sagde Generalinden, denne Ventestue er virkelig skandals i en By
som Kbenhavn.

De tav igen, og pludselig sa de Kate og Karl, der var i Ridedragter,
ude paa Perronen foran Glasdren.

-Dr har vi de to Unge, sagde Generalinden, og de nikkede alle smilende
derud, mens Fanny betragtede dem i sin Lorgnet.

Kate nikkede igen med Rideslbet over sin Arm:

-_Voila l'Eglise triomphante_, sagde hun og skd Lberne frem; hun havde
faaet den Vane efter Karl.

-Ja, dr har vi s'gu Tanterne, sagde Karl. Han gik med begge Hnder i
Ridebukserne, mens de slentrede videre.

Men pludselig vendte Kate om og ruskede i Ventesalsdren.

-Jeg vil skam se dem, sagde hun.

Hun vilde ind, men Dren var laaset: Naa, sagde hun og opgav det, Hren
rykker jo herud.

Karl, der ogsaa stod og sa ind mod Tanterne, lo hjt.

De blev ved at se ind gennem Glasdrene og, mens de stod tt sammen, lo
de begge i glad Fortrolighed af Familien.

Der begyndte at blive Uro og Stj, og Herrer og Damer stak Hoveder ind
ad Drene, da Admiralen kom. Han var forklet og hilste rundt paa
Damerne, fr han slog sig ned hos Fru Mourier og pudsede Nse.

-Naa, lille Frue, sagde han, ja, nu er vi her saagu baade med
Redningsbltet og med Landgangen.

-Aa ja, Gud, Admiral, sagde Fru Mourier, det var, som ventede hun mere
Sangbund hos ham: jeg er, saa mine Ben ryster.

De tunge Bagagevogne begyndte at rulle hen over Perronen, og fremmede
Damer og Herrer samlede sig ved Drene--ved Fannys ikke, hun havde en
Evne til at slaa en usynlig Kreds om sig, saa der blev et tomt Rum i
hendes Nrhed. Konduktrerne slog Portene op.

-Dr er de, sagde Admiralinden og rg op af Stolen, som vilde hun gaa
frem foran en Front.

Generalinden havde grebet nsten krampagtigt om Fru Mouriers Arm og
sagde med en Stemme, der pludselig rystede af Bevgelse, og som hun igen
vilde gre rolig:

-Gud, Mine, dette er jo kun en Glde.

De var alle gaaede over mod Dren.

-Fanny, sagde Admiralinden: Kommer Du?

Og korpulent og bevgelig som en Festarrangr sagde hun til
Generalinden:

-Vi br vre sammen ... Hvor er de Unge?

-Her er Kavalleriet, sagde Karl.

Admiralen kom bagest, med noget i sit Ansigt, som "fulgte" han fra
Frederiksberg en hjtstaaende Vaabenflle fra Landetaten.

Folk trngte sig frem paa Perronen, mens Generalindens Flok stod samlet
og, halvbefippet, sa Lokomotivet glide frem, og mens Admiralinden
bevgede sine Arme to Gange, som om hun allerede aabnede sin Favn for de
Hjemvendte, og Fru Mourier stjal sig til at trre sine jne.

-Ser Du dem?

-Ser I dem?

Sagde Generalinden; og Kup for Kup gled forbi: Vilhelm, er Du her,
sagde Admiralinden.

Kate svippede til Karl med sin Pisk: Se paa Hofmasssen, hviskede hun.
Der gik ikke en eneste Trkning over Fannys Ansigt, mens hun mnstrede
de frste Klasses Kuper gennem sit Glas.

-Kate, kaldte Fru Mourier, der var helt overvldet af Bevgelse og som
vilde have Datteren hos sig.

-Der er hun, sagde Generalinden og begyndte at vifte med Haanden, og saa
sa de Fru von Eichbaum staa rank i sin Kup.

De ventede allesammen paa det andet Ansigt, mens de hilste. Fru Mourier
vidste ikke, at to store Taarer lb hende ned ad Kinderne.

-Saa, hviskede Kate til Karl.

-I venter da ikke Aline? ld det saa hjt fra Fru von Eichbaum i Kupen.
De var alle begyndt at flge med det glidende Tog som trukne i en Snor
og blev pludselig staaende. Der var ingen, der sagde noget, til
Generalinden efter et Sekunds Forlb igen begyndte at vifte med sine
Hnder, og Toget holdt.

-Hun tog fra Ringsted (Fru von Eichbaums frste Blik havde sgt Karl og
traf ham i Ridedragten ved Siden af Kate) i sin gode Landauer med
Feddersen.

Kate havde drejet sig om paa Hlen: _Quelle blague_, sagde hun til Karl:
Filippine.

-Den glder ikke.

-Saa? pyh, var det ikke, naar Moderen satte Taaen paa Jorden.

Og pludselig hrte man Admiralinden, der havde behvet et jeblik for at
samle sig, sige: Gud, Emilie, det er da for din Skyld, vi er kommet;
Generalinden gav sig paa n Gang til at grde, mens hun omfavnede Fru
von Eichbaum, og Fru Mourier sagde: Aa, saa er hun hjemme nu....

De talte pludselig hjt, ret hjt, om Rejsen og Chocoladen og
Dampskibet, som om Fru Aline aldrig havde eksisteret, mens Fru von
Eichbaum et jeblik blev staaende foran Kate med begge sine Hnder i
hendes.

-Men, sagde hun nsten rrt: Du ser jo helt blomstrende ud.

Admiralens havde allerede absenteret sig. Admiralinden og Fanny maatte
tage Droske. De skulde til Hendes Naade Frken Juel.

Admiralinden udtalte sig endnu ikke om Begivenheden, men sagde:

-Kate Mourier bliver no'et svr.

Fanny, der gennem Vognvinduet betragtede Kate og Karl, som modtog deres
Rideheste af Manden, der havde holdt dem, sagde, uden nogen Forklaring:
Hun er en Ts.

Fanny havde hrt Kates Bemrkning om Hofmassagen.

Admiralinden modsagde ikke sin Datter: Men Du skal se, sagde hun blot:
hun stter igennem, hvad hun vil ... Det er den Slags unge Piger, som i
vore Dage bliver forsrgede.

-Naar de kan forsrge ham, sagde Fanny.

Fru von Eichbaum og Generalinden var ogsaa komne op i en Droske; de
krte alene paa Grund af de adskillige Effekter.

-Gud, Emilie, sagde Generalinden: der var jo et jeblik, hvor jeg blev
ganske kold--da ingen sa henner--til jeg genkendte din kloge Fornuft.

-Bedste Lotte, sagde Fru von Eichbaum: det var jo det eneste, naar det
da kunde arrangeres.

Fru von Eichbaum nikkede pludselig saa smilende: det var Kate og Karl,
der i Trav og hilsende satte forbi Drosken.

-Hvor det kl'er hende, sagde hun og blev ved at se efter dem, med en
pludselig Fugtighed i jnene: Naar Karl blot ikke forsmmer sit Kontor.

-Kre, Du, Karl, der er blevet som et Kronometer, sagde Generalinden, og
lidt efter:

-Og Du, han sidder vel heller ikke paa den Kontorstol for Evigheden.

De to Sstre sad med hinanden i Hnderne.

... De var hjemme, og Fru von Eichbaum sad paa sin gamle Plads i Sofaen
efter at have haft Ane inde til Nejning.

-Ja, Du, hva' det er velsignet at vre hjemme igen mellem de fire go'e
Vgge. For Du begriber jo, der er Ting, man ikke sender med Posten, og,
mellem os sagt, det har ikke vret en blot Fornjelse....

Generalinden begreb det: Jeg beundrede jo dine Breve ... der intet
sagde.

-Det vrste var jo nu, at der skulde tales og tales til mig, som mener,
at man aldrig vd, hvad man ikke vil vide. Men Aline skal jo en Gang
lgge Hjerterdderne blot. Vil Du tnke Dig, faar hun ikke inat et sandt
Anfald af sin Talesyge--i en Kielerkahyt, hvor hvert Ord kan hres paa
Gangene. Tilsidst gav jeg hende Kloral og sagde, hun ellers var udsat
for Ssyge.

Fru von Eichbaum tav lidt og sa frem for sig.

-Men, sagde hun: hva' et Menneske maa opleve, naar det kaster sig ud fra
sit faste Bolvrk.

Fru von Eichbaum tav igen og sa ud som i et langt Perspektiv af det
Ufattelige.

-Men, sagde hun saa: en Rejse frisker jo altid paa Ens Sprog.

Generalinden rejste sig: Fru von Eichbaum maatte trnge til at hvile.
Inde i Kabinettet stod der en Buket.

Det var fra den lille Brandt. Fru von Eichbaum sa paa den. Den var
nydelig:

-Men, Gud, Du, den megen Hflighed, sagde hun: den kan nsten virke lidt
generende.

Generalinden sagde:

-Ja, Du, men det er jo rimeligt, at Mennesket vil vise sin
Taknemmelighed.

Og pludselig inde i en ny Tanke sagde hun: Efter hendes Raad rg jeg jo,
under et Paaskud, forleden hos Mouriers med Svovl ... Men, Mille, nu
skal Du til Ro.

Hun gav Ssteren Haanden, og, pludselig rrte, kyssede Sstrene hinanden
med Taarer i jnene....

Karl sad paa Kontoret. Han tnkte paa Filippinen. Genstanden var en
Ridepisk: den maatte s'gu vre med Guldknap. Han nikkede over sin
Protokol: Men han vilde vente til efter den frste, naar Gagen faldt.

Ida havde gemt en Meldeseddel til om Aftenen. Da hun kom, havde Karl
Tjet paa og stod under Gasblusset:

-Er din Mo'r saa kommen, sagde hun.

-Ja, sagde Karl, der havde faaet Seddelen, og han slukkede.

-Du maa undskylde. Pus, men jeg har s'gu saa travlt.

-Tror Du, jeg skal gre Visit, sagde Ida fra Mrket.

-Ja, hvorfor ikke? Karl ravede i Mrket.

-Ja, jeg vidste ikke....

Hun talte saa sagte.

-Ka' Du finde Vej? sagde Karl og aabnede Dren til Lyset....

Men paa Haandtaget rrte hendes Haand et Sekund ved hans saa hjlpels
hastigt.

-Godnat, sagde hun.

-Godnat, Pus.

Porten til Gaden slog op, og man hrte de mange Sporvejes Klokker, da
Karl gik ud i Vrimlens Lys.

Ida var bleven mager, sa man, naar hun naaede Lygternes Skr, mens hun
gik tilbage gennem den tavse og halvmrke Gaard.

... Fru von Eichbaum drak The hos Generalinden. Lamperne var tndte og
de talte i deres gode Ro, om Nyt og Gammelt. Pladsen for det Mourierske
Billede havde Fru von Eichbaum forandret. Hun tnkte, hun vilde have det
paa Skrivebordet for Lysets Skyld:

-Vd Du, sagde hun: jeg sad saamn fr Middag og sa rigtig lnge paa
Kates Billede. Jeg synes, hun er som forandret. Det er, som var der
kommet noget tnksommere i Udtrykket.

       *       *       *       *       *

Karl og Ida krte ud ad Kristianshavn, Lygterne blev efterhaanden faa,
og de herte ikke andet end Hestens sejge Trav mod en ujvn Stenbro.

-Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra
Lygte til Lygte.

-Og koldt er 'et, sagde Karl. De krb sammen i hver sit Hjrne.

Drosken luntede videre, og de to tav igen.

-Men han krer osse, som om han krte til Begravelse, sagde Karl.

Og de tav igen.

-Saa var jeg hos din Mo'r, sagde Ida, fra Krogen.

-Naa, mumlede Karl.

-Men hun var ikke hjemme.

Karl tyggede paa sin Cigar, og, vel uden at tnke over det, sagde han:

-Hun var s'gu hjemme.

Ida hrte ikke mer Hestens Hove. Det var det, hun havde tnkt, tnkt paa
lige siden: Hun var hjemme; lige fra hun stod foran Dren, der blev
lukket, vidste hun: hun var hjemme.

De hrte Lyden af nogle Fiedler og nogle Horn. Der har vi s'gu Manegen,
sagde Karl og skd op i Sdet. Der blev Folk og Stj og Lys af
Gasfakler.

-Nu skal man li'e godt se paa Genstandene, sagde Karl og strakte Benene
saa hjemligt i Skret af Gassen.

-To; han skd Penge ind til en Frken ved Telthullet, mens han--han
havde igen faaet den Manr at kigge hvert Kvindfolk op under
Hatten--kiggede hende ind i Ansigtet.

-Hva' sukker Du for? sagde han, da han vendte sig til Ida.

-Aa, jeg fryser, sagde hun, som i et St.

Karl tog hende under Armen ved Indgangen. Aa, sagde han, mens en Dame
allerede flj, florbeskrtet, gennem Tndebaand, og alle Pladser var
fulde af Kbenhavnere og Amagere: her varmer s'gu Staldluften.

-Hvor her er mange, sagde Ida.

-Ja, sagde Karl, der skuttede sig, mens Musikken skraldede: Det er dog
altid en Afveksling.

-Det er s'gu godt, sagde han lidt efter, og han mnstrede, nikkende og i
t Blik, Krikken og den florbeskrtet og de syv Musikanter og Publikum.

-Her er s'gu godt, gentog han og gned sine Hnder, saa det knagede i
hans Stol (der bredte sig ogsaa gerne saadan et vist Velvre over ham
efter de Eneture i Droske, naar han kom mellem flere Mennesker).

Et Par Klovner vltede sig om paa Jorden, mens den gracise Dame
pustede. De stdte Peber, og de "krte i Holstenskvogn", saa det
drnede.

-De har Puder paa Ballerne, sagde en Herre bagved Karl, og alle de
Omsiddende lo og fniste.

-Her vil Folk saagu' more sig, sagde Karl og gned sig op ad sit Ben,
indtil han pludselig stdte sin Stok (det var, ligesom hun sad saa ene)
op mod Idas Hage.

Hun fo'r sammen; saa smilte hun, og et Nu holdt hun, med sin Haand,
Slvknappen fast mod sin Hage.

-Ja, sagde hun.

Et Par musikalske Akrobater havde begyndt at spille "den sidste Rose"
paa en Violin, og der blev mere slvt i Publikum, og stille. Karl holdt
Cigaren mellem Tnderne og frte den op og ned i den bedrvelige Takt.

-Men, sagde Ida pludselig, sagte: jeg har maaske ogsaa vret der for
tit.

Karl vendte sig: Herre Gud, tnker Du paa det endnu?

Og pludselig gttende hendes hemmelige Angst og Tanke, sagde han og slog
med et godmodigt Klap ned paa hendes Haand (han vilde i det Hele saa
gerne trste hende i den sidste Tid):

-Moderen vd s'gu aldrig nogenting.

Ida klemte fast om hans Haand: Aa, Du, hviskede hun. Men Karl rankede
sig i Sdet med strakte Ben:

-Naa, dr har vi Baronen, sagde han, og han viftede til ham med sin
venstre Haand.

Baron-direktren fremfrte to Heste. De dansede Vals og satte over
Barrirer; de brune Skind spndtes og skinnede under Springene, alle
Ansigter vendtes og fulgte dem. Saa ld der pludselig, bagfra, en Stemme
gennem Teltet:

-Det er s'gu godt, Baron.

Alle Folk lo, overstadigt, mens Herrerne slog Stokkene mod Stolene og en
Dame ovre paa den anden Side lo ustandseligt for, saa hun vred sig paa
sin Stol.

-Se dog, se dog, sagde Ida.

Men to brede Mnd henne ved Teltvggen, der fulgte hver Hestenes mindste
Bevgelse, sagde:

-Det er hrt.

Folk begyndte at le igen, saa de virrede med Hovederne, leende ad
hinanden, fordi de lo ad ingenting.

-Men de springer smukt, sagde Ida, der holdt den venstre Haand mod sit
Bryst og stttede den hjre mod Karls Kn.

Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under smaabitte Sug af
Cigaren, nikkede og sagde, med sit betnksomme Udtryk:

-Det var en Springer for Kate.

Ida havde ikke forstaaet straks--men nu rejste

Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktren, sagde han, og hendes Haand
faldt bort fra hans Kn, ned, overmod Stolens Arm....

Saa sa hun en Dame, der var kommen op paa en Line, en uhyre lyserd
Dame, og hun hrte igen Folk le og sa Karl nikke til sig henne fra
Staldaabningen (han holdt aldrig af, naar hun sad saadan, som hun ikke
kunde rre sig) og hun smilede paany, mens han kom hen imod hende.

-Der er Herrens Overfldighed, sagde han og stak sin Arm ind under
hendes.

Ida sad et Nu med Hovedet stttet mod hans Skulder: Det er li'som hjemme
paa Havnepladsen, sagde hun med en Stemme, der sklvede ganske lidt.

-Men Schreiber var s'gu god, sagde Karl.

-Aa, sagde Ida: Olivia gemte hans Portrt i sin Syske.

Den imposante Dame blev fremkaldt og fremkaldt. Tilsidst fik hun Touche,
for Jublen vilde ikke lgge sig.

-Godaften, min Pige, sagde Herren fra fr og vinkede venligt Damen af.

Men Paukerne blev ved at skratte, da Ida greb Karl om hans Arm:

-Dr er Frken Friis, sagde hun. Hun var blevet stiv som et Lig.

-Naa, til Helvede, og Karl drejede Hovedet noget hastigt. Ja, dr er
hun, sagde han.

Men Frken Friis, der kom lige imod dem, nikkede kun hjemligt og glad:

-Godaften, er De ogsaa kommet paa Amager? sagde hun og skred videre med
lftet Skrt. Der var noget eget tilvant og glad fremtrdende over
hendes Ryg og nedefter. Da hun havde naaet sin Stol og satte sig, sagde
hun til den lille, stornsede Herre i hendes Klvand:

-Det er Barndomsvenner.

-Naa, sagde han langtrukkent: sa er det kriminelt.

-Det er en slem Lmmel, mumlede Karl, da Parret var forbi. Han blev
siddende og stirrede stift paa Spidsen af sin Cigar, til han sagde som
En, der har opgjort et ulysteligt Regnskab:

-Naa, hun holder s'gu nok Btte.

Men han blev alligevel siddende tavs, med et Udtryk, som Cigaren ikke
smagte.

Ida bjede sig frem, for der var kommet et Mellemrum mellem deres Stole,
og med et Smil hviskede hun (men det vibrerede lidt om hendes Mund)
ganske sagte:

-Karl, og det var det frste, hun havde sagt siden Frken Friis var
gaaet forbi: jeg bryder mig ikke om det.

Og hun gav sig til at tale, lidt livligt og lidt strkt, mens det
summede om dem; Tykkerten fra Linen var nu kommen til Hest.

-Du kunde gerne sidde lidt roligere, sagde Karl.

Ida havde et Nu pludselig Taarer i jnene, men saa smilte hun igen (hun
forstod ham jo saa godt), og hun hviskede endnu en Gang, med Ansigtet op
imod ham:

-Karl, jeg bryder mig slet ikke om det.

-Det kunde vel osse lidt nytte, sagde Karl, stadig med samme Stemme og,
med pludselig Mine til at rejse sig, lagde han til:

-Jeg vil s'gu gaa ud til Direktren.

-Vil Du gaa igen? Det kom saa hastigt, og Ida lftede Haanden saa meget
som en Tomme for at standse ham (og vidste vistnok ikke, at det til
allersidst ogsaa var af Forfngelighed).

-Jeg kan jo osse bli'e, sagde Karl.

-Barndomsvennerne morer sig ikke, sagde Kavalleren til Frken Friis, der
gav sig til at nikke til Ida to Gange.

Der ld en Fanfare: Dr har vi Jokeyen, sagde Karl og strammede sig
uvilkaarligt i Sdet, som alle de andre, da Rytteren jog forbi: Han
rider godt.

Ida nikkede kun foroverbjet, medens der var noget over hende som over
et Barn, der stopper Fingrene i rene, naar det vil lse, og hun tog
ikke jnene fra den ngne Mand, der satte i Spring.

Folk klappede og klappede.

-Han springer godt, sagde Karl.

Og Ida, der nu uvilkaarligt blev ved med jnene at flge det ngne
Legeme, sagde sagte og blev rd, far hun havde sluttet Ordene:

-Han er dog ikke saa smuk som Du.

Karl sa pludselig ned paa hendes Ansigt:

-Du er s'gu begyndt at se paa Mandfolk, sagde han.

Og han lo, mens han pludselig strakte Benene:

-Skal vi saa gaa, sagde han, da Jockeyen var ude, og de rejste sig.
Frst henne ved Indgangen hilste de paa Frken Friis.

De krte igen tavse. Ida havde stjaalet Karls Haand, der ikke var saa
livlig bag Handsken:

-Kan vi ikke kre til "Dagmar" idag?

-Jo-o, sagde Karl, og lidt efter:

-Folk trffer man alligevel allevegne.

Og idet han pludselig gned Hnderne, sagde han i en anden Tone, som en
Mand, der har taget sin Beslutning:

-Saa vil vi s'gu spise.

Han sagde, han vilde ha'e Hummer: Men Du skal drikke Porter til, sagde
han, og der kom et snaksomt Velvre over ham, som om han allerede sad
foran det rde Dyr og Salatbladene.

-Iaften vil vi drikke, sagde Ida.

-Frken Friis' Skaal, sagde Karl fra sit Hjrne; og de blev begge tavse
igen, stirrende ud hver af sit Vindu.

-Nu er vi ved Hjbro, sagde Ida.

-Naa, Gud ske Tak, sagde Karl, og han forandrede ikke Stilling, fr
Drosken holdt og de naaede Restauranten, hvor Kelnerne lb i det meget
Lys mellem mange Gster, og de fik et Kabinet.

-Det er det gamle, sagde Ida med saadan en lys Stemme, og hun fik Kaaben
af.

-De er s'gu alle ns, sagde Karl, der allerede var midt i Studiet af
Spisesedlen. Men da Fadene kom, vaagnede han op og slog Hovedet helt
tilbage af Velvre: Der maa Mad til, sagde han, og han begyndte at
spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Last og Fast. Om Knuth: han er
s'gu rent gal, sagde han og missede med jnene til Ida: men en prgtig
Fyr. Og om Admiralen: nu havde han vret upaalidelig igen; han kunde
s'gu heller ikke la'e de Hunkn gaa. Og om Bogholderen: Han bli'er,
ryste mig, vrre og vrre, sagde han og rynkede Nsen, mens han blev ved
at spise.

Men Ida, der sad og sa paa ham, sagde og smilte:

-Du ser saa godt ud, naar Du spiser; og hun frte sin Haand ind under
hans Manchet op ad hans Arm.

-Ja, sagde Karl, der lo; hvis jeg spiser godt; og han trykkede Armen ned
mod hendes Haand.

Ida sad og stirrede ud i Luften: Nu kan vi snart spise derhjemme.

-Ja, sagde Karl blot.

Men Ida blev ved at tale om Lejligheden: Saa knt der blev--nu var
Tpperne kommet ... til at gaa over begge Gulve ... aa, Mnstret var saa
smukt, med lutter visne Blade, strede overalt ... og Portirerne
ligesaadan ...

Hun blev ved at fortlle om de lutter gule og brune Farver i
Gulvtppemnstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i
Verden vilde hun blive ved at tale og--tav.

-Men naar bli'er der frdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og
regnede noget ud.

-Jeg vd ikke, sagde Ida, med Hovedet stttet i sin Haand, med en
Stemme, der pludselig sitrede.

Den Ruslders Portemonn var allerede kommen hen ved Foden af hans Glas.
Han tog den tankels op og aabnede den. I det forreste Rum laa der et
Brev.

Ida greb ham i Armen: Det maa Du ikke se.

Men Karl havde foldet Brevet ud: Det er jo fra Franck?... Og i en Tone,
som var det et Rykkerbrev til ham, sagde han:

-Det er naturligvis om Pengene.

Ida svarede ikke, men puttede Brevet til sig, mens Karl sagde:

-Jeg forstaar s'gu ikke, hvad Du gr for at lokke alle de Penge fra ham.

-Jeg lyver, sagde Ida og slog pludselig Ansigtet ned mod Dugen; og i
samme Aandedrag--som for at sige, at det skulde han ikke tage sig
nr--sa hun op og sagde:

-Det har jeg jo altid gjort.

Karl, der blev bevget og knap gjorde sig Rede hvorfor, mumlede:

-Men at lyve sig til et helt Mblement er ikke saa let....

Ida smilede igen, mens hun sa ud over det uendelige Vv af alle sine
egne Udflugter.

-Jo, sagde hun og lo nsten: naar man frst er begyndt, saa kan man
altid lyve videre.

-Du bliver s'gu et fordrvet Fruentimmer, sagde Karl. Det var lnge
siden, han havde taget saa fast eller mt om hendes Haand.

-Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu
vil vi drikke. Og hun tog sit Glas.

Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet
ikke sige det:

-Det vrste, de kan gre, er da at gi'e mig min Afsked.

-Det manglede blot, brast det ud af Karl.

-Ja, saa var det da forbi, sagde Ida.

Men Karl svarede ikke, fr han sagde, med samme Udtryk som fr inde i
Cirkus:

-Men, for Fanden, hun holder vel Btte.

Han kaldte paa Kelneren for at betale.

-Skal vi allerede gaa, sagde Ida. Det var som kom der altid ligesom en
Angst over hende, naar de skulde gaa; og hun sa ud over Bordet og
Glassene.

-Det er s'gu paa Tiden, sagde Karl.

Han vidste vist ikke selv, at han sukkede et Par Gange, da han trak en
Halvtredskrone-Seddel op af den Ruslders Portemonn.

Men inde i Drosken sagde han, for han vilde ligesom heller ikke skilles
fra hende:

-Nu ta'er vi hen i Lejligheden.

-Men der er jo ikke istand, sagde Ida.

-No'et er der vel paa Plads, sagde Karl, og han raabte Gade og Nummer ud
til Kusken.

...-Du maa ikke se Dig om, sagde Ida, der ude i Gangen havde faaet en
lille Lampe tndt og som nu aabnede Dren. Men idet hun lftede Lampen
foran sit Ansigt, sagde hun straks og pegede paa to store Ruller, der
stod lnede op imod Vggen:

-Det er Gulvtpperne.

-Sikken Mngde, sagde Karl, der stod og tnkte paa, at Mblerne vilde
blive for store for Stuen.

-Ja, og hun nikkede til ham: Men Mnstret kan Du ikke se.

-Jeg er forfrdelig trstig, sagde Karl, der fik Overfrakken af.

Ida havde Rdvin og vilde hente den. Karl gik alene op og ned, med en
Cigar, der var gaaet ud; han stdte i Tanker til Mblerne som til
Stngerne i et Bur. De tomme Vindusaabninger gabede paa ham som et Par
stirrende jne.

Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde hlde Vinen i sig.

Men pludselig bevget, eller desperat--for han kunde i det jeblik gerne
have slaaet alle de Mbler i Smadder--sagde han og hans Stemme var lav:

-Naa, Skaal, Pus.

-Ja, sagde Ida og sa fra Stuen, hvor Mblerne, der ikke var paa Plads,
kastede lange Skygger op i hans Ansigt: Det er det frste Glas, vi
drikker her.

Og hun drak, til Bunden, med jnene fstede paa hans Ansigt.

... Karl var gaaet.

-Tak, jeg vil blive lidt, havde Ida sagt.

Nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved.

Hun vilde kun vre ene, naar hun tog sin Kaabe og sin Hat og naar hun
gik. Men da hun kom ned paa Gaden, nsten lb hun. Hun tnkte: hvis hun
mdte Frken Friis--i Porten--eller udenfor--og hun lb, som om hun
derved kunde undgaa det.

Men hun naaede op i sit Kammer og havde ikke mdt nogen.

Hun tog sit Overtj af. Men paa Gulvet blev hun ved at vandre. Saa
aabnede hun Dren. Hun vilde se Roed og Frken Petersen, se dem, inden
de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst. Mod Vinduet
paa Gangen lysnede det allerfrste Skr af Dagen og de Syge blundede.
Sagte drejede hun Nglen om og gik ind. Roed og Frken Petersen sad hver
paa sin Side af Kakkelovnen, stive i jnene af Svn.

-Gott, Gott, er det Dem, sagde Frken Petersen.

-Jeg vilde ta'e lidt Kloral, sagde Ida, og aandsfravrende, eller
frygtsomt, glattede hun med sine Hnder ned over Roeds Haar.

-Hvor De er kold, sagde Roed med de Forvaagedes underligt ligegyldige
Stemme.

-Ja.

Ida slap hende og gik hen til Trskelen til "Salen". I den nrmeste Seng
rrte Patienten sig, og Ida gik ind. En skgget Mand med blaa Briller
laa og stirrede op paa hende.

-Godaften, Frken, sagde han med saadan en ydmyg Stemme.

-Herre Gud, Lauritzen, sagde Ida, er det Dem.

Patienten svarede ikke. Det var en Dranker, som var her for tredje Gang.
Han laa kun og knugede Hnderne:

-Jo, det er mig, sagde han saa og blev ved at knuge Hnderne, saa
Knoerne blev hvide.

Og mens han sa hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs
hans Sider, sagde han--det Blik maa En have, der korsfstes--:

-Jeg kan ikke andet.

Ida lnede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun
fortvivlet.

... Karl var kommen hjem. Halvt afkldt blev han ved at marchere paa
Gulvet.

-Det er utroligt, sagde han.

-Det er s'gu utroligt, blev han ved at sige, mens han standsede paa sin
Marche og nikkede ind i Lampen.

-Men de Fruentimmer er s'gu ogsaa blinde, sagde han og nikkede ind i
Lyset.

Endelig satte han sig hen paa sin Seng.

-Hm, og han fortrak Ansigtet, som var ogsaa det ham Hjst ubehageligt:
og saa har Knuth naturligvis siddet og dinglet paa Wienerkafen for at
vente.

Tilsidst kom han ned mellem Tpperne. Han laa paa Ryggen og stirrede op
i Luften.

-Det er mrkeligt, men de ender s'gu alle med at blive simple i en Seng.

Karl v. Eichbaum slukkede sit Lys. Men i Mrket laa han lnge og kastede
og vendte sig og virrede med Hovedet, men ogsaa hans Hnder var srligt
urolige--som en Mand, der er plaget af besvrlige Fluer ...

... Han var heller ikke i noget lyst Humr, da han stod op, og
Skilningen kunde han ikke faa lige, mens han blev ved at sidde og herse
med Kammen og Brsterne foran sit Spejl. Men paa n Gang lftede han
Ansigtet og, idet han sa sig selv lige ind i jnene i Spejlet, sagde
han halvhjt og med et Nik:

-Ja, det er det: et Menneske gr s'gu, hvad han maa.

Ida havde ventet lnge oppe paa Kammeret. Nu maatte hun ned i Thestuen,
nu maatte hun derned. Hun gik gennem den urolige Gang, ind gennem den
rolige.

Aldrig syntes hun, hun var gaaet saa rank. Nu var der kun Dren, som
skulde aabnes, og Trskelen, som hun skulde over.

-God Morgen.

Hun var derinde. Og i et Nu havde hun lyttet efter sin egen Stemme og
set paa Alles Ansigter, at de vidste intet; og set Frken Friis, der sad
nrmest Dren og skd op fra Stolen til et Favntag.

-Godmorgen, Sde, sagde hun.

Og da hun kyssede hende, skd hun et Nu Spidsen af sin Tunge ind mod
Idas Kind.

Ida blev bldende rd....

Og hun hrte Frken Helgesen sige:

-Hos os har der inat vret to Ddsfald.

       *       *       *       *       *

Maaske en halv Time havde Ida ventet. Nu vilde hun gaa. Maaske kom der
ingen, saa hun kunde gaa.

Men Ellingsen var ved Dren for at "hjlpe Frkenen".

Han tog Kaabe og Hat, og hun fik dem paa:

-Tak, sagde hun: Farvel.

Men Ellingsen, der stod ved Dren, sagde, og der var megen Fugtighed om
hans Lber:

-Frkenen glemmer sine Pakker.

Ida tog dem og Ellingsen lukkede ogsaa Gadedren op:

-Farvel, sagde hun og gik.

Gadedren var af dem, der stille lukker sig af sig selv. Hr. Ellingsen
vendte tilbage til Kabinettet. Han bevarede stadig et deltagende Udtryk
i sit Ansigt. Med en Serviet bortslog han lidt Stv, han syntes havde
samlet sig paa Dugen, hvorpaa han med den samme Serviet trrede sig om
sin Mund. Hr. Ellingsen havde virkelig sjldent haft mindre end en
seksten, atten Kroner om Maaneden af "det Selskab".

Det ringede ved Bufet'en.

-Men der var jo en dejlig Fremgang i Forretningen.

Hr. Ellingsen gik ud. En Herre og en Dame kom imod ham i Gangen....

-Ida gik--hun troede vel selv, hun vidste ikke hvorhen--langs Stien, mod
sterbro, udad, lnger og lnger.

Dr mdte hun dem. Han sa dem langt borte. Der var de.

Hun maatte gaa dem forbi. Smaapakkerne hang ligesom saa lst i hendes
slappe Arm og hun vidste ikke, hvordan hun nu fik Hovedet bjet til
Hilsen.

Men Kate standsede sin Hest et jeblik.

-Godmorgen, Frken Brandt, sagde hun og hilste med sin Pisk. Hvilket
dejligt Vejr!

-Ja, dejligt, sagde Ida, der pludselig stirrede hende op i hendes
Ansigt.

-Man mrker formelig Foraaret slaa op af Jorden, sagde Kate. Karl holdt
lidt fra dem. Det sa ud, som hans Hest ikke var saa lige at styre.

-Naa, allons ... Godmorgen.

De red bort.

-Hun var kommen langt ud, sagde Kate.

Og lidt efter, mens hun sa ud over Hovedet paa sin Hest, tilfjede hun:

-Det er mig forresten ligegyldigt.

Karl vilde sprge hvad, men tav pludselig med et forblffet Ansigt.

-De er s'gu min Overmand, sagde han saa, da de havde travet en Stund.

Ida havde vendt sig. Det var, som var hun pludselig vaagnet. Hun sa
hvert Ansigt, hun mdte, som var det mrkelig lyst, og hvert Gitter og
hvert Hus og hvert Tr, som var alting saa mrkelig skarpt. Og hun hrte
hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde
hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle.

Men Mulden sa hun mest og de gule Krokus og Rosentrerne, der var
afdkkede nu--for nu vilde det snart blive Foraar.

Hun kunde vre gaaet ti Mil og bjede dog om ved Shjrnet, af Vane.

Paa Vejen tt ved Rrholm mdte hun Frken Friis, som begyndte at larme
langt borte og saa kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet
hendes Skik. Men, kre Barn, sagde hun: idag maa jeg da se Lejligheden.
Frken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare
lige om Hjrnet....

Ida var pludselig saa trt, eller maaske flte hun Trang til at nyde en
sidste Smerte.

-Ja, sagde hun sagte: vi kan gaa derop.

Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjrg. Frken Friis
var iforvejen og lste paa alle Drplader.

-Og et yndigt stille Hus, raabte hun ned (det var lutter Embeds-og
Bestillingsmnd samt en Baptistprst, som boede der) og hun kunde nppe
vente, til Ida fik lukket op og sagde, som om hun havde glemt det:

-Ja, her er Haandvrkere.

Men Frken Friis raabte allerede inde fra Dagligstuen:

-Men Gud, Gud, hvor er her nusset; hun rg ud igen paa Gangen: hun
maatte kysse Ida af Henrykkelse, fr hun svajede ind paany. Hun beflte
alt og sa alt og snakkede, til hun pludselig satte sig paa en Stolearm:

-Men, sde Brandt, hvor maa det have kostet.

Ida sad ned. Ubevgelig sa hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu
var det paa Plads.

Hun hrte ikke Frken Friis og ikke, at hendes Ordstrm pludselig
standsede, flte kun, at hun var ene, et Nu, og lftede sine Hnder fra
sit Skd--da Frken Friis kom frem i Sovekammerdren.

-Brandt, sagde hun, og hun udtalte Navnet i en Tone, som hun aldrig
havde brugt: De vd, hvordan De vil ha'e det.

Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked
op i hendes Kinder.

-Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt nsten selve sin Smerte.

Men Frken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den
store Seng.

-Saa gaar vi, gentog Ida.

Der var noget i Tonen, som fik Frken Friis til at rejse sig noget rask.

Men Ida ventede tavs frst ved Dagligstuedren og saa ved Entrdren,
sidst ved Gadedren, indtil Frken Friis var ude. Heller ikke paa Gaden
kom Samtalen i Gang. Frken Friis var ogsaa stille, optagen af Sit som
af en Opdagelse. Men da de naaede Hospitalsporten, sagde hun, fr hun
skulde videre "et rinde":

-Men Gud, Brandt, vr nu fornuftig--dette er jo kun for vi frisindede.

Ida skd tavs hendes Hnder bort fra sin Arm.

-Farvel, nikkede Frken Friis.

Da Ida, der bestandig bar de to Smaapakker, kom ind paa Trappen i
Pavillonen, mdte hun Frken Kjr.

-Nej, sagde hun med sin glade Stemme--hun var saa vant til, at Ida
bragte noget med sig hjem--:

Jomfruen har Kager.

Og hun lb iforvejen op til Frken Petersen: Jomfruen har Kager, sagde
hun, og de samledes hastigt til Picknick i Kkkenet.

Ida sad og sa Kagen forsvinde mellem Petersens Tnder.

Da de to var mtte, var der et Stykke tilbage. Det blev tilbudt
Josefine, der kom for at hente Spandene.

-Ja, no'en skal jo ha'et, sagde Josefine.

Men Frken Petersen sagde:

-Ach, vi skulde have gemt den til Kaffen.

Ida havde rejst sig og gik.

       *       *       *       *       *

Frken Friis' "rinde" var et Minuts Lb ind til Svendsen, hvor den
Stornsede spiste Frokost. Frkenen var helt vims og forpustet af
Morgenens Iagttagelser.

-Nej, Du, sagde hun: det havde jeg aldrig troet--for der var
raffineret....

Den Stornsede betragtede sit Smrrebrd med Sky.

-Det er s'gu altid saadan med de meget blide Piger, sagde han.

Frken Friis sad lidt; hun sa stadig Sengen og de store Vaskekummer og
den brede Hvilesofa for sine jne.

-Ja, det maa det vel vre, sagde hun eftertnksomt og nikkede.

Men lidt efter sagde hun:

-Men, Gud, hvor det maa vre dejligt at ha'e Penge.

-Naa, sagde den Stornsede: det vigtigste er s'gu, at man vd, hvad man
vil hinanden.

Han bd Frken Friis paa et Glas l, som hun nd med opdraget Slr.

Men pludselig sagde hun, paany ganske ophedet:

-Frederik, hun havde flyttet Sengen midt frem i Lejligheden.

-Ja, den bliver s'gu nok staaende, sagde den Stornsede.

       *       *       *       *       *

... Kate Mourier havde faaet den mrkeligste Vane. Hun vandrede op og
ned gennem alle Stuer med begge Mynder efter sig.

-Kre Kate, hvor Du marcherer, sagde Fru Mourier fra sin Sofa.

-Jeg tnker, sagde Kate og vandrede videre.

-Men kunde Du ikke gre det siddende, sagde Fru Mourier.

Pludselig havde Kate sat sig med begge Mynderne foran sig, og rejste sig
saa igen. Henne ved Dren strakte hun Armene op langs Drkarmen.

-Er det iaften, vi skal paa Koncert? sagde hun og sa ud i Luften.

-Ja.

Det var rart ... For jeg trnger til Musik, sagde hun og gik ind.

Fru Mourier blev siddende. Bladene i hendes "Edition Peters" blev
liggende urrte. Hun tnkte paa, at det var godt, at Mourier endelig
kom--nu til Selskabet for Aline.

For Fru Mourier vidste ikke rigtig, hvordan det stod til med Kate.

Det ringede, og det var Fru von Eichbaum. Hun kom blot for at sprge, om
Mourier ogsaa tog Tjeneren med til Byen.

-For Mine, det var jo bedst at vide det, sagde hun.

Mouriers Tjener skulde hjlpe til ved Fru von Eichbaums Selskab for den
til Byen ankomne Fru Feddersen.

De talte lidt om det, og Fru von Eichbaum sagde saa, i en anden Tone:

-Brnene har jo redet, Du.

-Ja, sagde Fru Mourier og sa ud for sig. Hun havde saa gerne villet
"tale rigtig ud"--og lod vre.

       *       *       *       *       *

-Fru von Eichbaum sad med Generalinden foran det dkkede Bord i
Generalindens Spisestue, hvor Fru von Eichbaums Gster idag skulde
spise. Der var frdigt.

Fru von Eichbaum sa ud over Dekorationen, der var Krokus fra
Landstedet, og sagde:

-Saa kommer den lille Brandt. Jeg gik selv derud imorges.

Og da Generalinden ikke svarede straks, sagde hun:

-Det var jo urimeligt at la'e Pladsen staa tom, og hun har jo dog
li'esom frdedes her i Vinter ... Desuden hjlper hun saa lidt med ved
Theen.

-Men det er da rimeligt at bede hende, mente Generalinden: da Pladsen er
der ... Og netop, sagde hun og holdt lidt for pludseligt inde efter at
det var sagt: under disse Omstndigheder.

Men Fru von Eichbaum havde vistnok slet ikke hrt det, for hun rejste
sig kun og sagde:

-Og nu er der for Julius kun at tnde Lysene an.

Ogsaa Generalinden stod op, men henne ved Dren blev Fru von Eichbaum
staaende:

-Saa vilde jeg jo nske, Du, sagde hun noget langsommere: at Aline kom
lidt tidligt ... for, Lotte (Fru von Eichbaum gjorde en Bevgelse med
Hnderne, som bragte hun noget paa Plads) saa li'esom er hun der.

Generalinden nikkede, mens Fru von Eichbaum aabnede Dren.

De gik gennem Gangen ud i Generalindens Kkken.

-De Skrmbrdter, Lotte, sagde Fru von Eichbaum, idet Ssteren gik
gennem Generalindens Kkken, hvor nogle graa Skrmbrdter dkkende
garnerede Kkkenbord og Komfur: De Skrmbrdter er en Velsignelse.

De skiltes, og Fru von Eichbaum gik over i sin egen lille Gang, hvor
hun, lidt kaldende, sagde til Julius, der paa en Snor inde ved Komfuret
havde sine Handsker til Trring:

-Og saa si'er Julius den fremmede Tjener Besked.

Julius, der kom frem, let lugtende af Benzin, skulde nok besrge det.

Fru von Eichbaum gik ind. Til Ane talte hun fr Middagen ikke.

De tre Stuer laa i stille Hygge, og Kullene, der var lagte sparsomt paa,
brndte svagt. Fru von Eichbaum satte sig paa sin Plads i Sofaen. Hun
vilde kniple, til hun skulde klde sig paa. Sengeomhnget var snart
frdigt--om nogle Uger. Men Kate, Barnet, havde virkelig ogsaa i den
sidste Tid, her om Aftenerne, kniplet rigtig flinkt. Og meget jvnt.

Det var rigtig, som der var kommet mere Ro over de knne Fingre.

Kniplepindene gled ud af Fru von Eichbaums Hnder, og hun faldt i
Tanker. I Stuerne begyndte det at skumre. Fru von Eichbaum tnkte paa
saa mange Ting, paa denne Vinter og paa de mange Vintre fr, paa Aline
og paa Kate og paa Karl ... Og pludselig tnkte hun paa en af
Konfessionarius' Prdikener.

Udlggelsen havde vret om Troskaben og Dagvrket og Lnnen, som blev
Fred.

Fru von Eichbaum blev pludselig bevget, og i Halvmrket brugte hun
Lommetrkldet. Hendes jne var fstede paa Hr. von Eichbaums Billede
over Skrivebordet: han saas endnu i Halvlyset.

Hans Enke havde foldet Hnderne.

Saa vaktes hun af sine Tanker. Hun hrte Karl. Han aabnede Dren til
Spisestuen og kom ind.

-Er Mo'er kldt paa? spurgte han.

-Nej, jeg har saamn siddet lidt i min Krog, sagde Fru von Eichbaum fra
Mrket: Men alt er i Orden.

-Faar vi saa Christensen? sagde Karl, der var falden ned paa en Stol.

-Ja.

De sad tavse lidt, til Fru von Eichbaum sagde:

-Og saa har jeg bedt Frken Brandt.

Maaske havde hun ventet et Ord ud fra Halvmrket, men Ordet kom ikke, og
begge hrte kun Uhret, der dikkede videre.

-Hun er jo dog kommet her en Del i Vinter, ld det fra Sofaen.

-Og, Fru von Eichbaums Tone skiftede nsten umrkeligt: Saa har jeg jo
tnkt mig det som en Slags Afslutning.

Uhret dikkede videre, maaske et Minut.

-Vil Du saa tnde i Hjrnet, sagde Fru von Eichbaum.

Karl tndte, og Fru von Eichbaum rejste sig.

-Det er nok paa Tide, sagde hun, og da hun kom forbi Snnen, lagde hun
pludselig Armen paa hans Skulder:

-Jeg har siddet her og set paa din Fa'rs Portrt....

Karl flte, at hun sitrede.

Og pludselig bevget, ligesom hun, sagde han:

-Mo'r er saa god--og kyssede hende paa Panden.

-Og nu maa vi klde os paa, sagde Fru von Eichbaum: Bordordenen har
Julius lagt ind paa dit Bord....

Karl stod inde i sit Vrelse og studerede "Bordordenen". Han Flte noget
af en Lettelse: Ida, der skulde have Kandidaten, skulde sidde paa samme
Side af Bordet som han selv.

       *       *       *       *       *

Julius var ovre i Spisestuen frdig med at tnde Lysene an, da Mouriers
Hr. Christensen arriverede med Mansketskjorten dkket af en Fljels
Skjorteskrmer. Julius behandlede den Fremmede med meget Ceremoniel og
sagde, at han "turde maaske stte ham ind i Forholdene".

Han frte Hr. Christensen ind i Generalindens Gstevrelse ved Siden af
Spisestuen, og Hr. Christensen affrte sig Overtjet, mens han
betragtede de to Senge.

-Her retter vi an, sagde Julius.

Julius havde tnkt, at Hr. Christensen kunde sknke.

Hr. Christensen, der bar Guldlnkeknapper og tre firkantede Guldknapper
i sit Skjortebryst--han havde tjent i Garden og uddannede sig under Hr.
Mouriers aarlige Ophold i Karlsbad flittigt efter internationale
Mnstre--betragtede Flaskerne....

-Af hvid Vin, sagde Julius, plejer vi at sknke tolv Glas af Flasken.

Hr. Christensen, der sa ud som en Mand, der ikke vil undres over noget,
begyndte at sortere Flaskerne med et Par meget soignerede Hnder. Paa
venstre Haands Lillefinger bar han en bred Guldring.

Fru von Eichbaum var paakldt og stnkede Vrelserne med "en Anelse" af
Klnervand.

Portneren havde indtaget sin Post foran Porten for at avertere
Droskerne. De maatte holde paa Gaden. "Mellemgaarden" var for smal, saa
de kunde vanskelig vende.

Men den frste Gst kom gaaende. Det var Kandidaten. Han kom bestandig
frst af ubehjlpsom Angst for at komme for silde, og han sagde til
Julius, mens han aftog mange besynderlige Kldningsstykker:

-Der er nok ingen kommen, og gik ind til Fru von Eichbaum, med Hovedet
paa Skakke, mens Fru von Eichbaum rejste sig og sagde: Det var dejligt
at se Dem, Henrik, saa har De det da nogenlunde. Kandidaten kom til Sde
og takkede. Naar Kandidaten sad midt i en Stue, sa han ud, som han var
anbragt i en Krog, og han holdt Benene underligt ind til hinanden, som
gemte han dem i en Fodpose. Fru von Eichbaum, der hrte nogen ude i
Gangen, sagde:

-Ja, Foraaret er jo svrt for alle den Slags Tilflde ...

Kandidatens "Tilflde" var et Maveonde.

-Men har De nu ogsaa i Vinter haft Lammeskind under Deres Bord?

Fru von Eichbaum rejste sig uden at vente paa Svar. Det var Familien
Schleppegrell, der viste sig i Kabinettet.

-Gud, Du, sagde Fru Schleppegrell, der var ganske forpustet: at vi er
naaet herhen saa tidlig--og jeg, som dog har styrtet om i Timevis.

Fru Schleppegrell havde tilbragt fire Timer af sin Dag paa Toldboden,
hvad hun straks fortalte.

Admiralen havde hilst paa Kandidaten--omtrent som paa en Skibskok; og
Fru Schleppegrell flyttede over til Generalinden, der plejede at komme,
naar hun havde hrt den frste Vogn, og som maaske havde haabet, at det
var Aline. Karl, der var kommen ind og bukkende gik og stdte
Lakskohlene sammen, var standset foran Fanny, som havde et Kniplingslr
over en ldre laksfarvet Robe fra et Hofbal, mens Fru von Eichbaum
sagde, understttende Konversationen:

-Du, Fanny, var vel i Formiddags hos Pre Dominique? Hvad var Emnet?

Pateren havde talt om Autoriteten.

Admiralen, der var oprigtig religis hver Sndag og gik til Hjmesse i
Holmens Kirke med Roskilde Konvents Salmebog i sin Lomme, sagde:

-Jeg kan s'gu ikke li'e det Rend i katolske Kirker....

-Gud, Schleppegrell, sagde Generalinden--Konversationen gik lidt
staccato; men, det var kun Falkenbergs, der kom--: For et befstet Gemyt
som Fanny kan det da kun vre udviklende.

Og Fru von Eichbaum, der atter rejste sig, sagde:

-Ja, Schleppegrell, deri kan jeg ikke heller vre enig--vi taler netop
om Katolikerne, Emmy--Katolikerne har alligevel de store Synspunkter,
der giver Lftelse....

Og da hun hrte Kabinetsdren gaa igen, mens Fanny havde vbnet sig med
sin Lorgnet, tilfjede Generalinden:

-Katolicismen har nu n Gang det, der ligesom bliver staaende.

Et Sekund havde, mens alle talte, alles jne strejfet Fru Aline, der kom
frem i Dren.

-Goddag, Aline, sagde Fru von Eichbaum og rakte hende begge sine Hnder,
og Fru Aline gik silkekldt, uden at tale, stttet til sin Stok, frem i
Stuen. Fru von Eichbaum holdt sig ved Siden af hende, mens Veninden gav
Haanden til alle--Fru Falkenberg strittede under Haandtrykket
uvilkaarligt med Armene som Brn, der skal lre at valse--og man hrte
Admiralen sige (han talte stadig om Katolicismen):

-Jeg tror s'gu ikke, det er sundt.

Fru Schleppegrell havde rejst sig til Omfavnelse, mens man ovre ved
Etagren hrte Oberstljtnant Falkenberg sige til Kandidaten: Ja, det er
det, man gaar ud i Solskin, og saa har man den kolde Blst.
Generalinden, der tog Fru Alines Stok, sagde:

-St Dig her, Aline.

Fru Feddersen kom til Sde, og det var, som i Sofahjrnet Kredsen
lukkede sig om hende.

Men Fru von Eichbaum, der vendte tilbage til Kabinetsdren, sagde
leende:

-Ja, det er naturligvis Kammerjunkerens, der kommer for silde.

Mouriers og Frken Rosenfeld var komne sammen.

-Nej, Andreas, havde Fru Mourier sagt derhjemme: jeg vil ikke se hende
komme.

Nu stod hun, for hun havde ligesom ikke Mod til at gaa ind, i
Kabinettet, hvorfra hun kunde se Fru Aline i Hjrnesofaen.

-Herre Gud, hvor er hun graanet, sagde hun til Fanny, der stod hende
nrmest, og Fru Mourier havde Taarer i jnene.

-Hvem? spurgte Fanny.

Karl, der gik rundt med Bordordenen, fandt pludselig Ida bag de andre,
henne i Krogen ved Gummiplanten.

-Staar De dr, sagde han og slog Fdderne sammen, lidt bleg.

Og Fru von Eichbaum, der fuldstndig havde glemt hende, men som havde
tyve ren, gik frem imod hende: Goddag, kre Frken Brandt, sagde hun og
forestillede hende for et Par af de nrmeste. Kammerjunkerinde Lindholm
sejlede pludselig ind i Kabinettet foran Kammerjunkeren, saa der blev
hel Trngsel, mens Kate sagde, i en Tone, som stod hun ved Indgangen til
Arken:

-Saa, nu er vi atten.

Inde i Dagligstuen brd de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle
kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Drene, Par efter
Par. Kandidaten bukkede paa skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og
de to gik sidst.

Men da de kom ind langs Skrmbrdterne, skurede Karl med
Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin
Haand om hendes Liv.

-Vi skal slutte Kortgen, sagde han.

Og Kammerjunkerinden, der var Datter af en Hof-Glas-Handler, sagde med
et Blik paa Skrmbrdterne:

-Hvor det er bekvemt, at De bor i samme Hus som Deres Tante.

-Ja, sagde Karl, der havde fulgt hendes Blik: Skrmbrdterne er
Familieeje, jeg tror s'gu, vi har arvet dem.

Kammerjunkerinden lo og lftede, mens de gik gennem Gangen, sine Skrter
en Smule hjt, som gik hun over en Gaard. Da de naaede ind i Spisestuen,
sa Karl med et Par hastige Vrtjne henover Bordet. Det var, som blev
hans Ansigt paa n Gang ldre, med et vist officielt Udtryk.

De var alle paa Plads, nederst Moderen, verst Admiralen, med
Kommandrkorset om sin Hals, ved Siden af Fru Aline.

Julius begyndte at servere Suppen hjtidelig, som bar han et Par
Offerskaaler.

Samtalen tog fat om Spisestuer og om at sidde.

-Her har man da, Gud vre lovet, Plads, sagde Hr. Mourier, der bandt
Servietten op om sin brede Bringe.

Konversationen bredte sig, stadig om Spisestuer, og Fru von Eichbaum
sagde, mens Fru Mourier bjede sig frem for at skjule Fru Aline, for
hendes Hnder sklvede, saa hun spildte Suppen, naar hun frte Skeen til
sin Mund:

-Men der er da ingen Spisestue som den paa Korsgaard.

Og Fru Aline, der talte ligesom en Tone dybere end de andre, sagde:

-Der er idetmindste kligt.

Frken Rosenfeld havde lyttet et jeblik efter Klangen i Fru Alines
Stemme, og hun svarede distrt paa et Sprgsmaal af Kammerjunkeren:

-Ja, vi har nu hundrede Elever i Skolen.

Hvad der gav Admiralinden Anledning til at lfte Barmen i en noget
rigelig Udskring, mens hun sagde:

-Ja, det er utroligt, i vore Dage skal de alle ha'e noget at ta'e sig
til.

Men Generalinden sagde:

-Gud, Du, det kommer kun af den megen Utaalmodighed. Der er ingen mere,
som har Ro over sig til at sidde stille paa et Sted og strikke en
Strmpe.

Hr. Mourier erklrede, at det var en aldeles fortrffelig Helleflynder,
og mens Hr. Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen fr
Serveringen, sknkede den hvide Vin, greb Oberstljtnant Falkenberg
Ordet Ro og sagde:

-Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Vi (og Oberstljtnantens Stemme
blev skarpere) vi har to Oppositionsblade i vort Hus ... Kom det an paa
mig, Kom det Papir ikke indenfor vore Dre.

Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men hvert jeblik sa op mod Fru
Aline, som stirrede hun paa et Under, der var rykket hende ganske nr,
sagde:

-Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Brnene i at lse.

-Men man diskuterer ikke med dem, svarede Oberstljtnanten.

Fru von Eichbaum sagde, nsten ligesom for at lgge sig imellem:

-Ja, Emmy, der gi'er jeg jo Falkenberg Ret: disse evige Diskussioner
fder kun Uro.

Mourier, der stadig spiste, mente bredt, at man maatte jo dog vide, hvad
de Folk tnkte: Han holdt s'gu "Socialdemokraten".

-Kre Mourier, sagde Fru von Eichbaum, der nu, lettet, hrte Fru Aline
tale livligere om Barndomshjemmet paa Unsgaard: det finder jeg jo
urigtigt ...

Fru von Eichbaum mente "for Eksemplets Skyld".

Det kunde vre galt nok endda med Tiderne, som alt forlb:

-Vil De tnke Dem, forleden--opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane,
De, abonnerer paa saadanne et lille Blad ... Man fatter jo ikke, hvor de
har det fra.

Mourier lo, men Journalistkonversationen var naaet over til
Kammerjunkeren, der sagde, at man sa jo undertiden de Folk i Theatret,
og han undrede sig hyppig: For de er virkelig velkldte, sagde han i en
Tone, som om han havde ventet, at alle Bladskrivere mdte med Huller paa
Albuerne.

Admiralen fortalte, at han havde en Gang haft en Herre fra et Blad om
Bord i "Helgoland", og han "havde s'gu talt meget fornuftigt", men
Admiralinden, der stadig var blevet ved sit Emne om, at alle vilde
bestille noget, sagde over Bordet til Fru Mourier, talende om en Datter
af Kredsen:

-Kre Mine, vd Du ikke det--jo, hun vil nedstte sig som
Fdselshjlperske.

Kandidaten, der havde spist sin Fisk uden Sauce paa Grund af sin Dit
(han var Sn af en Bermthed fra Midten af Aarhundredet og havde i ti
Aar vret beskftiget med at ordne de fdrene "Erindringer", mens han
stadig blev magrere), sagde til Ida:

-Men det maa jo vre en meget lnnende Gerning saaledes at kunne lindre
sine Medmenneskers Lidelser.

-Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istaa igen.
Hun havde faaet to rde Pletter, en over hvert jenbryn, som om hun lige
kom fra en Stegepande.

Fru von Eichbaum sa med sit Vrtinde-blik ud over Bordet.

-Aa, lille Frken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gaa
rundt.

Det gav et Ryk i Ida. Hun havde kun hrt den megen Tale som en Summen,
der var hende fremmed, og nu hrte hun Karls Stemme, der talte til
Frken Mourier igen.

-Ja, sagde hun, og hun tog Fadet.

-Tak, sagde Fru von Eichbaum.

Kammerjunkerinden talte med Fanny Schleppegrell om Prinserne: en af dem
havde forret hende en Papirkniv. Og Konversationen om den kongelige
Familie blev almindelig.

Generalinden og Oberstljtnant Falkenberg talte, mens Samtalen blev alt
livligere og Admiralen var rykket Fru Feddersen ligesom en Kende tttere
paa Livet, om en Ven af Kredsen, der var Guvernr hos Prinsen og
forberedte ham til en Eksamen.

-Men han er jo meget bunden, sagde Generalinden: sove som han maa i
Vrelset foran.

Oberstljtnanten svarede med nogle Ord om det udmrkede Eksempel og
vendte sig til Frken Rosenfeld:

-Ja, sagde han: De er naturligvis radikal ligesom min Kone.--

-Jeg vd ikke, hvad De forstaar ved Ordet, sagde Frken Rosenfeld: men
Kongen holder jeg forresten meget af, fordi jeg synes, han er en
ridderlig Person.

Karl og Kate begyndte at le ad Ordet "Person", og Generalinden sagde til
Frken Rosenfeld.

-Kre Betty, det er vel ikke det eneste.

Men Fru Falkenberg, der havde to rde Pletter paa sine Kinder--hun fik
dem let, som var de Flgen af en undertrykt eller hemmelig
Ophidselse--sagde ud i Luften, men det var sagtens til Oberstljtnanten:

-Men Menneskene tnker jo nu dog n Gang--

Og Oberstljtnanten svarede:

-Ja, de tnker ... de tnker, til de ligger der.

Mourier, der havde hrt det, lo og sagde:

-Det er s'gu meget rigtigt; og han klinkede med Oberstljtnanten.

Ordet "tnke" frte paa n Gang Fru von Eichbaum ind paa Martensens
Etik. Hun lste den netop. Hun nd den langsomt:

-Men jeg finder ham jo, sagde hun, ikke vanskelig at flge paa Grund af
den klare Stil.

Pludselig sagde Generalinden over Bordet til Ida ("hun sidder jo som
hjemls", havde Naaden paa n Gang set):

-Er der megen Sygdom iaar, Frken Brandt?

-Ja, en Del, fik Ida sagt. Hun hrte kun Karl og Kate, der lo,--hvor de
lo, ligesom langt borte. Og saa sad hun og passede paa Fadene, nsten
febrilsk, som af en gammel og pludselig vaagnet Vane, Vanen fra
"Ludvigsbakke".

Mourier, der sad og sa ud over Bordet, lod Blikket standse ved Ida og
bjede sig over mod Fru von Eichbaum:

-Hvem er hun? spurgte han halvhjt, og Ida hrte Fru von Eichbaum, inde
i en lngere Forklaring, sige:

-Og Faderen var jo Godsforvalter hos Konferensraaden, rigtig en
agtvrdig Mand.

Ida vidste maaske ikke selv, at hun kmpede for ikke at faa Taarer i
jnene.

Oppe ved den anden Bordende blev Samtalen gladere. De var blevet ved at
tale om "Unsgaard", og Fru von Eichbaum begyndte at tale med, mens
Admiralinden paany var naaet til Tolden og Toldvsenet og afsluttende
sagde til Kammerjunkerinde Lindholm:

-Men nogle Stykker Silketj, Kre, haaber jeg nu at faa hjem med Deres
Svigermoder og Mary ... Gud, De, naar man lgger dem i Bunden af en
Kuffert--

Konversationen om "Unsgaard" indfangede ogsaa hende, og hun forlod
"Silketjet". Fru Mourier talte saa glad og hjt, for hun var saa
inderlig lykkelig, fordi det helt tede op om Aline; og Fru Feddersen
sad bjet frem med sit Ansigt i det fulde Lys.

-Ja, det var en dejlig Tid, sagde Fru Mourier ... Husker Du, Mille? hun
talte ned til Fru von Eichbaum: naar vi krte til Marienlyst for at
danse ... Det var i Brix' Tid. Nu har jeg saamn ikke vret der lnge.

Fru von Eichbaum svarede noget--pludselig med Taarer i jnene: det var
jo der, hun havde truffet Eichbaum frste Gang.

Og de blev alle ved at tale om den Tid: om Soirerne og Kronborgs
Ljtnanter og Kreturene til Gurre og Badetimerne, naar de krte i en
Hstvogn ned til Hellebk Strand, og de store Skovture, naar de tog til
Grib Skov, der var saa vid og stille....

Alle deres Ansigter blev helt lysende, og de kom alle til at tale nsten
ganske ens--ogsaa Fru Aline.

-Aa, ja, sagde Admiralinden: da var man alligevel meget bedre Mennesker.

Men Admiralen, hvis Kommandrkors var kommen til at sidde lidt skvt, og
som sad og tnkte paa, hvor det s'gu alligevel var utroligt, hvor Aline
havde holdt sig, sagde:

-Ja, man husker jo nok, naar man skulde gynge Dem.

Karl og Kate var begyndt at pludre Fransk, men paa n Gang bjede Karl
sig frem--deroppe talte de endnu om Grib Skov--og lftede sit Glas:

-Frken Brandt, sagde han.

Ida fo'r sammen og hvede knap sit Blik. Saa drak hun.

Men Karl blev siddende et jeblik helt aandsfravrende. Der var kommet
noget saa srgmodigt i hans jne.

-Lille Frken Brandt, sagde Fru von Eichbaum, det kom en lille Smule
hastigt: la'er De maaske det Syltetj gaa?

Men det var Frken Rosenfeld, der svarede med en lidt hj Stemme:

-Nu skal jeg, Fru von Eichbaum.

Rundtom talte alle, mens Kandelabrenes Lys flimrede let i den ophedede
Luft, Kammerjunkeren underholdt Kandidaten om Memoireliteratur. Han
maatte sige, at Memoirer i det Hele var hans Yndlingslekture, navnlig om
Napoleon.

-Man fler under Memoirelsning saa at sige, at man alle er Mennesker.

Oberstljtnant Falkenberg begyndte at tale om Napoleons Marchaller og
Marchal Neys Grav, der, som han sagde, var simpel, som det smmer sig en
Soldats; mens Kammerjunkerinde Lindholm spurgte Fanny, om hun vidste,
hvad Fru Verdier havde forlangt for en Garniture af gamle Kniplinger ...

Nsten alle talte, en Kende i Munden paa hinanden. Frken Rosenfeld
tvang Ida til at tale med. Mourier, der var rd og blussede, slog sin
Haand ned paa Fru von Eichbaum og sagde:

-Her er s'gu rart.

-Kre Mourier, sagde Fru von Eichbaum smilende: det er saa let, naar man
kun er i sin egen Kreds.

De var frdige med Urfuglen, der var en Present fra Fru Mourier, og Hr.
Christensen isknkede Portvinen.

Oppe ved Fru Alines Bordende talte de endnu om Unsgaard-Dagene, da Fru
Mourier sagde:

-Men nu skal vi alle samles igen paa Ludvigsbakke.

Og Mourier, der hrte det, sagde bred og glad:

-Ja, det er s'gu rigtigt--velkommen alle Mand, nu, naar vi faar bygget
... Idag falder vist den sidste Mur af den gamle Kasse....

Ordet Ludvigsbakke havde vkket Ida, men hun vidste ikke, at hun, bjet
frem, bleg, stirrede ind i Hr. Mouriers Ansigt.

-De gamle Mure har ellers vret drje, sagde Mourier: naa, Stenene
bruger vi til den nye Stald.

-Der var alligevel rart i det gamle Hus, sagde Fru von Eichbaum.

-Gu' var der rart, sagde Mourier sagtmodigt: Men Ungdommen er jo aldrig
tilfreds.

-Men I forvnner ogsaa Kate, sagde Generalinden.

-Nej, brd pludselig Kate ind med en mrkelig Gadejargonbetoning paa
Ordet: Man kunde virkelig ikke rykke ind i de gamle Lokaler.

Paa n Gang blev Kate Midtpunktet ved Bordet, mens de talte om de nye
Vrelser, Trappen, Billardsalen og Badevrelserne og Udsigtstaarnet og
Terrasserne, hvis Stenvaser skulde hugges i Italien.

Kammerjunkerinden var hjst interesseret og bjede sig sprgende frem
over Bordet, mens Fanny trak den magre Buste tilbage og sa ud, som om
hun lugtede til koncentreret Eddike, og Kate blev ved at tale om
Trappegelnder og en engelsk Thestue og Parketgulve.

Samtalen blev hjrstet, og Fru Mourier sagde til Generalinden: Ja,
Fordringerne stiger, Du, sagde hun og sa krligt beundrende ned paa
Datteren, mens Karl begyndte at forklare Kammerjunkeren om Staldene,
ivrigt og optaget: at de var efter engelsk Mnster, med Hestene frit i
Baasene, store Rum, med Marmorgulve og Vandledninger.

-Storartet De, sagde Karl: jeg har selv givet Tegningerne.

Men Kate fortalte Kammerjunkerinden om Sovevrelserne, der alle laa mod
Nord, for man maatte sove koldt.

Ida vidste ikke, at Julius havde budt hende Is, og at hun havde faaet
den ned paa sin Tallerken.

Men de to unge blev ivrige, fordi Faderen drillede Kate og Oberst
Falkenberg begyndte at kritisere Baasene. Lidt hede af Varme og Vin
talte de begge, i Munden paa hinanden, hver til sin Side, Kate ned til
Faderen og Karl op til Obersten om Sovevrelser og Heste og Centralvarme
og Baase, saa det ld som en hel Duet. Ogsaa Fru Feddersen bjede sig,
optagen, frem, og der kom nogle korte og hastige Glimt i hendes graa
jne ved Talen om den megen Komfort og de Marmor-badekar.

Og pludselig nikkede Fru Mourier ned til Fru von Eichbaum med Taarer i
sine gode jne.

Men Mourier lste sin Serviet fra Halsen og sagde:

-Ja, Ungdommen raser.

Da der var blevet noget mere stille, sagde Frken Rosenfeld roligt:

-Der var nu mange dejlige Minder fra det gamle Hus.

Karl hrte Ordene og pludselig holdt han inde i sine Forklaringer og han
svarede ikke Kammerjunkeren--

Fru Falkenberg sad og sgte Falkenbergs Blik, men Oberstljtnanten nd
en Biskuit og talte med Admiralinden om Remonteheste.

Fru von Eichbaum bd Velbekomme.

Ida havde ikke hrt det og hun fik sig frst rejst, da Kandidaten rakte
hende Armen. Som halvvaagen sa hun et jeblik ud over Bordet med det
endte Maaltid og Kandelabrene, der osede let, og ned paa sin egen Plads.
Den blodrde Is var smeltet og blevet til noget farvet og skident Vand i
hendes Skaal.

Admiralen vilde rkke Fru Aline Feddersen hendes Stok. Men Fru Aline
mente, hun kunde gaa uden. Og stttet til Admiralen, hvis Emaillekors
lyste i Skret af de von Eichbaumske Kandelabre, gik hun, lidt
besvrligt, men dog rank mellem de andre Par, forbi Skrmbrdterne, over
i Fru von Eichbaums Lejlighed, hvor Hr. Christensen begyndte at byde
Kaffen om.

Herrer og Damer talte hjt, rundt omkring, i Grupper. Fru Mourier stod
hos Fru von Eichbaum med hendes trre Hnder i sine.

-Det gik nydeligt, Du, sagde hun: jeg kender heller ingen, der forstaar
Kunsten som Du.

Fru Mourier forklarede ikke, hvad hun egentlig mente med Kunsten, eller
maaske vidste hun det ikke en Gang selv.

Men Fru von Eichbaum svarede:

-Kre Vilhelmine, det gaar jo ganske af sig selv.

-Ja, naar man forstaar det, sagde Fru Mourier.

Ida havde helt mekanisk--eller maaske som et Slags ubevidst Vrn--taget
Sukker og Flde og gled rundt og bd. Nu naaede hun Fru Mourier.

-Tak, Ida, sagde Fru von Eichbaum: De er osse altid saa hjlpsom.

Og Fru Mourier, der tog Sukker, sagde venligt:

-De gaar jo rundt, Frken Brandt, som var De en Datter i Huset.

-Ja, sagde Ida og gled videre.

-Hun er vist rar, Du, sagde Fru Mourier, der flte en ubestemt
Medlidenhed--maaske med det underligt halvgamle, der var over Idas
Person. Det var, som den gule Kjole var for stor til hende, saa der ikke
var nogen rigtig levende Krop i den, og det flammede Haar virkede over
den lille Pande saa mrkeligt som Paryk eller som det var klistret paa.

-Gud Du, prgtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjldne Mennesker,
der altid kender deres Plads.

Herrerne var gaaet ind i Karls Vrelse for at ryge undtagen Admiralen,
der passede sin Fordjelse paa sin vanlige Strgtur. Kammerjunkeren
talte om, at Kbenhavn var s'gu en nydelig Verdensstad--man kunde ikke
faa en ordentlig Skjorte i hele Byen.

Men Mourier havde fat i Karl ude i Entreen:

-Jeg har saamn egentlig villet skrive det lnge--men, ser De,--for man
vd jo dog, hvad det koster for et ungt Menneske at gelejde unge Damer
rundt--saadan en hel Vinter--Men nu (Hr. Mourier var helt forlegen)
lgger vi en Anvisning oppe paa Filialen--og saa er den Sag klar, naar
De bare gaar op og hver den.

-Naa, ingen Aarsag, sluttede han brat. Karl var blevet blodrd og Hr.
Mourier vendte sig, meget lettet:

-Men skulde vi ikke hellere flytte ind i Spisestuen, sagde han: der er
s'gu friere Luft og saadan ved Kaffen er det ogsaa rart at vre et
Stykke fra Fruerne--

Lidt efter brd Herrerne op og drog over i Generalindens Spisestue, hvor
Hr. Christensen og Julius gik og dkkede af.

Hr. Christensen havde faaet saadan noget bevgeligt ved Nseborene, da
han kom op om Fru Feddersens Plads, hvor man endnu fornam hendes
Parfume.

-Hun er forresten osse en stadselig Dame endnu, havde han sagt til
Julius.

Over Damerne var der faldet Ro efter Kaffen og nu, da Herrerne var
gaaet. Admiralinden halvsov efter Formiddagens Anstrengelser i Sofaen
(hun spiste desuden strkt, naar hun var ude), men i Hjrnet under
Gasflammen sad en Gruppe og talte om Bger og om at lse. Fru
Falkenberg, der nervst gned sin ene Kind med den knyttede Haand, mens
hun sa ud for sig, sagde:

-Men man bli'er saa tit urolig af at lse.

Hvorpaa Fru von Eichbaum, der ovre ved Etagren talte med Fru Lindholm
om Mary, sagde:

-Kre Emmy, man lser da for at hvile.

Men Fru Falkenberg, der blev ved at gnide sin Kind, sagde halvsagte:

-Man vil vel ogsaa kende Livet.

-Det er vist sjldent, som der staar i Bgerne, sagde Frken Rosenfeld.

Generalinden, der havde trukket Ida ned paa en Sofakant, ligesom afbrd
og sagde:

-De, lille Frken Brandt, har nu en Gerning til at fylde; og hun lftede
venlig; Idas Arm. Den faldt saa srt livlst, eller ligesom den var
knust eller af Led, tilbage ned paa Marmorbordet, at Generalinden
pludselig sa paa hende:

-Men det er naturligvis anstrengende, sagde hun i en anden Tone.

Admiralinden, der var vaagnet og havde hrt, der var Tale om Lsning,
sagde henne fra Sofaen:

-Kre I, man maa jo gennem Taskerne for at flge med. Fanny og jeg lser
os i Svn hver Aften.

Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et jeblik til Ro. Maaske
var hun noget trt, for hun havde lukket jnene og stttet Hovedet mod
Vggen. Hun sad lige i Lyset, og de rde Perleslanger, der faldt ned
over hendes Buste, sa nrmest ud som Blod der randt ned i hendes Skd.
Hun havde ikke mrket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved
Siden af hende.

-Hvor jeg har tnkt meget paa Dig, sagde Fru Mourier og listede stille
sin Haand ind i Fru Alines.

Fru von Eichbaum lod Vinduerne i sin Spisestue lukke op, ovre i
Generalindens Lejlighed stod de allerede aabne. Man hrte Herrernes
Latter og Hr. Mouriers Stemme over i Fru von Eichbaums Stuer, som hele
Huset festligt fld i t, sammen med den oplyste Gaard. Gangklokken ld
og Julius aabnede. Det var de Unge, som begyndte at komme, purunge Piger
i lyse Kjoler og unge Herrer med friske Skjortebryster, der bukkede
rundt for de ldre.

En lille Pianist, der var skgls og halvforfjamsket og som bad om en
Pude til sin Stol, kom endelig til Sde ved Klaveret, og et Par Unge
begyndte at svinge sig rundt paa Gulvet i Spisestuen, mens Herrernes
Latter og Musikken blandedes.

Fru von Eichbaum gik til og fra. Nu kom hun ovre fra Herrerne og kaldte
ind i sit eget Kkken:

-Julius.

Julius kom fulgt af Hr. Christensen, der var i Skjortermer med faste
Manchetter.

-Vil Julius maaske stille Skrmbrdterne paa Plads, sagde Fru von
Eichbaum og gik videre.

Hr. Mourier havde vltet det ene paa sin Vej gennem Kkkenet.

Lige ved Dren i sin egen Spisestue mdte Fru von Eichbaum Ida.

-Kre Frken Brandt, sagde hun, lidt chaufferet var hun: jeg gaar i en
ngstelse for Kopper ... om der er nok, for de Unge skulde jo ha'e The
... Vilde De vre saa sd at se efter....

Idas Ord blev borte i den glade Musik og Fru von Eichbaum sa kun, at
hun bjede sit Hoved og gik.

Ude i Kkkenet fik hun et Forklde (der er drukne Folk, som saadan gr
lutter fornuftige Ting og ganske stille, men bagefter kan de kun ikke
huske, hvad de har gjort) og hun bandt det om sig. Under Gasflammen
vaskede Ida Kop efter Kop.

Inde i Dren til Dagligstuen stod Fru Mourier og sa paa de Unge, der
dansede. Nu var ogsaa Karl, der forresten i Stilhed drak lidt rigeligt
Likr, kommen herover i Stuerne og dansede med Kate.

-Aa, det er saa dejligt at se saa megen Glde, sagde Fru Mourier, der
stak sin Arm ind under Fru von Eichbaums. Og ved Siden af hinanden sa
de paa deres Brn.

Latter og Stj slog over fra Herrernes Vrelse, da Musikken holdt op.
Admiralen var kommen hjem, og ogsaa et Par af de Unge havde sneget sig
derover.

Midt for Bordet talte Obersten om de moralske Flelser og Forsvaret.

Kammerjunkeren havde spurgt Kandidaten, hvad det egentlig var for en
lille Dame, han havde haft til Bords, og Kandidaten havde forklaret det
og sagde:

-Ivrigt vist en meget dannet lille Pige ... Men--og Kandidaten havde
nogle underlige Smaabevgelser med Hnderne--man sidder jo dog,
Kammerjunker, og siger til sig selv, at saadan et Menneske kunde smitte.

Oberstljtnanten blev staaende midt for Bordet og talte hjere og hjere
om Hans Excellence Krigsministeren som Nerven i hele den patriotiske
Bevgelse.

Men Admiralen, der tilligemed Hr. Mourier havde siddet og set ud, som om
de hrte efter, sagde til Mourier:

-Men, hvorfor sagde De Nej til at gaa ind i Landstinget?

-Ja, sagde Mourier, der vred lidt paa Kroppen: jeg vd s'gu ikke. Jeg er
naturligvis Hjremand, naturligvis, gentog han, men ser De, Admiral, jeg
har Fanden ta'e mig ikke rigtig Evnen til at forarges, og den er
ndvendig hertillands i det offentlige Liv.

-Naa, sagde Admiralen: der behves, Gud vre lovet, ikke saa megen
Forargelse til Ss.

Og de to Herrer, der lo muntert, mens de drak et Glas Likr, gav sig til
at gaa op og ned ad Gulvet og talte om Fru Aline.

-Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting hnder
ikke, naar Manden holder sig frisk--.

Men Admiralen klede sig i Hovedet og sagde:

-Ja-a, men jeg husker jo nok, da jeg oppe paa Unsgaard gyngede dem som
Piger--hun havde en Manr at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret--

-Nej, og Admiralen sa nsten tilfredsstillet ud: hun er af de urolige
Fruentimmer.

Ovre hos Fru von Eichbaum begyndte Klaveret at lyde igen, og
Kammerjunkeren, der stod ved Vinduet og sa over paa de Dansende, sagde
til Karl von Eichbaum, der var kommen over for at faa sig et nyt Glas
Likr:

-De, Eichbaum, skal vi Ogsaa gaa over og dreje os lidt rundt?

Mens Oberstljtnanten pludselig sagde til Mourier:

-Men, kre Mourier, hvorfor er De egentlig ikke blevet Etatsraad?

-Fordi min Kone ikke vil, sagde Mourier.

Ida var kommen ind igen og sad ved Siden af Frken Rosenfeld, da Karl
kom hen imod hende. Han var rd i Hovedet og lidt usikker i Stemmen.

-Frken Brandt, sagde han, vi maa da danse.

Ida svarede ikke, og med Mje fik hun sig rejst. Karl syntes, hun var
saa ganske tynd i hans Arm.

De dansede kun n Gang rundt. Tak, sagde Ida og hendes livlse Hnder
fornam ikke hans, der fattede om dem med et nsten fortvivlet Tryk.

-Hun skulde s'gu gaa ind og glatte sit Haar, sagde Student Falkenberg,
da Karl atter frte Ida ind.

Frken Rosenfeld havde rejst sig og Ida stod hos hende.

Saa sagde Frken Rosenfeld og tog hendes Haand:

-Lille Ida, hvad vil De dog her?

Maaske forstod Ida ikke Ordene, men hun sagde alligevel:

-Nu gaar jeg hjem.

Hun sa ingen, mens hun gik gennem Stuerne, hvor Musikken var standset,
og hun vidste ikke, at hun pludselig kniksede for Fru von Eichbaum,
nsten som da hun var Barn, og fik sagt:

-Jeg skal jo saa tidlig op.

I Gangen var der ingen og selv tog hun sin Kaabe. Intet smertede hende
nu uden Lyset. Det gjorde ondt i hendes jne. Hun gik et Par Skridt hen
mod Trskelen ind til Karls Stue ...

Saa vendte hun sig og gik.

Det var blevet Storm og Regn, men hun mrkede det ikke. Hastig stred hun
sig frem mod Vinden. Hun havde ikke hrt, at en Stemme talte til hende.

Det var Knuth, der kom gaaende med en anden Officr, som var i Uniform.

-Men er det Dem, Frken Brandt, sagde han: og gaar De i det Vejr.

Og da han pludselig sa det blege Ansigt, sagde han:

-Er De syg?... Jeg kan da skaffe en Vogn.

Ida havde ikke svaret, men Knuth lb kun, mens Ida blev staaende; der
var noget i hans Stemme, der ligesom lindede Blodet om hendes stivnede
Hjerte.

Vognen kom og Knuth hjalp hende ind.

-Tak, sagde hun, og de vekslede ikke flere Ord.

       *       *       *       *       *

Karl var gaaet til Generalindens Spisestue. Han nd atter et Glas Likr,
mens Kammerjunkeren foretrak Sodavand.

Karl sad og stirrede ind i de nsten nedbrndte Lys i en Kandelaber.

-Det koster s'gu at leve, sagde han pludselig.

Kammerjunkeren lo og sagde:

-Naa-aa, De faar nok Raad til det, Eichbaum.

Men Karl hrte det vist ikke, for han blev kun ved at se ind i Lysene,
til han smkkede med Tungen og sagde:

-Men man bli'er vel vunden for Samfundet.

Admiralen og Hr. Mourier brd op og gik ned gennem Gangen og Kkkenet,
hvor Admiralen kom til at vlte et Skrmbrdt.

-Sikke no'et Skidt, sagde han.

-Men de skjuler Ildstedet, Admiral; lo Hr. Mourier.

Ovre i Dagligstuen havde de lidt trtte ldre Damer slaaet sig ned om
Fru von Eichbaums Sengeomhng.

-Ja, sagde Fru von Eichbaum: nu mangler der saa godt som kun Sljferne.
Men dem knytter Kate, har hun lovet mig.

De Unge dansede Franaise, og Herrer og Damer flj nsten lidt vildt
imod hinanden. Oberstljtnantens Stemme skar en Gang imellem gennem
Musikken. Han talte om Traditionerne.

       *       *       *       *       *

Ida aabnede og lukkede Hospitalets Porte og Dre saa sagte.

Men da hun kom forbi Dren paa frste Sal, blev den lige lukket op af
Dr. Qvam.

-Er det Dem, sagde han: uh, sikken Nat--to Selvmordere, og begge skal de
pumpes.

Petersen havde hrt Dr. Qvam tale med Ida og hun stak Hovedet frem:

-Och, hvordan har De moret Dem, sagde hun og halede Ida ind paa
Afdelingen, hvor Frken Roed sad under Gasflammen og spiste til Middag.

Inde hos Kvinderne skreg de, og fra Salen hrte man Patienternes
Stnnen.

-Ach, ach, sagde Frken Petersen, der maatte lbe hid og did: inat er
her uroligt.

Dr. Qvam saa hen imod "A" og spurgte Frken Roed:

-Er han ikke i Seng?

-Nej.

-Og imorgen skal han ha'e sit Tj?

-Ja.

Dr. Qvam aabnede Dren derind.

Herren paa "A" sad oppe i Karmen, i det aabne Vindu, og stirrede ud i
Stormen. Bygen var forbi og det var stjerneklart igen.

-Sidder De der, sagde Dr. Qvam: det er en Smule mod Reglementet.

Herren paa "A" vendte Hovedet halvt, mens han sagde og fstede de tunge
jne paa Lgen.

-Jeg sidder her dog just for at dje Reglementet.

Og som han talte til sig selv, sagde han med sin besynderlige Stemme,
der altid ld, som var den fyldt af Medlidenhed:

-Jeg ser paa Stjernerne--de hje Stjerner.

Han tav et Nu.

-Da jeg var ung, betragtede jeg dem, fordi jeg vilde rive dem ned. Nu
ser jeg paa dem for at lre Taalmodighed.

Dr. Qvam var traadt nrmere. Nedefra sat han op paa Herren fra "A": i
dette Ansigt var der noget af den store Sorg.

Saa stod den Syge ned fra Karmen:

-Men lad os bje os for Lovene, sagde han og lukkede Skodderne.

Qvam blev staaende:

-Ja, men hvem har skrevet Lovene?

Herren paa "A" smilte:

-Er det ikke "Profossen", sagde han.

Men det flygtige Smil forsvandt, og han spurgte:

-Skal jeg saa bort imorgen?

-Ja, imorgen tidlig.

Herren fra "A" stirrede lidt frem for sig.

Saa trak han trt paa Skuldren:

-Naa, det kan ogsaa vre godt, Doktor.

Og idet han fstede sine jne paa Qvam, sagde han med et nyt Smil, der
var som et Farvel:

-Deres Verden frister mig ikke.

Qvam blev pludselig bevget og sagde noget sagtere:

-Men Livet skal dog leves.

-Ja, sagde Herren fra "A": af dem, de ikke sprrer inde.

-Lad mig saa sige Farvel, sagde han og aabnede Dren.

Udenfor var Plejemoder Koch fra Kvinderne kommen ind for at hente Dr.
Qvam.

Ida stod paa samme Sted, ved Dren, lnet til en Vg. Det flammede Haar
var oplst af Regnen.

Herren fra "A" tog hver i Haanden:

-Lev vel, sagde han.

Sidst tog han Idas Haand og da lftede han sine jne:

-Lev vel.

Derpaa gik han ind igen og lukkede sin Dr.

Der var stille et jeblik, da han var gaaet. Saa sagde Frken Koch og
sa paa Ida, der stod paa samme Plet:

-Nu er den Fest vel forbi.

Og Qvam, der ogsaa pludselig saa paa hende, sagde:

-Ja, Frken Brandt, De trnger s'gu vist til at sove Rusen ud.

Nglerne ld i Drene. Dr. Qvam og Frken Koch gik ind til Kvinderne.

-Godnat, sagde Ida sagte.

Der ld Ngler igen. Ida Brandt gik op paa sit Kammer.

"De Urolige"s Skrig sled sig op gennem Pavillonen, som kom de langt,
langt nedefra--fra under Jorden.





End of the Project Gutenberg EBook of Ludvigsbakke, by Herman Bang

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK LUDVIGSBAKKE ***

***** This file should be named 10829-8.txt or 10829-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.net/1/0/8/2/10829/

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.net/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's
eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII,
compressed (zipped), HTML and others.

Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over
the old filename and etext number.  The replaced older file is renamed.
VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving
new filenames and etext numbers.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000,
are filed in directories based on their release date.  If you want to
download any of these eBooks directly, rather than using the regular
search system you may utilize the following addresses and just
download by the etext year.

     http://www.gutenberg.net/etext06

    (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99,
     98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90)

EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are
filed in a different way.  The year of a release date is no longer part
of the directory path.  The path is based on the etext number (which is
identical to the filename).  The path to the file is made up of single
digits corresponding to all but the last digit in the filename.  For
example an eBook of filename 10234 would be found at:

     http://www.gutenberg.net/1/0/2/3/10234

or filename 24689 would be found at:
     http://www.gutenberg.net/2/4/6/8/24689

An alternative method of locating eBooks:
     http://www.gutenberg.net/GUTINDEX.ALL


